To runde fødselsdage og et monarki

Monarkiet i Danmark er ikke blot i det ydre populært, men også i sin hele funktion en grundfæstet institution. Det skyldes ikke mindst de to dronninger, som vi nu fejrer i foråret 2000. De har formået at tilpasse monarkiet til vor tid

Det er naturligvis et rent og skært tilfælde, men det kunne ligne lidt af en tanke, at det er med to kvinders fødselsdage, kongehuset markerer sig her i år 2000 - dronning Ingrids 90-års dag den 28. marts og dronning Margrethes 60-års dag den 16. april. De to kvinder har hver på deres vis afgørende præget kongehuset eller monarkiet i dagens Danmark, og det er næsten to tredjedele af århundredet, der samles i dronning Ingrids skikkelse. Det hedder officielt Kongehuset, man taler statsretligt om kongemagten, og der står uforandret Kongen i Grundloven af 1953, men monarkiet i Danmark har unægtelig gennem de to dronninger fået tilført et kvindeligt præg - netop kvindeligt, som ikke har ret meget med feminisme at gøre. Det er det, som fotografen Rigmor Mydtskovs også fra frimærke kendte dobbeltportræt af dronning Margrethe og kronprins Frederik har indfanget på fornemste vis. Hun møder beskueren en face i sin svære guldbrokaderobe med pelskant - han er i profil i officersgalla. Her kan man let komme en tidligere »fuldmægtig frue og husbonde« i hu - og det er vel også meningen. Hvis ikke begrebet matriarkat kan have en så tung meningsfylde, så var det noget i den retning, de to dronninger har tilført det danske kongehus. Monarkiet er en anakronisme - naturligvis. Det skurrer mod alt, hvad vi ellers hylder af grundlæggende demokratiske forestillinger, at stillingen som statsoverhoved i Danmark alene kan erhverves af efterkommere af Christian X og dronning Alexandrine, tilmed med en række begrænsninger og præciseringer. Disse efterkommeres ægteskab kræver Kongens i Statsrådet givne samtykke, og her er ingen plads for børn, der er født i et parforhold, men uden for ægteskab. Den, der bliver statsoverhoved, er i øvrigt som den eneste borger i Danmark frataget de rettigheder, som Grundlovens paragraf 70 yder alle uanset trosbekendelse og afstamning. Det begrænser antallet af kandidater til stillingen som konge eller regerende dronning. For godt halvandet århundrede siden var det et brændende politisk problem, at der ikke var arvinger til den danske trone, og der kunne faktisk godt i dag trænges til en lille håndfuld prinser og prinsesser til - hvis nu det værste skulle ske... Ikke desto mindre er monarkiet i Danmark en ikke blot i det ydre populær, men også i sin hele funktion en grundfæstet institution. SF's Holger K. Nielsen skal jo sige republik, men det er nu mere et venstrefløjsritual end noget reelt politisk krav. Hverken han eller Enhedslisten ville jo nogensinde drømme om at fremsætte forslag herom! Monarkiet er vokset så meget sammen med det, der udgør den danske nation, at en afskaffelse forekommer utænkelig. Vi har et monarki, som vi har Dannebrog, en nationalmelodi (til forskel fra Kongesangen), Tollundmanden, Kronborg og andelsbevægelsen, den danske model på arbejdsmarkedet og en konsensuskultur. Kongehuset er et af de elementer, der konstituerer det danske ved Danmark. Kongemagten har yderst få egentlige politiske beføjelser - og dog. På en valgnat er der en person, der følger mandatoptællingen med samme intense opmærksomhed som de politiske partier, og det er Dronningens kabinetssekretær. For i regeringsdannelsesprocessen har kongemagten som bekendt en funktion. Efter valget møder partilederne op på Amalienborg for at give kongen/dronningen råd. Det kan være så simpelt, at man blot skal lægge tal sammen - men det er det som bekendt ikke altid. Vore statsretseksperter - Alf Ross, Max Sørensen, Peter Germer - er naturligvis ikke enige om, hvorvidt og i givet fald hvor langt kongemagten her kan udfolde sig. Men der er - erfaringsmæssigt - tale om et vist »rum«, hvor noget kan ske. Kan De huske de to »kongelige undersøgere« i 1975 og igen i 1988? Dem står der ingenting om i den danske grundlov. Og hvad nu, hvis forhandlingerne med Færøerne fører til en form for selvstændighed for denne del af rigsfællesskabet? Det er for længst indarbejdet, at