Prøv avisen

Ritualer har en teologisk betydning

Ritualer lever og virker ind i menneskers liv med en bundløs dybde og mystisk kraft. I en artikelserie opsøger vi mennesker, som fortæller om troens ritualer fra dåb til døsleje, fraden stille hverdag til tilværelsens yderpunkter.

I ritualer udtrykker vi meget mere end et personligt standpunkt. Der er på en og samme tid tale om, at vi lader os kæde sammen med alle dem, der før os har været deltagere i de samme ritualer, og samtidig kæder vi os sammen med en fortælling om Gud og mennesker, skriver Jette Bendixen Rønkilde fra Grundtvig Centeret i Aarhus

Så gør vi sådan, når til kirke vi går, lyder sidste vers af børnesangen Så går vi rundt om en enebærbusk. Kristendom og kristentro kan ikke alene henlægges til privatsfæren, men er i høj grad noget, mennesker gør sammen, når til kirke de går. I kirken gør mennesker noget sammen i handling og ord, der både udtrykker og bekræfter deres tro.
LÆS OGSÅ: TEMA: Ritualer

Sådan har det altid været, og sådan vil det blive ved med at være, så længe mennesker tror, og som sådan er det ikke noget eksklusivt kristent fænomen, men et alment religiøst ditto. For gennem fælles rituelle handlinger bekender og erkender mennesket religiøs kulør, og samtidig skal et ritual kunne bekræfte og styrke menneskets religiøse livstolkning.

Når vi udfører et ritual, så fortæller vi samtidig noget om os selv, vores værdier, vores holdninger, vores tro. Det gælder både i det almene menneskeliv og altså i særlig grad på det religiøse område.
Religionsvidenskaben, antropologien og andre videnskaber har beskrevet ritualer som en række strukturerede kropslige handlinger ofte ledsaget af nogle bestemte ord og udsagn, som mennesker går ind i og frivilligt underkaster sig, og som ikke nødvendigvis giver mening i sig selv, men som får og giver mening til deltagerne, når de kropsligt deltager i dem.

For nogle menneskers deltagelse i nogle ritualer er meningen den rene deltagelse, andre gange er ritualet en katalysator for en videre tankeproces, hvor ritualer tolkes ud fra og ind i en religiøs livsanskuelse. Samtidig er et ritual noget, der gennem generationer er overleveret, og som sådan synes at være noget guddommeligt bestemt. Ritualer har således den funktion, at de både skaber og opretholder en religiøs verden og forestilling og overleverer denne verden og forestilling til efterfølgende generationer.

Gennem ritualer indføjes mennesket i, hvad religion og tro er, og det er i denne indføjning, at mennesket lærer at tro. Ligesom det kræver, at man sætter sig op på en cykel for at lære at cykle, sådan er det også med at tro. Man må gå ind i og gøre en tro med sin krop for at vide, hvad denne tro er og kunne tage stilling til, om denne tro har noget at sige det enkelte menneske.

Således er et ritual ikke virkningsløst, for noget er på færde i et ritual. På nærmest magisk vis har ritualet en forandrende virkning på de mennesker, der udfører et ritual. I kirken ses det tydeligst i forbindelse med for eksempel dåb, konfirmation, vielse og begravelse, hvor de mennesker, der deltager i disse ritualer, ikke er de samme før som efter ritualets udførelse noget er forandret. Og her er vi inde at røre ved et rituals teologiske betydning. I disse ritualer udtrykker vi meget mere end et personligt standpunkt.

Der er på en og samme tid tale om, at vi lader os kæde sammen med alle dem, der før os har været deltagere i de samme ritualer, og samtidig kæder vi os sammen med en fortælling om Gud og mennesker.
Den teologiske betydning opstår i kraft af, at ritualerne ofte er ledsaget af bestemte ord, udført i et bestemt rum, der fungerer som en tydningshorisont for ritualet. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan ritualer er udformet. For når vi kan bekende og erkende religiøs kulør i et ritual, så er det ikke en tom skal, et sæt meningsløse handlinger, som kun giver mening for det enkelte menneske i den konkrete situation. Så rummer ritualerne i sig selv en slags overlevering af tro eller religiøst standpunkt, som vi gennem deltagelsen holder i live, overleverer og tager på os.

