Rød og blå blok er på vej ud ad samme destruktive spor

Man kan få det indtryk, at socialister har en bedre miljøbevidsthed end liberalister. Men historisk set er der ikke beviser for det. Begge ideologier handler om at tage fra naturen og give til mennesket. Grøn må komme før rød og blå, mener Hans Henrik Samuelsen

Det vil være en overdrivelse at påstå, at der virkelig eksisterer en markant forskel på rød og blå, hvis man tager den globale udvikling med i sine betragtninger, skriver Hans Henrik Samuelsen, der er sekretariatsleder i Plan2B – Bæredygtig beskæftigelse-
Det vil være en overdrivelse at påstå, at der virkelig eksisterer en markant forskel på rød og blå, hvis man tager den globale udvikling med i sine betragtninger, skriver Hans Henrik Samuelsen, der er sekretariatsleder i Plan2B – Bæredygtig beskæftigelse-. Foto: Henning Bagger og Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

MAN KAN FÅ DET INDTRYK, at der forekommer en større miljøbevidsthed blandt de politiske retninger, der hejser det røde flag, end hos dem, som har indfundet sig under det blå. Men når det er sagt, er der ikke nogen eksempler, der påviser, at en socialistisk samfundsmodel leder til et bæredygtigt samfund. Det findes ikke.

Begge politiske retninger har gennem tiden bygget på en vækstopfattelse, der forudsætter, at alt skal og kan blive ved med at vokse. Det betyder, at rød og blå har meget tilfælles på deres vej ud af det selvsamme destruktive spor, der ødelægger alt det, de ellers ønsker at bygge samfundet på.

Socialismens hovedtanke omfavner nødvendigheden af en økonomisk omfordeling og en given grad af politisk kontrol over produktionsmidlerne. Den første tanke kunne potentielt set være en bombe under livet, som vi kender det, hvor den sidste kunne være et middel til at værne om livet.

De fleste liberale grupperinger tror på lige rettigheder og privat ejendomsret, hvilket i et miljøperspektiv er lige så modsætningsfyldt, for hvordan kan man være lige, hvis ens ejerskab med tydelighed ødelægger det for andre?

Historisk set må man konstatere, at den socialistiske model har været lige så ødelæggende som den liberale. Grunden er, at begge ideologier handler om at tage noget fra naturen og give det til mennesket.

Ingen af ideologierne handler om, at mennesker skal give noget tilbage. I det perspektiv kan man relativt let argumentere for, at den socialistiske model, hvis den indføres på verdensplan, vil være langt mere ødelæggende end sin politiske modsætning. Glem den økonomiske omfordeling og lad endelig de rige beholde pengene, for hvis vi slipper dem løs, vil købekraften forårsage en hidtil uset økonomisk vækst som den verden, vi er blevet til i, ikke kan overleve. Når det er sagt, er det alligevel svært at retfærdiggøre, at vi ikke alle skal have samme adgang til Jordens ressourcer; i hvert fald ikke uden at komme til at lyde uhørt kynisk.

NÅR SOCIALISTER TALER OM omfordeling og liberale taler om lige rettigheder, kan det let opfattes som det samme udgangspunkt. Forskellen er dog, at på den liberale side er alt ”lige”, indtil nogen har taget det, hvorimod den socialistiske opfattelse i højere grad handler om at dele omgivelserne og fortsætte med at dele de værdier, der kommer ud af den.

Dog vil det være en overdrivelse at påstå, at der virkelig eksisterer en markant forskel på rød og blå, hvis man tager den globale udvikling med i sine betragtninger. I en globaliseret verden, hvor fødevarer, brændsler og industriprodukter flyttes på tværs af kontinenter, er det typisk svært at se forskel på den røde og den blå overbevisning. For hvornår eller rettere hvor langt væk skal man dele, når man har taget noget?

Pointen er, at både rød og blå tager for sig ude i den store verden uden at se tilbage. Det kan godt være, at man som socialist vil sikre arbejdsforhold i Danmark, men hvis man globalt set skulle tage samme hensyn som på hjemmefronten, ville andedammen se markant anderledes ud. Der ville eksempelvis ikke være mange mobiltelefoner blandt de cirka 1,5 millioner LO- & FTF-medlemmer. De umenneskelige forhold, elektronik produceredes under, ville, hvis produktionen fandt sted i Danmark, føre til øjeblikkelig strejke, hvis da ikke arbejdstilsynet allerede havde lukket produktionen med en efterfølgende politianmeldelse.

