Prøv avisen

Roskilde fra metropol til nekropol

Københavns fremgang skete på bekostning af Roskilde, mener dagens kronikør. Arkivfoto: Roskilde Domkirke set fra luften Foto: Jørgen Schytte Denmark

Det er 600 år siden i dag, at Margrete I blev genbegravet i Roskilde Domkirke under en kirkefest, hvis pragt der ikke før var set mage til i Norden. Margrete døde faktisk allerede året før og blev i første omgang efter eget ønske stedt til hvile i Sorø Klosterkirke sammen med sin far, Valdemar Atterdag, og søn, Oluf III .

Hendes fostersøn, Erik af Pommern, ville det imidlertid anderledes og lod den magtfulde roskildebisp Peder Lodehat tvangsforflytte Margretes lig til Roskilde.

Formentlig som et led i et bevidst taktisk spil, der banede vejen for, at kong Erik få år senere efter Lodehats død 1416 kunne annektere København fra roskildebispens besiddelser og gøre byen til sin residensby og hovedstad og dermed rigets nye metropol. Med det triste resultat, at den hidtidige metropol Roskilde støt og sikkert sygnede hen og i løbet af det næste århundrede i stedet måtte affinde sig med rollen som nekropol rigets royale begravelsesplads.

Kongelig forfædredyrkelse i form af nekropoler er et velkendt fænomen overalt i oldtidens verden:

I Sverige var (Gamla) Uppsala gennem flere århundreder i hedensk tid sæde for Svearigets og Ynglingeslægtens nekropol med hundredevis af gravhøje og andre kultiske mindesmærker. Under den tidlige kristendom blev der på det gamle kultsted bygget kirke, hvor Sveriges ærkebispesæde blev oprettet i 1164.

I Danmark udgør Gl. Lejre en oplagt pendant til Gamla Uppsala: Aktuelle udgravninger har understøttet formodningen om, at kultstedet meget vel kan have været Danmarks første egentlige kongesæde og nekropol for Skjoldungerne, som det blandt andet beskrives af Saxo og i Lejrekrøniken. Ud over kong Skjold kendes blandt andre Rolf Krake og Ro eller Roar. Ro skal have flyttet Gl. Lejre og lagt navn til Ro(ar)skildes nuværende plads.

Oldtidens Ægypten havde flere nekropoler for forskellige dynastier herunder Memphis, Giza og Saqqara. I Skandinavien blev vore pyramider dog til de mere beskedne gravhøje, men den himmelstræbende symbolik er præcis den samme. Ligesom de svimlende kirketårne på middelalderens gotiske katedraler.

Kina kan blandt andet fremvise Ming-dynastiets 40 kvadratkilometer storladne nekropol 50 kilometer uden for Beijing, hvor 13 af de 16 kejsere samt deres 23 dronninger er stedt til hvile.

I England var Winchester kongelig metropol og nekropol gennem adskillige århundreder, indtil London overtog funktionen senere i middelalderen. Vor egen Knud den Store er i øvrigt stedt til hvile i Winchester Cathedral men mere herom senere.

Lad os for en kort stund vende tilbage til Roskilde for 600 år siden:

I Herrens Aar 1412 på de hellige Apostle Simons og Judæ Dag (28. oktober 1412, red.) døde den højst navnkundige Fyrstinde og Frue, Fru Margrete, fordum Rigerne Danmarks, Sveriges og Norges Dronning, og det følgende Aar den 4. juli (1413, red.) blev hun begraven her.

Sålydende er oversættelsen af den latinske indskrift på randen af den pompøse sarkofag i sort marmor og hvid alabast, som Erik af Pommern (1397-1439) lod udfærdige i 1423. Selv ligger Erik bisat til krypten i Rügenwalde Kirke i sit hjemland. Eriks nevø Christoffer af Bayern (1440-1448) og efterfølgeren Christian I (1448-1481) er dog begge stedt til hvile i Roskilde.

LÆS OGSÅ: Historisk tilbageblik på det danske forsvar

Fra og med Reformationen og Christian III (1534-1559) har alle 16 danske regenter fået deres sidste hvilested i Roskilde, omend Christian III først blev bisat fra Skt. Knuds i Odense og først i 1578 overført til Roskilde kongerigets kongeligt privilegerede nekropol.

Ud over titlen som kongelig dødeby blev Roskilde dog inden længe også forvandlet til en død by.

Under det store reformationsmøde i 1536 blev bispestolen nedlagt og flyttet til København. Skt. Mariæ Kirke i dag Vor Frue Kirke blev her ophøjet til bispesæde for hele Sjælland og dermed Danmarks hovedkirke. Roskilde bevarede dog status som stiftets titulære domkirke.

