Og frem for alt kunne han åbne sit hjerte for os. Det hjerte, der brændte af kærlighed til Gud og mennesker.
Broder Alberto om pater Pio
I DENNE UGE er det 40 år siden, pater Pio døde eller rettere sagt trådte ind i evigheden og det bliver fejret i den katolske kirke verden over. På den baggrund vil jeg prøve at indkredse, hvem pater Pio er.
Pater Pio blev født den 25. maj 1887 i den lille syditalienske by Pietrelcina. Dagen efter blev han døbt og fik navnet Francesco, idet han blev opkaldt efter Sankt Frans af Assisi.
Da Francesco var omkring seks år, fik han sin første vision, hvori han så Jesus, der kærtegnede hans hoved med sin hånd. Bagefter så han Djævelen, der prøvede at få ham til at gå imod Kristus. Francesco havde visioner gennem hele sit liv, og den åndelige verden var lige så virkelig for ham som den materielle verden, men det betød ikke, at han var verdensfjern.
Han var tværtimod fuldstændig nærværende i forhold til andre mennesker og praktiske gøremål. Han havde også temperament og en vidunderlig humor. Han kunne blive vred som andre mennesker, og han græd, når han hørte om menneskers lidelser.
I 1903 blev Francesco novice. Han blev iklædt den franciskanske ordensdragt, og han fik navnet broder Pio, men han skulle studere yderligere seks år, idet han ønskede at blive kapucinerpræst. Broder Pio klarede de teologiske studier fint, selvom han tilbragte det meste af tiden i bøn, og den 10. august 1910 blev han præsteviet, og hans titel og navn var nu pater Pio.
Pater Pio havde et dybt og levende bønsliv. Den 9. august 1912 skriver han til sin åndelige vejleder, Benedetto: Her er et blegt billede af, hvad Jesus gør i mit indre: Ligesom en strøm river alt, hvad den møder, ned i havets dyb, på samme måde rives min sjæl der er sunket ned i Jesu kærligheds grænseløse ocean ind i hans uendelige rigdomme.
Efter denne mystiske tilstand kom en periode, hvor pater Pios sjæl var omgivet af mørke. Han følte, at Gud havde forladt ham, og han led grufuldt. Januar 1916 skriver han til Benedetto: En uendelig ørken af mørke, af fortvivlelse, af lammelse, dødens fødested, forladthedens nat, fortvivlelsens hule. På dette sted befinder min sjæl sig langt fra Gud og fuldstændig alene. Denne tilstand har intet med tvivl at gøre. Pater Pio tvivlede ikke et sekund på Gud, men han følte sig forladt af Gud. Det er en tilstand, alle mystikere kender til, og i denne tilstand lærer de, at de ikke må lægge vægt hverken på følelser eller sanser, når de ønsker at nærme sig Gud.
EFTER EN PERIODE kom pater Pio ud af sjælens mørke nat. Hans helbred var ringe, men i en vision så han, at han skulle bo i klostret Santa Maria delle Grazie i San Giovanni Rotondo: Han (Jesus) fortalte mig, at jeg har brug for at styrke min krop, skriver han til Benedetto, så jeg kan blive rede til de andre prøvelser, som han ønsker, at jeg skal påtage mig.
Den 4. september 1916 kom pater Pio til klostret i San Giovanni Rotondo, der lå på Garganobjerget, og hans helbred blev hurtigt bedre. Han læste messe, og han underviste på gymnasiet. Han blev også åndelig vejleder for 20 præstestuderende. Han blev meget afholdt, og broder Alberto skriver således om ham: Han lindrede vore små smerter og bekymringer. Og frem for alt kunne han åbne sit hjerte for os. Det hjerte, der brændte af kærlighed til Gud og mennesker. Han gav os alvor. Han gav os glæde, og han gav os morskab.
Fredag den 20. september 1918 efter messen sad pater Pio i stille taksigelse ud for kirkens store krucifiks. Hvad der skete, mens han sad der, skriver han til Benedetto: Mens dette skete, så jeg foran mig en hemmelighedsfuld skikkelse. Hans hænder, fødder og side dryppede af blod. Hans ansigt forskrækkede mig, og det, jeg følte i det øjeblik, er umuligt at beskrive. Jeg troede, at jeg skulle dø, og jeg ville også være død, hvis Herren ikke havde trådt til og styrket mit hjerte, der var ved at sprænges i mit bryst. Visionen forsvandt, og jeg opdagede, at mine hænder, fødder og side dryppede af blod. Forestil dig den smerte, jeg led i det øjeblik, og som jeg har lidt lige siden.
