Prøv avisen
Kronik

Rigid kontrol af kommuner sikrer ikke det bedste for vores børn

Det er på høje tid helt at vinke farvel til den tjeklisteadfærd, bureaukratisering og stigende regulering, som er rullet ind over det kommunale landskab, og som sætter udsatte børns trivsel på spil, skriver dagens kronikører

Lad os starte med at slå fast, at politikerne i kommunerne og de kommunalt ansatte vil det bedste for vores børn. Sådan er det i Gribskov Kommune, og sådan er det i resten af landets kommuner, ligesom det samme gør sig gældende for politikere og embedsmænd på Christiansborg.

Derfor er det også forståeligt, at vi reagerer, når vi opdager, at et barns trivsel er på spil. Og at vi tager anstød og fortvivles, når en kommune har overset at handle tilstrækkeligt for at hjælpe et barn, som var udsat for omsorgssvigt.

Og det er forståeligt, at man forsøger sig med en ensartet praksis, med lovgivning, administration og krav til sporbarhed i sagsbehandlingen – og at regel på regel følger i kølvandet på de sager, vi efterhånden kender alt for godt fra pressen. Men at det er forståeligt, er ikke det samme, som at det er den bedste løsning på et problem, vi er fælles om at erkende. For spørgsmålet er, om der findes én rigtig måde at gøre det bedste for vores børn på. Det mener vi ikke. Hvis der fandtes én måde, som fik os til at lykkes med at gøre det bedre – så var det den, man brugte ude i kommunerne. Men den model findes ikke.

Virkeligheden er, at der for hvert udsat barn, som har behov for hjælp fra kommunen, findes et nyt problem. Selvfølgelig ikke nyt på den måde, at der ingen fællestræk er. Men nyt forstået sådan, at kompleksiteten i et barns liv kalder på, at der hver gang foretages en grundig faglig vurdering af, hvad den bedste hjælp i dette tilfælde er inden for de rammer, man har.

Derfor skal vi bruge den styrke, der findes i, at landets 98 kommuner løser deres opgaver forskelligt. I stedet for at kræve ensretning, og i stedet for at kommunerne følger samme rigide regelsæt, uanset hvilke problemer deres børn befinder sig i.

Desværre er virkeligheden også den, at kommunernes økonomi og råderum er låst fast af budgetloven og stramme udgiftslofter, og at kommunerne ikke altid har de midler til rådighed, som i den bedste af alle verdener kunne bruges på at hjælpe et barn med for eksempel sociale, psykiske eller misbrugsproblemer tilbage på sporet med optimale, støttende ressourcer.

Kommunerne overholder deres budgetter i dag, og det er på mange måder godt. Men med så stramme økonomiske skruer mener vi også, det må være på sin plads at spørge, om Folketinget så føler sig sikret via lovgivningen i, at udsatte børn og unge også får den hjælp, de har behov for. Det mener vi desværre ikke er tilfældet.

Vi oplever nærmere, at Folketinget ofte lovgiver med afsæt i enkeltsager. Resultatet er velmenende regler, som desværre ikke er hjælpsomme for en bedre praksis ude i kommunerne. For der er enorm forskel på de regler, man opstiller for administrationen af opgaven, og de rammer, der er for den kvalitet, som opgaven kan udføres med.

En række overgrebssager, som har fundet vej til pressen i de senere år, har ført til, at Folketinget blandt andet vedtog ”Overgrebspakken”, der trådte i kraft i 2013, og som blandt andet forpligter kommunerne til at reagere inden for 24 timer på en underretning, hvor et barn udtrykker mistrivsel og har brug for hjælp.

Isoleret set lyder det jo som en god idé at reagere hurtigt på den slags underretninger, men reglen udløser samtidig et stykke administrativt arbejde, som koster kommunekasserne dyrt. Alene i Gribskov Kommune blev der i 2016 brugt godt seks millioner kroner på den administrative behandling af underretninger på grund af 24-timersreglen.

Vores indvendingmod den slags regler handler naturligvis ikke om, at børn, der mistrives, får hurtig hjælp. Indvendingen handler i stedet om, at reglerne ikke sikrer, at børnene får den nødvendige hjælp hurtigt nok. Reglerne sikrer blot, at de sociale myndigheder og kommunens medarbejdere går hurtigt i gang med at registrere og sende underretninger om alle slags bekymringer – høje som lave – og helt uden at skele til alvoren af hændelserne.

