Salmebog og virkelighed

Forslag til ny Salmebog fra salmebogskommissionen er et værk, der er kommet til verden gennem et stort arbejde, og det skal kommissionen ikke have utak for. Salmesangens fremtid afhænger bl.a. af den kommende salmebogs udformning, men også af andre faktorer, såsom selve gudstjenesteformernes muligheder for salmens udfoldelse og menigheden/folkets evne og vilje til at synge. Netop evnen og viljen har i de seneste årtier været sygdomsplaget, uden der af den grund bør blæses i dommedagsbasuner, eller at patienten bør erklæres for død og borte. Salmen som genre er bundet af en lang tradition; og det må derfor give en lang række problemstillinger, når man i dag som salmebogskommission skal tage stilling til den fornyelse, der skal ske og allerede er sket. Umiddelbart har salmebogskommissionen gjort et godt valg i kassationsprocessen fra den eksisterende salmebog. Der er sket en udtynding dels i salmer af de vel repræsenterede salmedigtere, dels i de mere perifere salmer. Skal man kritisere her, må det gå på, at man burde have skåret længere ind til benet med hensyn til salmer af Kaj Munk- typen »Du ved det nok, mit hjerte«, som sagtens kan undværes, da de netop er ret intetsigende og ikke hører til de meget brugte. Omvendt virker det fremmedgørende at bortskære salmer, der uanset deres tvivlsomme teologiske kvaliteter, faktisk er i levende brug: f.eks. »Tænk, når engang« og »Nærmere, Gud, til dig«. En salmebogskommission balancerer jo her mellem Skylla og Karybdis, hvad angår den levende tradition på den ene side og de rent digteriske, teologiske og musikalske forventninger til en salme på den anden side. Det er ikke blevet nemmere i vor tid; for autoriteter er ikke, hvad de har været. Relativeringen af værdidomme på det kunstneriske og æstetiske område lægger landminer ud for den, der selvsikkert siger: Sådan, venner. Det er med andre ord ikke nemt at være salmebogskommission, hvis man skal være offensiv, tage klar stilling, osv. Det kan man gøre med en rimelig udsigt til succes i forhold til mindre målgrupper; men over for storgruppen af brugere og interesseorganisationer bliver resultatet nemt forvirrende, tandløst - og kompromis-søgende. Den mest nærliggende løsning på dette dilemma er en grundstamme af »fælles«-salmer, suppleret med diverse tillæg der imødekommer og afprøver de specielle ønsker og behov. Således kommer virkeligheden sikkert under alle omstændigheder til at se ud uanset den nye salmebogs indhold. Enkelte debattører har foreslået at lade Den danske Salmebog fortsætte uændret, hvis man alligevel skal have tillæg. Det må dog betegnes som en alt for passiv og reaktionær holdning. Nej, lad os få en nyredigeret salmebog anno 2000 og derefter se, hvad der må komme af reaktioner i form af nye tillæg - for nye salmer skal der nok blive skrevet. Som forholdsvis traditionsbundet bruger burde jeg vel egentlig være godt tilfreds med kommissionens forslag, der i mangt og meget læner sig op ad det traditionsbundne i udvalget af især nyere salmer, eksemplificeret i to så væsensforskellige digtere som Svein Ellingsen og K.L. Aastrup. Når jeg alligevel i læsningen af forslaget til ny salmebog bliver grebet af en ubehagelig uvirkelighedsfornemmelse, skyldes det først og fremmest forslagets forhold til samtiden - eller manglen på samme. Selvom der er en del gode nye salmer og en del godt i andre af de nye salmer, er hovedindtrykket en iøjnefaldende mangel på nyformuleringer i tekst og indhold med for ringe digterisk kraft og for megen stilmæssig epigoneri. De mest offensive træk i forslaget er betegnende nok en række redaktioner i 1600-1700-tals salmerne samt optagelsen af bibelske salmer fra Det gamle Testamente. Desuden er der optaget over 30 »nye« salmer fra før år 1900 - og på trods af at der her er nydelige tekster, må man dog spørge sig selv: hvad skal vi med de tekster - i dag. Havde de et liv og en virkningshistorie og var dermed en brik i den eksisterende tradition, kunne der være god mening i at føre dem ind i salmebogen; men det er for størstedelens vedkommende ikke tilfældet. Men hvordan er det så gået en række traditionsrige salmer i forslaget? Som Carsten Bach-Nielsen så rammende skrev i Kristeligt Dagblad den 21. marts, er det utåleligt at finde en salme som »Far verden, far vel« med 11 sproglige noter. Hvis en salme skønnes at være så uforståelig for brugeren, er der kun én logisk konsekvens: at fjerne den pågældende fra salmebogen - eller lade den stå i sin eksisterende salmebogsversion. Når »Far verden, far vel« gengives med sine oprindelige 15 vers - og tilsvarende med Grundtvigs »I kvæld blev der banket på Helvedes port« (20 vers) - fornemmer man umuligheden i kommissionens kommissorium: »... det bør tilstræbes, at tidligere tiders salmetekster gengives i en så oprindelig form som muligt, idet dog også salmernes anvendelighed i en gudstjenestelig sammenhæng må tages i betragtning...