Prøv avisen
Kronik

Psykologer: Samarbejde er afgørende for at forebygge selvmord

I stedet for at tro, at en selvmordshandling handler om at påkalde sig opmærksomhed eller påvirke andre, skal vi se det som et udtryk for, at mennesket befinder sig i en særdeles vanskelig situation og har brug for hjælp og støtte, skriver psykologer i dagens kronik. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Jan-Henrik Winsløv, psykolog og faglig ansvarlig ved Enhed for Selvmordsforebyggelse, Aalborg Universitetshospital og Line Kvist Carl, psykolog ved Enhed for Selvmordsforebyggelse, Aalborg Universitetshospital

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

I dag er det Verdensdag for Selvmordsforebyggelse, som i år har fokus på livreddende samarbejde. Og vi har i den grad behov for mere fokus på den selvmordstruedes situation og tilstand og handle- og samarbejdsmuligheder, skriver dagens kronikører

PÅ VERDENSPLAN VURDERES DET, at der årligt dør omkring 800.000 mennesker som følge af selvmord. Som dødsårsag regnes selvmord for at være den 17. hyppigste.

Befolkningsundersøgelser, der har undersøgt forekomsten af selvmordstanker, viser nationale og kulturelle forskelle.

Undersøgelser viser, at mellem 5 og 10 procent har haft tanker om at tage sit liv inden for de seneste 14 dage, mens 0,7 procent har haft alvorlige selvmordstanker med et ønske om at handle på dem (Casey et al., 2008).

I 2016 tog 142 kvinder og 426 mænd deres liv i Danmark, og Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse estimerer, at mellem 12.000 og 13.000 personer årligt forsøger selvmord. I de seneste par årtier har antallet af selvmord været rimelig konstant i Danmark med 500-600 på årsbasis. Med den viden, vi har om muligheder for selvmordsforebyggelse, mener vi, at den selvmordsforebyggende indsats kan styrkes på flere niveauer.

Vi mangler en koordinering af indsatser på landsplan, der kan understøtte det tværsektorielle samarbejde og den kliniske forskning samt give et overblik over vigtige områder, hvor forebyggelsen skal styrkes.

En sådan koordinering havde vi for 20 år siden i form af en national handlingsplan, der havde politisk opbakning. Handlingsplanen strakte sig imidlertid kun over fire år, der er derfor behov for en fornyet indsats.

På et mere jordnært plan kan indsatsen styrkes gennem en større forståelse for den selvmordstruedes situation og tilstand, samt øget opmærksomhed på handle- og samarbejdsmuligheder.

En selvmordstruet person har ikke nødvendigvis en psykiatrisk lidelse. Faktisk har en andel af dem, der er plaget af vedvarende selvmordstanker eller forsøger selvmord, ikke haft en psykiatrisk diagnose som for eksempel svær depression, personlighedsforstyrrelse eller psykose. Ofte ser vi et hændelsesforløb, hvor den selvmordstruede har oplevet en ophobning af belastninger og er nået til et punkt, hvor situationen synes fastlåst og utrolig pinefuld.

Tanker om, at det hele ville være lettere, hvis man ikke var her, begynder at trænge sig på, og man tænker måske også, at andre omkring én vil have det meget bedre, hvis man ikke længere var her. At forhindre den selvmordstruede i at tage sit liv er ikke blot et spørgsmål om at behandle en psykiatrisk lidelse, men i høj grad også om at have fokus på, hvad der får den enkelte til at føle sig fastlåst i en pinefuld situation.

FOR DEN SELVMORDSTRUEDE er det som regel vanskeligt at fortælle andre om påtrængende, smertefulde bekymringer og tanker om selvmord. Ud over, at tankerne kan være forbundet med stor grad af skam, opleves det af nogle som et massivt nederlag, at man ikke har kunnet magte de problemer, man står over for. Ofte er selvmordstruede også bekymrede for, om de er ved at miste forstanden og kontrollen over sig selv, da tankerne kører i ring. Det er ikke underligt, at man føler, at man er ved at miste forstanden. Ofte er tilstanden og tankerne, man plages af, fuldstændig fremmede for én. For det andet forbin

des selvmordstanker typisk med psykiatriske diagnoser, og for det tredje har de færreste hørt nogen i deres omgangskreds fortælle om, at de har selvmordstanker eller forsøgt at tage livet af sig selv. Vi oplever, at det kan mindske ensomheden og være en lettelse at erfare, at andre har stået med lignende erfaringer og tanker.

