BA scient.pol.
Årtusinders historie om religiøse strømme, inspiration og kulturudveksling på tværs af samfundsgrænser er en reference, der er tilstrækkelig for at kunne konstatere, at religiøs dialog naturligvis er mulig. Og med sin rette konsekvens også er lærerig. I det 8. århundrede blev den »islamiske verden« inspireret af den kinesiske kundskab om papirfremstilling og gjorde det til en raffineret industri, der betød, at papir blev standardmediet for den skrevne kommunikation. Forlæggervirksomhed og storproduktion blev udbredt som følge af warraqin-industrien, der var forankret i eksotiske byer som Bagdad, Damaskus og Kairo. »Warraqinerne« (der betyder »de som behandler papir«) kopierede manuskripter, så de kunne blive tilgængelige for et bredere publikum. Hvem ved, om vi kunne sidde og fryde os over eksistensen af masseomdelte tekster som dem, Kristeligt Dagblad tilbyder, hvis vi f.eks. ikke havde taget disse kundskaber fra den »islamiske verden« til os i Danmark.
Med historien som vidne kan man ikke komme uden om, at fremgang og udvikling netop er resultatet af forskelligheder, der mødes og inspireres af hinanden. Men det er ikke blot tilstrækkeligt at bruge historien som bevis på dialogens mulighed, vigtigere er det at bruge samtiden som et eksempel på dialogens himmelråbende nødvendighed. Ikke fordi fremskridt og udvikling kan betegnes som mangelvarer her på de privilegerede kanter, men fordi der er fare for, at man mentalt og materielt går i stilstand, hvis man - som visse stemmer i den danske offentlige debat - ønsker at vugge i selvtilstrækkelighed.
Vi, der ikke skammer os over at være politisk korrekte (for hellere være korrekt end galt afmarcheret), kan hurtigt organisere et rytmisk nikkekor, når det gælder samtalens centrale placering i diskussionen om konfliktforebyggelse og -håndtering i relation til nuancerige samfund.
Men herfra og fremefter bliver det mere kompliceret end som så, for der er imidlertid forskel på, hvordan man definerer og forstår den religiøse dialog, og med hvilket sigte man ønsker at indgå i en dialog. Hvis man starter ved det første, så er det en gammel skolelærdom, at en dialog indebærer en menings- og/eller erfaringsudveksling mellem to parter. Egentlig reducerer man standpunktsrigdommen i en samfundsdebat ved at forstå en dialog som en proces mellem to parter. For i et multifacetteret samfund som vores eget danske er der jo flere meninger og opfattelser på spil end blot de to, som dialogen fordrer. Selvom den aktuelle samfundsdebat omkring den religiøse dialog, der hyppigt drejer sig om islam versus kristendommen eller islam i forhold til det sekulære dogme, tegner afgørende skel mellem vores måde at være religiøs på versus deres måde at være religiøs på, så har den danske offentlighed flere poler end den primitive os/dem-forståelse. Derfor er det synd for den hjemlige debat om det multireligiøse samfund, pluralisme og mangfoldighed, at den er præget af denne logik: på den ene side står de pæredanske med kristne rødder og på den anden side de fremmede med deres islamiske bagage fra fremmede egne. Uanset at kristendommen først blev dansk, da vi importerede den fra selvsamme fjerne egne.
Opfattelser af dialog kan som sagt variere. Men ingen tvivl om, at man ikke bør give meget for den floskel, der renser ringeagt, nedladenhed, krigsmetaforer og modstandsretorik (som »de skal bekæmpes«) fra deres grimme træk og kalder det for dialog i ytringsfrihedens hellige navn. Dialog i ytringsfrihedens navn er en hellig ko og bør naturligvis bevare sin status som så. Så længe den ikke krænker din næste.
For at komme ud over den snævre (og forkerte) forståelse af, at det handler om os (de oplyste) og dem (de uoplyste), så kunne man håbe på at se begyndelsen til en »multi-log« - debattens manglende nuancerigdom til trods. En multi-log kunne gøre op med modsætningspar som »vestlig-sekulær-demokratisk« og dets negation »islam-uoplyst-fundamentalistisk«, der er kvælende for den rådende debat om, hvordan multireligiøsitet eller en pluralisme af opfattelser kan sameksistere inden for et fælles rum. En multi-log kan således gøre op med den »blokdebat«, der umuliggør en debat om forskellighed på en måde, hvor forskelligheden selv er en aktiv, deltagende og synlig part. Med andre ord, så har vi behov for et opgør med den populistiske og politiske tendens til at putte nuancer ned i kvadratiske kasser med den undskyldning, at vi således bedre kan tale om »problemerne«.
