Prøv avisen

Samarbejdspolitikken var ikke naiv

Amalienborg den 9 april 1940. Bes?elsen af Danmark er igang. Foto: Ukendt.

Forhandlingspolitikken blev støttet af langt den største del af befolkningen og af betydende organisationer. Den var også i overensstemmelse med de samtidige britiske militæreksperters opfattelse af landets militære handlemuligheder

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har endnu engang i medierne beskæftiget sig med de amoralske aspekter i forbindelse med det officielle Danmarks samarbejdspolitik under besættelsen. En tilbagevendende diskussion, som præger mediebilledet i tiden omkring årsdagen for den nazistiske besættelse samt 60-årsdagen for befrielsen, og som åbenbart tager sit udgangspunkt i, at en moralsk baseret modstandspolitik ville have været omkostningsfri.

At den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940 kom og fandt sted uden nævneværdig modstand, fremkaldte i store dele af befolkningen et chok, eftersom regeringens pacifistiske udenrigspolitik – med bred opbakning i befolkningen – jo netop havde fokuseret på ikke at fremprovokere et sådant angreb. Hos mange opfattedes begivenheden som en katastrofe og en ydmygelse, som kom til at sætte sig dybe spor i den danske bevidsthed og selvforståelse. Afmagtsfølelsen oven på den 9. april kanaliseredes hurtigt over i en bitterhed over regeringens "svigt", som havde medført tab af frihed og ære samt efterladt landet i den dybeste skam. En myte om, at det kunne have nyttet at tage kampen op mod den indtrængende besættelsesmagt, såfremt kampviljen ellers havde været til stede, kom til at trives i bedste velgående helt op til vor tid. Og det til trods for at myten savner ethvert grundlag i de samtidige kilder.

En af de største kendere og analytikere af dansk udenrigspolitik, Erling Bjøl, har således for længst påpeget, at samtidige britiske militæreksperter fremhævede, at det danske forsvar kun kunne have nyttet, "hvis vi i tide havde haft et stærkt forsvar samt effektive allierede." Da sidstnævnte forudsætning som bekendt ikke var opfyldt eller kunne opfyldes, må førstnævnte forudsætning karakteriseres som værende irrelevant, hvad situationen i Norge da også klart dokumenterede, idet de kæmpende nordmænd, hvis militærstrategiske situation var langt bedre end danskernes, som bekendt til sidst også måtte kapitulere uden at have fået nævneværdig hjælp fra allieret side.

Når regeringen Stauning-Munch trods indløbne advarsler fra gesandtskabet i Berlin alligevel valgte ikke at genindkalde den sikringsstyrke på 36.000 mand, som var blevet hjemsendt med uniform umiddelbart efter krigsudbruddet den 1. september 1939, gjorde den det altså ikke blot ud fra en fast overbevisning om, at modstand ikke nyttede noget, men også fordi dens holdning faktisk var i overensstemmelse med de samtidige britiske militæreksperters opfattelse af landets militære handlemuligheder.

Når den danske regering tidligt om morgenen den 9. april 1940 – blandt andet under indtryk af de tyske bombemaskiners overflyvning af København – under protest besluttede sig for "at ordne Forholdene her i Landet under Hensyntagen til den stedfundne Besættelse", var det i første række udtryk for en nødvendig overlevelsesstrategi. Det drejede sig nu ganske enkelt om at tilpasse landets politik til de nye realiteter. At dette måske ikke just kan karakteriseres som værende særlig heroisk, indikerer imidlertid ikke, at der var tale om en egentlig opgivelse og kapitulation eller endsige da sympati for besættelsesmagten. Tværtimod blev det nu helt afgørende for regeringen – og dermed også målsætningen for den fremover førte politik – at forsvare danske interesser, således som de kunne varetages og praktiseres inden for rammerne af den suverænitetsfiktion og neutralitetsfiktion, som blev de bærende elementer i forhandlingspolitikken.

