TIRSDAG DEN 25. november 2008 var en rigtig kedelig våd og grå dag, jeg husker det så tydeligt. Intet varslede, at netop den dag skulle blive the point of no return for en situation og et projekt, som jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle give mig i kast med. Men det, at jeg var på rette sted, i rette tid og kunne tale tysk, gjorde, at meget skulle ændre sig.
Den dag blev det for mig slået fast, at et menneske, uanset konventioner, alder og følelser, kan have et ønske om at afslutte eller genåbne for et venskab og en kærlighed, som for længst var blevet lukket inde i de mest hemmelige rum i to menneskers hjerter. Det, jeg kort vil beskrive, er en livsberetning, som overgår fantasien, endda med flere længder.
JEG ARBEJDEDE DENGANG i Københavns Kommune i folkeregisteret. Intetanende om, at en gammel mand den dag var på vej fra Tyskland til os i folkeregisteret. Det havde ikke været nemt for manden at finde os. Han talte kun sit modersmål, han havde intet bykort og endte til sidst i Dansk-Tysk Handelskammer på Kongens Nytorv, hvor han blev dirigeret tilbage igen igennem Strøget til Dahlerupsgade, hvilket også var forkert – for slutteligt at komme til folkeregisteret i Nyropsgade.
Den formiddag kom han ind i vores reception. Han fortalte, at han var rejst den lange vej fra Køln med nattoget til København. Mit første indtryk var, at han var en gammel og slidt, men velsoigneret mand. Han præsenterede sig for mig med sit fulde navn, han fortalte, at han var født i 1921, og at han ville forsøge at finde en dansk kvinde, som var lidt yngre end han selv. En veninde, som han havde lært at kende i sommeren 1944 i Dragør (hurtigt tænker jeg, at de begge aldersmæssigt må være et godt stykke inde i 80’erne). Han fortalte videre, at de havde forelsket sig dengang, og det var en stor sorg for ham, at han ydermere på grund af krigen måtte fornægte denne hans store kærlighed. Men nu ville han forsøge at finde hende; han ville vide, om hun var lykkelig.
For at vi i folkeregisteret kan udlevere oplysninger, skal to oplysninger være korrekte. Jeg giver ham en kuglepen og et stykke papir og beder ham skrive de oplysninger, han havde på kvinden. Han griber efter kuglepennen, og så ser jeg hans hænder, og mit hjerte krymper sig, fordi jeg er så forhastet: Den gamle mand mangler fingre på begge hænder. Men han skriver med en lille bitte håndskrift et navn og en adresse.
Hele situationen og disse informationer gjorde et enormt indtryk på mig. Vi gik i gang med at undersøge, om vi kunne finde hende efter de oplysninger, han havde givet. Der blev søgt højt og lavt i registre og i gamle kort i kælderen og i en anden kommune. Og til sidst fandt vi kvinden, men de informationer, vi havde fået af den gamle mand, var kun delvis korrekte. Vi kunne derfor ikke udlevere nogen oplysninger om kvindens nuværende adresse. Mit hjerte sank i brystet.
Og tankerne kørte i hovedet på mig. Hvor mange år er det, de to ikke har set hinanden? Lidt hovedregning: 2008 minus 1944 – det bliver 64 år.
64 år var der gået fra det tidspunkt, hvor den gamle tyske mand og tidligere værnemagtssoldat fra Luftwaffe og den danske kvinde havde set hinanden sidst. Han havde aldrig glemt hende. Det var ikke til at bære, at vi ikke måtte hjælpe ham. Min kollega og jeg talte sammen. Aldrig havde vi været i sådan en vanskelig situation, aldrig havde vi haft et sådant fortilfælde – af en kærlighed, som aldrig var glemt.
Mon kvinden skulle have en telefon? På computeren slog vi op på De Gule Sider, og dér var hun. Lidt snak frem og tilbage, og det blev afgjort, at jeg ringede kvinden op.
Efter flere dybe vejrtrækninger forklarede jeg hende, at jeg ringede fra folkeregisteret. Jeg spurgte ind til nogle oplysninger, som manden havde givet mig. Havde hun været stewardesse i det, der dengang hed DDL (Det Danske Luftfartsselskab)? Ja, det havde hun. Havde hun boet på en angiven adresse på Frederiksberg? Jo, det var korrekt, men det var meget længe siden. Så fortalte jeg, at der i folkeregisteret var kommet en mand for at søge efter hende. Jeg fortalte, at han var tysk, og jeg oplyste hende om navnet på den gamle mand. Og der blev helt stille i telefonen. Efter lidt tid svarede hun: ”Ham har jeg i mange år forgæves søgt at finde.”
DEN GAMLE MAND SAD NU sammensunken på en stol. Forsigtigt rørte jeg ved hans skulder, og han glippede med øjnene. Forsigtigt fortalte jeg, at vi havde fundet kvinden, og at hun var i telefonen. Først så han chokeret ud, derefter kom tårerne op i øjnene. Jeg skyndte mig at spørge, om han ville tale lidt med hende. Det ville han meget, meget gerne. De to fik en snak sammen den dag, men historien slutter ikke der. Slet ikke.
Den gamle mand og jeg fik hen over tid talt en hel del om krigen, om det, at han havde skrevet alle sine oplevelser ned. At han havde forsøgt at udgive sin beretning om sin deltagelse i krigen, indrulleret som en ganske ung mand på 19 år, men intet forlag kom tilbage med et svar om, at de ville udgive hans beretning, og han havde givet op.
Efter flere overvejelser spurgte jeg, om jeg måtte se materialet, og hvilket materiale! Soldbuch (soldaterbog), med rystende information, flyverlogbog, som beskriver, hvordan den unge soldat bogstaveligt talt bliver smidt ud i soloflyvning efter ganske få flyvetimer, om en for mig helt ukendt skrifttype, mange fotos, som han selv havde taget, og mange tragiske, humoristiske, ulykkelige og kærlige beretninger fra krigens tid i Polen, Rusland, Italien, Danmark og Holland. Om postkortet, som i ganske få ord beskriver den afmagt, som uvægerligt måtte komme, da Tysklands nederlag var en kendsgerning. Alt måtte oversættes til dansk, alt undersøges kildekritisk. Og i det arbejde har jeg været i kontakt med ind- og udland, som alle uden undtagelse har stillet velvilligt op med hjælp og råd og givet tilladelse til, at jeg måtte anvende en bladforside, en side fra en teknisk bog, som beskriver stor flyingeniørkunst, forskellige flybadges og meget, meget mere.
Bogen er udgivet: ”Heinz i Hitlers Luftwaffe”. Det, beretningen har gjort klart for mig, er, at den unge mand fra dengang ikke havde en chance for at undgå sin skæbne. Parolen var: Deltag eller dø. Men han ønskede så inderligt at leve. Sophie Scholl valgte at protestere og betalte som ganske ung med sit liv.
I dag har vi et valg, og der er mange mennesker, både her i Danmark og i udlandet, som vælger ekstremismen til. Derfra er der ikke langt til fascisme, nazisme og stalinisme. I det nazistiske regime betalte denne mand prisen, menneskeligt, fysisk, sin tabte kærlighed – og med et land, en fremtid og et omdømme i ruiner for sin deltagelse i krigen. Lad ikke den æra gentage sig.
Den gamle mand ønskede at fortælle sin beretning og at få den udgivet, for at vi kunne læse den og blive klogere. Jeg blev klogere, og jeg er overbevist om, at andre vil blive det.
Det, at lære den gamle mand at kende, at blive en del af hans historie, har været et vendepunkt i mit liv.