En ven skulle begrave sin far og spurgte ved kirkedøren: ”Mor, vil du ikke med ind?”. ”Nej, jeg venter lige på Verner,” lød svaret. Det var så dér, at det gik rigtigt op for dem. At min vens far Verner jo allerede var ankommet.
Begravelsen er en vigtig dag, både for vores forståelse af, at dødsfaldet er sket og for at markere, at nu begynder vi at leve sammen med afdøde på en ny måde, som minde. Samtidig er virus blevet vores virkelighed. Trods den gradvise åbning af samfundet vil corona sætte begrænsninger på vores samvær en rum tid endnu. Det sætter uvante rammer for begravelser og bisættelser.
Så hvordan får vi det bedste ud af den nuværende situation? Det vil jeg komme med bud på.
Skal vi vente med at holde begravelsen, indtil corona er overstået? Af praktiske årsager: Nej. Også de kølige steder i landets kapeller har begrænset kapacitet. En stor ophobning af udsatte afskeder vil give nye problemer, når vi igen er i et normalt landskab. Og af følelsesmæssige årsager: Også nej. Vi kan ikke udsætte vores sorg og vores følelser.
Så forslaget herfra vil være at gennemføre en afsked nu, også selvom den bliver af behersket størrelse. På den måde får de nærmeste sagt ordentligt farvel. Vi må gerne mødes, også flere end 10 personer, afhængig af (kirke)rummets størrelse.
Men: I mange tilfælde vil færre være til stede end normalt. Både på grund af regler og egne forholdsregler. Så for nogle af os, som ikke kan være med, er det måske en mulighed at lave et eget ceremonielt rum.
Tænde et lys hjemme, når begravelsestidspunktet er. Få tilsendt præstens tale. Finde salmetekster og melodistemmen online.
Vi kan også bede en bøn. Fadervor er vel altid et godt bud. Og så er det måske nu, at vi sender en (video)hilsen til de nærmeste om det ord eller den historie, som siger os mest om afdøde.
I en tid, hvor vi skal arbejde virtuelt sammen, kunne det virke oplagt blot at klikke sig frem til en begravelse i en bedemands webshop. Men jeg vil gerne fastholde mit normale råd om, at vi til de vigtige afskeder finder en bedemand eller -dame, som tilbyder samtale og vejledning som del af beslutningsprocessen.
Ud fra mine omkring 200 interviews med efterladte og fagfolk mener jeg at kunne sige, at vores beslutninger kan bevæge på en god måde, når vi møder en engageret bedemands gode spørgsmål og videreformidling af erfaring. Her finder vi måske en god måde at involvere børnebørn eller opdager, at kirkegården tæt på egen bopæl er et bedre valg. De samtaler mener jeg, at vi bliver glade for at bevare, også selvom de for nærværende må gennemføres, så ingen smittes.
I Danmark har vi to godkendte måder at tage afsked med den krop, som mennesker lader tilbage, uanset hvad vi tror på. Vi kan enten blive begravet og jordfæstet, eller vi kan blive bisat og kremeret.
I vores nye virkelighed er det fortsat en mulighed at blive jordfæstet – uanset dødsårsag. Følgets antal er som sagt begrænset, så tal med præsten om, hvor mange I må invitere til at være med – og lev med, at man ikke må kramme alle. Også selvom det er stort tab ikke at måtte give kram eller hånd.
Derfor er det måske værd at genoptage tidligere tiders mindeøl? En sammenkomst på étårsdagen for begravelsen. Til den tid må vi forhåbentlig være tæt på hinanden igen. Husk økonomien. Normalt betaler boet efter afdøde udgifterne til en sammenkomst efter begravelsen. Men holder I mindeøl et år senere, hvor boets økonomi er sluttet af, vil det jo være en anden sag.
Et flertal af danskere foretrækker kremering. Øst for Storebælt bliver 9 ud af 10 kremeret, vest for Storebælt 8 ud af 10. Her transporteres kisten fra kirken til krematoriet. Herfra sendes urnen med asken enten til jeres bedemand eller til kirkegårdskontoret afhængig af, om urnen skal i jorden, eller asken skal spredes over havet.
Men som konsekvens af coronatiden har folkekirken åbnet for, at vi i stedet for en bisættelse, hvor vi tager afsked med kisten, får en kirkelig handling med urnen i centrum senere. Det kan være en god løsning.
Hvor skal urnen befinde sig frem til afskedsceremonien? Udsatte afskedsceremonier er vi jo uvant med. Vi har derfor ikke faste procedurer for, hvor urnen med asken kan befinde sig i mellemtiden. For nogle vil det måske føles bedst, hvis urnen kan placeres i en urnevæg, et kolumbarium. Andre vil måske bede om at få urnen hjem eller høre, om den kan stå i bedemandsforretningen. Afhængigt af, hvor længe vi skal vente på fuld normalitet, kan der måske også blive behov for, at folkekirken tilbyder rum til midlertidig opbevaring af fyldte urner.
Stadig flere begraver uden præst og kirke. I København drejer det sig om hver tredje afsked, landsgennemsnittet er hver sjette. Her står I med flere muligheder åbne, blot I kan finde et sted, som er stort nok til, at I kan mødes med et par meter mellem hver deltager.
Vi mangler også til hverdag velegnede ikke-religiøse rum til at holde afskeder i, men lokalesituationen kan være endnu vanskeligere lige for tiden.
Til gengæld er det en mulighed at holde borgerlig afskedsceremoni i det fri. Her kan et lydanlæg være en stor fordel, ikke mindst når der skal være afstand mellem deltagerne. Det er jo vigtigt at kunne høre begravelsens taler. Så overvej vindretning, også i forhold til en eventuel generator.
Også til hverdag er det mit råd at være ekstra omhyggelig med valget af bedemand eller -dame, når vi skal arrangere en borgerlig begravelse. Her mangler kirkens faste rammer, så vi har ekstra brug for vejledning, gode arbejdsgange og erfaring. Det råd gælder om noget nu.
I coronaens tid mister vi mennesker, vi ellers kunne have haft her. Og dødslejer forstyrres af regler og værnemidler. Det er der intet pænt at sige om.
Men: Måske vinder vi lidt, når corona alt andet lige kommer til at betyde, at vi holder en afsked senere, end vi ellers ville have gjort? Forsinkelsen giver bedre tid til at tænke os om og overveje, hvad der er vigtigt for afdøde og for os, der skal tænke tilbage på dagen som et godt minde.
Det bliver måske en rar forandring fra den stress, som mange oplever ved at arrangere en afsked i løbet af en uge eller to?
I hvert fald giver situationen nye erfaringer: Allerede nu skriver Københavns Stift for eksempel, at man kan overveje, om kirkegården skal inddrages mere. Så måske skaber I sammen med jeres præst en smuk jordpåkastelse – ude på kirkegården ved det sted, hvor urnen skal sænkes i jorden.
Andre ønsker sig askespredning over havet. Så måske bliver det nu, at I finder et fartøj i passende størrelse, som vil sejle både følge og urne ud. Så I om bord kombinerer den borgerlige bisættelses ceremoni med selve askespredning.
Endelig vil nogen måske lade sig inspirere af de asatroende, som jeg har hørt tager afsked med urnen ved at sætte ild til en jolle med den brændbare urne i. Der er selvfølgelig hensyn til naboer og sikkerhed og miljø, så nogen anbefaling skal der ikke lyde herfra. Men smukt må det være.