Salmedigtning til vor tid

I denne tid, hvor der diskuteres en del om salmer og salmedigtning, har forskellige forsøgt at indkredse, hvad en salme egentlig er. Der er for eksempel blevet sagt, at en salme er en prædiken på vers. Det er efter min mening en dårlig definition på en salme, som for øvrigt heller ikke prædikenen kan være tjent med. Prædikenen og salmesangen er to væsentlige elementer i gudstjenesten, men i deres væsen og funktion så forskellige, at man gør klogt i at holde dem ude fra hinanden. Lad os holde fast på, at en salme genremæssigt er et digt. Ganske vist et digt med et helt særligt anliggende, nemlig menneskers forhold til Gud, men ikke desto mindre ifølge sin natur et digt, et stykke poesi, og skal behandles som sådant. Rent formelt er der jo da heller ingen forskel på salmedigtning og al anden digtning. Det er de samme æstetiske love, der gælder, hvad enten man skriver en salme eller for eksempel et kærlighedsdigt. Salmen må bedømmes efter de samme lødighedskriterier som ethvert andet digt. Det er aldrig nogen undskyldning for at tage det let med det kunstneriske, at man er ude i et fromt ærinde. En prædiken er belæring af menigheden, den er oplysning, den forkynder et budskab og argumenterer for budskabets sandhed. Et digt, altså også sådan et digt, som vi kalder en salme, argumenterer ikke, det vil ikke overbevise, men give os en oplevelse. Prædikenen taler først og fremmest til forstanden. Den vil påvirke os gennem tanken. Men det vil digtet ikke nøjes med. Det taler ikke kun til forstanden, men også til vores følelser og vores fantasi. Mens prædikenen ifølge sin natur mest taler i begreber, så taler salmen i billeder, sanselige billeder, der sætter noget i gang i os, åbner nye sammenhænge for os. Der er heller ingen tvivl om, at salmen er menneskehedens ældste form for poesi, ældre end både kærlighedsdigtet og helteeposet. Det må have været i mødet med det hellige, at poesien er opstået. Ligesom man har renset sig kropsligt og klædt sig anderledes på, når man skulle træde frem for gudens ansigt, så har man også følt et behov for at tale et stærkere, mere præcist sprog end hverdagens banale. Man har stående over for det hellige følt sig inspireret til at udtrykke sin tilbedelse i et billedsprog, der løftede sindet til lovsang eller anråbelse. De såkaldte Davids-salmer i Det Gamle Testamente er sådanne poetiske henvendelser til Gud, ikke prædikener, men poesi, når poesien er stærkest. Og mange af vore klassiske salmer er da også inspireret af dem eller ligefrem gendigtninger af dem. Da Luther ved reformationen så at sige designede vores højmesse, udskiftede han som bekendt præsternes latinske messen med folkelig salmesang på modersmålet. Salmesangen har altså sin baggrund i det folkelige, til forskel fra prædikenen, der har sin baggrund i det teologiske. En salme bliver ikke nogen god salme, blot fordi den udtrykker de rette kristelige meninger og formidler den rette teologi. Det skal den selvfølgelig også. Men det er bare ikke nok. Det er ikke nok, at salmen kan få os til at tænke over noget. Den skal også kunne få os til at opleve noget. Den skal engagere vores følelsesliv og sætte vores fantasi i bevægelse. Sådan som al god poesi gør. Og er den ikke i stand til det, tager vi den ikke til os, så synger vi den ikke med hjertet, og så kan den forresten være aldrig så dogmatisk rigtig og from og velment. Vi har sørgelige eksempler nok på, hvordan autoriteter og/eller ideologier har villet styre kunsten, men kun har opnået, at den visnede for dem. Sidst den såkaldte socialrealistiske kunst under kommunismen, der endte med at blive en karikatur af sig selv. Det har sig med kunsten som med naturen. Misbruger vi den, hævner den sig ved at dø mellem hænderne på os. Salmesangen danner i så henseende ikke nogen undtagelse. Får den ikke vækstvilkår, så den stadig kan være menighedens folkelige røst i gudstjenesten, ender den med at blive kirkekorenes sag, og så har vi ironisk nok den samme situation som før reformationen: de professionelle synger, mens folket tier. I 1800-tallet blev den nye salmesang - centreret omkring Ingemann og Grundtvig - båret frem af en stærk folkelig bevægelse, som autoriteterne ikke kunne bremse. Den har vi så levet på siden. Men ret meget længere kan vi heller ikke. Salmen er ifølge sin natur poesi. Derfor kan den kun trives i frihed. Hvis man vil have magt over den, hvis man pålægger den at argumentere for bestemte meninger, mister den sin poetiske løvemanke og bliver et gement trækdyr. Derfor vil jeg heller ikke så gerne have salmen defineret som forkyndelse, men som menighedens svar på forkyndelsen - som den lyder fra alteret og fra prædikestolen. Den kan så have form af en lovsang eller en bøn eller en meditation over dagens tekst. Men selv om salmen ifølge sin natur ikke vil forkynde, så bliver den alligevel - hvis det da er en god salme - indirekte til forkyndelse. Ja, det er faktisk så paradoksalt med salmen - som med alle andre former for kunst - at dens forkyndelse først bliver stærk og ægte, når det ikke er noget, vi forlanger af den, men noget den selv vil, noget den skænker os ud af sit overskud. Salmesangen er i den lutherske tradition folkets røst i gudstjenesten. Den lever på folkelighedens vilkår. Derfor må den også hele tiden kontinuerligt fornys, så den altid kan være i samklang med menighedens sprog og verdensbillede og samfundsforståelse, for ellers er den jo ikke længere folkelig. Først lidt om sproget: Salmer, der skrives i dag, skal skrives i det samme sprog, som man ellers i dag skriver digte i. Man skal ikke forsøge at opdyrke et særligt salmesprog. Det gjorde de gamle salmedigtere jo heller ikke. Grundtvigs sprogtone var den samme, hvad enten han skrev fædrelandssange eller kærlighedsdigte eller salmer, selv om metaforernes kontekst nok var forskellig. Hvad vores fysiske verdensbillede angår, så har det ændret sig så radikalt i løbet af de sidste 200 år, at selv dagligdags begreber som op og ned er blevet relative. Rumalderen har gjort os mindre og Gud større. Den har ganske vist også gjort Gud mere fjern for os, men samtidig uendelig meget større. Engang var jorden jo flad. Himlen var dér oppe, og helvede dér nede, og menneskene boede i midten med Guds øjne på sig i liv og i død. Vi var også dengang små og magtesløse i forhold til den evige Gud. Men det var til gengæld let nok at forestille sig, at vi var hans børn, som han holdt øje med og tog hånd om. Det var det også, selv om videnskaben gjorde jorden rund, og Guds plads i arrangementet derved blev mere usikker. For jorden var jo stadig midtpunktet, som solen og alle planeterne drejede sig om. Vi kunne stadig opretholde forestillingen om, at det var os, det hele drejede sig om. Siden er vores jord - og vi med den - blevet reduceret til noget meget småt. Til en uanselig klode i et hjørne af en af universets uendeligt mange galakser. Vores sol er ikke længere solen i universet, men bare en af milliarder andre sole i det uendelige rum. Den tanke gør os virkelig små, og at Gud i denne uendelighed i det hele taget skulle få øje på os, er en svimlende forestilling. At han oven i købet har ladet sig føde ind i vores endelige verden, er underet, der slet ikke er til at fatte. Vores samfundsforståelse er i dag præget af, at vi lever i et demokrati, og det betyder, at vi bruger et andet billedsprog, når vi taler om vores forhold til Gud, end man gjorde i vore klassi-ske salmer. Vi kan for eksempel ikke som Grundtvig synge: »Herren, vor Herre, han troner i himlen, enevoldskonge er han over alt« (Den Danske Salmebog nr. 3). Begrebet enevoldskonge var sikkert et godt folkeligt billede på Gud, dengang det for menigheden var synonymt med landsfaderen Frederik den Sjette. Men i dag har det helt andre medbetydninger. Det får os ikke til at tænke på en kærlig Gud, men snarere på noget med diktatur og fundamentalisme. Vi kan i det hele taget ikke længere bruge begreber fra den menneskelige magt-sfære, når vi taler billedligt om Gud - hverken fra den politiske eller den militære. I et demokrati signalerer magtbegreber ikke tryghed og kærlighed, men har mere klang af noget ondt og negativt. Derimod er begrebet »far« blevet en smukkere og tryggere betegnelse for Gud - i takt med, at det patriakalske præg er forsvundet fra familielivet og samfundet. Også begrebet »skaber« har ændret klang og farve i vores bevidsthed. Bekymringerne over vore egne indgreb i skaberværket har gjort, at Gud som skaber er blevet nærværende for os på en helt anderledes og mere konkret måde end for noget andet slægtled i historien. Noget andet er, at det moderne menneske ikke har noget religiøst sprog. Derfor bliver begreber som synd og nåde, frelse og fortabelse, kors og opstandelse ikke umiddelbart forstået. Det teologiske sprog, som kirken gennem århundrederne har udviklet, er for mennesker i dag en næsten uforståelig dialekt. Vi er derfor nødt til, som allerede Dietrich Bonhoeffer skrev i sine breve fra nazisternes fængsel i 40'erne - vi er nødt til at oversætte alle disse indforståede kirkelige begreber til et verdsligt sprog, hvis vi skal håbe på et blive forstået af almindelige danskere. Kirkens forkyndelse foregår på sekulariseringens vilkår - og salmedigtningen derfor selvfølgelig også. Salmedigtning er i dag en farlig balancegang mellem tradition og fornyelse. Vi har en rig tradition for salmedigtning i Danmark, og store grupper af kirkefolket lever fint med den og ønsker ingen fornyelse. Men der er andre - og stadig flere - der synes, at der i kirken også skulle synges salmer, der afspejler den virkelighed, der er vores her og nu. Der er et stigende antal mennesker - især unge - der i disse år går kirkens dør forbi i deres søgen efter mening, fordi de ikke føler, at det, der foregår derinde, vedkom-mer dem. Opgaven er altså at skrive salmer, der får dem, der søger fornyelse, til at lukke døren op og træde indenfor og synge med - uden at man samtidig jager dem ud, der allerede sidder derinde. n sognepræst