Prøv avisen
Kronik

Rusland og dets naboer

Hvorfor kan Rusland ikke være venner med sine naboer? En stor del af forklaringen er, at ekspansion har været det bestandige kendetegn ved Ruslands historie. Intet andet land har år efter år udvidet sine grænser gennem århundreder, og det er altid i form af erobringer med militær magt, skriver dagens kronikør

DET VAR DEN AMERIKANSKE diplomat og Rusland-kender George Kennan, der formulerede den såkaldte inddæmningsteori i 1947. Teorien, der dannede grundlag for Vestens politik over for USSR i begyndelsen af den kolde krig, gik ud på gradvist at bremse og imødegå Stalins ekspansive bestræbelser, efter at Jerntæppet havde sænket sig over Øst- og Centraleuropa. Midlerne var blandt andet Nato og Marshallhjælp.

Politikken var vellykket, men prisen betalte de øst- og centraleuropæiske befolkninger, der levede som undertrykte og i fattigdom i 45 år.

Kennan beskrev også Ruslands forhold til sine naboer på denne måde: ”Rusland kan ved sine grænser kun have vasaller eller fjender.” Den aktuelle historie bekræfter til fulde, at det forholder sig sådan.

Hvorfor kan Rusland ikke være venner med sine naboer? En stor del af forklaringen er, at ekspansion har været det bestandige kendetegn ved Ruslands historie. Intet andet land har år efter år udvidet sine grænser gennem århundreder som netop Rusland. Det skete altid i form af erobringer med militær magt, ikke fordi det russiske eller sovjetiske system i sig selv var attraktivt.

Fra at være et mindre fyrstedømme ved Kijev for 800 år siden begyndte et århundredelangt erobringstogt, der mod øst flyttede Ruslands grænser til Stillehavet og til Kina og mod vest til Østersøen og Centraleuropa.

Hvis man måler Ruslands areal i kvadratkilometer og ser på ekspansionen over tid, kommer man frem til, at Rusland år for år voksede med et svimlende antal tusinder kvadratkilometre. Mod syd lykkedes det også at presse ottomanerne (nu Tyrkiet) længere tilbage, men det lykkedes trods flere forsøg ikke at bemægtige sig strædet ved Bosporus. Det havde ellers længe været et mål for zarerne at indtage Konstantinopel (nu Istanbul), så byen igen kunne blive det andet Rom. Ja, forfatteren Dostojevskij mente, at Rusland havde en gudgiven ret til at besidde denne by.

KONSTANTINOPEL HAVDE VÆRET det andet Rom indtil 1453, hvor ottomanerne erobrede byen fra de kristne. Da det ikke lykkedes at erobre byen, forblev Moskva det tredje Rom. Udtrykket ”det tredje Rom” viser Moskvas imperiale ambitioner.

Men det var ikke nok at nå Stillehavet. Russiske enheder nåede i 1700-tallet Alaska, hvorfra russiske ekspeditioner fortsatte ned langs den amerikanske vestkyst og nåede helt til Californien.

Man skulle egentlig tro, at Stillehavet udgjorde en naturlig grænse, men ekspansionstrangen må have ligget i blodet på de russiske ledere, siden man fortsatte på den anden side af Beringstrædet. Putin ærgrer sig sikkert over, at zaren i 1867 solgte Alaska til USA for et i dag latterligt lille beløb.

Udvidelsen af imperiet er foregået gennem flere hundrede år, men har været ramt af tilbageslag. Det gælder Krim-krigen, krigen mod Japan i 1905 og det gælder Første Verdenskrig, hvor ekspansionen midlertidigt blev standset. Rusland genvandt altid lysten til at genvinde det tabte og erobre nye områder.

Den største udvidelse af imperiet fandt sted, da Den Røde Hær besejrede Hitlertyskland. Fra dette tidspunkt gik det russiske/sovjetiske imperiums vestgrænse lige øst for Lübeck og ned gennem Europa til Trieste ved Adriaterhavet.

Princippet var, at de territorier, man erobrede, skulle påføres det politiske system, man havde i Rusland. Princippet gjaldt både i zartiden og i sovjettiden.

Der er kun få eksempler på, at Rusland trak sig tilbage fra erobrede områder. Ved siden af Alaska kan man nævne Bornholm og Sydaserbadsjan (nu den nordlige del af Iran) i 1946.

Til gengæld bemægtigede Stalin sig øgruppen Kurilerne og hele Sakhalin-øen i forbindelse med krigsafslutningen med Japan i 1945.

DET VÆRSTE OG MEST YDMYGENDE tilbageslag fandt sted ved Sovjets sammenbrud i 1991. Her måtte Sovjet trække sig tilbage fra alle erobringerne i Anden Verdenskrig og se selve Unionen af sovjetrepublikker falde fra hinanden.