Den danske blokdebat viser imidlertid også, at der er noget galt med de præmisser, den offentlige debat mellem »religioner« fungerer på grundlag af. Den seneste tids massehysteri i kølvandet på den sindsforvirrede ugerning den 11. september sidste år har ført til en udbredt opfattelse af, at forskelle i religiøse doktriner er uovervindelige og giver næring til konflikt. Til en grad, hvor nogle endda ville hævde, at det fatale terrorangreb var en falliterklæring for den religiøse dialog. Uanset, at det er skamløst at mistænkeliggøre en trosretning og trostilhængere på baggrund af en sådan tragedie, så er der ingen tvivl om, at det har betydet noget for den »religiøse« dialog i den danske offentlighed. Frygten for muslimers avlehastighed, muslimer i dansk militær, muslimer i politik er blot aktuelle temaer, der præger den offentlige dialog. De skæve præmisser bag den offentlige dialog blev for alvor synlige, da mange danske muslimer umiddelbart efter sidste års voldshandling blev afkrævet en klar afstandtagen fra turbanklædte Osama og politiske loyalitetserklæringer til det danske (hvordan man så end definerer det). Den omvendte retslogik - den hvor du er skyldig, indtil det modsatte er bevist - blev det uheldige grundlag for dialog.
Det er netop et sådant grundlag, der giver næring til legitim »modstandsretorik«. Og dræbende for dialogen er, at denne retorik ikke anses for at have samme »propagandaværdi« som Hizb- ut-Tahrirs flossede flyvesedler og afføder ej heller politiske forslag om mundkurve eller loyalitetserklæringer mod demokratiske og menneskeretlige værdier ud fra den skæve opfattelse af, at danskheden har patent på værdier.
Den populære bølge af modstandsretorik over for religionens tilstedeværelse i den »verdslige sfære« bekræfter fantasiløst oplysningstidens dikotomier og gør sig skyldig i den samme forbrydelse, de mere eller mindre bevidst ønsker et opgør med. Således at en tilbagespoling af tolerance og nuancerigdom legitimeres i den hellige sekularismes navn, præcis som religionens navn ofte bliver brugt og misbrugt til at legitimere ugerninger og skæve menneskesyn.
For jovist er sekularismen også en religion - eller en sandhedsteologi, om man vil - og hverken mere eller mindre absolut end ethver anden religiøs doktrin, der hævder sin rigtighed. Sekularismen skal således ikke udvises, når talen falder på den religiøse dialog.
Det er skandaløst, at den offentlige religiøse dialog i Grundtvigs Danmark opstiller en scene, hvorpå der udspiller sig en skyttegravskrig om at hævde sin egen »civilisatoriske« soignerethed og soberhed - nogle er så frække at kalde det for en »nødvendig« dialog. Så kunne man endda gå så vidt at hævde, at eksempelvis underskriftsceremonierne, der i årenes løb har udspillet sig omkring den israelsk-palæstinensiske konflikt, vidner om dialog, uanset at militære tanks, maskinpistoler og selvmordsbomber stadig udgør den virkelige scene i baggrunden. Uden at drage for mange sammenligninger mellem den hjemlige debat og den mellemøstlige konflikt med det voldsomt forvredne magtforhold, så er der ingen tvivl om, at en dialog ud over at levne plads til nuancerigdommen bør tjene et helligt formål. Den religiøse dialog tjener ikke sit formål, hvis offentlighedens massive fokus samt politisk populisme fører til, at kulørte Ali får en bundplacering på danskhedsbarometeret, hvis ikke han er villig til at nævne ordene sekularisering og verdslighed som den eneste »rigtige« vej til fredelig sameksistens, fordi det simpelthen er imod hans overbevisning, at disse er vitale.
En sådan debat minder mig om det ultimatum, man i sine barnelege både fik og gav andre børn med imperativet: hænderne op eller bukserne ned. Hvis man bilder sig selv ind, at en sådan situation er en dialog, så skelner man det ikke fra ordet diktat, der i sidste ende hverken handler om det bedre arguments styrke eller menneskeretten til at følge sin egen overbevisning - men udelukkende om at »homogenisere«.
Multi-logen kan afværge faren for den kulturelle og religiøse »homogenisering« ved at introducere nuancer. For den handler om at nedbryde de todimensionale grænser, at få flere skel på banen og ikke mindst få synliggjort den forskellighed i opfattelser af religion og religiøsitet, der ikke blot findes mellem to optegnede blokke, men også inden for blokkens grænser. Således at hverken en kristen, en buddhist eller en muslim får lov til at blive defineret ud fra populære voldsbilleder fra Nordirland, Tokyo eller Afghanistan, men defineres individuelt gennem samtale og det individuelle kendskab.
For nogle betyder samtalen ensretning, for andre handler den om forståelse og tolerance. Nogle ønsker at omvende, at overbevise om sit eget arguments styrke, og andre ønsker at lære. Men når dialogen bliver til en multi-log, så handler den også om at nedrive stereotype skel. Ikke for at ensrette. Men for at synliggøre forskelle og nuancerigdom. n
Tema
n Kristeligt Dagblads kronikserie om »Religiøs Dialog« rejser spørgsmålet, om den overhovedet er mulig, og forsøger at give et svar på. hvad vi kan forvente os af den? Dette er den femte og sidste kronik i serien, der blev indledt onsdag 10. juli. Vil du debattere religiøs dialog? Så klik ind på www.religion.dk, hvor der er almen debat om emnet, og hvor kronikkerne i serien kan læses.