På den måde er ritualerne rettet både mod fortid, nutid og fremtid. Fortiden ses bedst i, at ritualet skal have en vis genkendelighed.
At elementerne ikke skal virke fremmede og menneskeskabte. Og selvom mange sikkert vil hævde, at folkekirkens ritualer kan virke ganske fremmede, så viser det sig gang på gang, at store forandringer skaber endog større debat og polemik.

For at kunne deltage i et ritual og gøre det til sit eget kræves en vis del genkendelighed. Nutiden ses ved, at ritualet ikke må komme til at sige noget andet end det, der ellers sker i menneskers liv. Selvom kirken og kristendommen ofte kommer til at være en slags kontrast til et hyperindividuelt samfund og et sted, hvor der er plads til fordybelsen, så må ritualerne aldrig sige noget helt modsat, for at mennesker kan deltage i dem. Mennesket skal kunne lade sit liv genbeskrive i ritualet.
Det ses måske allerbedst i, at absolutionen syndsforladelsen næsten helt er forsvundet fra folkekirkens gudstjenester, for deltagelsen i dette ritual kræver en selvforståelse hos deltageren af at være et syndigt menneske, der har brug for netop syndsforladelse, og det er vist ikke en særlig udbredt selvopfattelse. Det fremtidige aspekt hænger sammen med ritualets kraft til at gøre noget ved mennesker.

Når vores deltagelse i ritualer er med til at forme vores tro, så er det klart, at ritualet også har som funktion at sætte noget i gang, som skal virke også når vi ikke længere deltager i det.

Siden Manu Sareen (R) blev udnævnt som landets kirkeminister har der været en glødende debat om, hvorvidt vi skal have et ritual for vielse af homoseksuelle. Manu Sareen har klart meldt ud, at inden året er omme, vil der være et sådant ritual, hvilket har skabt røre og polemik, ikke kun i det kirkelige landskab, men også i samfundet generelt.

Og hvorfor kan man så spørge hvorfor kan et nyt ritual for vielse af homoseksuelle skabe så megen polemik? Mit bud er, at det hænger sammen med, at ritualer ikke er uden betydning, men at de skaber og opretholder en bestemt livsverden. For var ritualer uden en større meningsgivende betydning og uden relevans for menneskers tro, men alene en kropslig ageren og som sådanne meningstomme, ville det næppe skabe den store debat.

Men ritualerne inden for religioner rummer mere end meningstomhed. De rummer både teologi og antropologi. De siger noget om Gud og om mennesker og måske i særlig grad om det indbyrdes forhold mellem Gud og mennesker. Et ritual for vielse af homoseksuelle har væsentlige teologiske og antropologiske konsekvenser.

Det er også derfor nødvendigt, at ritualers udformning og indførelse generelt er resultatet af grundige overvejelser om disse teologiske og antropologiske dimensioner, fordi de både bekræfter og udtrykker menneskets tro og religiøse livsanskuelse.

I det konkrete tilfælde vil det således være lemfældig omgang med ritualernes betydning at indføre et vielsesritual for homoseksuelle af ligestillingshensyn. I så fald ville et politisk princip blive normerende for både teologi og antropologi i den evangelisk-lutherske kristendom i Danmark.

Ethvert arbejde med ritualer, gamle og nye, er en kompleks proces. For i et ritual er fortid, nutid og fremtid bundet uløseligt sammen, ellers mister det sin betydning og ophører med at være et egentligt ritual. Et ritual må ikke virke menneskeskabt, der skal være noget hævdvundet over det som et værn mod vilkårlighed.
Samtidig skal det være muligt for et nutidigt menneske at genkende sin egen livsverden og religiøsitet i ritualet. Og endelig skal det have et blivende aspekt, der gør, at det har et udblik til fremtiden indbygget i sig.

Disse aspekter er det nødvendigt at holde sig for øje, hver gang der skal arbejdes med ændring af etablerede eller nye ritualer. For ritualer er ikke meningstomme. De rummer både teologi og antropologi, og mister de den dimension, mister de også deres status og betydning som ritualer.

Jette Bendixen Rønkilde er ph.d.-studerende ved Grundtvig Centeret på Aarhus Universitet