Prøv avisen

Søren Kierkegaard og Potts sygdom

Kierkegaard havde en særlig form for tuberkulose i ryghvirvlerne (tuberkuløs spondylitis) kaldet Potts sygdom, som var årsag til hans pukkel og medførte, at han tilsidst blev lam i benene. Her ses Wilhelm Marstrands (1810-1873) berømte tegning af den danske filosof. – Foto: .

Efter seks ugers indlæggelse døde Søren Kierkegaard i 1855 i en alder af 42 år. Det er ofte blevet diskuteret, hvad den store filosof egentlig døde af. Hans sygejournal fra indlæggelsen er bevaret, og takket været den er det ifølge dagens kronikører nu muligt at forholde sig medicinsk til hans sygdomsforløb

DET HAR I MANGE ÅR været diskuteret, hvad Søren Kierkegaard fejlede. Han døde i 1855, kun 42 år, efter seks ugers hospitalsindlæggelse. Nogle mener, at det var udmattelse som følge af hans uhyre produktive liv. Andre har foreslået, at han døde af tuberkulose, hjerneblødning, syfilis, en nervesygdom eller en ukendt sygdom.

Søren Kierkegaards sygejournal er bevaret og har været offentliggjort i Ugeskrift for Læger i 1913. Takket været journalen er det muligt at forholde sig medicinsk til hans sygdomsforløb. Vi har i Bibliotek for Læger redegjort for hans sidste tid under indlæggelse.

LÆS OGSÅ: Tysk hyldest til dansk filosof

Det er hensigten med denne kronik kort at beskrive, hvad han fejlede og døde af og hermed at bidrage til at aflive de mange mytedannelser om hans sygdom.

Vi mener, at han havde en særlig form for tuberkulose i ryghvirvlerne (tuberkuløs spondylitis) kaldet Potts sygdom, som var årsag til hans pukkel og medførte, at han blev lam i benene.

Søren Kierkegaard lod sig indlægge på medicinsk afdeling A, Det Kongelige Frederiks Hospital i Bredgade, det nuværende Designmuseum Danmark, den 2. oktober 1855. To uger tidligere var han gledet ned fra sofaen og kunne kun med besvær rejse sig. Næste dag faldt han atter og kunne nu ikke holde på vandet.

Det fremgår af journalen, at hans tilstand forværredes under indlæggelsen, han kunne ikke længere stå oprejst, der var konstant ufrivillig vandladning og problemer med afføringen. Han fik Valeriane som beroligende middel, kamillete og en ½ flaske baiersk Øl, som han frabad sig to dage senere på grund af religieuse Meninger, en uforståelig beslutning, da Søren Kierkegaard ikke var kendt for at være afholdsmand.

LÆS OGSÅ: Ånden fra Kierkegaard og Grundtvig er stadig virksom

Mod forstoppelse blev der givet amerikansk olie og sæbevandsklyster. Lårmusklerne var spændte som følge af lammelse, som man forsøgte at behandle med elektrisk stimulation. Anden terapi havde man ikke at tilbyde.

Det meste af tiden henlå han fladt udstrakt på sengen. Efter en måneds indlæggelse fik han liggesår nedadtil på ryggen, hvilket var forventeligt. Efterhånden svandt kræfterne, han gled til sidst over i en bevidsthedssløret tilstand og var de sidste dage bevidstløs.

Den 12. november står der i journalen: Han vedblev i samme Tilst.(and). Døde i Aftes Kl. 9.Journalen er påført diagnosen Paralysis (tubercul?): (Lammelse (tuberkulose?)). Nedenunder står der Hemiplegi (halvsidig lammelse), som er streget over, formentlig en skrivefejl, for Søren Kierkegaard var lam i benene og ikke halvsidigt lammet. Der blev ikke foretaget undersøgelse af de indre organer efter dødens indtræden. Diagnosen tuberkulose er sat i parentes som tegn på uvished på grund af de manglende undersøgelser.

