Prøv avisen
Kronik

Rødding Højskole stod for bondegerning og bondesind

Det værd at tænke over, hvad der siden hændte på Rødding Højskole, der i starten var nok så elitær og endda i 1866 blev nødsaget til delvist at flytte til Askov for i 1885 helt at lukke ned. Foto: Privatfoto

Mette E. Havsteen-Mikkelsen, Etnolog, tidligere leder af Ærø Museum og Vartov-arkivet, bestyrelsesmedlem af Højskolehistorisk Forening

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Rødding Højskole fylder 175 år og havde 1926-1952 en forstander, som havde fokus på det grundtvigske, landbosamfundet og de sønderjyske rødder. Længslen efter at blive fortalt ind i en større sammenhæng kan genkendes i nutidens højskoleprogrammer

I år, hvor vi fejrer 175-året for højskolen i Rødding, er det nok værd at tænke over, hvad der siden hændte på den højskole, der i starten var nok så elitær og endda i 1866 blev nødsaget til delvist at flytte til Askov for i 1885 helt at lukke ned.

Da Rødding Højskole åbnede igen efter genforeningen i 1920, blev den imidlertid kendt som højskolen, der om nogen afspejlede andelstidens danske landbokultur. For byen skjult mod landet vendt, som der stod i en elevmødesang i 1928. Hermed et kulturbillede:

I perioden 1926-1952 fik Rødding en forstander, Hans Lund, som tilhørte den generation af højskolemænd, for hvem landbosamfundet og den grundtvigske folkehøjskole var to sider af samme uproblematiske sag. Han var universitetsuddannet, men dybest set af bondeæt. Han havde højskolen med tilhørende landbrug i forpagtning, og drev i praksis højskolen med en dags- og årsrytme som gårdbrugets.

Det var Hans Lund, der ringede til foredrag og morgensang, sad for bordenden, ledte samtalen og øste op. Udadtil greb han ind i samfundslivet lokalt og nationalt med bestyrelsesposter, tillidserhverv og foredragsrejser, mens fru Lund i højere grad tog sig af de mere hjemlige opgaver på skolen.

Forstanderparret var som husbond og madmor i landhusholdningen og alle – lærere med familier, den faste stab af medhjælpere i mark, stald, have og husholdning samt elever – forventedes at indgå i gårdhusholdet, finde deres plads og trække på samme hammel. Hverdagsvirkeligheden på højskolen inden for kostskoleformens rammer med de uskrevne regler for adfærd og holdninger prægede nok så meget eleverne som den skemasatte undervisning.

Hans Lund var autoriteten, men mange elevers fortælling om, at han ved hvert nyt elevholds ankomst hilste på hver enkelt på gårdspladsen, spurgte ind til slægt og hjemegn for senere udførligt at præsentere samtlige godt hundrede elever for sin kone, siger nok så meget om, at der var respekt for denne myndighed. Eleverne svævede ikke i ligegyldighed, men var genkendt med baggrund og livsfortælling. Betoningen af den personlige og hjemlige stil kunne i øvrigt ses i elevernes næsten ritualiserede indeaftener i lærerhjem og hos forstanderens, hvor der var oplæsning, samtale og sang – og rødgrød til slut. Huslivet på højskolen oplevedes ikke som autoritært, men som ligeværdigt, hjemligt, som det var udtænkt af Christen Kold i sin tid.

På Rødding rekrutteredes langt den overvejende del af eleverne fra landbosamfundet. I Lunds tid omkring 90 procent i forhold til resten af landets gennemsnit på omkring 60 procent. Karlene gik på vinterskolen fra november, efter efterårspløjningen og indtil april, hvor markerne skulle tilsås igen. Lund betonede, at højskolen først og fremmest skulle være alment dannende – altså hverken en vækkelsesskole uden jordforbindelse eller en landbrugsfaglig højskole uden ånd. Landbrugsfagene kom dog ofte til at gøre det ud for et egentligt ophold på landbrugsskole, så han indså hurtigt, at regnskabslære og foder- og gødningsplanlægning var mere relevant for nogle elever end at høre om bonden i dansk digtning. Pigerne måtte nøjes med tre sommermåneder med fag, der typisk passede til en fremtid som landhusmor.

Højskolesangbogen og ”Statistisk Årbog” var for Lund rigeligt at undervise ud fra.

