FOR 55 ÅR SIDEN, den 12. januar 1964, gennemførte en mindre gruppe bevæbnede mænd en revolution på Zanzibar, som dengang var et selvstændigt land. Revolutionen gjorde op med en række strukturer og ændrede tilværelsen for langt de fleste beboere i hovedbyen, Stone Town. Mange flygtede, mange blev, og nogle kom tilbage igen. Herunder bringes samtaler med mennesker, hvis liv blev forandret ved revolutionen.
En tidlig januar morgen i 1964 gik en lille gruppe af revolutionære løs på de få politistationer, som var rundt om Stone Town. Det var planlagt sådan, at oprørerne først gik efter et våbenlager. Da først de havde våben, var det egentlig kun et spørgsmål om tid, for der var ikke mange våben mellem de få soldater og politibetjente, som styrede øen, efter at de engelske soldater var blevet bedt om at forlade det suveræne land i starten af december året før.
Ved Malindi Politistation, der ligger ved indgangen til den gamle by, fortæller sheik Jabir Al-Farsy, at der blev kæmpet. Jabirs fætter Juma Hemed Al-Farsy var en af de soldater, der forsvarede stationen. Han var i første række, og de få våben, som var til rådighed, blev brugt så de brændte i hænderne. Oprørerne forsøgte flere gange at komme igennem, men trak sig hver gang. Da ammunitionen hørte op hen ad morgenen, og der var ro på fronten, løb Juma Hemed Al-Farsy sammen med de andre soldater ind i byen og sagde farvel til kæresten og familien.
Juma Hemed Al-Farsy flygtede ud af landet på en båd sammen med den unge sultan, Jamshit. De blev i første omgang afvist i Dar es Salaam og sejlede derefter til Mombasa, hvor de også blev afvist – på trods af at sultanen var den anerkendte leder af en mindre stribe land i det sydlige Kenya. De sejlede igen til Dar es Salaam, hvor den nye regering i Tanganyika alligevel tog imod efter et vink fra den tidligere kolonimagt England. Alle soldater i uniform på båden blev arresteret. Juma havde klogt taget uniformen af og fik lov at fortsætte med sultanen til England.
I Stone Town kom oprørerne snart ind i den gamle del, hvor der næsten kun var arabere og indiske beboere. Indiske Abdul var en lille dreng på ni år, da revolutionen fandt sted. Hele familien boede i Mkunazini-området tæt på Jibril-moskéen. Han husker, at han den morgen blev vækket af skud og larm i gaderne. Han havde overnattet hos sin bedstefar, som ikke tillod den unge Abdul at gå hjem, da først soldaterne stod i gaden.
Op ad formiddagen blev familien bedt om at forlade lejligheden og gå til en skole uden for den gamle by. Her blev de visiteret, og de værdier, som folk havde taget med, blev konfiskeret. Abdul husker, at der var en, som modsatte sig ordren. Han blev trukket ud, og de hørte skud.
Abduls far blev genkendt af en oprører, som havde været håndværker hos ham. Familiens smykker blev derfor ikke konfiskeret, og de fik senere lov at gå tilbage til lejligheden. Selvom de ikke blev fysisk ramt, besluttede bedstefaderen, at det var bedre, at de flygtede.
Blot to måneder efter revolutionen rejste hele familien ud af landet. Først til Kenya og så videre til Pakistan og Bangladesh.
Bi Zainab boede i Sogo Mhogo, Stone Town og var under revolutionen blot en lille pige. Hun var del af det persiske Shia Isna Asheri-samfund. En af de mange mindre, etniske grupper, som dengang prægede Zanzibar, og som – selvom mange er flyttet siden da – stadig kan ses i gadebilledet med egne moskéer og velfærdskomitéer.
TIDEN EFTER REVOLUTIONEN var særligt hård ved araberne, som havde siddet på magten og inderne, som på mange måder kontrollerede økonomien. I 1970 lavede regeringen et dekret om tvungne ægteskaber med den intention, at racerne skulle blandes, og at ingen havde ret til at holde sig for sig selv. Dekretet var kun kulminationen på en situation, som opstod efter begivenhederne i 1964, hvor unge piger fra særligt indiske og arabiske familier blev tvangsgift.