Selvom pater Pio i sin ydmyghed prøvede at skjule, at han havde fået Kristi sårmærker, opdagede hans medbrødre det hurtigt. Kapucinernes ledelse og Vatikanet besluttede, at pater Pios sår skulle undersøges ud fra et lægeligt, videnskabeligt synspunkt.
Dr. Romanelli undersøgte pater Pio fem gange, og han udelukkede, at hans sår kunne være af naturlig oprindelse, og han skrev, at det var et uforklarligt fænomen for videnskaben. Så kom professor Bignami, og han brugte en uge på at undersøge pater Pio. Han kom til den konklusion, at sårene skyldtes medikamenter, som pater Pio brugte til desinfektion, og han mente, at hvis pater Pio ikke brugte midler til desinfektion i en uge, ville sårene hele.
Så han beordrede tre af præsterne i klostret til i 10 dage at lægge bandager om pater Pios sår og bagefter forsegle dem. De tre personer bevidnede under ed, at de havde gjort dette, og at sårene overhovedet ikke havde ændret sig i den periode. Det betød, at professor Bignamis teori ikke holdt, og det erkendte han selv. Det var i 1919, men siden da har der verseret den vandrehistorie, at pater Pios sår skyldes medikamenter.
Nu begyndte folk at strømme til San Giovanni Rotondo for at deltage i pater Pios messe og for at skrifte hos ham. Hans arbejdsdag var utrolig lang, og det meste af natten tilbragte han i dyb bøn. Fra dette tidspunkt begyndte der også at komme mange beretninger om mirakler og helbredelser.
I forbindelse med helgenkåringsprocessen vidnede 74 personer. Et af vidnerne var en blind pige, der hed Gemma. Hun var født uden pupiller, men fik synet, da hun kom til San Giovanni Rotondo, og pater Pio bad for hende.
MEN IKKE ALLE blev helbredt. En dag kom en blind ung mand ved navn Pie-truccio gående op ad bjerget sammen med en ledsager. Han ønskede at få sit syn tilbage, men pater Pio var klar over, at helbredelsens nådegave ikke var tilstede, og det sagde han til Pietruccio. Det var tungt for Pietruccio at høre, men pater Pio tog sig af ham og hjalp ham. Pater Pio gav ofte udtryk for, at visse fremtidige begivenheder ikke kan ændres. De hører med i Guds evige plan. Andre begivenheder kan ændres ved bøn.
Pater Pios kærlighed til sin næste kom ikke kun til udtryk ved forbøn, helbredelser og mirakler, men også derved, at han oprettede et hospital, hvor den fattige befolkning i og omkring San Giovanni Rotondo kunne behandles gratis.
I slutningen af 1967 begyndte pater Pios stigmata at forsvinde, og i løbet af sommeren forsvandt alle sårmærkerne bortset fra en lille sårrand på hænderne. Hans medbrødre opfattede det som et tegn på, at han snart skulle dø. Pater Pio var selv fuldstændig klar over, hvornår han skulle dø. Da han modtog stigmata, sagde Jesus til ham: Du vil bære dem i 50 år, og så vil du se mig. Nøjagtig 50 år efter forsvandt pater Pios stigmata.
Den 23. september om natten var pater Pio meget svag, og broder Pellegrino gik ind i hans celle for at hjælpe ham. Pater Pio ønskede at skrifte, og bagefter fornyede han sine løfter om fattigdom, lydighed og kyskhed.
Er der stjerner på himlen i aften? spurgte pater Pio. Det bekræftede Pellegrino, og bagefter hjalp han pater Pio ud på verandaen, hvor han så sig omkring i ærefrygt. Da pater Pio kom tilbage til sin celle, var han meget svag. Efterhånden vågnede brødrene, og mens de bad for pater Pios sjæl, døde han.
Den 16. juni 2002 blev pater Pio helgenkåret af pave Johannes Paul II. Han blev kaldt Sankt Pio, og pater Pios San Giovanni Rotondo er i dag et af de mest besøgte pilgrimssteder i Italien.
Lissie Lundh er exam.art. i litteraturvidenskab. Hun udgav i august i år biografien Pater Pio. Mennesket og mystikeren på Katolsk Forlag