Prøv avisen

Søren Kierkegaard var hverken bedre eller værre end sin tid

Filosoffen Søren Kierkegaard (1813-1855) var hverken værre eller bedre end sin tid, skriver dagens kronikør.

Alle teologer på Kierkegaards tid betragtede jødedommen som endeligt erstattet af kristendommen, men efter holocaust kan ingen kristen uden at græmmes se tilbage på, hvordan den kristne teologis vanemæssige antijødiskhed banede vejen for den moderne antisemitisme

For et år siden modtog jeg den første af en række antisemitiske e-mail fra en anonym kilde i Polen. Indholdet i disse mail var så ekstremt, at jeg meldte det til politiet. De sagde, at de ikke kunne spore dem og derfor ikke kunne gøre noget ved de mail, der blandt andet beskyldte jøder for at have foranlediget holocaust, Katyn-massakren og attentaterne den 11. september 2001.

Disse mail er et tydeligt udtryk for antisemitisme i ordets fulde betydning: et spind af fantasier og løgne, paranoia og had. Hertil kommer, at antisemitisme i moderne betydning alene kan tænkes på baggrund af det sene 19. århundredes raceteorier - de teorier, som knytter an til en bestemt læsning af Darwin, skønt de på ingen måde er at finde hos Darwin selv. Fra det antisemitiske synspunkt er selv en konverteret jøde, ja, selv barnebarnet af en konverteret jøde stadig i sin essens "jødisk" og skal derfor udelukkes fra ikkejødisk selskab.

I den forstand er det simpelthen upassende og anakronistisk at bruge begrebet antisemitisme i forhold til Kierkegaard. Det betyder dog ikke, at Kierkegaard ikke havde fjendtlige holdninger til jøder, eller at disse holdninger ikke til tider kom til udtryk i hans skrifter. I den forstand var han selvfølgelig typisk for sin tid.

1800-tals-romaner som Anthony Trollopes (1815-1882) og senere Marcel Prousts (1871-1922) viser bare, hvor "normal" fjendtlighed var over for jøder i Vesteuropa, og hvordan denne fjendtlighed jo blev udtrykt på måder, som vi i dag finder aldeles frastødende.

Mere bekymrende er, at fjendtligheden afspejlede og trak på en lang kristen tradition for at være antijødisk. Igennem mange århundreder var det fundamentalt for den kristne selvbevidsthed, at jødedommen og dens udøvere pr. definition havde misforstået meningen med Det "Gamle" Testamentes åbenbaring og ikke havde vidst at erkende Guds "nye" åbenbaring i Kristus.

Den konstante kontrast mellem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente i den kristne forkyndelse og kunst forkyndte kirken på bekostning af synagogen - og til tider førte det til forfølgelse i form af vold og mord.

Men i starten af det 19. århundrede og for teologistuderende som den unge Kierkegaard var modstillingen mestendels en rent teoretisk sag om to forskellige religiøse "forestillinger". Selvfølgelig troede Kierkegaard ligesom alle andre lutherske teologistuderende, at den kristne forestilling var overlegen og trådte i stedet for jødedommens utilstrækkelige gudsforestilling.

I den forstand kan man sige, at han var klart antijødisk. Men det var så godt som alle andre teologer på den tid også. Såvel ortodokse som hegelianere betragtede jødedommen som endeligt erstattet af kristendommen, og det var reelt først i kølvandet på holocaust, at der var kristne teologer, som seriøst begyndte at genoverveje denne grundlæggende antagelse.

Temmelig meget værre er formuleringerne om jødisk kærlighed til penge, jødisk engagement i den politiske Levellers-bevægelse og i udbredelsen af undergravende idéer: en udbredt kliché i det 19. århundredes antijødiskhed.

Desværre forværrede Corsar-redaktør Goldschmidts jødiske baggrund utvivlsomt Kierkegaards tendens til at gribe til sådanne idéer - skønt mest i sin dagbogs privathed. Men selv her synes Kierkegaard at have syntes om Gold schmidt i et vist omfang, og han siger flere gange, at han forventede mere af Goldschmidt og derfor ville have ham væk fra Corsaren. Og hvad angår den form for antijødisk retorik, der var for hånden, kunne man have forventet langt mere negative kommentarer om Goldschmidts jødiskhed, end Kierkegaard faktisk fremkom med. For en sand antisemit er det altid modstanderens "jødiskhed", det reelt handler om, mens redaktørens jødiske baggrund for Kierkegaard blot gjorde sagen værre.

Det undskylder ikke Kierkegaard. Han var ikke bedre end sin tid - og det kunne han godt have været. Ironisk nok er biskop Mynster et slående eksempel på denne mulighed. Kierkegaard klagede som bekendt ofte over Mynsters svaghed og over, at biskoppen udvandede evangeliet for folkelighedens skyld.

