”Jeg savner at være forbundet med andre mennesker,” fortæller journalisten Anders Haahr Rasmussen i et interview om at søge noget fælles i en stærkt individualiseret tid. De fællesskaber og forpligtelser, han kender fra sine forældres generation, kan han ikke rigtig finde sig til rette i. ”Men jeg savner at være forbundet med andre mennesker”, siger han.
Bevares. Forbundet er vi jo på alle mulige måder, også han. Vi er forbundet på kryds og tværs, men rigtig mange af os har, som journalisten selv let beklagende konstaterer for sit eget vedkommende, en tendens til altid at have en bagdør på klem, så vi kan slippe ud, hvis det nu ikke rigtig føles helt rigtigt alligevel, hvis det ikke lever op til vores forventninger eller bliver for krævende.
Så skylder vi alligevel ikke forbindelsen mere end som så, så behøver vi alligevel ikke bruge mere tid eller mere energi på det.
Og samtidig er det, som om der mangler noget, noget betydningsfuldt, som om vi blev snydt for den frihedsfølelse, vi drømte om, og overraskende nok sidder tilbage med et savn. Der mangler en bundethed og en forpligtelse, hvilken form den så end har.
Sagen er, at det at være forbundet med andre mennesker koster noget: Kræfter, tid, tålmodighed. Det koster overbærenhed, selvindsigt og selvironi.
Faktisk koster det dit liv. Det er det, vi markerer her ved allehelgen. Fordi vi har investeret vores liv i et andet menneske og derfor også følt, at vi med dette menneskes død har mistet noget af os selv. Hvor blev det af? Hvad skal jeg så stille op med mig selv nu?
I det kirkelige vielsesritual bliver parret spurgt, om de vil leve med hinanden i medgang og modgang, indtil døden skiller dem ad. Vi gøres fra første skridt ind i ægteskabet bekendt med, at det her er dømt til at ende med gråd. På den måde kan vi ikke hævde, at vi er blevet snydt, når vi efterfølgende står bundulykkelige, fordi døden så rent faktisk skilte os ad.
Vi vidste fra begyndelsen, at det var vilkårene. Det er det ikke kun i ægteskabet, men i alle vores relationer.
Vi ved, at vi skal miste vores forældre, vi ved, at vi kan miste vores børn, vi ved, at vores bedste venner kan dø fra os, og vi ved, at de mennesker, vi ikke gav så meget tid, som vi kunne have gjort, hvis vi havde prioriteret dem, kan komme til at fylde rigtig meget, når muligheden for at lægge kræfterne i forholdet forsvinder ved dødens mellemkomst.
Alle vores relationer er ”til døden os skiller”. Alle kærlige, glade, varme, problemfyldte, bøvlede og ukomplicerede forhold til andre mennesker slutter med døden. Det er vilkåret. Hvis vi tænkte over det hele tiden, ville vi nok blive sindssyge; hvis vi aldrig tænker på det, bliver chokket så meget større, når det uafvendelige sker.
Og i dag, hvor vi sidder, mere eller mindre chokerede, men lige i sorgfuldhed og savn, til gudstjeneste for at mindes vores døde, både dem, I lige har mistet, og dem, vi har manglet længe, lyder det til os, at vi er salige.
Det er et underligt udsagn, for det er ikke en salig følelse at sørge. Det er smerteligt og tungt og nogle gange til at leve med og nogle gange fuldstændig overvældende og uudholdeligt.
Men vi er alligevel salige, siger Jesus til os oppe fra bjerget, for vi skal trøstes. Som om man kan trøste sorg væk.
Men det er heller ikke det, han mener. Saligheden består ikke i, at sorgen på denne side af vores liv vil gå væk. Det er der i virkeligheden heller ikke nogen, der ønsker. Når nu ikke muligheden for at få dem tilbage her og nu i levende live findes, vil vi da ikke være sorgen foruden. Hvis sorgen blev taget fra os, ville det jo være ensbetydende med, at de døde forsvandt helt fra vores liv, at betydningen af deres liv som en betydningsfuld del af vores ville fortone sig og blive helt væk, og det ville da først være helt ubærligt.
Det er heri, at trøsten findes og saligheden også: Salige er vi, fordi vi er forbundet med andre mennesker. Salige er vi, fordi vi betyder alverden for dem, og fordi de betyder alverden for os. Salige er vi, fordi vi er elskede væsener, og fordi der er mennesker, der har elsket os og kendt os, også de ikke alt for flatterende sider. Salige er vi, fordi vores liv var velsignet med mennesker, der har båret med os, grint med os, grædt med os og båret over med os. Mennesker, der har givet os et velanbragt los bagi, når vi simpelthen var for selvretfærdige, for dovne, for ynkelige eller for åndssvage. Mennesker, som vi har danset på bordene med, også når der egentlig ikke rigtig var noget særligt at fejre. Mennesker, der har investeret sig fuldt og helt i os og givet os deres liv. Og som vi har givet alt, hvad vi havde i os, også ting, vi overhovedet ikke vidste, vi rummede, men som de elskede frem i os.
Salige er vi, der har fået alt det med os i vores liv. Og salige er vi, når det var så fint, at det ikke er til at bære, at det er taget fra os. Hvis det var til at bære, var det jo, fordi det ikke var så vigtigt alligevel, fordi det ikke var livet om at beholde, så var det dybest set lige meget. Det ville der ikke være meget trøst i. Det ville snarere blive en anden slags sorg. En sorg over ikke at have noget betydningsfuldt nok til at sørge over.
Det er det, der så er forfærdende paradoksalt ved at være menneske. At det værste er at miste dem, vi elsker, samtidig med at det værste er ikke at have nogen at miste overhovedet. At vi skal investere alt, hvad vi har, gerne hovedløst, helst så mange gange som muligt, for det er den eneste mulighed for afkast, der er, og vi skal gøre det med bevidstheden om, at vi skal tabe det hele igen. Hvordan skal man kunne finde mening i det? Det er der ikke meget trøst i.
Hvad der er trøst i, er, at det, som vi havde, og som vi nu har mistet, det, som føles underlig tungt nu, fordi vi er ene om at bære det, stadig er vores. Alt det, vi investerede i vores døde, blev jo til liv, vores liv, fælles og individuelt, alt det, de gav os, er vores stadigvæk. De kanter, de sleb af, de præg, de satte på os, de uddybende spørgsmål og granskende blikke, kærtegnene og omsorgen, det har alt sammen gjort os til dem, vi er – og måske kan vi ligefrem genkende aftrykkene i nogle af dem, vi deler kærlighed til afdøde med. Alt det er stadig sandt og virkeligt og meningsfuldt.
Salige er de, som sørger, siger Jesus, for de skal trøstes. Der er både nutid og fremtid i det, han siger. Vi er salige nu, og der er noget mere, noget, der peger frem, noget fremtid. Det er trøsterigt i sig selv. Fremtid kan virke meget uoverskuelig, når man er meget ked af det og synes, man slæber sig igennem hver dag i en uophørlig kamp for at få en hverdag til at ligne noget, man kan hente mening og glæde i. Men han lover fremtid. Fremtid og trøst.
Som en varm favn, man kan gemme sig lidt i, og som trøster alene på grund af varmen, nærværet, det at vide sig set. Han lover en fremtid, hvor det kan mærkes, at man i den nærhed er noget mere end en sørgende, der har brug for trøst, du er et elsket menneske, et elskende menneske, forbundet i en kærlighed, der rækker ud over døden.
Salige er de sørgende, for de skal trøstes.