Myten om folkekirkens forfald er vedholdende. Igen og igen gentages det, at medlemmerne forlader folkekirken i stort tal. ”Det siver ikke – det styrtbløder,” som en journalist malende skrev efter offentliggørelsen af, at folkekirkens medlemsprocent nu er på 75,9 procent. Sidste år viste en undersøgelse, at tilslutningen til kongehuset lå på 71 procent.
Trods en mindre tilslutning til kongehuset end til folkekirken, konkluderede eksperter, at tilslutningen til kongehuset var ”bred og stabil”. På trods af de reelle tal er myten om det ”styrtblødende” fald i tilslutning til folkekirken vedholdende i medierne.
Myten får journalisterne til at fortælle historier om folkekirken, som får en anden klang end historier om andre institutioner. Spørgsmålet er, om myten forhindrer os i at se et langt mere kompliceret billede af fremtidens Danmark. Et billede, som folkekirkens medlemsprocent er et af de tydeligste tegn på.
Går man til Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning, vil man se, hvorledes befolkningen er under voldsom forandring. Fra 2016 til 2060 vil befolkningen ifølge statistikken stige med 775.518 mennesker. Det svarer til mere end to nye byer på størrelse med Aarhus inden for de næste 44 år! I 2060 vil befolkningen bestå af cirka 20 procent indvandrere og deres efterkommere. Allerede i dag har cirka 20 procent af alle nyfødte børn en mor, der ikke er af dansk oprindelse. Til dette billede hører, at Danmarks Statistik definerer tredjegenerationsindvandrere som personer med dansk oprindelse. Pointen er, at Danmark på 100 år går fra at have en homogen befolkning til at have en mere og mere sammensat befolkning.
I denne sammenhæng bliver tilslutningen til folkekirken interessant. Folkekirkens medlemsprocent falder, men det sære er, at selve medlemstallet ligger nogenlunde stabilt. I de seneste 10 år har den mistet cirka 130.000 medlemmer. Ud af et medlemstal på cirka 4,3 millioner mennesker kan man ikke sige, at faldet er voldsomt.
Andre organisationer ville være misundelige på denne stabilitet. Tænk bare på de politiske organisationer. Historien om folkekirken er altså på den ene side, at den er god til at holde på medlemmerne. På den anden side er den historien om en faldende medlemsprocent, der i høj grad skyldes en ændret befolkningssammensætning.
Folkekirkens faldende medlemsprocent er med andre ord et tydeligt tegn på den ændring, der er ved at ske med Danmark. Samtidig ser vi et fald i andre folkelige institutioner. Folkeskolen har for eksempel oplevet et fald i tilslutningen fra 81,4 procent i 2007 til 76,9 procent i 2016.
Nogle er begyndt at tale om, hvorvidt vores folkestyre overhovedet er i stand til at løse fremtidens udfordringer. Således udtalte professor Steen Hildebrandt i et interview i Berlingske, at vores demokrati er ”smukt, men afmægtigt”. De folkelige institutioner, som binder os sammen, mister tilslutning. Tallene antyder en udløbsdato. Dette må få os til at finde et svar på, hvordan vi vil indrette vores land i fremtiden. Dette svar er efter vores mening det vigtigste svar, som en regering i disse år skal give os. Men i stedet har skiftende regeringer bidraget til, at statslige institutioner, der, ligesom de folkelige institutioner, skulle binde os sammen, er kommet under pres.
For få år siden blev vi mindet om statens tilstedeværelse, hver gang et postbud cyklede rundt i gadebilledet. I dag er postvæsnet en skygge af sig selv. Institutioner som DSB, Banedanmark, Skat og flere andre har været udsat for skandaler. Igen og igen har forskellige regeringer i et ønske om at optimere økonomisk og konkurrenceudsætte statslige institutioner skabt en reel opløsning af dem. En opløsning, der er medvirkende til, at befolkningen mister tilliden til dem. De eneste, der har vundet, er en hær af ledere, der har modtaget fyrstelige bonusser og lønninger, som man kun kan ryste på hovedet af. Denne opløsningstendens er intet mindre end bekymrende i en tid, hvor vi har brug for både statslige og folkelige institutioner, som binder os sammen.
