Så kom endelig en mindedag for romaernes holocaust

I morgen markeres for første gang, at den 2. august af Europa-Parlamentet er udpeget som officiel mindedag for romaernes holocaust, som vurderes at have kostet mindst en halv million romaer livet under Anden Verdenskrig

På en mark uden for Jasenovac ses beviset på fortidens grusomhed. En gigantisk betonblomst skyder op i det flade landskab. Monumentet er oprettet til minde for ofrene ved de kz-lejre, som under Anden Verdenskrig blev oprettet i området.
På en mark uden for Jasenovac ses beviset på fortidens grusomhed. En gigantisk betonblomst skyder op i det flade landskab. Monumentet er oprettet til minde for ofrene ved de kz-lejre, som under Anden Verdenskrig blev oprettet i området. Foto: AFP.

LIDT OVER 100 KILOMETER sydøst for Kroatiens hovedstad Zagreb ligger landsbyen Jasenovac. På overfladen en idyllisk landsby med to smukke kirker, fritgående husdyr og storkereder i hver anden strømmast.

Nær byen mødes de to floder Sava og Una, som skiftes til at udgøre landegrænsen til Bosnien-Hercegovina (Republika Srpska).

Floderne og den omkringliggende skov danner et underskønt naturområde, men bag skønheden bærer området på en så dyster fortid, at bynavnet Jasenovac, på linje med navne som Hiroshima eller Srebrenica, for evigt vil være forbundet med død.

For knap 75 år siden fungerede størstedelen af nutidens Kroatien samt Bosnien-Hercegovina under en enhed, den såkaldte Uafhængige Stat Kroatien.

”Staten” blev oprettet efter den italienske og tyske besættelse af Jugoslavien og blev brutalt styret af den fascistiske kroatiske bevægelse Ustae. For Ustae var Jasenovacs strategiske beliggenhed nær flod og jernbane ideel for udførelsen af en af Anden Verdenskrigs mest bestialske forbrydelser.

På en mark uden for Jasenovac ses beviset på fortidens grusomhed. En gigantisk betonblomst skyder op i det flade landskab. Monumentet er oprettet til minde for ofrene ved de kz-lejre, som under Anden Verdenskrig blev oprettet i området.

Ifølge skaberen, den serbiske arkitekt Bogdan Bogdanovic, symboliserer blomsten det nye liv som opstår efter tragedier.

Nær monumentet er resterne af en gammel jernbanestrækning, og på skinnerne holder et par røde togvogne uden vinduer. I tilsvarende vogne fragtede Ustae titusindvis af mennesker, primært serbere, romaer, jøder og antifascistiske kroater, til lejrene.

Der var ingen gaskamre i Jasenovac, men dette gjorde ikke tragedien mindre: Ved halshugning, bank, sult eller som konsekvens af hårdt fysisk arbejde mistede omkring 100.000 uskyldige mennesker livet.

I første omgang var jøder og specielt serbere de primære ofre, men den 19. maj 1942 blev de kroatiske politistyrker beordret til at samle alle ”sigøjnere”, og indlevere dem til de lokale autoriteter.

Fra den 20. maj 1942 til slutningen af juli samme år blev romaerne arresteret og ført til Jasenovac.

Efter en brutal udrensning var der, i slutningen af 1942, kun enkelte romaer tilbage i lejren, heriblandt et par musikanter.

I en tekst skrevet til Jasenovacs mindemuseum beskriver den kroatiske forfatter og forsker Narcisa Lengel-Krizman dagene for de sidste romaer således:

”De sang fra deres hjerter, med tårer i øjnene, sang til alle og til himlen i håbet om, at deres sang og musik ville redde dem fra døden.”

Den næste dag blev de syngende ført sydpå til dødslejren i Gradina, hvor de blev dræbt.

For alle implicerede befolkningsgrupper vil dette folkedrab være en evig sorg. For de kroatiske romaer var lejrene stort set enden på eksistensen. Ifølge de officielle lister ved Jasenovacs mindemuseum mistede omkring 16.000 romaer livet i lejrene.

Sammenlignet var der ved en folketælling i 1948, tre år efter krigen, blot 405 registrerede romaer tilbage i Kroatien (del af Den Føderative Folkerepublik Jugoslavien).

Blodbadene i og omkring Jasenovac spiller en stor rolle i historien om romaernes holocaust. Dette skyldes først og fremmest den uhyggelige brutalitet og effektivitet, som Ustae arbejdede under.

Selvom Den Uafhængige Stat Kroatien blot eksisterede i fire år, formåede styret stort set at udrydde hele romabefolkningen og dermed udslette århundredes romacivilisation i Kroatien.

