Prøv avisen

Sådan en rigtig dansk-amerikansk amerikaner

Indvandrere skal i fremtiden ikke blot have en faktuel viden om USA, men også vide noget om amerikanske værdier.<br> Foto: Arkiv

I den moderne, globaliserede verden er identitet ikke helt så nemt, som det var engang, og det har fået dagens kronikør til at reflektere over problemet

HVORDAN SER EN rigtig amerikaner ud? Spørgsmålet er måske dumt, ja, ligefrem trivielt. Men prøv at lukke øjnene et øjeblik, og forestil dig, hvordan en rigtig amerikaner ser ud.

Han har garanteret cowboystøvler på. Måske ligefrem en cowboyhat? Og så en løsthængende skjorte af en eller anden slags. Og så er han uden tvivl lettere overvægtig.

Hvad du end forestiller dig, er jeg sikker på, at du ikke forestiller dig min snart et år gamle søn, der hverken har cowboyhat, cowboystøvler eller for den sags skyld er lettere overvægtig. Men sandheden er, at selv uden disse remedier, er min søn en rigtig amerikaner.

Forleden fik vi hans første pas med posten et amerikansk pas vel at mærke. Og som om det ikke er nok, at han nu er amerikansk statsborger, står der i fuld overensstemmelse med sandheden i hans pas, at han er født i Texas. Mere amerikansk kan det vel næppe blive.

Men er min søn nu også en rigtig amerikaner, bare fordi han har et amerikansk pas? I Danmark er det ikke nok at have et dansk pas for at være en rigtig dansker. Flere medier skelner mellem danskere og danske statsborgere af udenlandsk herkomst med inspiration fra Søren Krarup (DF) og hans halvtyske fætter. Beskeden er tydelig: bare fordi man har et pas, er man ikke dansker. Men hvad der så gør én dansk, melder historien sjældent noget om.

Er man dansker, hvis man taler dansk? Eller hvis man kan halvdelen af højskolesangbogen udenad? Eller skal man være kristen og medlem af den danske folkekirke for at kunne kalde sig dansker?

Hvis nogen spurgte mig, ville jeg til enhver tid fastholde, at min søn ikke er nogen rigtig amerikaner. Men hvis han ikke er rigtig amerikansk, hvad er han så? Dansker, måske? På trods af, at han aldrig nogensinde har sat de små ben, der lige har taget de første skridt, i Danmark?

EFTERSOM HAN endnu ikke er begyndt at tale, er det svært at forsvare, at han er dansk, hvis det, at man taler dansk, skal bruges som målestok. Og fordi han er knap et år gammel, kan jeg garantere, at han ikke har lært højskolesangbogen udenad. Det er også lidt svært at forsvare, at hans eventuelle kristendom skulle gøre ham dansk, eftersom hans agnostiske mor og pseudoateistiske far indtil nu hverken har slæbt ham i kirke eller valgt at få ham døbt.

Hvis man til gengæld spurgte amerikanerne, ville de ikke være i tvivl om, at min søn er en rigtig amerikaner. Så længe han er født i USA og vil sværge troskab til det amerikanske flag, som de fleste børn begynder skoledagen med herovre, er han lige så amerikansk som dem.

At både hans fuldblodsamerikanske mor og jeg udelukkende taler dansk til ham, har for dem at se intet at gøre med, om han er amerikansk eller ej, mens det ville have stemplet ham som andengenerationsindvandrer, hvis vi havde boet i Danmark.

For amerikanerne er national identitet langt mere konkret og ligetil, end det er for os danskere. I et land bygget på indvandring er der intet usædvanligt i, at man taler med accent eller endda er født uden for landets grænser. Her er det ligegyldigt, om man er kristen, muslim, ateist eller noget helt fjerde, så længe man tror på den amerikanske idé og på, at USA er mulighedernes land.

Skal man tro den berømte professor Benedict Anderson, er national identitet baseret på et såkaldt forestillet fællesskab (imagined community), som han kalder det. Anderson regnes for en af pionererne inden for forskningen af nationalstater og påpeger, at i selv de mindste stater vil alle borgerne aldrig lære hinanden at kende. Det er derfor nationalstaten er forestillet, da det, der i vores opfattelse gør os til enten amerikanere eller danskere eller noget helt tredje, ikke er noget, man kan tage at føle på.