Han holdt foredrag om bondens historie, om forarmelsen i 1700-tallet over landboreformerne, de folkelige og demokratiske vækkelser, der førte til den rigtige bondetid i 1800-tallets slutning. Der blev ikke mindst talt om Sønderjyllands historie, der var anderledes nærværende i landsdelen, hvor der var krise i landbruget, og den nationale kamp endnu ikke syntes at være slut med de antiparlamentariske bevægelser lige syd for den nyligt fastlagte grænse. Lunds dagbogsoptegnelser fra 1930’erne vidner i øvrigt om, at han foretog op mod 100 årlige foredragsrejser til nær og fjern.

En grundakkord i Lunds undervisning og foredrag var talen om ”det gode liv”, der for ham var et liv med bondegerning og bondesind, med ærbødighed for jorden og slægten og med et rodfæstet livssyn. Det var ikke udtryk for gammeldags træghed, men seje mentale strukturer, der lå i selve den helhedsprægede livsform og i Lunds optik var en livsbetingelse for vort folk. Det at svare enhver sit og få tingene til at gå op trods nøjsomhed, slid og usikre vilkår, var dyder, som blev sat overstyr hos den moderne landmand.

Også i stileskrivningen og i hjemstavnslæretimer blev det understreget, at eleverne forstod, hvor de kom fra og udviste en vis historisk sans. Kontrasten blev de konfronteret med på den årlige tur til fiskeri- og havnebyen Esbjerg.

Ligeså blev højskolens umiddelbare omgivelser besøgt på cykelture – forsamlingshuse, ligesindede gårde og skolerne omkring Kongeåen i Askov og Ladelund. Ikke mindst besøgtes historiske å-steder og mindesmærker for den sønderjyske nationale kamp, som for eksempel kunne opleves i Skibelund Krat, på Folkehjem, på Dybbøl og ved Dannevirke.

Lund sørgede for, at eleverne bevarede tilknytningen til det grundtvigske landbomiljø. Eleverne fik ikke eksamensbevis, men realkompetencer til en livsform, så de med historisk sans og demokratisk samfundssind kunne være i stand til at sørge for gård, mejeri og forsamlingshus.

Han hjalp sine elever på vej, anbefalede en plads efter højskolen, hjalp med et gårdkøb eller en god udstykning, og ikke få af Lunds elever blev gift med hinanden. Rødding Højskole fortsatte som et kernepunkt i et netværk af kulturelt integrerende mødevirksomhed. Her mødtes man til elevmøder med optrin, folkedans og gymnastikopvisning ved højskolens delingsførerhold. Eller til fætter- og kusineballer, skiftedagssammenkomster, månedsmøder eller fru Lunds velbesøgte konemøder med foredrag og højskolesangbog, besøg i lærerhjemmene og udstilling af håndarbejder i almuestil.

I 1952 anede Lund sin højskoles løvfaldstid, og han trak sig som forstander. Stadig færre elever rekrutteredes fra landet. Den grå Ferguson, der gnavede sig igennem landskabet ved egen kraft, var en af årsagerne til, at afvandringen mod byerne tog fart. Medhjælperne først, kvinderne så.

Det familiedrevne alsidige landbrug med landbolivsformens fine dynamik i hjem og bedrift blev efterhånden forvandlet til en næsten folketom farm, og landbosamfundet fik flydende grænser til en urbaniseret kultur, man hidtil havde profileret sig imod.

Kun et fåtal af elever på nutidens højskoler kommer fra landbosamfundet. Der er ingen grund til længere at følge landbrugets årsrytme fra skiftedag til skiftedag. På Rødding blev kostalden af efterfølgeren, Arne Fog Pedersen, indrettet til bibliotek, og avlsbygningerne er for nylig ændret til et kreativt undervisningsmiljø.

Interessant er det imidlertid, at et vigtigt traditionelt træk stadig er intakt og ikke mindst har vist sin duelighed på Rødding. Nemlig ønsket om bibeholdelse af bopælspligt for højskolens forstanderpar og ansatte og dermed en betoning af det hjemlige og forpligtende fællesskab som helt essentielt i elevernes læringsmiljø.

Lad derfor denne bopælspligt og fornemmelse for sammenhængskraft og hjemlighedens fortrin være almindelig i højskoleverdenen igen som oplevet på Hans Lunds ”livsformshøjskole”, på trods af tidernes skiften.

Betoningen af den personlige og hjemlige stil kunne i øvrigt ses i elevernes næsten ritualiserede indeaftener i lærerhjem og hos forstanderens, hvor der var oplæsning, samtale og sang – og rødgrød til slut.