DEN 15. APRIL I ÅR vedtog Europa-Parlamentet en resolution om anerkendelse af den 2. august som mindedag for romaernes holocaust. Datoen den 2. august er valgt på baggrund af den 2. august 1944, hvor 2897 romaer og sintier blev likvideret i Ziegeunerlager (sigøjnerlejr) i Auschwitz-Birkenau.

Man kunne også have valgt en dato med tilknytning til Jasenovac, Theresienstadt, Buchenwald eller en femte lejr.

Det systematiske folkedrab mod romaer fandt sted i adskillige europæiske lande og kostede flere hundrede tusinde romaer livet under Anden Verdenskrig.

Foruden selve anerkendelsen indbefatter Europa-Parlamentets resolution også en betragtning om, at denne anerkendelse vil bidrage til viden omkring romaernes historie i Europa.

Ydermere anerkender parlamentet, at nazitysklands (plus allierede regimers) folkedrab mod romaer stadig bliver ignoreret i udtalt grad.

På baggrund af denne ignorering går folkedrabet mod romaer under Anden Verdenskrig ofte under betegnelserne ”det glemte holocaust” eller ”det ukendte holocaust”.

Sidste år udgav en anden international organisation, Europarådet, håndbogen ”Right to remember” for at sætte fokus på folkedrabet på romaer. I bogen bliver der lagt vægt på, at romaer i det meste holocaust-litteratur ikke fylder mere end en sidenote.

Netop på grund af den manglende forskning om romaernes holocaust er det svært præcis at vide, hvor mange romaer som mistede livet. Forskellige kilder nævner alt fra 200.000 op til langt højere antal.

Europa-Parlamentet estimerer i resolutionen omkring romaernes folkedrab, at antallet af dræbte var mindst 500.000. Uanset det samlede antal af omkomne var romaernes holocaust en kolossal humanitær tragedie.

DEN OFFICIELLE ANERKENDELSE er et vigtigt skridt til fremme af oplysningen om romaernes historie. Romaernes manglende plads i europæernes historiske bevidsthed begrænser sig dog ikke til holocaust, men kan også gælde den blotte eksistens af romaer.

Eksempelvis opstod der her i Danmark ved lanceringen af DR's dramaserie ”1864” sidste efterår debat om, hvorvidt der overhovedet var romaer i Danmark før 1864.

Den manglende interesse og viden omkring romaer i Danmark kan skyldes, at danskernes behandling af romaer hører til blandt de allermest dystre sider af danmarkshistorien.

I næsten 200 år, fra år 1554 til 1736, var romaer anset som fredløse i Danmark, hvilket betød, at man kunne røve eller sågar dræbe romaer uden at møde retlige konsekvenser.

Selvom denne praksis sluttede i det 18. århundrede, var det ikke enden for den juridiske diskrimination mod romaer.

Således havde Danmark helt frem til starten af 1950'erne og under forfølgelsen i Europa specifikke love, som skulle holde romaer ude af landet.

Den massive undertrykkelse af romaer har fundet sted overalt på det europæiske kontinent, og selvom afskygningerne af diskriminationen har varieret meget fra land til land, så er en europæisk oplysning af historiske fakta et nødvendigt skridt i arbejdet med at skabe løsninger i fremtiden.

Foruden en tiltrængt udvidelse af den historiske bevidsthed er Europa-Parlamentets anerkendelse af folkedrabet et vigtig skridt i bekæmpelsen af den antiziganisme (romahad), der stadig eksisterer på det europæiske kontinent.

I føromtalte resolution fra Europa-Parlamentet udrykkes der en dyb bekymring for den stigende antiziganisme, der beskrives som en ”vedvarende, voldelig, tilbagevendende og almindelig form for racisme”.

At det internationale samfunds officielle anerkendelse blot er en lille del af de samlede udfordringer, må stå klart for de fleste.

Således antydede Rita Izsak, FN's specialrapportør for minoritetsområdet, ved høringen i FN's Menneskeretsråd den 16. juni i år, at selvom det måske nok er let at tale romaers sag i et internationalt eller nationalt forum, så er den praktiske og lokale lydhørhed over for græsrodsbevægelser på et helt andet niveau.

Ved indførelsen af den 2. august som mindedag for romaernes holocaust besluttede Europas folkevalgte at give kontinentets største minoritet anerkendelse for deres forfærdelige tab under Anden Verdenskrig.

Nu er det op til de europæiske folk at give en tilsvarende anerkendelse.

Søren A.C. Stenbøg er stud.jur. og praktikant ved Romaernes Nationale Råd i Kroatien