EFTER BENEDICT ANDERSON lancerede sin teori i starten af 1980erne, gik der i akademiske kredse mode i at se nationalstaten som en konstruktion, der havde sit udspring i begyndelsen af det 19. århundrede. I Danmark førte det blandt andet med vanlig forsinkelse til John Fjord-Jensens Guldalderkonstruktionens fald og Søren Mørchs Den sidste Danmarkshistorie. I begge tilfælde var der tale om bøger, der forsøgte at gennemhulle myten om Danmark som et homogent og sammenhængende land, og som viste, hvordan det, vi ofte tager for givet som værende typisk dansk, i virkeligheden var en historisk og litteraturhistorisk konstruktion.

Som med enhver ideologisk mode gik der ikke lang tid, før der kom en modreaktion på forestillingen om nationalstaten som en konstruktion, og reaktionen kom fra en uventet front: fra de nationalistiske partier, der skød op over hele Europa i årene efter jerntæppets fald, og som herhjemme førte til dannelsen af Dansk Folkeparti i 1995.

Her blev nationalidentitet karakteriseret ved stolthed over fædrelandet, en såkaldt nationalfølelse, som blev kendetegnet ved konkrete symboler og et forsøg på at reetablere historien.

Som enhver skiftende ideologi og tendens forsøgte denne nye mode at fremstille sig selv som værende selvfølgelig og særdeles uundgåelig: Kærlighed til fædrelandet er da ikke en isme, en ideologi, en holdning. Det er noget grundlæggende, som man ikke taler om endsige dyrker, som Krarup skrev.

Men der var åbenbart et enormt behov for at tale om nationalfølelsen og kærligheden til fædrelandet trods alt, og i de kommende år kom alt til at handle om danskheden. Således omtalte Ole Hyltoft danskhed som det, der giver os en rank ryg, mens Søren Krarup kryptisk skrev at være dansk er at være dansker og videre at kristendommen sætter en dansker virkelighed som dansk, fordi et menneske er altid jordens og historiens barn.

I denne opfattelse, hvor det at være dansker er at være menneske, og hvor det at være menneske er at være kristen, er der ikke plads til ret mange af os, der ellers opfatter os selv som danskere. Og i et sådant ensporet verdensbillede er der heller ikke plads til min søn. Og det er træls, som vi siger i Århus.

Hvorfor skal han og med ham tusindvis af børn af Danmarks flere hundredtusinde udlandsdanskere være et offer for modens luner? Og hvorfor skal det at være dansk reduceres til noget singulært af nogle få nationalistiske meningsdannere og intellektuelle, hvis opfattelse af danskhed dominerer mediebilledet i dagens Danmark?

Danmark er måske mere homogent end mange andre europæiske lande, men danskerne har i de seneste mange hundrede år været et folk af alskens kulturer, modkulturer og subkulturer. I dag er der alt fra hiphoppere til jyske landmænd, fra rockere til indremissionske præster, fra new age-fanatikere til storsnudede københavnske børs-mæglere. Der er københavnere, der ikke kan forstå vestjysk, sønderjyder, der ikke kan forstå, hvad bornholmerne siger og skagboer, der føler sig udenfor, når to falstringer sludrer på gaden

Når min søn bliver ældre, vil han, som børn er flest, opfatte det som helt naturligt, at han er amerikansk statsborger, men fejre dansk jul og fastelavn og tale dansk med sine forældre. Det er i virkeligheden mig, der har et problem, som jeg langt fra er ene om, og som i den grad symboliserer vores globaliserede verden, hvor flere hundredtusinde danskere lever uden for landets grænser.

Så her i begyndelsen af det nye år går turen til det danske konsulat. Med et dobbelt statsborgerskab kan min søn både blæse og have mel i munden. Han kan holde dannebrog i hånden, mens han går rundt i sin cowboyhat og med sine cowboystøvler og taler dansk med amerikansk accent. Som en rigtig dansk-amerikaner.

Claus Elholm Andersen er bosat i San Diego i Californien, USA