Sandhed og afgrænsning

Det er ikke ligegyldigt, hvordan Kristus bekendes - eller om han overhovedet bekendes. Man kan være åben og velmenende som Pontius Pilatus, men det har intet med kristendom at gøre. Det er humanisme, og det er noget helt andet. Kristendom er

Enhver form for rummelighed har sin selvfølgelige og helt klare afgrænsning. I modsat fald ville det være formålsløst overhovedet at tale om rum. Grænseløshed er meningsløshed. Uden grænser eller forskelle flyder alting sammen til en uigennemskuelig suppe af ligegyldighed. »Kunst og kamp kræver stadig stål«, som Kai Hoffmann skriver det i digtet om den danske sang. Det, som betyder noget, fordrer lidenskab og afgørelse og dermed også grænsedragning. Dette gælder naturligvis også den danske folkekirke med dens højt besungne tålsomhed og rummelighed. Der er trukket en grænse. Og den kommer klart til udtryk i det, som går under betegnelsen den danske folkekirkes bekendelsesskrifter, og som omfatter hhv. Den apostolske-, Den nikænske- og Den athanasianske Trosbekendelse, Den augsburgske Bekendelse samt Martin Luthers Lille Katekismus. Det er disse symboler og bekendelser med deres bibelske forankring, der adskiller og afgrænser den evangelisk-lutherske folkekirke fra alle andre kirker og trossamfund. Hermed ikke sagt, at der ikke kan tales om kristendom og religion på anden vis. Der findes jo rundt omkring massevis af både kristne og ikke-kristne kirker, sekter og religiøse sammenslutninger, der hævder, at det kan der. Men inden for folkekirken og dens bekendelsesmæssige fundament kan det altså ikke lade sig gøre. Såvel rummeligheden som tålsomheden har sin grænse. Oven i købet en grænse, der er trukket så skarpt, at enhver præst i folkekirken - i sit præsteløfte - erklærer sig indforstået med af al evne at ville udfylde sit virke »i overensstemmelse med de for folkekirken gældende forskrifter samt at ville modarbejde misbrug af nådens hellige midler og bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse«. Begrænsningens kunst kan være vanskelig, men i forhold til folkekirken er der ikke mulighed for slinger i valsen. I bekendelsen af Kristus fordres der lidenskabelig afgørelse. Det er baggrunden for Jesu erklæring i Johannesevangeliet fremstilling - under forhøret hos Pontius Pilatus, at »... enhver, som er af sandheden, hører min røst...«. Herpå reagerer Pilatus med det velkendte, postmoderne spørgsmål: »Hvad er sandhed?« (Joh. 18,37f.) Jesu ord møder hverken bekræftelse eller afgørelse, men derimod udelukkende et spørgsmål. Pilatus' reaktion beskrives som uforstående i forhold til Jesu erklæring. Det skyldes dog hverken intolerance eller mangel på imødekommenhed. Snarere tværtimod. For Pilatus ender med at bedyre over for jøderne, at han slet ikke finder Jesus skyldig. Den romerske landshøvding fremstilles som en storslået humanist, der ikke vil lægge sig fast på nogen form for sandhed, men derimod hellere stiller sig åben. Og derfor er det den helt centrale pointe, at Pilatus ikke er af sandheden. Han forstår ikke, og han anerkender ikke Jesus som Kristus - som »vejen, sandheden og livet«. Og hermed drages altså en af de allerførste såvel evangeliske som bekendelsesmæssige grænser. Og dertil kommer, at evangelisten lader Jesus være den, der trækker skillelinjen. Pilatus hører ingenting, han hører ikke Kristus til, han er ikke af sandheden. Netop her befinder vi os ved to begreber, som står i nær tilknytning til hinanden, nemlig »sandhed og afgrænsning«. Uden en forestilling eller et begreb om sandhed kan der hverken trækkes grænser eller træffes afgørelser. Og det gælder alle tilværelsens aspekter. At være menneske er at trække grænser, at træffe valg i forhold til et - for den enkelte - gyldigt sandhedskriterium. Derfor har også kristendommen og kirken til enhver tid afgrænset sig i forhold til omverdenen. Ikke med henblik på isolation, men netop med henblik på afgrænsning. Et væsentligt led er i den sammenhæng dåben, der som et synligt tegn adskiller den troende menighed fra alle andre. Dåben er Guds suveræne handling, Guds nådetilsagn til det enkelte menneske. Og denne handling kræver - som enhver form for forkyndelse - et svar i lovsang og bekendelse. Der må træffes en afgørelse. Der er ikke plads til Pontius Pilatus' pladderhumanistiske overvejelser over, hvad der nu måtte være sandheden. Bekendelsen står over for evangeliets sandhed, men står samtidig i forhold hertil. Folkekirkens bekendelsesskrifter er historiske. Den nikænske- og Den athanasianske Trosbekendelse har deres oprindelse i forbindelse med helt konkrete teologiske stridigheder i oldtiden, Den apostolske Trosbekendelse antageligt lige så, mens Den augsburgske Bekendelse og Luthers Lille Katekismus stammer fra reformationstiden i det 16. århundrede. Hertil kunne man indvende, at som historiske dokumenter, så må disse bekendelser