Sange til støvet

I disse dage udgives i USA den første biografi nogensinde om den italo-amerikanske forfatter John Fante (1909-1983), som skrev sine fineste værker (»Ask The Dust«, »Wait untill Spring«, »Bandini«) i 1930'erne, men måtte vente helt frem til kort før sin død før opmærksomheden om og anerkendelsen af hans forfatterskab langsomt, men sikkert begyndte at vokse til en størrelse, der kunne kaldes det værdigt. Og til det i dag, 20 år efter den endelige samlede udgivelse af mesterværket Bandinikvartetten i USA, endelig er blevet placeret på sin retmæssige plads i litteraturhistorien; blandt de største, klassiske amerikanske romaner i vor tid. Biografien har været undervejs i mere end fem år - på papiret - og i næsten 30 inde i biografisten Stephen Coopers hoved. Han var kun 24 år, da han i 1974 for første gang stiftede bekendtskab med romanen »Ask The Dust« - efter i en avis at have læst en artikel om Roman Polanski-filmen »Chinatown«, hvori manuskriptforfatteren fortalte om sin inspiration fra en vis John Fantes bog fra 1939 - og aldrig glemte »mødet« igen. I dag er han lektor i engelsk på California State University i Long Beach, Los Angeles, og har ud over biografien gjort et stort og omfattende arbejde for at sikre John Fante førnævnte plads i amerikansk litteraturhistorie. Siden genopdagelsen af Fantes værker i de tidlige 1980'ere er det stadig i dag mest i Europa - fortrinsvis i Frankrig, Holland og Tyskland, hvor der sågar findes deciderede Fantefanklubber- og tidsskrifter! - at man for alvor interesserer sig for forfatteren. I USA er Bandinikvartetten og Co. stadig kun udgivet i få oplag og er næsten udelukkende kendt blandt de større litteratur»nørder«. Derfor er biografien »Full Of Life« givetvis sikret en stor og taknemmelig læserskare på denne side af Atlanten. Og det er en biografi, der virkelig er værd at læse; for John Fantes eget liv kan, hvad handling, plot og overraskelser angår, måle sig med de fleste gode romaner. Det er tragisk, rørende, grusomt, fyldt med kampe og kærlighed, helt som mandens egne værker - der iøvrigt ifølge biografien er nøjagtig lige så autobiografiske, som enhver, der kender lidt til dem, længe vil have haft på fornemmelsen. Fante voksede op med sidste århundrede i det stenede og (i flere betydninger) ugæstfrie Colorado, i en fattig, italiensk emigrantfamilie han som 20-årig stak af fra for at blaffe til drømmebyen Los Angeles og leve som forfatter. En drøm, han dog måtte opgive efter kun to udgivne romaner, der ingenting solgte og havde tiderne stejlt imod sig (»1933 was a bad year«, som en af hans - endnu ikke til dansk oversatte - romaner fra en senere periode, hvor de sultne forfatterspireår var lidt på afstand, hedder). Desillusioneret og pengeløs søgte Fante til Hollywood, hvor han brugte resten af sit liv på at skrive filmmanuskripter - en beskæftigelse, han ringeagtede dybt, og som han aldrig blev lykkelig med at måtte udføre. Men han havde en en hastigt voksende familie og et par gamle forældre at forsørge, han tillagde sig nemt dyre og dårlige vaner, og Hollywoodpengene var, for én med et talent som John Fante, lettjente penge. Skuffelsen og bitterheden over aldrig at være blevet anerkendt som »rigtig« forfatter eller have fået mulighed for at udvikle sit skrivetalent fuldt udtærede Fante livet igennem og var sandsynligvis medvirkende årsag til den megen sygdom og smerte, der kom til at præge de sidste mange år af hans liv. Hans sidste roman - og fjerde del af den nu så berømte Bandini-kvartet, om forfatterens alter ego af samme navns mange genvordigheder - dikterede han som 70-årig til sin kone på dødslejet i den prangende Malibu Beach-villa; blind, med begge ben amputerede, og længe afhængig af smertestillende midler. I sandhed et prøvelsesfuldt liv, fra begyndelse til slut. Alligevel - eller måske også derfor - udstråler Fantes romaner og noveller, helt op til det sidste, han skrev, gennem al melankolien og den forståelige, indædte vrede over verdens uretfærdighed, misére og intolerance, en bemærkelsesværdig livsglæde, menneskekærlighed og næsten magisk poesi. Netop det, der hæver værket over genrebeslægtede forfatteres, som f.eks. Charles Bukowski, han ellers så ofte sammenlignes med. »Splittelse« synes at være et ord, der kunne beskrive en nøgletilstand i mennesket og forfatteren John Fantes liv, og splittelse levede han dette liv igennem i mange sammenhænge og på flere forskellige niveauer. Splittelse mellem det gamle land og det nye, mellem passion og fornuft, mellem stor kunst og kompromiset, der sikrer en stor vennekreds og lettjente penge. Tilsyneladende var John Fante livet igennem også stærkt splittet mellem de blandede følelser, han nærede for sine forældre: Faderen, som var en brutal og kortluntet mand - fordrukken, kvindeglad, ultra-kynisk og erklæret ateist. Og moderen, der dybt troende, som hun var - hun ville have været nonne, før skæbnen lod knivslibersønnen Nick Fante krydse hendes vej - søgte tilflugt fra en ubærlig hverdag i bønner, martyragtig tilgivelse og selvudslettende underkastelse. Og til slut, da det blev et nummer for svært at se