Prøv avisen
Kronik

Samfundet er på kollisionskurs med vores hjerner

Foto: Privatfoto

Når så mange mennesker i Danmark slås med stress, angst og depression, hænger det sammen med, at vi har indrettet samfundet på en måde, som er på kollisionskurs med vores biologi. Vi skal blive bedre til at forstå vores kaotiske sind, mener psykiater

ALARMERENDE TAL fra Sundhedsstyrelsen viser, at antallet af mennesker i Danmark, der slås med stress, angst og depression, er stigende. Der er mange forskellige bud på, hvad årsagen til denne stigning er.

Der ikke nogen tvivl om, at det er en kompleks problematik, og der er ikke enkle svar. Det er dog nærliggende at overveje, om der i det moderne samfund er grundlæggende udfordringer i forhold til den måde, hvorpå vi har indrettet vores liv. Kristeligt Dagblad har således den seneste tid sat fokus på de negative konsekvenser, blandt andet digitalisering har.

Den engelske psykologiprofessor Paul Gilbert har i mange år arbejdet med denne problematik. I sin bog ”The Compassionate Mind” fra 2009 peger han på flere afgørende forhold, som kan forklare de udfordringer, vi står med: Menneskehjernen er blevet formet gennem evolution over millioner af år. Det bedst egnede individ (og ikke nødvendigvis det klogeste) overlevede længe nok til at få afkom. Forudsætningen var, at der blev passet godt på afkommet.

Blandt pattedyrene er menneskebarnet særdeles hjælpeløst og har brug for mange års omsorg, indtil det kan klare sig selv. Det er ikke en selvfølge, at man vokser op og klarer sig. Samspillet med omgivelserne er af største betydning for menneskehjernens udvikling. Meget forenklet er hjernen opbygget af strukturer, eller snarere neurale kredsløb, som vi har tilfælles med krybdyr og pattedyr (gammel hjerne), og nyere funktioner, der er særegne for mennesket (ny hjerne).

De ældre funktioner er især rettet mod livsopretholdelse og formering, hvorimod de nyere strukturer regulerer emotioner og motiver, blandt andet gennem basale kognitive funktioner, herunder evne til ikke at handle umiddelbart på følelser, evne til selvberoligelse, evne til at udskyde behov, evne til at opstille mål for sig selv og evne til refleksion.

Ved for eksempel svær angst blokeres disse funktioner (”ny hjerne lukkes ned”), de mere basale kredsløb dominerer og sætter gang i kamp/flugt-reaktioner. Sommetider kan man således overrumples af stærke følelser, der kan medføre en adfærd, som synes uhensigtsmæssig og irrationel. Det er ikke den enkeltes skyld set fra et evolutionært perspektiv. Undertiden kan de nyere hjernefunktioner vedligeholde angst på grund af evnen til bekymring, grublerier eller evne til at forestille sig truende katastrofer. ”We have a tricky brain,” som Gilbert formulerer det. Sindet er kaotisk.

Der er ingen tvivl om, at genetik spiller en væsentlig rolle for den psykiske udvikling (gener, vi ikke selv har valgt!), men opvækstforhold og den tilknytning, man har til nøglepersoner i det nære miljø, har en lige så afgørende betydning for hjernens udvikling, for ens tænkning om sig selv, andre og syn på verden mere generelt. Denne tænkning vil være i tæt samspil med ens følelsesliv, fysiske reaktioner og måder at handle på.

Kort sagt er vi udstyret med en hjerne, som er lavet til os snarere end af os, og vi er fundamentalt afhængige af, at nogen elsker os og tager sig af os. Vi har brug for andre at spejle os i, vi har brug for et trygt forum at eksperimentere i, at kunne begå fejl og lære af dem. Samtidig har vi brug for, i samspillet med andre, at udvikle forståelse for hinanden og hinandens reaktioner, have indlevelsesevne og medfølelse med andre.

For nyligt i Kristeligt Dagblad blev Harvard-professor Martin Teicher citeret for, at barndommens svigt kan spores i hjernen. Altså en problematisk opvækst vil sætte sine spor i hjernens biologi og kan være en af årsagerne til, at man udvikler psykisk sygdom.

