Salige er de, der sørger

Fokus på allehelgensdag har medført, at flere og flere har overtaget skikken med at sætte levende lys på ...

Allehelgensdag i morgen er dagen for at mindes de døde. Og sorgen i os selv, skriver sognepræst Anders Kingo i dagens kronik. Foto: Leif Tuxen. Foto: Leif Tuxen

ALLEHELGENSDAG Sorg over vore døde er også sorg over os selv, skriver sognepræst Anders Kingo

Kronik af Anders Kingo, sognepræst og dr.theol.

I morgen er det allehelgensdag, den dag i kirkeåret, hvor vi mindes vore døde og kære under mulde. Vi mindes, hvad de var for os i det store og i det små. Vi dyrker dem ikke som helgener, for det var de såvist ikke. De var jo fejlbarlige og af kød og blod ganske som vi selv. Men de gav os på vidt forskellig vis et liv at leve, og derfor erindrer vi dem på hver vor måde.

Og ganske som vi på denne dag mindes vore døde, så minder de os tavst om det dødelige vilkår, vi har for vort menneskeliv. Vi sørger over vore døde. Men skal vi være ærlige og ikke blot besmykke sagen med smukke floskler, så sørger vi i samme grad over os selv. Vi blev jo ladt ensomt tilbage med vores sorg og savn. Sorg over vore døde er også sorg over os selv.

LÆS OGSÅ: De 10 vigtigste ting at vide om Allehelgen

Ja, vi sørger, og vi mindes. Og det gør vi som kristne, ikke som hedninge eller gudløse. Eller gør vi? For godt og vel en halv snes år siden blev det nemlig god latin blandt visse såkaldte sorgterapeuter at forbyde eller i det mindste bekæmpe såvel sorg som erindring.

Terapeuterne vendte sig indigneret mod den gængse opfattelse, at den, der har mistet sin elskede, skulle være den efterladte. Nej, lød og lyder det til det sørgende menneske, Det er den døde, der skal efterlades. Du skal jo videre i dit liv. Du må ikke lade dig hæmme eller begrænse af den døde. Tværtimod. Du skal vende din vrede mod den døde, som jo har svigtet dig ved at dø fra dig. Væk med den døde, så du kan vende tilbage til livet!.

Ja, så umenneskeligt og ubarmhjertigt tales der altså til det sørgende og lidende menneske. Den terapi og psykologi, der mener at kunne hjælpe sørgende og lidende, er faktisk så forarmet, at den kun kan hjælpe ved at nedgøre den afdøde og ved at nedskrive forholdet til et elsket menneske. Sorgarbejdet består i at arbejde sig ud af sorgen: ud af de snærende bånd til den døde.

Hvad skal man kalde en sådan holdning til livet og døden? Den er selvcentreret, selvdyrkende, troløs, usand og usund. Ja, Søren Kierkegaard ville om den slags terapi og psykologi sige, at den er dybt fortvivlet. Så er der en helt anden sundhed og en helt anden kontakt til virkeligheden i Jesu ord fra Bjergprædikenen og i Søren Kierkegaards gengivelse og brug deraf: Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.

TEMA: Allehelgen og halloween

Nu kan man jo sørge i flere henseender. Man kan sørge over en afdød. Men sorg kan være mere omfattende end som så. Den kan være sorg over verden, over sit medmenneske, over sig selv og sin synd. Og salige er altså de sørgende, for de skal trøstes, ikke de, der er trøstet, eller de, der har trøstet sig selv. Nej, salige er kun de, der trænger til trøst.

Hvordan trøstes nu den sørgende? Ja, spørger vi til vore egne menneskelige trøstegrunde, må vi erkende, at de er ganske billige: Tiden læger alle sår, slynger vi tankeløst ud, når vi møder en sørgende. Du må se at komme over det. Tomme og intetsigende fraser, men når man står over for den ægte sorg, gives der ingen nemme og billige løsninger.

Hvad da? Jo, da træder evangeliet til med den sande medicin og udråber den sørgende til at være salig, sådan som Jesus gør i Bjergprædikenen.

Hvordan hænger det nu sammen? Svaret udfolder Kierkegaard i sit store værk Kjerlighedens Gjerninger. Heri skelner han knivskarpt mellem den naturlige kærlighed og den åndelige. Den naturlige kærlighed kender vi fra os selv. Og om denne kærlighed siger vi, at den skal være umiddelbar og spontan. Hvis den er under tvang, er den uægte og uoprigtig.