«. Jo, vi kan da godt forstå meningen med disse linjer: en seriøs kildekritik skal da ikke kastes over bord, når en salmebog skal redigeres. Men lidt polemisk sagt, havde det nok givet andre resultater, hvis formuleringen var vendt om, så hovedsagen var salmernes anvendelighed i gudstjenesten, og salmernes gengivelse i en så oprindelig form som muligt var blevet underordnet dette. En stor del af vore eksisterende salmer har en historie, der indbefatter senere tiders versudvalg samt sproglige ændringer i både detaljen og i helheden. Det gælder bl.a. adskillige store salmer, og »det uoriginale« er i adskillige tilfælde - også i oversættelsen af udenlandske salmer - blevet en umistelig del af salmen og brugernes forhold til den. Vi behøver her blot at tænke på Grundtvigs oversættelser/bearbejdelser af flere Luther-salmer. En tilbageføring til en »renere« og mere original tekst er samtidig et historisk tab af bearbejdelsen, og vil den rensning og oppudsning af salmen ikke gøre teksterne fjerne og fremmede for menigheden? Kildekritik og trofasthed mod oprindelig tekst bør ikke have en forrang, hvis talen falder på en salme som »Far verden, far vel«, hvor originalen ikke blot er lang i den gudstjenestelige praksis, men også fremmedgørende med sine i dag antikverede udtryk uanset Kingos frapperende sprog. I mangt og meget virker kommissionens store og utvivlsomt grundige arbejde som stepdans på stedet. Ubeslutsomheden er til at øjne i f.eks. »Nu kom der bud fra englekor«, hvor såvel Kingos originaludgave som den bearbejdede version fra DDS medtages. Det kommer - måske ubevidst - til at virke, som om kommissionen vil sige, at bearbejdelsen er »gesunkenes Kulturgut«; og fokus bliver herved igen rettet fra salmen som salme henimod salmen som litteratur. Kommissionens øjensynlige respekt for kommissoriets formulering »..der bør tages fornødent hensyn til, at de forskellige perioder i den danske salmedigtnings historie er kvalificeret repræsenteret« har ført mærkværdigheder med sig: f.eks. er digteren Ambrosius Stub stærkt repræsenteret - tænk, her har vi i alle disse år troet, at Brorson var den fremmeste repræsentant for 1700-tallets danske salmedigtning. Muligvis har jeg sovet i timen, men jeg har aldrig hørt teologer eller kirkegængere formulere savnet af, hvad man kunne kalde de golde Stub-salmer. Det er vel snarere de litteraturhistorisk interesserede kræfter, der her har været på spil? Man hører ofte udtrykket »syg efter nyt«; kommissionen har været »syg efter gammelt«. Lad mig give et par eksempler: Hvad skal vi dog med et par gamle julesalmer som »Et lille barn i dag er fød« og »Barn Jesus i en krybbe lå«, når vi allerede har en snes traditionsbundne julesalmer i salmebogen? Hvor ligger det nyskabende i de to salmer? Lad os i øvrigt takke kommissionen for ikke at have optaget de elendigt oversatte engelske Christmas Carols fra 1994-tillægget med deres smukke og iørefaldende melodier - havde man her forsøgt sig med Johs. Johansens begavede gendigtninger, kunne man have overvejet en optagelse; men nej, det er fint at holde dette repertoire fast som koriske og solistiske indslag i julekoncerter o.lign. Grundtvigs nyoptagne »I falmende blade« og »I kvæld blev der banket på Helvedes port« er hver for sig smukke og billedrige salmer; men er måske bedst som »læsesalmer« eller for den førstes vedkommende som solistisk fremført koncertsalme. De gode gamle travere fra Højskolesangbogen: »Frydeligt med jubelkor« og »Kærlighed alt sit udretter« er ikke oprindeligt tænkt som salmer og burde trods deres kvaliteter forblive dér og ikke vandre ind i salmebogen. Etiketten »syg efter gammelt« kan også siges at gælde optagelsen af en række (17) bibelske salmer på trods af, at denne genre aldrig tidligere har været i danske salmebøger. Nu er kommissionen, som man kan læse i bilagene, delt midt over i dette spørgsmål, hvilket man godt kan forstå: Argumentet med at henvise til 1992-ordningens mulighed for at erstatte præludiet med en bibelsk salme er helt ude af proportioner. Der har jo også inden 1992-ordningen været mulighed for at bruge en ikke-autoriseret bibelsk salme i højmessen, så mon ikke det kan lykkes i dag at udfylde den autoriserede mulighed for bibelske salmer uden at skulle finde dem i salmebogen. Der bør naturligvis være frihed til at anvende disse salmer i den menighed, der måtte ønske det; men det bør ikke forlede til en pædagogiserende holdning til alle landets menigheder. De relativt få steder, man faktisk afsynger Davids Psalmer, undgår man jo ikke at beskæftige sig med Det danske Antifonale, så hvorfor ikke generelt henvise til dette værk? Overordnet set er det helt barokt at en ny dansk salmebog bliver spækket med ældre tekster og gammel sprogbrug på et tidspunkt, hvor man samtidig har ønsket et moderniseret bibelsprog med den ny bibeloversættelse. Det kildekritiske aspekt og ønsket om »samtidighed med fortiden« leder salmebogsforslaget væk fra den levende tradition. Det kan vise sig farligt for selve sangtraditionen, og det ville have pyntet på forslaget til ny salmebog, hvis der i stedet var blevet plads til bare 50 salmer mere fra vor egen tid. Det kunne have givet plads til såvel »seriøse« som »lettere« salmer i et nutidssprog - vel at mærke salmer der vovede lidt mere end det, vi ser i Forslag til ny Salmebog.