Men under de antijødiske optøjer i 1819 i Danmark viste en af Mynsters prædikener hans udtalte og modige fordømmelse af dem, der angreb jøderne, og han opfordrede sine lyttere til at respektere dem, der fortjener respekt og omsorg, uanset deres religion.

"Jeg har kjendt Mangen," skriver biskop Mynster, "blandt dem, der ikke havde samme Tro med os, som ved Retsindighed, ved sand Barmhjertighed fortjente Agtelse hos Alle, (...) Mangen, med hvem jeg hellere, end med Tusinde af dem, der kalde sig Christne, men i hvis Bryst ingen christelig Følelse er, vilde have min Deel hos den Gud, som ikke anseer Personer, men for hvem hver den, som frygter ham og gjør Retfærdighed, er behagelig, af hvad Folk han end er." "I kunne vel ende denne Uro," påpeger han, "naar I alvorligen ville. Og skulle I da ikke ville?".
Mange af Kierkegaards klagepunkter i forhold til Mynster kan måske retfærdiggøres, og måske nød biskoppen vitterlig sin succes for meget til at være et 'Sandhedsvidne' i Kierkegaards betydningsladede forstand - og alligevel viste Mynster sig i denne situation ikke bange for at 'træde i Character' for nu at bruge et andet af Kierkegaards udtryk.

Selvfølgelig finder de af os, som mener, at Kierkegaard har betydningsfuld indsigt i den kristne eksistens' natur og mening, det dybt skuffende, at han ikke var bedre end sin tid i denne henseende (og at han endog var bagud i forhold til biskop Mynster!)

Men lige så ironisk er det, at Kierkegaards skrifter har en særlig appel til mange jødiske læsere. På Det Amerikanske Religionsakademis konference i 2009 blev rabbiner Joel Gellman under et møde om Kierkegaard og jødedommen spurgt, om moderne jødisk filosofi kunne ses som en reaktion på Kierkegaard (qua jødiske tænkeres læsninger af Kierkegaard i starten af det 20. århundrede). Hans svar var: Ja! Faktisk kunne Kafkas ven Max Brod så tidligt som i 1921 sigde, at Kierkegaard var den eneste kristne tænker, hvis tankegang nærmede sig jødedommens.

Et af de store temaer i Kierkegaards senere skrifter var jo også hans egen oplevelse af at blive forfulgt, særligt af Corsaren - men efterhånden også af samfundet som helhed. Han opfattede ikke alt dette som jødernes værk, men som "Folkemængdens". Det virkelig farlige, mente Kierkegaard, er, når mennesker bliver til ?een Mængde" og definerer sig selv ud fra en fælles identitet - den være sig national, racemæssig, religiøs eller andet. Så giver de sig straks til at give køb på individuelt moralsk ansvar. Kollektivt gør vi alle ting, som vi aldrig ville gøre som individer. I den forstand foregreb han ånden i Reinhold Niebuhrs bog "Moral Man": Immoral Society.

Det er nærmest umuligt at forestille sig, at Kierkegaard i lyset af den antisemitiske massemobilisering i Nazityskland i moderne tid ikke ville have ment, at det var 'Mængden', der nok en gang demonstrerede sin ?Usandhed". Hvis han var chokeret over de menneskemængder, som strømmede til Christiansborgs Slotsplads i 1848, hvad ville han så ikke have tænkt om nazisternes fakkelprocessioner, bogbrændinger og ødelæggelse af jødiske butikker og forretninger - for slet ikke at tale om de massedeportationer og massedrab, der fulgte?

Et sted i sine dagbøger omtaler Kierkegaard sig selv som en mand, der bliver behandlet på samme måde, som folk behandler en jødisk bissekræmmer: Først køber de hans varer, og siden sparker de til ham. I det mindste i dette tilfælde vælger han jødens parti. Hans egen erfaring fik ham til at forstå forfølgelsens dynamik - og vi kan blot håbe på, at han ville have været i stand til at erkende, at netop disse dynamikker var på spil i fænomenet moderne antisemitisme.

Kierkegaard var ikke bedre end sin tid - men næppe heller meget værre. Og hvad det 20. århundrede angår, kan ingen kristen uden at græmmes se tilbage på, hvordan den kristne teologis vanemæssige antijødiskhed banede vejen for den moderne antisemitisme.

Anger og ikke fremskudte forsvarspositioner bør være den kristne teologiske tilgang til dette frygtelige spørgsmål. I den forstand er det, som bekymrer i Kierkegaards tilfælde, ikke, at han var ekstrem - men at han i dette tilfælde var typisk.

George Pattison er Lady Margaret-professor i teologi ved Christ Church College ved Oxford Universitet.

Oversat af Sara Høyrup