VI BØR I LANGT HØJERE GRAD sætte fagpersoner med forstand på børn og unges mentale og fysiske sundhed i spil, når vi taler børn og unges skærmvaner. Børn og unges skærmforbrug er nemlig blevet så massivt, at det ikke længere handler om mediernes indhold, men i langt højere grad handler om fravær af sundhed.
Og vi bliver i Dabeco ofte bekymrede over den massive overvægt af medie- og spilforskere, som får lov at diktere den digitale dannelse af vores børn og unge. Vi savner simpelthen, at flere fagfolk inden for lægevidenskaben, psykologien samt pædagogikken og idrætten tør indgå i debatten om børns inaktive og ofte skærmfikserede livsstil.
For det er en generations fysiske og mentale helbred, som er på spil. Fysisk inaktivitet som følge af skærmforbrug har nemlig en helt central betydning for børns skræntende mentale, fysiske samt biologiske sundhed. Ifølge Sundhedsstyrelsen lever færre end hvert fjerde barn op til anbefalingerne om fysisk aktivitet. Ifølge Statens Institut for Folkesundhed er vi desuden det land i Europa, hvor børn sidder mest foran en skærm og er mindst fysisk sammen.
Børn og unges primære sociale arena er nemlig blevet digital, og det har store konsekvenser. Ingen børn, unge eller for den sags skyld voksne er blevet så robotificerede, at de kan holde til at være fysisk afskåret fra betydningsfulde andre så mange timer, som tilfældet er i dag.
Den totale neglekt af kroppen har også tydelige konsekvenser for børnenes trivsel. Børn og unge, som er slappe og fede, har det dårligere end dem, som er sunde, raske og stærke. Det skyldes, at kroppen og psyken er dynamisk vævet sammen og derfor påvirker hinanden på godt – og i dette tilfælde ondt.
Desuden har denne inaktivitet stor betydning for etableringen af sunde vaner, som vi ved skal etableres i barndommen og derfra tages med ind i voksenlivet.
DET MASSIVE SKÆRMFORBRUG har ligeledes betydning for hjernens biologi, som udvikler sig i takt med de stimuli, den udsættes for, hvilket betyder, at en relativ ensidig stimulus i form af 20-minuttersrunder i Fortnite eller endeløse scrolls ned ad det sociale medie-feed ikke stimulerer hjernens kompleksitet på tilstrækkelig vis, og derfor ser vi vitale områder i børnenes hjerner, som ikke udvikles optimalt.
Det er også et spørgsmål om mental sundhed, hvor man skal se menneskets trivsel som betinget af, den måde vi lever vores liv på. Her ser vi også en alarmerende udvikling af symptomer blandt børn og unge, som lever under angstens, depressionens og ensomhedens regime. For ikke at tale om den ekstreme stressepidemi, vi ser blandt børn og unge.
Konsekvenserne er katastrofale for barnets trivsel, hvis barnet over tid negligerer de ting, som vi ved er betydningsfulde og vigtige for barnet. Mistrivsel er nemlig i høj grad et symptom på det liv, du lever, og opstår ikke ud af det blå.
Tal fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at blot syv procent af 15-årige piger og 13 procent af 15-årige drenge er sammen fysisk efter skole.
Psykologiens største traditioner viser desuden, hvordan mistrivsel opstår, når man over tid ikke bruger sin tid på de ting, som er vigtige og eksistentielt meningsfulde.
Derfor kan vi ikke se bort fra den kendsgerning, at skærmen i sig selv udgør en stor mental sundhedsrisiko. Særligt når skærmen begynder at æde værdifuldt land fra børnenes liv som det at bruge tid på venner og familie, gå til fritidsinteresser og lege efter skole eller i fritidsordningen.
ET EKSEMPEL KAN VÆRE en mand, som lige har fået en underskøn datter, men hver eneste dag arbejder over og først kommer hjem, efter at datteren er lagt i seng. Dette vil han kunne gøre i en periode, men over tid vil han mærke mistrivslen snige sig ind i sit liv.