Folkekirkens medlemsprocent skal således ses i et større billede, hvor befolkningsændringer og manglende politisk vilje til at tage konsekvenserne heraf, svækker de bånd, der holder landet sammen.
I fremtiden vil folkekirkens medlemsprocenten sikkert fortsætte med at falde, i takt med at befolkningssammensætningen ændrer sig. Der er sat en bevægelse i gang, som nogen vil sige, ikke kan vendes. Men der er to veje at gå. Den ene vej er ikke at gøre noget. Folkekirken vil da ende som en etnisk dansk kirke, som bliver mindre og mindre. Samtidigt bliver den en del af et Danmark, der bliver mere og mere splittet. Dette ønsker vi ikke. Vi ønsker at gå en anden vej, som er alt andet end nem. Vi ønsker, at folkekirken stadig skal være for hele folket.
Her ser vi to ting, der kan gøres gældende. For det første er der i kirkehistorien vist en vej, som kan vise sig at få stor betydning i fremtiden. Grundtvig mente således, at folkekirken alene skulle være en borgerlig indretning omkring de kristne menigheder i Danmark. Folkekirken skulle ikke være forbeholdt en bestemt konfession, heller ikke den evangelisk-lutherske. Hans holdning var, at folkekirken hovedsageligt ville bestå af lutherske menigheder, men der kunne også være menigheder, der ikke var det.
I stedet for at udelukke disse ville han, at der inden for folkekirken kunne indrettes ”gæstkamre”, hvor disse kunne være. Vi ser allerede mange steder i landet nye kristne knytte sig til folkekirken. Mange præster i folkekirken møder kristne asylansøgere – flygtninge for eksempel fra Syrien, Irak eller Eritrea. Nogle har erfaringer med en stigende gruppe af iranske konvertitter. Og her begynder den svære ”dans” at gøre folkekirken til de nye danskeres kirke, ved at give plads, uden at nogen skubbes ud. I den bedste af alle verdener skulle vi alle kunne mødes ved den samme højmesse, hvilket er en fantastisk mulighed, vi skal arbejde på. Vi kan også indrette ”gæstkamre” for dem, der ønsker at være en menighed i folkekirken, støtte dem økonomisk og give dem ordnede forhold. Vi ved, at alt dette kræver mange overvejelser, men har vi noget valg, hvis folkekirken ikke skal ende som en ren etnisk dansk kirke?
En anden ting, vi ser for os, er afsked med synspunktet om, at folkekirken alene skal forkynde evangeliet ved søndagsgudstjenesten. Dette gav god mening dengang, landet bestod af en homogen befolkning med intakte folkelige fællesskaber.
Disse fællesskaber vil langt fra være en selvfølge i fremtiden. Derfor mener vi, at folkekirken ved siden af evangeliets forkyndelse også må virke på en bredere måde. Den skal skabe fællesskaber, fordi fællesskabet evangelisk set er en begrundelse i sig selv. I lyset af evangeliet er alle ubetinget lige vigtige for Gud. Dette gælder både politiske modstandere, etniske danskere og nye danskere. Alle må være her.
Samtidig forpligter evangeliet mennesker på hinanden i al deres forskellighed. Vi mener, at dette kristne fællesskab, der kan styrke og forny fremtidens folkelige fællesskaber i Danmark, kan blive saltet. Ved at folkekirken besinder sig på at skabe disse fællesskaber, kan den også i fremtiden kaldes folkekirke. Den ændrede befolkningssammensætning i Danmark behøver således ikke at blive folkekirkens endeligt. Den kan i stedet blive folkekirkens nye begyndelse.
Thomas Reinholdt Rasmussen, provst i Hjørring, Birgitte Rosager Møldrup, sognepræst i Kollerup og medlem af Grundtvigsk Forums styrelse, og Morten Fester Thaysen, sognepræst i Varde og medlem af Grundtvigsk Forums styrelse