DET ER MANDAG og uden for museets normale åbningstid. Midt i udstillingen står der ganske eksklusivt et fint opdækket kaffebord, og omkring det sidder en gruppe ældre i selskab med en museumsformidler. I rummet hænger billeder og genstande fra museets samling, og fra højttaleren har Elga Olga lige sunget ”Solitudevej”.
”Hvad får sangen jer til at tænke på?”, spørger museumsformidleren.
”Jo, det der med, at hun græder om kap med en ostebutik, det er jo sjovt,” siger en ældre mand. ”For det var jo ismejeriernes kølesystem med vand, der løb ned ad ruden.”
En kvinde bifalder: ”Det var også dér, man kunne købe en blok is til sit isskab. Kan I huske det?”. Der bliver nikket, og samtalen fortsætter med udveksling af deltagernes personlige erindringer.
Scenen er fra en netværksgruppe på Revymuseet. Et samarbejde mellem Frederiksbergmuseerne og Frederiksberg Sundhedscenter om forebyggelse af ensomhed hos ældre. At kultursektoren og sundhedssektoren samarbejder omkring sundhedsfremmende projekter, er i stærk fremdrift. Seneste store tiltag er eksempelvis regeringens støttepulje til Kultur på Recept, hvis formål er, at de to faggrupper samarbejder omkring sundhedsfremmende aktiviteter.
Men der foregår også mange andre lignende (og ikke puljestøttede) samarbejder rundtom i landet. Med god grund, for forskning peger på, at kultur – kunst, musik, drama og litteratur – har en positiv indvirkning på menneskets psyke og derigennem ud fra en holistisk tankegang en sundhedsfremmende effekt. Derfor giver det også mening, at museerne bliver en aktiv ressource og samarbejdspartner med sundhedssektoren, fordi vi med vores forskellige viden og fagligheder lagt sammen skaber et stærkere resultat.
ENSOMHED FINDES blandt alle aldersgrupper og fører ofte til mistrivsel, der kan udløse depression og andre følgesygdomme.
Ældre er i særlig risiko for at opleve ensomhed, som ofte er forbundet med tab: Ens venner og familie falder måske bort, man oplever tab i funktionsniveau og muligvis også et svigtende helbred. Ældre, der mister deres ægtefælle/samlever, er således i stor risiko for ensomhedsfølelsen. En undersøgelse udarbejdet af Marselisborg i 2015 blandt danske ældre over 65 år viste, at hver fjerde ældre føler sig ensom – men på forskellig vis.
Mange forbinder ensomhed med at være uønsket alene, men en del af de ældre i Marselisborgs undersøgelse gav udtryk for, at de ofte følte sig alene blandt andre. Det er derfor ikke nok, at sundhedsvæsenet blot henviser ensomme ældre til aktiviteter og klubber i lokalområdet. Det er også væsentligt, at samværet med andre er relationsskabende og har et indhold, man kan være fælles om.
Samtalen er et vigtigt redskab for at komme ensomheden til livs. Det at tale med andre i fortrolighed og få en oplevelse af nærvær sammen med andre, kan gøre, at den enkeltes oplevelse af ensomhed fortrænges. At arbejde med erindringsfortællinger eller livshistorier i grupper af mennesker fra samme generation kan være en måde at lindre tabet på.
Selvom de andre deltagere ikke er vidner til ens egen personlige historie, er de vidner til en særlig tids samfundsmæssige skikke, talemåder, genstande og politiske eller kulturelle omvæltninger. Fortroligheden, der opbygges undervejs i forløbet imellem deltagerne, medvirker ofte til, at også sårbare historier deles. Sorgen over ægtefællens død, børn og børnebørn, der har travlt med eget liv, at sidde hjemme alene, hvor ofte fysiske komplikationer gør det svært at komme ud og møde andre og så videre.
Livets mange op- og nedture bliver aldrig banale, men måske nemmere at acceptere og i nogen grad normaliseret sat over for andre, der deler de samme erfaringer og vilkår. Forløbet kan have en næsten terapeutisk karakter, men uden at museumsformidleren af kompetencemæssige årsager tager terapeutens rolle. Mødet er – og skal være – neutralt. Man deltager udelukkende med det, man har lyst til at dele, og ikke som ”patient” eller fordi man har en ”ensomhedsdiagnose”.
I EN FÆLLES evalueringsrapport mellem Frederiksbergmuseerne og Frederiksberg Sundhedscenter fremgår det, at halvdelen af deltagerne fortsat mødes jævnligt med de andre i gruppen, selv op til to år efter forløbets ophør. For de, der ikke fortsætter med at mødes, gives der udtryk for, at det var den personlige kemi, der ikke passede, eller i andre tilfælde sygdom. Faktorer, som vi ikke har haft indflydelse på.
Det er en statistik, vi er ganske tilfredse med, og disse erfaringer har Frederiksberg Sundhedscenter bragt videre i andre gruppeforløb med det fokus, at samværet skal fortsætte efter endt gruppeforløb.
Fra museets side har vi gennem forløbene samtidig lært nyt om formidling af vores samling. Hvad er det for genstande og fortællinger, der særligt rører folk, og på hvilken måde? At formidle og aktivere museumssamlingen gennem sociale forløb er at bringe den almindelige museumsformidling et skridt videre til der, hvor formidlingen får reel social betydning for brugerne.
Generelt set tager museerne også et større og større socialt ansvar på sig. Der arbejdes på globalt plan mellem museer og andre faggrupper i særlige formidlingsprojekter for brugergrupper, der i samfundsmæssig forstand kræver særlige indsatser: integration, reminiscens, rehabilitering med mere eller som i nærværende samarbejdsprojekt: ensomhedsforebyggelse.
Efter en periode med megen fokus på oplevelseskultur, der ofte er folkeligt brede her og nu-oplevelser, ser man nu mere et behov for, at museer og andre kulturinstitutioner bevæger sig mod at være et samfundsaktiv, hvor dannelse i sin oprigtige form – indsigt, læring, medborgerskab – får fylde og vægt. Siden krisen i 2008 har det offentlige samfund i større og større grad haft brug for hjælp til at løse de stigende udfordringer med social og økonomisk isolation, integration, sygdomsforebyggelse, herunder stress, depression, demens med videre. Disse udfordringer kan museerne være med til at løse, ikke kun ud fra demokratisk pligt, men fordi vi kan, og fordi det giver faglig glæde, når vi gennem de områder, vi selv brænder for, kan inspirere og gøre en forskel.
Det sundhedsfremmende og forebyggende arbejde kan ikke lykkes uden vidensdeling med andre aktører. Sundhed er også samvær med andre, og især de relationsskabende indsatser har vist sig at være populære og til gavn for vores ældre borgere.
Der er derfor heller ingen tvivl om, at det tværfaglige samarbejde på tværs af kultur- og sundhedsområdet vil bidrage til, at flere ældre får nye bekendtskaber og forhåbentligt færre oplevelser af ensomhed. Ved at kombinere flere ressourcer og forskellige tværfaglige kompetencer forøger vi museernes potentiale for at skabe relevante og givende oplevelser for den enkelte borger. I et større perspektiv bidrager vi til løsningen af samfundsmæssige udfordringer.
TILBAGE VED KAFFEBORDET på museet er netværksgruppen ved at afslutte. Det er stadig mandag, men deltagerne behøver ikke stå alene i regnen på Solitudevej. I dag er der nogen at følges med.