Københavns fremgangsrige rolle som hovedstad blev snart en tilsvarende katastrofe for Roskilde:

Kort efter Reformationen nedreves brutalt alle byens 12 sognekirker på nær én samt fem klostre. I tusindvis bortkørtes vognlæs med frådsten og mursten til genbrug i København og til Kronborg og andre byggepladser i Nordsjælland. Heller ikke domkirken gik ram forbi og udsattes for omfattende hærværk, således at det før så mægtige bispesæde og den kongelige metropol nærmest blev reduceret til en landsby med en alt for stor kirke.

En kærkommen afbrydelse i de næste århundreders grå og kummerlige hverdag må kongebegravelserne dog have været. Også Roskildefreden i 1658 bragte for en stund atter byen i rampelyset denne ydmygende begivenhed til trods. Herved mistede kongeriget også ærkebispesædet i Lund.

Det første rigtige vendepunkt indtraf med åbningen af Danmarks første jernbanestrækning fra København til Roskilde i 1847. Folketingets beslutning i 1922 om fra 1923 at genåbne bispesædet dog i et stærkt beskåret stift hjalp også til. Den smertefulde og langvarige nedtur med næsten 400 år uden bispestol var nu brudt. Roskilde var nu blevet stationsby og atter domkirkeby med egen bispestol til gavn for handel, håndværk og industri.

Hvorledes udfoldede de kongelige begravelsesskikke sig geografisk i de over 500 år, der lå forud for Reformationen fra kristendommens første indtog i sidste halvdel af 900-tallet?

I løbet af dette halve årtusinde blev 37 af kongerækkens i alt 53 regenter fra og med Gorm den Gamle stedt til hvile rundt omkring i kongerigets vigtigste byer: Roskilde, Slesvig, Ribe, Viborg Odense, Ringsted og Sorø men ingen i Aarhus og Lund.

Roskilde Domkirkes stifter var Harald Blåtand (cirka 958-986) den Harald, der ifølge Jellingstenen vandt sig Danmark al og Norge og gjorde Danerne kristne (cirka 965). Harald Blåtand menes født i Jelling, hvor hans forældre, Gorm og Thyra, er bisat. Harald flyttede senere kongesædet til Roskilde og byggede her kongsgård og Trefoldighedskirke. Roskilde blev bispesæde i cirka 1020, men tabte kampen om Nordens ærkebispesæde til Lund i 1104.

Også Harald Blåtands søn, Svend Tveskæg som efter erobringen af England i 1013 døde i England 1014 menes stedt til hvile i Roskilde. Hans lig blev ifølge samtidige annaler ført tilbage til Danmark. Både Svend Tveskægs søn, Knud den Store (1018-1035), og hans sønner, Hardeknud og Harald Harefod, ligger som nævnt begravet i Winchester Katedral i England. Knuds nevø, Svend Estridsen (1047-1074), er begravet i Roskilde.

Dermed er i alt 22 af kongerækkens 53 regenter stedt til hvile i Roskilde: 6 før Reformationen: Harald Blåtand, Svend Tveskæg, Svend Estridsen, Margrete I, Christoffer af Bayern og Christian I. Plus alle 16 regenter efter Reformationen fra og med Christian III.

Hvorledes fordeler de royale begravelsespladser sig på landsplan?

Med 30 kongebegravelser tegner Sjælland (Roskilde 22, Ringsted 5 og Sorø 3) sig for næsten to tredjedele, Jylland for 8 (Slesvig 4, Ribe 1, Viborg 1, Jelling 1 og Grathe Hede 1) og Fyn for 4 (Odense). Udlandet og ubekendte for 11. Måske er denne fordeling betinget af tilfældighedernes spil. Men man kan næppe ganske udelukke, at Sjælland, som kongerigets geopolitiske midtpunkt med de rige Skånelande på den anden side af Øresund og kontrol med Østersøhandelen siden den tidligste rigsdannelse i 700-tallet har haft bedre forudsætninger og traditioner for styring og udøvelse af kongemagt på landsplan. Lidt overraskende måske er det, at kun én kongebegravelse (Harald Hen) er kendt i Skåne (Dalby).

600-årsdagen i dag for Margrete Is genbegravelse den 4. juli 1413 markeres hen over sommeren med diverse udstillinger og særarrangementer herunder en festgudstjeneste i Roskilde Domkirke den 22. september.

Jørgen D. Siemonsen er direktør, cand.polit. og formand for Norse Research Committee en uafhængig international forskningsgruppe i vikingetid og middelalder