Men det var ikke blot geopolitik, da russerne og senere kommunisterne også mente, de havde en mission. I zartiden ville man udbrede den ortodokse kristendom og den slaviske kultur. Efter Den Russiske Revolution ville man udbrede kommunismen. Men hverken den zaristiske messianisme eller Lenins og Stalins kommunisme virkede tiltrækkende på omverdenen.

Det store imperium rummede talrige folkeslag. Man kaldte det nationernes fængsel. Alle folkeslagene blev inkorporeret i riget og fik ikke reelt selvstyre. I kommunisttiden fik sovjetrepublikkerne formelt selvstyre, men slet ikke reelt.

Ekspansion i sig selv medfører ikke nødvendigvis fjendskab blandt de overvundne. At det var tilfældet for Ruslands vedkommende, har især sin forklaring i, at Rusland altid har været kendetegnet ved at behandle egne undersåtter som vasaller, altså brutalt og hensynsløst.

Det gjaldt under zarerne (tænk på Ivan den Grusomme eller Peter den Store), men det gjaldt i ganske særlig grad under Stalin. Stalin deporterede hele folkeslag under og efter Anden Verdenskrig og behandlede dem som kvæg.

Det gælder Volga-tyskerne, tjetjenerne og Krim-tatarerne. Da talte man om ”the nation killer”. Hele folkeslag blev under ufattelige lidelser tvangsdeporteret til fjerne egne af imperiet. Det skete, fordi Stalin beskyldte disse folkeslag for at have hjulpet Værnemagten.

Hvis Rusland og senere Sovjet ikke havde været autoritære og tyranniske regimer, ville mindretallene lettere have accepteret at blive styret fra Moskva.

Det samme gælder nabostaterne, som betragtede Rusland og Sovjet som en trussel, fordi de havde kendskab til, hvad der foregik på den anden side af grænsen.

På den måde anså nabolandene Rusland og Sovjet som en trussel mod deres egne politiske systemer. Det var det ultimative mareridt, der blev til virkelighed for de øst- og centraleuropæiske lande, da de efter Anden Verdenskrig blev påtvunget arvefjendens politiske system.

Spørg polakker, baltere, tjekker, ungarere og rumænere om, hvad de synes om russerne. De vil alle svare, at russerne er deres fjender ved at pege på historien. Hvorfor er det sådan? Et par navne giver noget af svaret: Katyn foråret 1940, Warszawa august 1944, Budapest november 1956 og Prag august 1968.

På disse steder begik Sovjet afskyelige forbrydelser, der godt kan beskrives som folkemord. Man kunne også nævne hungersnøden i Ukraine (holodomoren) fra 1932 til 1933. Måske spiller erindringen om denne af Stalin fremkaldte katastrofe en rolle i den aktuelle strid mellem Moskva og Ukraine.

DEN RUSSISKE EROBRING af Kaukasus-området var langvarig og blodig, som det er beskrevet af Tolstoj. Efter afslutningen på Napoleons-krigene var Rusland den mægtigste magt i Europa og det benyttede Nikolaj I. sig af. Han blev siden kaldt Europas politibetjent.

Den seneste postsovjetiske historie viser, at det stadig forholder sig sådan. Nu har Rusland fået nye naboer, nemlig flere tidligere sovjetrepublikker og de tidligere vasaller i Central- og Østeuropa.

Ikke overraskende er der intet venskab med disse nye naboer: Estland, Letland, Litauen, Georgien eller Ukraine. Der er nærmest krig med Ukraine og har været det med Georgien. Med de baltiske republikker er der spændinger.

Så Kennans beskrivelse passer stadig på forholdet mellem Rusland og dets naboer. Til forskel fra situationen efter Anden Verdenskrig er Rusland på en måde i dag inddæmmet, da mange af de tidligere vasaller er blevet medlemmer af Nato og EU.

Konflikterne i Ukraine, Georgien og Moldova kan ses som Moskvas reaktion mod inddæmningen. Moskva finder det helt naturstridigt, at de baltiske lande og Polen er medlemmer af Nato. Hvis Ukraine også bliver medlem af Nato, vil ”fjendelandet” strække sig dybt ind i kernelandet og nå næsten til Volgograd (Stalingrad), hvilket Moskva aldrig accepterer, uanset hvem der har magten i Kreml.

Derfor skal den aktuelle konflikt i Ukraine ses som Moskvas forsøg på at bryde inddæmningen og genskabe imperiet. Det er først lige begyndt.

Kjeld Erbs er cand.scient.pol.