Mistrivslen har i dette tilfælde intet at gøre med, at han arbejder over på sit arbejde, men har derimod alt at gøre med, at han negligerer sin datter derhjemme, som han har et stort ønske om at bruge sin tid med. I denne mands tilfælde negligerer han det liv, han i virkeligheden ønsker at leve – et liv, hvor han ser sin datter vokse op.
Det samme princip gælder for børn og unge, som i denne tid primært bruger deres tid på den digitale legeplads og derved undertrykker deres fysiske liv. Børn og unge har ikke i samme grad som voksne fået cementeret deres indre kompas på en måde, så de kan styre efter det. Derfor er det os som forældre, skoler, lærere og pædagoger, der har et ansvar til at guide og hjælpe vores børn og unge på en måde, så de lever værdikongruent. Og vi ved godt, hvad der skal til i et godt og sundt børneliv. Det er den viden, vi er uddannet i.
SOM PSYKOLOGER, læger og idrætsfagfolk fra Københavns Universitet, så bimler og bamler alarmklokkerne, når vi læser statistikkerne. Ingen børn og unge skal udsættes for dette fravær af såvel fysisk aktivitet som tid og nærvær med bedsteforældre, venner og familie. Og intet barn kan skifte deres primære sociale arena fra et fysisk-socialt fællesskab til et digitalt-socialt fællesskab uden konsekvenser.
Det interessante er, at vores børn og unge også er begyndt at pibe om at ville noget andet end det massive skærmforbrug. Det er blot, som om vi voksne ikke formår at støtte dem i det. I stedet efterlader vi dem alene i en kamp mod en milliardindustri, som kræver deres nærvær og opmærksomhed alle vågne timer. Det indrømmer selv Netflix’ grundlægger, Reed Hastings, når han fortæller, at Netflix’ største konkurrent er søvn – og at Netflix vinder.
For nylig lavede Ordrup Gymnasium en skærmfri uge, og eleverne udtalte, at de lærte mere på den uge, end de havde gjort på et helt år, og at det pludselig var sjovt at gå i skole.
Desuden viser tal, at 4 ud af 10 unge fra et studie med 16.000 unge respondenter ville være lykkeligere, hvis de brugte mindre tid på sociale medier. Så hvorfor er det, at vi som samfund, forældre og fagpersoner ikke hjælper unge til at udleve et liv fyldt med nuancer, fysisk aktivitet samt nærvær og fede offlinestunder?
Ved fortsat at bruge medieforskerne som talsmænd for børn og unges medieforbrug får vi et snævert og ensidigt billede af de konsekvenser, der er ved det massive skærmforbrug i børn og unges liv. Medieforskerne har nemlig ikke blik for, hvad konsekvenserne er ved et massivt fravær af fysisk liv. De har desværre kun blik for, hvad der sker på skærmen, og her kan de ikke finde evidens for, at medierne har skadelig effekt på børn og unges mentale og fysiske sundhed.
Hvis vi vendte det på hovedet og undersøgte, hvad konsekvensen er ved et massivt fravær af fysisk-sociale fællesskaber, et ualmindeligt lavt fysisk aktivitetsniveau, manglende søvn, ensidige stimuli på hjernen, sansedeprivation, manglende investeringer i det, som er vigtigt i livet, ville vi anerkende, at børn og unges skærmforbrug er en sundhedsmæssig faktor, som skal tages meget alvorligt.
Det er ikke engang et socialt eksperiment, for vi ved udmærket, hvad konsekvenserne er ved et fravær af ovenstående, nemlig et liv med mistrivsel, dårligt fungerende hjerner samt livsstilssygdomme.
Teknologi handler om sundhed. Derfor skal vi i langt højere grad bruge sundhedsfagfolk til at fastsætte skærmpolitikker på skoler, dagtilbud, institutioner og i samfundet i sit hele. Vi har kun 24 timer i døgnet – lad os bruge dem der, hvor det giver mening.