Prøv avisen

Salmedigteren Sarvig fortjener langt større opmærksomhed

Forfatter Ole Sarvig

Digteren Ole Sarvig var ikke medlem af folkekirken. Alligevel var og er han en stemme, der har noget at sige om at være et kristent menneske i en moderne verden.

Den 4. december 2011 var det 30 år siden, digteren Ole Sarvig døde for egen hånd, få dage efter sin 60-års fødselsdag.

På det tidspunkt stod Sarvig som en af de helt store skikkelser i dansk litteratur, smykket med en lang række hædersbeviser og tildelt den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond.

LÆS OGSÅ: Identitetens mysterium

Da jeg gik i gymnasiet i begyndelsen af 1990erne, læste vi modernisten Sarvig. Og det er også som sådan han er repræsenteret i den litterære kanon. I digtet Regnmåleren skrives juninattens lyde og dufte frem, stofligt og nærværende.

Karakteristisk for Sarvig slår jegets indre forbindelse med den sansede verden igennem. En vibrerende tilstedeværelse i verden, der spejler digterens egen intense sansning: Ganske stille/ som en flad kumme/ i juniregnen/ vil jeg løbe fuld/ af vilje/ inat.

Sin oplevelse af verden beskriver Sarvig i en samtale med Poul Borum (1968):Jeg vil sige at begyndelsen, dette, at virkeligheden overvældede en, var noget, som man ikke var herre over selv. Det at være digter var for mig ikke en beslutning, det var noget, jeg pludselig opdagede jeg var.

Sarvig debuterer som digter under krigen, og det er krigens erfaring af en brudt verden, han skriver frem. En fragmenteret verden, hvor det, der før var helheder af mening, er splintret. Løsrevne vragdele flyder rundt mellem hinanden uden indbyrdes forbindelse. I denne brudte verden er der ikke længere noget vi. Fællesskabet, autoriteterne, er afmonterede, men kan måske samles igen på en ny måde.

At Sarvig også er en religiøs digter, har påkaldt sig ringere opmærksomhed. Nogle anser ligefrem et værk som salmer og begyndelser til 80erne for at være af ringere kunstnerisk værdi end det øvrige værk. Men læser man efter, så går det religiøse eller det åndelige som en understøm igennem alt, hvad Sarvig har skrevet.

Han fortæller selv, hvordan noget af det, der satte ham i gang med at digte, var en kristen oplevelse, en form for mystisk oplevelse, der fik ham til at melde sig ud af folkekirken, for at den skulle stå helt rent.

Som sådan er Sarvig en dobbelt skikkelse, der netop rummer både det moderne og det religiøse. Han holder fast i kristendommen, men der er intet kulturkonservativt er over hans kristendom. Tværtimod.

Kirken som ramme om tradition, kult og ritual kunne han ikke bruge til noget, de står som meningsløse stivnede former fra fortiden. Kirkerne er nu kun tomme skaller, det som hans digterkollega Bjørn Poulsen har kaldt for mytens forladte huse.

For Sarvig kan den tomme skal dog blive indgangen til det, som i sidste ende forløser, nemlig længselen. Her i de første linjer af Fra nattens hus (1944): Nu står nattens kirke for mit sind/ Dens ludende facade er vældig stor/ og rummet fortaber sig uendelig langt bagude; og senere i samme digt erfares det tabte og forbigangne: Det, som var guld på alle altre/ gløder som stille ovne, men de slukkes snart/ og bliver kolde før morgen.