Liberale grupperinger i Danmark vægter privat ejendomsret som en grundpille i samfundet. De argumenterer blandt andet med, at frihed betyder, at mennesket har ret til udbyttet af sin egen indsats. Med globale briller lyder dette som allerede indikeret lige så egoistisk som det røde forsøg på at opretholde arbejdsmiljøforhold lokalt.

ENS FOR BÅDE RØD OG BLÅ ER, som det kapitalistiske produktionsapparat har udviklet sig, at der ikke længere er tale om lokale eller regional påvirkninger. Med udflytning af fabrikker og import af nærmest hvad som helst fra fjerne egne er der i stadig stigende grad tale om, at ens hverdag har globale konsekvenser. Selvom man som liberalist tror på privat ejendomsret eller som socialist på ligelig fordeling, er det langtfra sikkert, at konsekvenserne af ens levevis også afspejler det.

I den sammenhæng er der meget, der tyder på, at vi som mennesker er meget lokalt tænkende, og at vi ikke rigtig vil forholde os til de globale sammenhænge, vi indgår i. Vi er bedre til at orientere os og tage hensyn lokalt, end vi er globalt, og derved bedre til at tage ansvar

for vores handlinger i nærmiljøet end, hvis der sker noget langt fra os. Vi sender jo ikke naboens datter ned i en faretruende mineskakt for at hente noget til vores mobiltelefon. Det gælder både for rød og blå.

Faktum er, at selvom vores hverdagsaktiviteter har globale konsekvenser, gør vi os stort set ingen tanker herom i det daglige. Vores fatale påvirkning af atmosfæren er her et slående eksempel. Vi taler om at reparere og fikse lidt hist og her, men ikke om at stoppe vores lange række af unødvendige aktiviteter. Hvis vi virkelig vil være rigtig røde eller rigtig blå, og altså ikke bare på overfladen, må vi hæve vores forståelse for verden omkring os.

SELVOM DE FLESTE GODT KAN SE, at man både skal være egocentreret og apatisk for at hævde at nogen har ”mere ret til” atmosfæren end andre, fortæller virkeligheden noget andet. Når det kommer til luften omkring os, er vi, rød som blå, diktatorisk anlagt. Selv ikke vores demokratiopfattelse får lov til at spille en rolle her – i stedet er det mig-mig-mig-logikken eller rettere os-os-os-logikken, der styrer. Vi tager og udleder til alle.

Hvad der fortrinsvis er Vestens forurening af atmosfæren, bliver en sag for hele verdens befolkning. Tragisk nok er der meget, der peger på, at det netop er dem, der ikke forurener atmosfæren nævneværdigt, der bliver hårdest ramt – nemlig verdens fattigste. Dem uden midler til at kæmpe imod.

Hvis vi ser på de globale konsekvenser af vores valgte levevis, bliver det tyde-ligt, at demokratiet, som både rød og blå sværger til, fordufter. Det økonomiske system, som vi har underlagt os, opererer uden bevidsthed om eller hensyntagen til alles afhængighed af de globale sammenhænge, inklusive atmosfæren, vi er blevet til i.

VI MANGLER en allestedsnærværende bevidsthed om, hvad vores globale påvirkning betyder. Om du er rød eller blå, er det svært at ignorere retten til medbestemmelse – altså hvis vi vil demokratiets vej.

Uanset hvor vi lægger vores stemme, er eksempelvis klimaets stabilitet en præmis for livet for alle – et liv, som vi selv efter så mange års klimadebat fortsat vælger at ændre for alle.

Hvad er privat ejendomsret, når du som afrikansk substitutionsbonde med kun to hektar landbrugsjord ikke selv er med til at styre, hvad der påvirker din ejendom? Hvad er ligelig fordeling, hvis du ikke tilhører dem, som deler? Det er svært at finde et eneste sagligt argument for, hvorfor vores fjerne medmennesker skal dele vores forurening og arbejde for os under forhold, som vi ikke selv ville acceptere.

Om vi er røde eller blå, er vores daglige handlinger globalt set præget af en politisk uorden og forvirring på grund af et fravær af styrende principper for vores fælles råderum. Vi accepterer i stilhed, at vores levevis begrænser andres udfoldelse og muligheder i en sådan grad, at de andre med tiden vil bukke under i død og ødelæggelse.

Hvis vi vil demokratiet må grøn komme før rød og blå.