Paul Gilbert understreger, at vores biosociale mål og motiver for for eksempel tilknytning, status, sex og præstation styres af emotioner. Har man succes, opleves dette ofte som en strøm af positive følelser og fornemmelser i kroppen. Møder man forhindringer eller trusler, vil man opleve negative følelser, angst, vrede eller tristhed.

Med afsæt i neuropsykologisk forskning har han fremsat den teori, at der er tre meget centrale følelsesregulerende systemer, som gensidigt påvirker hinanden. Der er et trussels- og selvbeskyttelsessystem (fokus på farer, sikkerhed og overlevelse), et motivations- og ressourcesystem (med fokus på præstationer og opnåelse af ressourcer, men også på lystbetonede aktiviteter) og et beroligelses- og tryghedssystem (med fokus på tilfredshed, samhørighed, fordringsløs væren og dermed hvilen i sig selv). Trusselssystemet vil altid have forrang ( better safe than sorry ), men alle systemer er vigtige, og det er afgørende for vores psykiske velbefindende, at der er balance imellem dem. I forbindelse med angst, stress og depression vil der som regel være ubalance, nemlig stor aktivitet i trussels-og selvbeskyttelsessystemet og i motivations- og ressourcesystemet, og næsten ikke aktivitet i beroligelses- og tilfredshedssystemet.

Hvordan relaterer disse forhold så til de aktuelle problemer, vi oplever, og de forventninger, vi har til udvikling og vækst? Fra politisk hold har man ønsket konkurrencestaten. Danskerne skal være i front på alle områder. Disse mål søges opfyldt ved effektivisering og rationalisering. Motivations- og ressourcesystemet er på overarbejde. Tempoet er skruet op, uddannelsesforløb afkortes, så der ikke er tid til virkelig fordybelse.

Muligvis er arbejdstiden blevet kortere inden for de seneste årtier, men arbejdsbyrden er for mange den samme, resulterende i et meget højt arbejdstempo. Mange steder blandt andet i den offentlige sektor har man indført den såkaldte leanmodel. Allerede i vuggestuerne indføres læringsmålsætninger med mere, samtidig med at tid til at lege og være børn reduceres. Fritiden fyldes ud med underholdning via de digitale platforme – noget, der stimulerer lysthormonet dopamin.

Trusselssystemet er samtidig konstant på overarbejde. Der er en angst for at falde igennem, en angst for at falde ud af gruppen, for ikke at leve op til de krav, samfundet og ikke mindst man selv stiller til sig selv og sine omgivelser. Den store taber er trygheds- og beroligelsessystemet. Det offentlige skal spare penge, så der bliver færre til at løfte omsorgsopgaverne. Samtidig med, at antallet af de personer, der styrer og evaluerer de utallige tests, øges, sparer man på de såkaldt varme hænder, på de mennesker, der yder et reelt omsorgsarbejde. Dermed forsvinder det menneskelige nærvær og følelsen af forbundethed.

Man skærer i hjælpen til de fattigste og udstødte, så uligheden i samfundet vokser år for år. Den centrale pointe er, at tryghed, samhørighed, omsorg for hinanden ikke er elementer, der værdisættes. Ens fornemmelse af forbundethed med andre mennesker, dels andre generationer, men også med jævnaldrende, forsvinder, hvilket resulterer i tomhed, angst, depression og mistrivsel. Man står ikke længere på skuldrene af de forrige generationer. Man tror ikke længere på autoriteter, men skal opfinde alting selv, finde ud af alting selv.

Gilberts pointe er, at det er ikke din skyld, at du har det, som du har det. Din hjerne er tricky. Men ved at indrette samfundet, som vi har gjort, er vi på kollisionskurs med vores biologi. Ved at få større indsigt i, hvordan hjernen fungerer, ved at stimulere tryghedssystemet og ved både på det individuelle plan og det samfundsmæssige plan at kultivere medfølelse forstået som et kompleks af forskellige egenskaber, tolerance, følsomhed for lidelse, evne til at tolerere lidelse, empati, sympati, ikke-fordømmelse samt ønske om personlig vækst, kan man afgørende ændre på de negative konsekvenser af ”den skøre hjerne”, man er udstyret med. Man kan lære at navigere i sit liv trods et besværligt sind.