Mange danskere opfatter i dag sig selv som særligt sensitive. Forskeren Elaine Aron introducerede personlighedstrækket HSP – ”Highly sensitive person”, på dansk ”særligt sensitiv person”, i 1996, og siden er hendes bog om særligt sensitive oversat til 18 sprog og solgt i mere end 100 millioner eksemplarer. Det at være særligt sensitiv indebærer ifølge Aron, at man bearbejder indtryk dybere. Man bliver derfor blandt andet hurtigere overstimuleret og har et større behov for pauser. Det indebærer dog også en masse sociale kompetencer som for eksempel samvittighedsfuldhed, nænsomhed og indlevelse.

Hvad siger de særligt sensitive selv?

HSP-begrebet står dog for skud, og flere eksperter har givet det en hård medfart i medierne. Men hvad med de særligt sensitive selv? Hvad siger de? Der mangler en belysning af, at mange mennesker oplever, at de har forbedret deres livskvalitet væsentligt i mødet med HSP-begrebet.

Ida på 25 , som jeg møder i min psykologpraksis siger: ”Det har betydet meget for mig at forstå mig selv som særligt sensitiv. Jeg kan genkende mig selv på en måde, som jeg ikke har kunnet genkende mig selv i andre teorier eller personlighedsmodeller. Det føles som at komme hjem og endelig at blive set. Teorien om HSP indeholder beskrivelser af, hvordan jeg oplever verden, som jeg kan spejle mig i, og som jeg ikke er stødt på før. Og jeg kan lide det, jeg ser i det spejl. Det er beskrivelser, der får mig til at vokse. Jeg har altid følt mig anderledes, men denne forståelse viser mig, at jeg kan være anderledes på en god måde, at der er en værdi ved at være følsom, en værdi, som ellers ikke er anerkendt i samfundet. Jeg har rejst mig ved dette begreb, jeg har fået selvværd tilbage.”

Simon på 41 siger: ”Teorien om HSP rammer mig virkelig, jeg har altid haft et sanseapparat af den anden verden, jeg har tidligere set det som mit livs forbandelse, men nu kan jeg begynde at vende det til noget positivt. Mødet med HSP-begrebet har været et vendepunkt i mit liv.”

Ida og Simons udsagn står ikke alene. Verden over mødes mennesker omkring denne forståelse af sig selv som særligt sensitive, både online og i grupper og til foredrag. Det er interessant at spørge hvorfor. Når så mange mennesker tager et begreb til sig, må det være, fordi det kan bruges til noget.

Som mennesker er vi alle påvirket af, hvad fortællingerne i kulturen siger om vores værdi. I vor kultur fortælles der om idealer som at være hurtig som lynet, hårdhudet og konstant parat til social aktivitet. Mange, som ikke genkender sig selv i disse idealer, føler sig mindre værdifulde. Teorien om HSP er en fortælling, der giver nogle af disse mennesker mulighed for at føle sig værdifulde på nogle andre præmisser. Teorien viser, at man kan have værdi på andre måder i for eksempel evnen til fordybelse, nænsomhed og indlevelse.

Kritik af det særligt sensitive

En nylig kritik af begrebet kommer fra de danske psykologer Esbjørn og Co. I sommeren 2016 udgav de bogen ”Særligt sensitiv eller særligt udfordret?”. De frygter, at HSP-begrebet stigmatiserer, det vil sige at det stempler folk som socialt uacceptable. Dette er dog stik imod de fleste menneskers egen oplevelse af, hvad begrebet gør for dem. Dem, der selv tager HSP-begrebet til sig, gør det, fordi det ”afstigmatiserer”.

Udbredelsen af teorien om særligt sensitive kan også ses som et modsvar til en overvældende verden. Det har aldrig været velanset at være følsom og føle sig overvældet. Med HSP-begrebet i ryggen er der flere og flere mennesker, der står ved, at ”ja, jeg er følsom, ja, jeg føler mig overvældet af verden, og ja, jeg har brug for pauser”. Når flere og flere i vores samfund siger, at de føler sig overvældet, kunne det pege på, at forventningerne til os mennesker i stigende grad opleves som overvældende. Begrebet dækker måske et behov for at stå ved, at man ikke kan være med på de herskende præmisser.