virkeligheden med den »kolde tyran« (sådan omtaler John Fante selv, som gammel mand, sin far) i øjnene: Helt ind i sindssygen. I sine første romaner fortæller John Fante begejstret om beundringen af tænkere som Nietzsche og den stærke, hedonistiske »oplyste« og »befriede« idé; men også om hvordan han alligevel, sent om natten, når skriveblokeringer og kærlighedssorger gør ham livet svært, falder tilbage til sin barnetro og græder ved tanken om, hvordan hans mor derhjemme i dette øjeblik sikkert beder fromme bønner for sin håbløse no-good-søn for dagen efter at sende ham den sidste dollar, det er lykkedes hende at skjule for den evigt tørstige husbond. Som dreng gik John Fante i privat, katolsk skole i Denver, selv om hans mor måtte spinke og spare ekstra for de månedlige to dollar, det kostede, og som ung mand fik han tildelt friplads på en Jesuitter-highschool, efter anbefaling fra en lærerinde på denne skole: En nonne, der havde store håb for den lille John »trods hans noget iltre temperament«. På dette sted, som ellers nok nærmere må siges at have drevet Fante fra sin oprindelige tro end nærmere hen mod den, blev John Fante ifølge Stephen Cooper stærkt påvirket af en lille bog fra 1500-tallet, han fik anbefalet af en klog lærer, der havde genkendt det drømmende i sin elevs karakter som noget, der med konstruktiv hjælp og støtte kunne udvikles i positiv fremfor virkelighedsforflyende retning. Bogen var »Spiritual Excercises« af Ignatius af Loyola, en bog, der udover sikkert at have hjulpet mange teologer hen mod en god og koncentreret vej til Gud, efter sigende mærkbart skulle have påvirket mangt en amerikansk poet. Men som altså her især hjalp den unge Fante til at lede sin koncentration og sin store, kreative energi hen mod at komponere en god historie; en god roman. Fantes i barneårene så iltre temperament - måske en arv fra faderen - gik som oftest ud over de amerikanske, protestantiske drenge fra kommuneskolen i Denver, Colorado. Cooper beskriver på interessant vis, hvor særligt uglesete katolikker åbenbart var i 1910'ernes og 20'ernes Colorado, hvor organisationer som Ku Klux Klan havde folk siddende på magtfulde pladser overalt, og der åbenbart bekymrede sig mere om »den papistiske fare« end, som længere sydpå, om andre »uamerikanske« befolkningsgrupper. Befolkningen i staten bestod på det tidspunkt af mere end 25 procent italienske og irske emigranter, og man talte her om denne »katolske plage« og dens trussel mod landets oprindelige værdier. John Fante kunne, med sin ærketypiske og konstant problemfyldte italienske familie derhjemme, ikke på nogen måde skjule sin herkomst - temaer der konstant går igen i det senere forfatterskab. Siden fik han, og vel ikke mindst på grund af det triste eksempel, hans mor repræsenterede, brug for at vende sig bort fra sin barndoms så ofte og så hårdhændet forsvarede religion. Hans måde at leve på og hans erklærede ideer og idealer i korrespondance fra 1940'erne og 50'erne viser, at han nok udadtil så sig selv som havende valgt »sin fars side« - men værkerne fra perioden taler deres eget afslørende sprog. Alene titlerne på novellerne fra disse ganske rige og produktive år har deres at berette om forfatteren: »Hail Mary«, »First Communion«, »The Altar Boy«, »The Road to Hell«. I romanen »Full Of Life« (som Stephen Cooper har benyttet som titel på sin biografi) fra de tidlige 50'ere følger vi med i historien om, hvordan hovedpersonens - tydeligvis John Fantes - kone, som han netop (igen jvf. periodens korrespondance) valgte som livspartner ikke mindst på grund af hendes oplyste og frisindede karakter, pludselig - da hun bliver gravid med parrets første barn - føler en voldsom tilskyndelse til at konvertere til katolicismen. Et dybt chock for den vordende fader, der kun tøvende giver efter for »presset« og accepterer, at det åbenbart ikke kun handler om en »gravidtetsgrille« ... Men gennem bogens sider mærker man samtidig hans hemmelige glæde og lettelse ved på denne indirekte måde at få lov til - finde en plausibel »grund til« - at vende tilbage. Trods alt er der tale om en mand - en italiener tillige - der gennem hele sit liv over for den nærmeste familie vedblev med i fuldt alvor at insistere på, at han som ni-årig havde haft en åbenbaring af Jomfru Maria ved fodenden af sin seng. Jesuitpræsten Paul Reinert, som Fante holdt kontakten ved lige med tilbage fra highschool-tiden og hele livet igennem, skrev i en nekrolog ved nyheden om sin kære og evindeligt problematiske vens død i 1983: »Jeg kan sige det ærligt: Der fandtes kun én John Fante, og Himlen vil blive et anderledes sted efter hans ankomst.« Finere og mere kærligt kan dilemmaet John Fante næppe udtrykkes. Et anderledes sted: Som Los Angeles blev det efter John Fantes besøg, og amerikansk litteratur, og alle os, der har den glæde endnu i dag at kunne læse hans romaner. Og følge med i et helt unikt liv og en helt unik historie. forfatter Kronikforslag må fylde cirka 9500 anslag - eller cirka 160 linjer a 60 anslag. De må meget gerne vedlægge Deres indlæg på diskette sammen med udskriftet. Vi læser disketter i alle DOS- og MAC-formater.