På evangeliets ord siger Kierkegaard imidlertid om den naturlige kærlighed, at den er fortvivlet. Den er nemlig ubestandig og i lunefulde følelsers vold. Derfor er den selvkredsende, selvisk og usund. Først når kærligheden er en pligt, er den helbredt fra fortvivlelsen. Derfor hedder buddet: Du skal elske din næste!. Thi først i pligten etableres der et sundt forhold til kærligheden, helbredt fra fortvivlelse.

Og således forholder det sig også med den ægte sorg, fortsætter nu Kierke-gaard. Du skal sørge, lyder det som den nøje parallel til kærlighedens pligt. Opgaven for den sørgende er nemlig at forstå sig selv ret i sorgen. Den rette selvforståelse er hverken troløs flugt eller neurotisk selvdyrkelse. Den rette selvforståelse er at tage en opgave på sig: Du skal sørge! At sørge sandt og ægte er derfor et næstekærligt anliggende. Ja, det er en kærlighedens gerning at erindre en afdød.

Hvordan kan Kierkegaard egentlig tillade sig at sige dette? At sige til et sørgende menneske, at det skal sørge, og at først når sorgen bliver gjort til en opgave, er den sund og helbredt fra fortvivlelse?

Det kan han, fordi han i evangeliet havde lyttet sig frem til denne pligt, og fordi han selv var underlagt nøjagtig samme fordring. Han talte aldrig som en bedrevidende ekspert. Nej, han satte sig, kunne man sige, på sengekanten ved den syge, ved bordet sammen med den sørgende, ved gyngestolen, hvor oldingen sidder og synes, at livet er blevet ren forgængelighed.

Dér satte han sig og sagde: Lad os nu sammen forsøge at høre, hvorledes det gamle evangelium taler jævnt og enfoldigt om det at være menneske. Lad os høre, hvorledes et menneskeliv bygges op til at være et mægtigt anliggende, et hus med højt til loftet, tømret af skaberhånd. Lad os høre, hvordan styrken og modet kan bringe svaghed på fod, så den milde røst kan lade miskundhed vågne i hvert et bryst.

Når man taler ud fra den forudsætning, er livet ikke noget, mennesket har ret til, for livet er Guds, og kun han kan give det. Ud fra den forudsætning er livet en opgave og en pligt.

Ordet pligt har jo ellers i vor tid en tung klang, en klang af noget mørkt og tvungent, noget, man gør med ulyst. Det var ikke lysten, der drev værket. Men for Kierkegaard er pligten det glædelige. Den er rent ud en velsignelse, en guddommelig gave til mennesket, fordi livet uden pligt og opgave ville være som et gabende hul, en afgrund, hvor alt kunne være lige gyldigt eller ugyldigt. At prædike pligt er derfor at prædike velsignelse, siger han. Pligten er et vidnesbyrd om, at mennesket er betroet en mægtig opgave, er blevet husholder for et ansvarsfuldt forehavende. For det er i sandhed befriende for et menneske ubetinget og under alle forhold at have en opgave.

Det er ellers gængs tankegang og opfattelse, at syge, sørgende og lidende skal man ikke læsse yderligere byrder på, for de har nok at se til i forvejen. Det lyder så humant ikke at ville stille krav til et lidende menneske. Men her vender Kierkegaard på evangeliets ord alt på hovedet og siger: Nej, det er netop inhumant således at stille det lidende menneske uden for en menneskelig sammenhæng ved at sige, at for alle andre er der en opgave, blot ikke for den lidende.

Kierkegaard understreger gang på gang, at han taler uden myndighed: Han videregiver blot, hvad han selv har hørt i det kristne evangelium. For det må jo netop understreges, at det ligger uden for et menneskes myndighed at pålægge et andet menneske en sådan pligt. Det har ingen af os myndighed til, men enhver har pligt til at høre, at evangeliet bringer pligten og opgaven ind som den sande medicin, som det uendeligt glædelige vidnesbyrd om, at fortvivlelsen ikke er bundløs så længe der faktisk er en opgave at gå i gang med.

Det er netop udtryk for evangeliets agtelse af mennesket, at der uanset alt lyder et Du skal!. Hvis der er et menneske, man ikke respekterer, så tør man heller ikke betro det noget. Evangeliets respekt for mennesket er netop at give det en opgave. Og derfor kan et menneske jo også blive skyldigt, når opgaven afvistes, og livet misbrugtes. Men så er det den fornyede velsignelse på ny at blive sat over for opgaven. Med opgaven adler evangeliet den menneskelige armod og usselhed.

Se, dette er den åndelige kærlighed, der ved Guds hjælp sætter den sørgende i et sundt og sandt forhold til den afdøde. Kristendom er trøstet fortvivlelse, siger Martin Luther. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes, siger Jesus. Og netop således sørger den kristne.