Selv mente Søren Kierkegaard, at hans sygdom skyldtes anstrengende åndsarbejde, som havde været for stærkt for hans spinkle legemsbygning. Han anså sygdommen for dødelig og nødvendig for den religiøse kamp, som han havde indledt. I journalen er der ikke anført andre overvejelser om årsagen til hans tilstand.

Søren Kierkegaard havde en karakteristisk figur, som det fremgår af samtidige karikaturer i det satiriske blad Corsaren. Han havde en pukkel, i hvert fald var han godt rundrygget. Defekten skyldtes ifølge hans egen forklaring, at han som dreng var faldet ned fra et frugttræ.

Et portræt malet i 1902 af Luplau Janssen (1869-1927), baseret på viden om Søren Kierkegaards udseende, viser ham stående ved skrivepulten foroverbøjet og med skuldrene godt oppe om ørerne, som en rundrygget person må stå. Maleriet befinder sig på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

Han er portrætteret i nøjagtig den samme positur som Erasmus af Rotterdam, renæssancens lærdeste mand, malet af Hans Holbein den Yngre i 1523 (Musée du Louvre, Paris). Sammenligningen med Erasmus er en hyldest til Søren Kierkegaard. Erasmus står rank ved sin skrivepult med et penneskaft i højre hånd, mens Søren Kierkegaard er forsynet med en stor gåsefjer som skriveredskab, en kunstnerisk frihed, da han brugte penneskaft med stålpen.

Den engelske kirurg sir Percivall Pott (1714-1788) publicerede i 1779 en afhandling på engelsk med titlen Iagttagelser vedrørende den særlige form for lammelse af benene, som hyppigt viser sig sammen med en krum ryg og antagelig er forårsaget af denne.

Han var forundret over at se børn og unge med pukkel eller rund ryg humpe rundt i gaderne på krykker for siden at blive bundet til en stol eller seng på grund af lammelse af benene og hentæres. Han havde foretaget obduktioner, som hver gang afslørede ormstukne, det vil sige sammenfaldne, ryghvirvler og pusansamlinger ned langs rygsøjlen.

Pott skriver, at patienterne ofte vidste, hvordan puklen var opstået. De havde i en ung alder slæbt rundt på tunge byrder, havde fået bank eller var faldet ned fra et træ det var Søren Kierkegaards egen forklaring på hans runde ryg!

Alle raske drenge er vel på et eller andet tidspunkt faldet ned fra et træ og har slået ryggen, så det udelukker ikke en anden og mere plausibel forklaring på puklen. Percivall Pott var overbevist om, at der var en fælles årsag til pukkel og pareser, men han kendte den beklageligvis ikke. Sygdommen som en tragedie for børn og en tung skæbne at bære for voksne. Først da den tyske bakteriolog Robert Koch fandt tuberkelbakterien i 1882, kunne det påvises, at puklen skyldtes tuberkulose i ryghvirvlerne efter en tidligere, ofte ubemærket lungetuberkulose.På grund af senere spredning af tuberkulosen kunne nerver, der styrer ben, blære- og tarmfunktion blive lammet. Det var forklaringen på Potts sygdom med paraplegi.

Tuberkulose florerede på Søren Kierkegaards tid, og hans tilfælde har næppe været enestående, men Potts sygdom var åbenbart ikke kendt af datidens læger. Potts sygdom forekommer stadig i fattige, ikke-industrialiserede lande, sjældent i den vestlige verden.

Søren Kierkegaard frembød de klassiske tegn på Potts sygdom. Men at han fejlede noget andet, kan ikke afvises på grund af den manglende obduktion.

Ingen kender den absolutte sandhed, men fornuftigvis må man foretrække det sandsynlige frem for det usandsynlige eller sjældent forekommende. Lægerne, som behandlede Søren Kierkegaard, havde en formodning om, at hans sygdom skyldtes tuberkulose, og de havde sandsynligvis ret.