Men hvorfor overhovedet sætte et tungt, bureaukratisk regelmaskineri i gang i stedet for blot at kræve i lovgivningen, at området styres af effektmål i børnehøjde? Kræve, at vi lykkes med det centrale i opgaven – at få et barns udvikling på ret køl? Det ville give kommunerne frihed under ansvar og give dem mulighed for selv at vurdere, hvilke sager der er mest kritiske og kræver hurtig handling – og samtidig stå til regnskab for, om de lykkes med at sikre børnene.

Det ville også gøre det muligt at lave individuelle og mere smidige systemer i kommunerne, hvor kvaliteten af indsatserne over for børn – altså hvad der virker – frem for hastigheden af arbejdet – bliver det afgørende parameter. Vi mener, det er på høje tid helt at vinke farvel til den tjeklisteadfærd, bureaukratisering og stigende regulering, som er rullet ind over det kommunale landskab i de seneste 10-15 år. For sammen med den stramme budgetstyring forhindrer det kommunerne i at tænke langt og sikre den vigtige forebyggelse, som giver det største afkast over tid.

Vi mener, det i stedet er på høje tid at sætte den faglige dømmekraft i centrum, som kommunernes medarbejdere bærer rundt på. Her tænker vi på alle faggrupper. Alle som én er de lænket til computere, redskaber og tjeklister – frem for at være i kontakt med og i relation til borgerne. Det betyder, at kommunerne bruger enorme ressourcer på at opnå meget lidt. Og det betyder, at al den positive udvikling og forandring, som trods alt fortsat sker i kommunerne, sker på trods af systemet – ikke på grund af det.

Vi er oprigtigt bekymrede for, at udviklingen med tiden vil udrydde legitimiteten og opbakningen til den offentlige sektor i Danmark. Hvis ikke det skal ske, skal vi i gang med at bygge nye udviklingsspiraler ind i systemerne, som gør det muligt, at kommunerne kan foretage begavede investeringer i mennesker.

Ændrer vi for eksempel incitamenterne, vil vi over tid kunne se nye og bedre resultater, og det kan potentielt blive startskuddet til en ny æra med offentlig innovation og nytænkning af velfærd.

Et godt sted at starte ville være at begynde at tælle det rigtige. I dag måler kommunens medarbejdere mange ting i detaljen: samtaler, handleplaner, opfølgningsbesøg og så videre, men vi ved intet om, hvorvidt vi skaber kvalitet. Til gengæld ved vi, at vi hver eneste dag låser mange ressourcer fast i disse tusindvis af aktiviteter.

Hvis vi nu i stedet begyndte at interessere os for, om hjælpen til børnene og forældrene rent faktisk gavner dem, ville vi ikke bare skabe langt større værdi for de mennesker – vi ville også være i stand til at prioritere ressourcerne bedst muligt, fordi vi drejer linsen hen på det, som betyder noget: effekten af indsatserne.

Opgøret med tjeklisterne ville desuden medføre en tydelig ændring i de fagprofessionelles virke. Tjeklisteadfærden ville blive afløst af en reel interesse for, hvad der virker, og de fagprofessionelle ville i højere grad begynde at bruge deres faglige dømmekraft til at skabe resultater i kontakten med borgerne. De ændringer ville utvivlsomt løfte trivslen blandt hundredtusinder af offentligt ansatte.

Når alt det er sagt, skal vi huske på, at bolden i sidste ende lander hos de folkevalgte politikere. Godt nok er det Finansministeriet, der skal justere måden, kommunerne styres på. Men Finansministeriets embedsmænd behøver ikke at finde den store lommeregner frem for at regne sig frem til, at tidlige, effektive indsatser over for udsatte børn virker. Resultatet af den type investeringer ville kunne aflæses tydeligt på bundlinjen af både kommunernes, regionernes og statens regnskaber.

Eva Secher Mathiasen er formand iDansk Psykolog Forening, Niels Christian Barkholt er næstformand i Dansk Socialrådgiverforening og Kim Valentin (V) er borgmester i Gribskov Kommune