kongehuset altid har viet Færøerne og Grønland stor opmærksomhed - husker De billedet af kong Frederik i anorak, dronning Ingrid og de tre prinsesser i de smukke grønlandske nationaldragter? Sådan noget betyder fuldt så meget som bloktilskud af trecifrede millionbeløb. Hvis vi skal til at tænke os noget hen i retning af en dansk pendant til det britiske Commonwealth, hvor jo netop dronning Elizabeth er det fælles statsoverhoved (i Australien så længe det varer), så er der en ny opgave for monarkiet. En adskillelse mellem stat og folkekirke dukker op i den danske debat om både grundlov og kirke med mellemrum. Det vil i hvert fald få konsekvenser for kongens/dronningens stilling som det eneste pligtige medlem af folkekirken i dens nuværende form. Vigtigere er det imidlertid, at monarkiet i Danmark som foran nævnt er et udtryk for nationen af samme navn. Kongehuset er i mange sammenhænge Danmarks ansigt udadtil - og dets prestige uden for landets grænser er for nylig fremgået af dronning Elizabeths invitation til regentparret - for anden gang! Det er veldokumenteret, at Dronningens og Prinsens tilstedeværelse ved danske arrangementer og fremstød i udlandet skaber en uvurderlig publicity - læs herom instruktivt i nu afdøde Hans Sølvhøjs erindringer »Rødt på hvidt«. Det danske monarkis ælde - ja, Dronningen kan jo godt siges at nedstamme fra Gorm den Gamle, hvad vel også hundrede tusinde danskere gør - forlener ikke bare kongehuset, men også nationen Danmark med en »tilstedeværelse« i historien som få andre. Winston Churchills uvidenhed om fremmede lande var legendarisk, men den danske ambassadør i London, Eduard Reventlow, har bevidnet, at det danske kongehus' høje alder - der giver huset Windsor baghjul med mange århundreder - var noget, der umiddelbart appellerede til den britiske premierminister under Anden Verdenskrig. Det er så ikke mindst de to dronninger, som vi nu fejrer i foråret 2000, der har formået at tilpasse monarkiet til vor tid. For lige så vigtigt som at repræsentere traditionen er det, at monarkiet »føres ajour«. Hvad der sker, når man ikke evner det, har et andet af det danske kongehus' nærtstående måttet erfare bittert. Christian X's hof var maskulint militært, dronning Alexandrine en stilfærdig skikkelse, hvis tyske afstamning længe lå som en skygge over hendes muligheder for at træde i en nærmere forbindelse med omgivelserne. Dronning Ingrid har som bekendt med charme og takt, klogskab og den særlige evne til, hvor hun end har været gennem sit liv i Danmark, at sætte dagsordenen og anslå tonen, ført kongehuset ind i en levende forbindelse med det danske samfund. Nærværende, men med kongehusets evne til altid at være over og omfatte alt og alle. Dronning Ingrids portræt hænger i salen i Folkehjem i Åbenrå - og det portræt er ikke ophængt af veneration for kongefamilien, men fordi hun fandt en særlig opgave at varetage i Sønderjylland. Men dronning Ingrid og Sønderjylland kræver en kronik for sig selv - mindst. Dronning Margrethe har føjet sin egen intellektuelle og kunstnerisk aktive personlighed til monarkiets væsen i dagens Danmark. Det står lidt over halvdelen af den danske befolkning frit for at opfatte Dronningen som rollemodel - i hvert fald forekommer ligestillingen at være solidt gennemført i det danske kongehus med de to dronninger og prinsesse Alexandra. Dronning Margrethe kunne nu gå på efterløn - hvad der selvfølgelig er utænkeligt, selv om det må antages ikke at volde statsretlige problemer, hvis den danske dronning en dag fulgte sine hollandske kollegers eksempel. Det kunne bl.a. være af hensyn til efterfølgeren. I sin dagbog for 1971-72 funderede J.O. Krag over det egentlig fordelagtige i at få en regent, der var »politisk vidende«. Det har ikke vist sig at volde problemer - tværtimod, kan man roligt konstatere efter nu 28 år. Vi er på vej ind i et snævrere europæisk fællesskab - det kan vist siges uden at løbe den store risiko som spåmand. Det kan gå hurtigere eller langsommere, tage den ene eller anden form. Med den udsigt er forfatteren af disse linjer egentlig ganske godt tilfreds med, at vi har noget, der er vores helt eget, som de andre ikke har. n historiker