Sarah Lund, Sherlock Holmes og Aristoteles

KRONIK: Danmarks Radios store drama-satsning "Forbrydelsen" tryllebinder en stor del af nationen ved skærmen hver søndag aften. Dagens kronikør har luret plottet: Det må være præsten, der er morderen

En jysk lokalavis har lanceret en konkurrence, hvor læserne ugentligt – efter hvert nyt afsnit af DR's søndagskrimi "Forbrydelsen" – kan indsende et gæt på, hvem Nannas morder er. Inden alskens aviser og blade måtte søsætte lignende quizzer for at hægte sig på spin off-effekten fra fjernsynets nye seer-magnet, vil jeg gerne prikke hul på ballonen og afsløre forbryderen. Hvis jeg samtidig kan være med til at forhindre husspektakler, når folk kommer op at skændes over deres mere eller mindre fantasifulde bud på morderens identitet, vil det kun være en ekstra gevinst.

Det, jeg tilbyder, er nemlig ikke gætværk, men et videnskabeligt bevis på gådens løsning. De af os, der har læst Sherlock Holmes, véd jo, at det fascinerende slet ikke var at høre detektiven angive den skyldige, men at følge hans udredninger over for dr. Watson af det uomstødelige ræsonnement. Da disse linjer tillige er en kronik og ikke i sig selv nogen krimi, sker der vel ikke noget ved allerede fra start at udløse spændingen: Præsten har slået Nanna Birk Larsen ihjel. Sherlock har en læresætning, som han i "En skandale i Bøhmen" belærer sin tro følgesvend om: "At teoretisere før man har data er en kapitalbrøler, for da vil man umærkeligt begynde at fordreje kendsgerningerne, så de passer til teorien, i stedet for at teorien må tilpasse sig fakta".

Dog må jeg for en ordens skyld præ-cisere, at når der i denne sammenhæng kan tales om et videnskabeligt bevis, er det i humanvidenskabelig forstand, altså den form for argumentation, hvor fortolkning spiller en forholdsvis større rolle end i naturvidenskaben. Derfor ville jeg, hvis jeg havde været Watson, nok have vovet at replicere, at rangforholdet mellem teori og fakta kan være en smule mere kompliceret, ja, at det måske først er teorien, der sætter os i stand til at se kendsgerningerne.

Nuvel: I al ordentlig videnskab gælder det om at finde et fundament for bevisførelsen, en metode til at binde kendsgerningerne sammen, og når det drejer sig om drama, er det umagen værd at ty til Aristoteles og hans værk "Om digtekunsten". Værket handler om de græske tragedier, og eftersom Aristoteles levede for mere end 2300 år siden, kendte han hverken til Sherlock eller Forbrydelsens Sarah Lund; men for så vidt som krimien akkurat kan siges at være en af tragediegenrens ægte arvtagere, kan han stadig vise sig nyttig.

Faktisk kan man nøjes med en enkelt af Aristoteles' påstande: Den gode tragiske fortælling kendes på, at begivenhederne på én og samme tid sker overraskende og med nødvendighed. Det fine er den gamle filosofs blik for samspillet: Hvis historien kun er overraskende, bliver den snart for fantastisk og svær at følge; men hvis omvendt alt følger med lutter nødvendighed, bliver dramaet mekanisk forudsigeligt og opleves i bedste fald som kedeligt og i værste fald forstemmende. Den gode dramatiker formår at bevæge sig i spændingen mellem disse modsætninger. En slags oversættelse af denne indsigt til krimien kunne lyde, at her er forklaringen på, hvorfor man føler sig snydt, når forfatteren hen imod fortællingens slutning indfører en helt ny figur, som viser sig at være den skyldige. Det er mere tilfredsstillende, når vi tidligt stifter bekendtskab med gerningsmanden – uden dog at mistænke ham.

Derfor kan man roligt gå ud fra, at den nye person i hvert afsnit, som alle sporene peger i retning af, nok kan have meget på sin samvittighed, blot ikke mordet på Nanna – heller ikke nu senest i skrivende stund klasselæreren Rama. Alligevel skal vi, når sløret omsider løftes, udbryde: "Ja, selvfølgelig var det ham!" Der skal altså gives signaler undervejs, der er for små til at fæstne sig i vores opmærksomhed, men som i bagklogskabens lys lader os indse, hvad detektiven hele tiden har anet.