Der er en undergangsstemning over flere af digtene. Men det er ikke undergang som i udslettelse, det er snarere de apokalyptiske veer før forløsningen: Jeg så kornet inat/ det drømmende korn/ alle menneskeslægtens korn og aks/ på disse marker// Jeg så det imorges ved fem-tiden/ da Kristus kom/ den blege time, da børn fødes/ da brande bryder ud// Det var så smukt. De sov så tyst/ Og Kristus gik som en måne gennem kornet. (Kristus i kornet, 1944)

I den industrialiserede verden, hvor mennesket er blevet en overflødig gæst, da er kristendommen, eller rettere Kristus selv, en vej frem, ikke tilbage. Det religiøse handler ikke om at søge tilbage til det, der var. Civilisationskritikken er ikke en fremhævelse af tidligere tiders dyder. Kristus og den kristne fortælling forstås i stedet som en fortælling om menneskelig tilblivelse og menneskelig frigørelse. Denne indsigt formuleres som et spørgsmål i Salmer og begyndelser til 80erne: Å Gud, min angst er såre stor/ for hvad der sker på denne jord/ hvor du opsøgte os/ hvad var det mon vi ville?/ hvad er det nu, du vil/ at vi skal blive til?

Digtet er som en bøn. En anråbelse, der ekkoer af de gammeltestamentlige salmer. Det er svært ikke med Søren Ulrik Thomsen (i forordet til Digte, Gyldendal 2005) at betragte Sarvigs sene salmer som udtryk for den fortvivlelse, der drev ham til at tage sit eget liv kort efter, at samlingen var udkommet.

Men Sarvig skriver i højeste grad med traditionen, ikke mod den. Den fortvivlede stemme, digterens jeg, kender vi fra de gammeltestamentlige salmer. Det ene øjeblik hensat i den dybeste fortvivlelse, sunket i bundløst dynd, uden fodfæste, hæs og udmattet af at råbe, med øjne, der er trætte af at stirre forventningsfuldt efter en Gud, der ikke lader sig se; det næste øjeblik takkende og lovprisende Gud (Sl. 69). På samme måde kan Sarvig bevæge sig fra det dybeste til det højeste på et øjeblik: O, hjælp mig, Gud/ og tag mig ud/ af disse rådne vande/ da skal jeg snart/ med stjernens fart/ rotere om din pande.

Salmedigterens jeg er hudløst og sårbart, sådan som det også findes i Kingos salmer. Det er den religiøse tiltales jeg, mennesket stillet over for sin Gud. Det er et jeg, som netop bliver alment, fordi det er personligt i modsætning til et postuleret vi, der altid står i fare for at eksludere de andre.

Igennem hele sit værk interesserede Sarvig sig for salmer. Som essayist var han optaget af Kingo, men hans egen salme Året fra 1952 lægger sig tættere op ad Brorson. Salmen kom med, da den seneste udgave af den danske salmebog blev sammensat.

Som i Brorsons Her vil ties, her vil bies er vinterens længsel efter sommer et billede på længselen efter Guds riges komme. Vinteren er samtidig billedet på den død, vi er døbt til. Kristi død, der skal følges af evigt liv, ligesom kornet, der nu ligger usynligt i den vintergolde jord, snart skal spire frem.

Salmen forløses uforligneligt af Per Nørgaards melodi. Fordi det netop er en moderne salme i ordets bedste betydning. En salme, der peger frem mod en kristendom, der ikke søger mening i begreber for begrebernes skyld. Mod en kristendom, der ikke forfalder til moralisme eller på anden måde forsøger at holde fast i et fortidigt begreb om autoritet.

Sarvig forsøger at formulere en kristendom, som det moderne menneske kan være i uden at lukke øjnene for moderniteten. Her er der masser af inspiration at hente også i dag. Det er en grundtanke for Sarvig, at Kristus blev menneske, for at det menneskelige kunne trænge igennem verden.

Det er det moderne menneskes mulighed for frelse: At blive menneske. Ikke ved sig selv, men ved Kristus. Det er dér, længselen kan rettes hen for at forløses. Det jeg-hus, som blev forladt og overladt til sig selv i tabet af tradition og autoritære instanser, kan kun fyldes i Kristus, af Kristus selv: De, der har mistet/ alt, som I/ dem vil jeg tage/ bolig i/ usynlig/ for alverdens sind/ og bie dér/ på sommervind (Året, 1952). Sørgeligt kun, at Sarvig til sidst ikke magtede at vente længere.

Julie Damlund er sognepræst i Gentofte Kirke