Prøv avisen

Sangbogen, der tabte den historiske kamp

KRONIK: Når den nye højskolesangbog præsenteres som den første "egentlige" højskolesangbog, pynter den sig med lånte fjer, mener dagens kronikør, der her fortæller den bagvedliggende historie

Det er ikke helt rigtigt, når den nye højskolesangbog præsenteres som den første 'egentlige' højskolesangbog. Der var faktisk en i forvejen, men det er gået med den, som det er gået med taberne på sovjetiske statsfotografier. Den retoucheres bort. Men undertiden kan en undersøgelse af taberen sige noget om vinderen.

I begyndelsen var der mange forskellige højskolesangbøger. Men i 1888 udkom den første, der skriver "Højskolesangbogen" på bindet og "Højskolesangbog" på ryggen. I Karl Baks "Højskolesangbogens historie" behandles den imidlertid så stedmoderligt, at den i senere fremstillinger knap nok regnes for en "rigtig" højskolesangbog. Den udkom imidlertid i 19 udgaver fra 1888 til 1924 og var i sin tid lige så kendt og brugt som "Sangbog for Højskoler og Landbrugsskoler" fra 1894, der udkonkurrerede den og nu faktisk også overtager dens navn.

Efter udgiverne kaldes den første højskolesangbog ofte "Bek og Laursen". Jens Bek havde grundlagt en af den tids største højskoler i Mellerup ved Randers. Han var nær ven med digteren Jakob Knudsen, der gjorde skandale ved at skille sig fra sin kone og gifte sig med Jens Beks purunge datter Helga. Johan Laursen var venstrepolitiker og redaktør på Aarhus Folkeblad, han var gift med kvindesagskvinden Anna Laursen. Laursen havde været lærer i Norge og tog derfra Viggo Ullmans sangbog fra Seljord Folkehøgskule i Telemark som forbillede.

Vi er i provisorieårene. Over for Estrups Højre står en skrøbelig alliance, der rækker fra socialisterne til Frede Bojsen og Det Moderate Venstre, der ønskede "forhandlingspolitik". Jens Bek og Johan Laursen regnedes til folkehøjskolens "venstrefløj". Ved et højskolemøde i anledning af den provisoriske finanslov 1885 udtaler Jens Bek, at prisen for statstilskuddet kunne blive for høj. Flertallet mener dog ikke, de kan undvære det. I en grundlovstale 1891, midt under provisorierne, spørger Bek, om det giver mening at holde grundlovsfest "paa en Tid, da vi ingen Grundlov har." Han vender sig fra de moderate og siger, at "Jeg venter ikke, at Løsningen skal komme fra Rigsdagen." 1893 indser Det Moderate Venstre imidlertid, at de har flere interesser fælles med godsejerne end med husmænd og arbejdere og indgår det forlig med Højre, der skal afslutte provisorierne og fjerne agitationsgrundlaget for arbejderbevægelsens "materialistiske og fædrelandsfjendske strømninger".

Det følgende år udgav den nystiftede "Forening for Højskoler og Landbrugsskoler" sin egen sangbog. Først havde man forsøgt et samarbejde med "Bek og Laursen", hvis fjerde oplag fra 1893 har Foreningen for Højskoler og Landbrugsskoler som udgiver. Samarbejdet ophørte imidlertid hurtigt.

Laursen mødtes med Askov-sanglæreren Heinrich Nutzhorn, der var Ludvig Schrøders ungdomsven og sammen med Ernst Trier, Jens Nørregaard og Christoffer Bogø tilhørte den grundt-vigske intelligentsia. De to taler tydeligvis dårligt sammen. Karl Bak gengiver kun Nutzhorns side, han kalder Laursen en "enspænder" og taler om trykfejl, som han ikke kan komme til at rette. Laursens side af sagen kender jeg ikke. Nutzhorns sangbog, som foreningens sangbog snart kaldes, udkommer 1894.

Hvad er det så, han ikke kunne få til i samarbejde med Laursen? Ja, begge er grundtvigske, og cirka tre fjerdedele af sangene er fælles, større er forskellen ikke. Laursens sangbog lægger imidlertid vægt på bibelhistoriske sange og salmer (Laursen har 93, Nutzhorn har 42), mens Nutzhorns sangbog lægger vægt på sange på norsk og svensk.