Således udrustet kan vi kaste os over "Forbrydelsen"s sigende vink. Jeg er ganske vist ikke kriminalinspektør, men dog fagmand på et område, som måske giver mig et forspring frem for Lund. Jeg omgiver mig nemlig til daglig og året rundt med præster – masser af præster. Ofte viser præster sig at være "normale mennesker", men de er også indbyrdes vidt forskellige – og alligevel har jeg aldrig mødt én som pastoren i "Forbrydelsen". Selv om kloge præster nyligt har opfordret kolleger til at benytte kirken som et mødested, når de har samtaler med folk fra sognet, er det mig bekendt ikke en praksis, der anbefales i forbindelse med dødsfald, således som det skete i afsnit 3. At mødes dér giver, indrømmet, nogle flotte billeder, og det virker vældig stemningsfuldt at lade kirkerummet henligge i gravmørke, mens moderens (og kameraets) øjne dvæler ved manende indskrifter.

Vi bør rimeligvis afskrive kirkerummet som en uimodståelig "location" for filmfolkene mere end for præsten; men da han gav de knuste forældre et sukkersødt tilbud om at låne en salmebog (så kan de lære ikke at møde uforberedte op!), blev mistanken vakt. Lad gå, at han længe sad i dyb tavshed, og lad endda gå, at han faldt i den samme grøft, som alle vi andre tumler ned i, når vi pinligt berørte over mødet med sørgende flygter ud af en (mislykket) samtale med flosklen: "I er altid velkommen til en snak" (en anden dag, når I er nemmere at snakke med).

Ja, vi kan tilmed se bort fra det dramatiske højdepunkt, da prælatens trøst ("Nanna er hos Gud nu") bragte Pernille i affekt, for det må vi – igen – snarere give filmfolkenes effektjageri end præstens manglende fingerspidsfornemmelse skylden for. Næh, det, der gav muldrig grobund til fagmandens spirende mistanke, var, da præsten bad forældrene indsende nogle notater, han kunne gøre brug af i sin prædiken. Da gik min (indre) skærm i sort, så jeg fandt aldrig ud af: Tilbød præsten dem at låne et stykke papir og en blyant?

Mistanken blev til vished i afsnit 6. Atter er der en række detaljer, som præsten næppe kan lastes for, men som holdet bag serien må tage på deres kappe. Med forbehold for mit manglende kendskab til københavnske begravelsesskikke har jeg aldrig hørt om, at følget må efterlade kisten oppe i koret (men det var måske en kirke med indbygget krematorium?). Heller ikke skal præsten lastes for sin prædiken. Den ville mange eksistensteologer finde ikke helt ueffen, og den var i hvert fald kort, hvilket de færreste kirkegængere klager over; men lagde man mærke til præstens påklædning?

Meget kan man komme af sted med inden for folkekirken; men løsagtig omgang med embedsdragten hører til i de tjenstlige sanktioners røde felt. Mens den kirkefremmede (?) Lund stirrede sig blind på præstekjolen og den mærkelige pibekrave, stak det fagmanden i øjnene: Præsten havde intet tøj på! Hverken knækflip eller rullekrave var at se. Et sikkert tegn på en tjenestemand i vild opløsning, ja, en gejstlig blotter inde under kjolen – eller, en tanke som også har strejfet mig i mit fortvivlede forsøg på at komme standens omdømme til undsætning: Finn Storgaard spiller en voldtægtsmand, som har forklædt sig som præst. Det forklarer en pastoral adfærd, der fortjener, at hvis man ikke kan anmelde ham til politiet, burde hans biskop beordre ham på kursus hos min kollega, Præstehøjskolens lektor i sjælesorg.

"Elementært, min kære ...". Der er så mange ting ved præsten, der ikke stemmer med mine erfaringer fra mødet med mere end 1000 præster, så mange himmelråbende tegn på tjenesteforsømmelse og karakterbrist, at det kun kan være ham, der i 20. afsnit må gå til bekendelse.

P.S.: Af hensyn til mit faglige renommé må jeg indrømme muligheden af, at mærkværdighederne ved "Forbrydelsen"s præst er blottet for dramaturgisk betydning. Enten kunne de i stedet være udtryk for forfatterens indeklemte frustrationer over en mindre heldig konfirmationsforberedelse. Eller også kan det tænkes, at til trods for at præstefiguren igennem de seneste år er blevet mindre kliché-fyldt inden for kunsten, afslører Forbrydelsens præst alene en gennemført elendig research. Men når man betænker de kræfter, der er investeret i det storstilede projekt, anser jeg dette for en ren teoretisk mulighed.

Benny Grey Schuster er lektor på Præstehøjskolen i Løgumkloster

Læs kronikken i morgen:"Får Susanne Bier mon sin Oscar" af lektor, dr.phil. Bo Hakon Jørgensen