Det kan være svært som udenforstående eller pårørende at forstå nuancerne i en kriseramt persons selvmordstanker, samt hvad de egentlig er udtryk for. Nogle har selvmordstanker, men lægger ikke selvmordsplaner eller har et egentligt ønske om at tage deres eget liv. Andre oplever voldsomme selvmordsimpulser, har påtrængende planer og/eller forsøger at tage deres liv.

ALVORLIGE SELVMORDSTANKER eller selvmordsforsøg kan i mange tilfælde betragtes som et forsøg på at komme væk fra en uudholdelig tilstand snarere end et egentligt ønske om at dø. Selv ved alvorlige selvmordsforsøg, hvor ønsket om at dø synes utvetydigt, spores der ofte en ambivalens og grunde til at leve.

Disse grunde er imidlertid gledet ud af bevidstheden på den selvmordstruede som følge af den krisetilstand, personen har været i, og det tunnelsyn, man ofte udvikler under svære belastninger. Det er derfor vigtigt, at selvmordstanker altid tages alvorligt, og man søger hjælp, så den selvmordstruede person ikke udfører en fatal handling på baggrund af en midlertidig krise.

Myter forbundet med selvmordsadfærd og psykiske lidelser har ofte negative konsekvenser for behandling og forebyggelse. Det er eksempelvis en udbredt myte, at dem, der taler højt om at tage livet af sig, reelt ikke vil gøre det. I stedet for at tro, at en selvmordshandling handler om at påkalde sig opmærksomhed eller påvirke andre, skal vi se det som et udtryk for, at mennesket befinder sig i en særdeles vanskelig situation og har brug for hjælp og støtte. En anden udbredt myte er, at det er farligt at spørge ind til selvmordstanker. Man frygter måske at kunne igangsætte eller forværre selvmordstankerne, hvilket er en forkert antagelse.

Faktisk kan det være livreddende at blive mødt af én, der tør tale om selvmordstanker, og hvad der har udløst dem, og som anerkender, at situationen er vanskelig. Det kan derfor være en god idé kort at spørge ind og tilbyde sin hjælp til at opsøge egen læge, lægevagten, psykiatrisk skadestue eller andre slags professionel støtte.

SELVMORDSTRUEDE PERSONER bør tale med en professionel, der kan hjælpe dem med at opnå en større forståelse af impulserne, den situation, de befinder sig i, og styrke deres sociale og psykologiske ressourcer.

Det er også vigtigt at vurdere, om der kan være tale om udviklingen af en behandlingskrævende psykiatrisk lidelse. Selvmordsforebyggelse bliver ydet fra forskellige instanser, blandt andre praktiserende læger, Livslinien, Nefos (Netværket for selvmordsramte), privatpraktiserende psykologer og psykiatere samt psykiatriens behandlingstilbud. Derudover har alle regionerne selvmordsforebyggende klinikker.

Et studie af Annette Erlangsen i samarbejde med de selvmordsforebyggende centre påviser en mindsket risiko for selvmordsforsøg og selvmord på kort og langt sigt efter et behandlingsforløb i en af de selvmordsforebyggende klinikker. Generelt søger man at inddrage de pårørende. Man kommer i kontakt med de selvmordsforebyggende klinikker på forskellig vis afhængigt af regionens henvisningsprocedure.

Det første samarbejde starter med den selvmordstruede person. Selvmordstanker skal anerkendes, og der skal udvises forståelse for situationen, så personen kan modtage hjælp og støtte. Hvis man er bekymret for, om en person vil handle på sine tanker, bør fagpersoner involveres. Pårørende bør ikke agere behandlere eller alene stå med ansvaret for sikkerheden. Bed så vidt muligt den selvmordstruede om samtykke til at tage professionel kontakt, så personen ikke oplever sig umyndiggjort.

Mange henvender sig til egen læge, og det er derfor vigtigt, at de praktiserende læger kender til de selvmordsforebyggende klinikkers tilbud, hvortil personer uden psykiatriske lidelser kan henvises. Fagpersoner i diverse offentlige instanser møder også selvmordstruede og bør informeres tilstrækkeligt om, hvordan det kan håndteres.

Et ungt menneske kan eksempelvis fortælle en lærer, sundhedsplejerske eller pædagog om en vens eller egne selvmordstanker. En sosu-assistent kan ved hjemmebesøg få mistanke om, at en ældre borger er selvmordstruet, eller kommunalt ansatte kan sidde med voksne borgere i komplekse situationer, der oplever sig presset og måske pludselig giver udtryk for selvmordstanker eller livslede.