Jeg tolker forskellen sådan, at Nutzhorns sangbog peger udad mod Askovs sommerkurser, der uddannede lærere til folkehøjskoler i det meste af Norden, medens Laursens sangbog prøver at bygge bro indad mellem det grundtvigske Venstre og tidens folkebevægelser på landet, de gudelige vækkelser, der havde forbindelse til haugianerne i Norge. Laursen har, i modsætning til Nutzhorn, to af vækkelsernes mest potente "protestsange" med: Brorsons "Op, I Kristne, ruster Eder" og Dass' "Jeftavise", der hører til "Kingotonerne" og i Norge havde 89 forskellige melodier! Men begge i Grundtvigs bearbejdelse.

For Grundtvigs vedkommende var det først, da han forelskede sig i Marie Toft, han overvandt sin skepsis over for de gudelige lægmandsbevægelser og, imod sine akademiske præstevenners ønske, støttede Kristen Kold.

Jeg vil vove den påstand, at den sangbog, der tabte, havde et lægmandsperspektiv, medens vinderen afspejler højskolernes begyndende etablering og professionalisering. Det er en snubletråd, som alle folkebevægelser møder, især hvis de vinder. For effektivitetens skyld må man ansætte heltidsfunktionærer. Men funktionærer får let deres egne interesser, som ikke altid er de samme som bevægelsens.

Følger vi denne problemstilling baglæns, så er den folkelige sang ikke mere noget særlig grundtvigsk. Så er dens "fødselsdag"ikke, som vi plejer at sige, Grundtvigs Mands Minde-forelæsning 17. oktober 1838, hvor Th. Fenger brød ud i "Kommer hid I piger små" og de grundtvigske studenter bevæget stemte i "den højtidelige, næsten melankolske melodi", som Weyse samme vinter havde skrevet.

Nej, så kommer vi til de ortodokse og pietistiske "stærke jyders" sangerkrige, hvor man fastholdt Kingosalmebogen imod præst og degns 'Evangelisk-Kristelige salmebog'. Så er hovedpersonerne ikke følsomme studenter, men fromme og stejle bønder, der af vandreprædikanter har fået tillid til deres egne erfaringer som kollektiv og står fast over for statens embedsmænd.

Så begynder den folkelige sang som civil ulydighed. Præst og degn forstod udmærket, hvad der var på spil og satte hårdt mod hårdt. De "opvakte" bønder, der gik i fængsel, var ikke pæne mennesker. De lignede mere Tvinds lærergruppe og Ungdomshusets autonome, og Brorsons "Op, I Kristne, ruster Eder" var den tids Christiania-sang

"I kan ikke slå os ihjel".

"Bek og Laursen" udkom sidste gang i 1924 og sluttede med manér. Med genforeningen 1920 var to tredjedele af Slesvig kommet tilbage. Folkehøjskoleforeningens bidrag til genforeningen var at fjerne de vers og sange fra sangbogen, der kunne forstås sådan, at man ville sætte handling bag ordene om solidaritet over grænsen. I stedet satte man naturlyrik og lul-lul-rokken-går. Nogle protesterede, og Aage Møller på Rønshoved Højskole ved Flensborg Fjord købte restoplaget af "Bek og Lausen" og gik over til den.

Foreningens sangbog var derefter alene på markedet og fik sin nuværende status efter besættelsen. Jeg kendte en nu afdød højskoleforstander, der var modstandsmand, medlem af Dansk Samling, og som kunne sin højskolesangbog lige så godt som våbennedkastningskoderne fra BBC. Når han siden syntes, at de nationale bølger gik for højt, mindede han om, at kampen mod tyskerne ikke blev ført på de danske, men på de allieredes farver. Dannebrog brugte man ved alsangsstævnerne, som efter hans mening kompromitterede den danske sang. Dansk sang, sagde han, er den ene pol i et pulsslag, hvor den anden er handling. Foreningens højskolesangbog fik med alsangen en eksplosionsagtig stigning i

salgstallene, og den har siden haft status som hele folkets sangbog og foreningens økonomiske guldåre.

Højskolesangbogens vej til ros og magt afspejler højskolernes institutionalisering. Den ny højskolesangbog er i sandhed et "referenceværk" for folkelig fællessang. Læs: en autoriseret sangbog. En kanon. Nogle tror, at den er udgivet af Kulturministeriet. Men det er uretfærdigt. Højskolerne gør ministeriets arbejde bedre end ministeriet selv.

Men de "stærke jyder", som under mange forskellige navne ustandselig dukker op og holder liv i folkestyret? Ja, da sangbogen blev præsenteret i Radiohusets koncertsal, må de have stået som dyrene i sidste kapitel af Orwells "Animal Farm", da de kigger ind ad vinduerne på dem, der i sin tid var deres kammerater, men som nu fester med deres gamle modstandere.

Per Warming er forfatter, sanger,

komponist og højskolemand