Den svenske forfatterinde Sara Lidman døde tidligere i år, 80 år gammel.
I betragtning af, hvilken kontroversiel kunstner og kulturpersonlighed hun var, er det forbløffende så lidt, der er forsket i hendes forfatterskab. Nogen samlet fremstilling findes ikke.
Men det har docent i litteraturvidenskab Birgitta Holm villet råde bod på med den første biografi ("Sara – i liv og text", Albert Bonniers Förlag). Hun var nær ven med forfatterinden og har derfor haft fri adgang til det omfattende private materiale, dagbøger, breve, båndoptagelser osv. Resultatet er blevet en grundig og spændende biografi af "life and letters"-typen.
Sara Lidman blev født 1923 i Misenträsk i Västerbotten, et lille bonde- og husmandssamfund i et sumpet, fattigt distrikt. Der var fem børn, og familien sad småt i det, men hjemmet var lykkeligt. Den begavede Sara skrev eventyr allerede som 11-årig og fik lov til at læse, skønt det betød afsavn for familien. Hun tog realeksamen pr. korrespondance, senere studentereksamen og studerede i Uppsala på statsstipendium. Hun havde i puberteten fået tuberkulose og var kommet på sanatorium, og der havde hun for alvor fået intellektuelle interesser og kontakter.
Studietiden var præget af træthed og pengenød, men hun fik også et stærkt indtryk af tidens moralfilosofiske debat. Franskstudiernes nærlæsning af Marcel Proust åbnede hendes øjne for en ny måde at skrive på.
Hun blev gift med en røntgenlæge og senere skilt.
I 1953 debuterede hun med romanen "Tjärdalen" ("Tjæremilen" 1954). Birgitta Holm kalder det en debut lige så epokegørende som Strindsbergs "Röda rummet" og Selma Lagerlöfs "Gösta Berlings saga." Bogens salgscifre var enorme, og bogen blev også en mediebegivenhed.
Allerede i sine første interview erklærede Sara Lidman: "Jeg har kun én eneste lidenskab: mennesker, medmennesker." Det gentog hun, da hun i 1980 fik Nordisk Råds Litteraturpris: "Jeg synes, det angår alle mennesker, hvordan alle har det."
Roman nr. to, "Hjortronlandet", 1955 ("Multebærlandet", 1956) fik samme succes som debutromanen.
Samtidig med et intensivt engagement i fredsbevægelsen og i aktionsgruppen mod svensk, atomvåben følte hun et behov for at omprøve sine kunstneriske udtryksmidler.
Dobbeltromanen "Regnspiran", 1958 ("Døtrene", 1958) og "Bära Mistel", 1960 ("Mistelten" i hjertet, 1960) borer dybere end de første, behandler sværere problemer, frem for alt problemet at være kunstner og kvinde.
Mens hun skrev disse bøger, havde hun et kompliceret forhold til forfatteren Ivar Lo-Johansson. Hun har også mødt en gift mand, der bliver hendes umulige lidenskab, men samtidig en vigtig inspirator og rådgiver de kommende år.
Det var Sara Lidmans overbevisning, at "en forfatter bør se så meget af verden som muligt for at øge sine erfaringer og for at møde nye mennesker og problemer". Samme år som skuddene i Shapeville faldt – 1960 – begav hun sig til Sydafrika, hvor hun igen kom i mediernes søgelys, da hun blev tiltalt for overtrædelse af racelovene gennem sit forhold til den sorte ANC-mand Peter Ntnite. Men myndighederne havde ikke regnet med den opsigt, sagen vakte, og måtte opgive tiltalen:
"Jeg er fuld af væmmelse over, at de gav mig den gunstige behandling. Min samvittighed plager mig, fordi jeg fik lov at gå fri, fordi jeg er en velkendt svensk forfatterinde", sagde hun.
Sara Lidman og den sydafrikanske forfatter Nadime Gordimer blev nære venner under Sara Lidmans ophold i
Afrika, Birgitta Holm mener ligefrem, at Gordimers forfatterskab radikaliseredes ved Sara Lidmans påvirkning.
Hendes bitre erfaringer fra apart-heidpolitikkens Sydafrika gav stof til to romaner, "Jag och min son" ("Min søn og jeg", 1961) og "Med fem diamanter", 1964 (1965) – den sidste skrevet under en rejse til Kenya. Derefter skulle der gå 13 år med dokumentariske bøger, før hun vendte tilbage til skønlitteraturen.
Efter sin protest mod raceadskillelsen i Sydafrika engagerede Sara Lidman sig lidenskabeligt og med vrede i USA's brandbomber mod Vietnam; hun blev symbolskikkelse for 1968-bevægelsen med en bog som "Samtaler i Hanoi", 1966 (1967). Denne bog bragte hende også frem i dansk fjernsyn. Mange husker endnu konfrontationen med Per Hækkerup, der udsatte hende for en særdeles grov behandling.
Sara Lidman var blevet en portalfigur i Vietnam-bevægelsen. Men hun var ikke blot optaget af Den tredje Verdens problemer. Sammen med foto-grafen Odd Uhrbom skrev hun reportagebogen "Gruva", 1968 ("Grube", 1969), og flere af deltagerne i den store minearbejderstrejke i Kiruna året efter erkendte, at de havde ladet sig inspirere af denne debatbog.
Så sent som sidste år deltog en rasende Sara Lidman i fredsmanifestationer mod krigen i Irak!
Men under alle disse år, præget af politisk kamp, fandtes hele tiden hos hende tanken om at vende tilbage til Västerbotten og Missenträsk. Da hun gjorde det i slutningen af 1970'erne, var der også for at kunne være hos sine gamle forældre i deres sidste tid. Men hun var plaget af træthed og depression, kom dog heldigvis over det og påbegyndte det, der skulle blive hendes livsværk, det store jernbaneepos fra Västerbotten i 1880-90'erne, et værk, der både sprogligt og indholdsmæssigt er en uudtømmelig romanserie.
Første bind har titlen "Din Tjänare hör" ("Din tjener hører", 1978).
Alle Sara Lidmans romaner analyseres grundigt af Birgitta Holm. Hendes metode er den biografisk psykologiserende for ikke at sige psykoanalytiske, og jeg må tilstå, at det er svært at følge hende, når hun kommer med rene freudianske fortolkninger af værkerne. Men det forrykker ikke hoved-indtrykket af et gedigent værk, som levendegør Sara Lidmans rige forfatterskab.
Sara Lidman opnåede i sit liv mange priser, blev professor og forfatter til 21 bøger; den sidste, "Krop och själ", kom sidste år.
Hun vil blive stående som en nyskabende kunstner og en kæmpende humanist, der med sit politiske engagement utrætteligt gik på barrikaderne for at forsvare de svage og undertrykte.
Eric Danielsen er journalist
Læs kronikken på mandag:"Vi lever ikke i den samme verden" af cand.theol. og journalist Sørine Gotfredsen