Bi Zainab husker, at soldaterne gik fra hjem til hjem og søgte. Heldigvis var Bi Zainab for lille til ægteskab. Fire af hendes slægtninge nåede at flygte, men tre blev taget: Wajiha, Nasra og Skina. Førstnævnte lod sig indlægge på et hospital og nåede at slippe ud, men de andre blev begge tvangsgift med revolutionsledere, som de kom til at bo med. Den ene endda med præsidenten, med hvem hun fik et barn.
Familien Barwani, der har arabiske/omanske rødder, bor i Baghan-gaden i Shangani-området ved siden af det ældste posthus i Østafrika. Salem Issa Al-Barwani er en af de få, som stadig bor i familiens huse, omend den lille købmand, han ejer, giver ganske beskedent. Tidligere ejede de hele området, og familien var meget velanset, men mange bygninger blev konfiskeret af revolutionen, og familiemedlemmer flyttede ud.
Salem Issa Al-Barwanis fætter, Twaha Said Al-Barwani, fortæller, at han blev født på Zanzibar, men at han med sine forældre rejste ud for først at uddanne sig og siden arbejde uden for landet. Han kommer på besøg og har en lejlighed, men vil ikke bo på Zanzibar igen. Vilkårene er bedre i Oman, siger han.
Et prominent familiemedlem er Ali Muhsin Al-Barwani. Han var leder af det nationalistiske parti og udenrigsminister, da revolutionen fandt sted. Han arbejdede blandt andet på at skabe et ikke-racedelt samfund, omend det ikke hjalp ham, da regeringen tabte magten. Ved revolutionen blev han fængslet og sad inde i 10 år, først på Zanzibar og siden på hovedlandet. Han kom aldrig tilbage og endte sine dage i Oman.
DET ER STADIG FØLSOMT at tale om de begivenheder, der fandt sted for et halvt århundrede siden, og virkeligheden er tæt på.
Abdul er efter mange år først i Pakistan og dernæst i Europa igen tilbage på Zanzibar, hvor han i dag har en blomstrende turistforretning. Abdul er ikke en bitter mand, men han fortæller, at Zanzibar er et andet land i dag end det sted, han blev født. Han siger om sig selv, at hvis ikke han var kommet ud i verden, var han ikke blevet uddannet, men ville have siddet ligesom de andre ældre mænd på Zanzibar, der aldrig fik sig en uddannelse, og som sidder det meste af dagen på baraza’erne rundt i byen og drikker sød kaffe.
Efter 20 år blev soldaten Juma Hemed benådet af præsidenten på Zanzibar og fik tilladelse til at besøge sine forældre i Stone Town. Det fortælles, at Juma Hemed også genså sin gamle flamme, der nu ligesom han var blevet gift og havde børn. På sin vej som flygtning var han blevet gift med en kvinde fra England. Juma Hemed kom dog aldrig tilbage for at bo og har siden fået sig et liv i Oman, hvor en stor gruppe af flygtninge fra Zanzibar udgør kernen i sultanens administration.
Bi Zainab blev på Zanzibar og giftede sig med en sunni-muslim. For os i Danmark lyder det besnærende tæt, men i de små sekteriske grupper, der eksisterede, var det en stor og svær beslutning. Hendes kusine, der blev tvangsgift med præsidenten, lever endnu. Præsidenten blev skudt kun to år senere, i 1972. Præsidentens søn, der senere også selv blev præsident, blev gift med en niece til Salem Issa Al-Barwani. Hun blev ikke tvangsgift, men det møde var næppe sket, om ikke revolutionen havde gjort op med magtforholdene, for præsidenten var ikke araber, men afrikaner, og stammede oprindelig fra Malawi.
Revolutionen på Zanzibar trækker stadig lange spor og påvirker livet afgørende for mange mennesker, som blev drevet ud af landet.