Psykologerne Esbjørn og Co. frygter, at begrebet medfører overbeskyttelse, som undergraver selv-effektiviteten. Selv- effektiviteten er troen på, at vi kan klare den stimulering, verden bringer. Men måske er det sådan, at ret mange af os ikke længere kan. Vi går ned med stress og depression og tager psykofarmaka som aldrig før. Måske HSP-begrebet ikke skal ses isoleret som et begreb, der er påtvunget os, men som et begreb, der er født i en overvældende verden. Begrebet bliver nødvendigt i en verden, hvor der ikke er plads til andet end at være konstant præsterende. Jeg er enig i, at begrebet ikke skal bruges til at overbeskytte børn eller opmuntre dem til at undgå verden. Men det er jo så misbrug af begrebet, som er forkert. Alt kan bruges og misbruges. Hen over forskellige retninger inden for psykologien er der enighed om, at menneskers tendens til undgåelse af svære situationer og følelser ofte forstærker problemerne. Omvendt kan man også presse sig selv for meget. Stressforskning peger på, at verden giver os stress med de stigende og modsatrettede krav, de sociale medier, de mange beslutninger vi skal tage fra en tidlig alder og så videre. Mange, der er gået ned med stress, oplever, at de er drevet ud i stress af tænkemåder som ”tro på, at du kan”, ”du må aldrig give op”, ”gå efter dit mål, til du når det”. Det er, når vi vil præstere, ikke lytter til behovet for pauser, ikke lytter, når vi bliver overstimuleret, at vi går ned med stress. Her har vi måske for meget ”selv-effektivitet” og tiltro til egne evner.

Det er okay at have et blødt hjerte

Måske skal man ikke altid være selv-effektiv. Teorien om HSP støtter, at det er okay nogle gange ikke at kunne, okay at have brug for pauser, trække sig, for så at nærme sig, når man er klar, okay at føle sig overvældet af verden og føle sig usikker, okay at være langsom, at have et blødt hjerte, at have let til tårer og at føle stærkt. Både børn og voksne, der lærer at tænke sådan, kan blive bedre rustet til en stressende verden.

At forstå sig selv som særligt sensitiv kan også mindske undgåelsen af vanskelige følelser, ved at følelsesmæssige nuancer i det at være menneske accepteres i stedet for at problematiseres. I stedet for, at vi tænker ”åh nej, nu føler jeg en negativ følelse af at være overvældet eller ked af det, der er noget galt med mig, den følelse er forkert, den skal jeg slippe af med”, så tænker man ”nå, men det er okay at være følsom, det hører med til at være mig”. Accept af følelser kan fremme trivsel.

Den omtalte kritik fra Esbjørn og Co. er baseret på den naturvidenskabelige retning, en retning der siger, at der er én objektiv virkelighed. I videnskabens verden hersker der en bred anerkendelse af den naturvidenskabelige tilgang, når det drejer sig om tyngdeloven eller et brækket ben. Men når det drejer sig om menneskets sind, er der større uenighed om tilgangen. Inden for psykologien er der mange andre anerkendte retninger end den naturvidenskabelige. En af disse retninger er det narrative perspektiv, som siger, at der ikke findes én objektiv sandhed. ”Sandheden” er afhængig af, hvad vi tænker, og hvilke ord vi bruger om den. Der er fokus på de historier, vi fortæller om os selv. Eftersom vi ikke kan finde en objektiv sandhed om os selv, bør vi i stedet fokusere på, hvilke konsekvenser der er af de ”sandheder” eller af de fortællinger, vi tror på. Teorier om diagnoser, sygdom og normalitet ses også som menneskeskabte fortællinger, ikke som objektive sandheder.

Det mest interessante er, hvad vi kan bruge en teori til, om den kan åbne op for livsmuligheder og ligeværd. Udtryk som Idas og Simons ovenfor vidner om, at vi kan bruge teorien om HSP til at tage den anderledeshed, som mange mennesker føler, alvorligt og gøre den til noget positivt.