være underlagt historiens relativisme. Og det er de naturligvis også. Der er tale om konkretiseringer - på ganske bestemte tidspunkter - af evangeliets sandhed. Der er tale om evangelisk grænsedragning, hver eneste gang, Pilatus' spørgsmål har været stillet i en ny afskygning. Det betyder imidlertid ikke, at bekendelsernes sandhedsværdi relativeres til ingenting. Men derimod at evangeliets sandhed har skullet formuleres og samles på ny. Og det betyder desuden ikke, at man kan suspendere de gamle bekendelser, men derimod at man kunne føje til, nemlig trække grænserne endnu skarpere op. Men det er en helt anden diskussion. I hvert fald bærer folkekirken denne kirkehistoriske arv med sig. Og det gør den vel at mærke i forkyndelsens form. Nok er bekendelsesskrifterne menneskelige formuleringer. Men i evangelisk henseende er de udtryk for den tro, som bekendes, altså den tro som skænkes af Gud. Og det er den afgørende skillelinje. Det er ikke ligegyldigt, hvordan Kristus bekendes - eller om han overhovedet bekendes. Man kan være åben og velmenende som Pontius Pilatus, men det har intet med kristendom at gøre. Det er humanisme, og det er noget helt andet. Tilgivelse er ikke det samme som tolerance. Kristendom er Kristus. Alt andet er sværmeri og afgudsdyrkelse. Og det gælder, hvad enten der er tale om det uorganiserede, nyreligiøse loppemarked eller andre fremmede religioner. Inden for folkekirkens rammer er der kun Kristus. Imidlertid synes denne del ikke at være kendt overalt i folkekirken. I hvert fald kunne man den 15. januar i Kristeligt Dagblad læse, at Dalai Lama kommer og taler i Christianskirken i København. Nu står der godt nok udtrykkeligt, at der er tale om et morgensangs-arrangement klokken syv, hvorefter Dalai Lama, Hans Hellighed, som journalisten med buddhistisk ærefrygt kalder ham, får ordet. Men uanset, hvad man kalder det pågældende arrangement, så kan den pågældende begivenhed - betragtet med almindelige folkekirkelige øjne - ikke betragtes som andet end en gudstjeneste. Og da slet ikke når den finder sted under medvirken af den stedlige sognepræst samt den københavnske biskop. Her sendes folkekirken direkte ud i de tove, som er sammenknyttet af bekendelsesskrifterne. Ikke mindst, når den sikkert velmenende Lama begynder, som det bebudes i artiklen, at bede »... for et daggry i en verden i bedre balance....«. Jeg vil på ingen måde anfægte, hverken Dalai Lamas personlighed eller hans bedrifter i øvrigt. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at han har haft sit at se til. Men at sammenblande kristendom og buddhisme, uanset hvor ædle og ædruelige hensigterne måtte være, kan vise sig at være aldeles katastrofalt. Dalai Lama har absolut ingen del i det almindelige præstedømme, med mindre han da har tænkt sig at blive døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Og endskønt han måtte gøre det, så ville hans tilstedeværelse i Christianskirken stadigvæk være - som lige så stor en synder - som alle andre deltagere. At der formelt betragtet ikke er tale om en gudstjeneste er sagen underordnet. Det helt afgørende er, hvorledes begivenheden fremstår. Og den fremstår som en gudstjeneste, også selvom man på lettere farisæisk vis fikser lidt ved betegnelserne. Uanset hvor gode og reelle intentioner, sognepræst Flemming Pless end måtte have med sit arrangement, og uanset hvor meget ret han »føler« at måtte have dertil, så kan han ikke undgå at sende et signal om, at der ikke er den store forskel mellem kristendom og buddhisme. Og præcis her er der grund til at passe på. Så kan det i øvrigt godt være, at Flemming Pless rent personligt er nok så enig med Dalai Lama i dennes syn på verden og menneskerettighederne. Og ikke et ondt ord om det. Det er vi måske oven i købet mange, der er. Men den del har altså intet med kristendom at gøre. Det er humanisme og politik. Og ingen af disse dele hører hjemme i folkekirkelig sammenhæng. Det danske samfund har gennem de seneste årtier udviklet sig til en pluralistisk suppedas. Det er et faktum, der kan begrædes eller lovprises alt efter temperament. Men uanset hvad, så betyder det, at folkekirken ikke befinder sig i folkets bevidsthed med den samme selvfølgelighed som for 50 år siden. n ting er islam og udfordringen fra alle de fremmede. Noget andet er den blomstrende nyreligiøsitet, som næres, ikke mindst af østlige og buddhistiske påvirkninger, og som ofte sammenblandes med kristendom. Netop her er der brug for bekendelsesskrifterne, måske i samme grad som i oldtiden. De næsten 90 procent af folket, som er medlemmer af folkekirken og dermed på evangelisk-luthersk vis bekender sig til Kristus, har krav på, at der i folkekirken forkyndes rent og purt. De har ret til ikke at blive forledt, ret til ikke at blive bragt til fald. Begrænsningens kunst er vanskelig, men ikke desto mindre påkrævet. n sognepræst