Når denne politik i dag kritiseres, får man ofte det indtryk, at kritikerne ikke har gjort sig klart, hvad et såkaldt "ærefuldt" alternativ til regeringens forhandlingspolitik egentlig ville indebære af omkostninger for landet. Det er således en kendsgerning, at en af de første trusler, landet stod over for, og som regeringen uafbrudt måtte kalkulere med som en absolut realistisk mulighed, kunne være et tysk krav om flytning af 1920-grænsen op til Kongeåen og dermed en genindlemmelse af Sønderjylland i det tyske rige. Det tyske mindretal havde således – i modsætning til i dag – aldrig anerkendt "Versaillesgrænsen", og den tyske indmarch havde da også straks fremkaldt voldsom aktivitet i vide kredse i mindretallet for at få Nordslesvig "heim ins Reich". Trods skuffelsen i mindretallet over, at der ikke umiddelbart efter den 9. april blev foretaget en grænserevision, steg forhåbningerne herom dog igen markant, da Tyskland den 28. maj genindlemmede de ved Versaillesfreden til Belgien afståede provinser Eupen-Malmedy. Rygterne om en grænserevision koncentrerede sig nu i første omgang om den 15. juni, 20-års-dagen for Nordslesvigs tilbagevenden til Danmark, eller den 28. juni, Versaillesdagen. Da heller ikke disse datoer bragte nogen ændring i de bestående forhold, gik man i stedet over til en mere offensiv strategi fra mindretalsledelsens side, idet man påbegyndte en systematisk indsamling af beviser på såkaldte "Gehässigkeiten", der indbefattede forskellige former for boykot af hjemmetyske erhvervsdrivende samt diverse tyskfjendtlige holdninger og ytringer. Tanken med at fremskaffe dette materiale har uden tvivl været, at det skulle indgå som et væsentligt element i argumentationen for en genindlemmelse af Nordslesvig.

At man i det tyske gesandtskab i København betragtede de hjemmetyske klager med stor alvor, er der ingen tvivl om, ligesom det er en kendsgerning, at tanken om en grænserevision adskillige gange blev drøftet i det tyske udenrigsministerium. Men når både det tyske gesandtskab og udenrigsministerium alligevel gennemtvang en delvis pacificering af de hjemmetyske krav, skyldtes det netop hensynet til den forhandlingspolitik, som havde skaffet Auswärtiges Amt et særligt ressort og dermed afgørende indflydelse i Danmark. Da enhver uro omkring grænsen ville forværre forholdet til den danske regering og dermed bringe forhandlingspolitikken i fare, kunne man fra tysk side hurtigt enes med den danske regering om at bringe brydningerne i Nordslesvig under kontrol. Men dermed være dog ikke sagt, at problemet var elimineret. Tværtimod kan det konstateres, at man fra tysk side lod skinne igennem, at føreren jo i sidste instans nok ville løse problemet "so oder so". Den danske regering stod med andre ord over for den reelle mulighed at skulle udlevere sønderjyderne til Tyskland.

En anden og lige så reel fare, som også var med til at konstituere forhandlingspolitikken, var muligheden for, at tyskerne ultimativt ville bringe suveræniteten og dermed også de forfatningsmæssige, demokratiske instanser til fald ved indsættelsen af en nazistisk regering i landet. At de danske nazister under ledelse af Frits Clausen aktivt arbejdede herfor, er en kendt sag og måtte selvsagt indgå i regeringens overvejelser og beslutninger, når den skulle agere over for tyskerne. At man i eftertiden har nedtonet denne fare ikke mindst under henvisning til, at Frits Clausen var en latterlig og uduelig person, som selv tyskerne ikke kunne bruge, er udtryk for en eklatant fejlvurdering af såvel Frits Clausens åndelige habitus som af situationens alvor.

Ovennævnte trusselsbillede er naturligvis ikke det eneste, som forhandlingspolitikkens repræsentanter blev stillet over for; mange andre faktorer kunne nævnes. Men stats- og udenrigsminister Erik Scavenius forekom det ikke på noget tidspunkt "naivt" – med statsminister Anders Fogh Rasmussens ord – eller endsige amoralsk, at hovedsigtet med den førte politik grundlæggende gik ud på at redde landet så uskadt og med så små omkostninger og tab som muligt gennem krigen. At dette i høj grad lykkedes, synes nu nok at være en refleksion værd.

Uanset hvad ens bedømmelse af og holdning til Scavenius' politik end måtte være, er det i hvert fald en kendsgerning, at forhandlingspolitikken med dens målsætning om at imødegå tyske krav med indrømmelser, som var mindre end kravene, men alligevel så store, at kravene bortfaldt, blev støttet af langt den største del af befolkningen og af alle betydende organisationer. Scavenius var fuldt og fast overbevist om, at han som en god dansk patriot varetog Danmarks og danskernes interesser, og at enhver anden politik blot ville have fået katastrofale følger. Også efter besættelsen, hvor vreden og raseriet væltede ind over Scavenius, og hvor alle de politikere, som havde støttet hans forhandlingspolitik, på usleste vis løb fra deres ansvar, holdt han kompromisløst fast ved sin overbevisning – koste hvad det ville!

Jørn Arpe Munksgaard er lektor