Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Kronik

Sarajevo – 25 år efter

Der er fred i Sarajevo i dag. Men byen kaldes ikke ”Lille Jerusalem” for ingenting. Sårene efter krigen er ikke helet, og samfundet har spændinger, der kan gøre fremtiden mere kompliceret, skriver dagens kronikør

I DISSE MÅNEDER ER DET 25 år siden, at belejringen af Sarajevo begyndte. Belejringen varede i over tre år og kostede mere end 12.000 mennesker livet, heraf cirka 1500 børn. De fleste blev dræbt af mortergranater eller skudt af snigskytter.

Jeg går gennem det centrale Sarajevo med en gymnasieklasse. Vi vil opleve, hvorfor Sarajevo ofte bliver omtalt som ”Lille Jerusalem” og prøve at forstå situationen i byen i dag, 25 år efter.

Sarajevos Ashkenazi-synagoge tårner sig op foran mig i den klare morgensol. Bag mig skærer Miljacka-floden sig igennem dalen, hvori Sarajevo ligger. Den store synagogebygning er omkranset af et metaltrådshegn, der ikke virker imødekommende. Vi har ingen aftale, men ringer på alligevel og bliver, mod forventning, inviteret ind af en ung pige, der passer receptionen. Hun viser os synagogerummet og fortæller, at det er udsmykket i maurisk stil. De kraftige farver og mønstre på væggene transporterer os i tankerne kortvarigt til Mellemøsten.

PIGEN FORTÆLLER ELEVERNE om livet som jøde i Sarajevo i dag. Hun har ”kun” oplevet at blive chikaneret få gange på grund af sin tro, og normalt er livet i byen ukompliceret. Hun fortæller også, at der op til Anden Verdenskrig var en levende menighed på omkring 12.000 mennesker. Efter krigen var der kun få hundreder tilbage. Eleverne bliver stille, da det går op for dem, hvilken konsekvens verdenskrigen får for synagogens medlemmer. I dag tæller menigheden under 1000 mennesker. Der er kun gudstjeneste én gang om året, hvor rabbineren bliver fløjet ind fra Israel.

Fra synagogerummet går vi igennem en foyer. Der sidder en håndfuld ældre mennesker. Enkelte sidder og stirrer frem for sig, andre sidder og småsludrer. Vi takker for gæstfriheden og begiver os videre ud i byen.

Vi krydser floden og kommer efter få minutters gang til en plads, hvor ældre mænd står forsamlet om et skakspil. De sort-hvide firkanter er malet på jorden. Figurerne er en halv meters penge høje. Mændene udstråler en form for afslappet normalitet. En hverdag, hvor tiden skal gå, og der skal snakkes om dette og hint. Formiddagssolen er stærk. På den anden side af pladsen ligger den serbisk-ortodokse kirke, hvis kraftige grønne og gule farver og klarheden af det gyldne kors øverst på kirkebygningen næsten skærer i øjnene.

VI GLIDER STILLE IND I KIRKEN og opdager, at der er messe. Alle er opslugt af ikonernes sørgmodige, guldbelagte skønhed og røgelsen, der når sanserne på en måde, vi sjældent oplever i det nordiske. Præsten står foran alteret. Hans klare bas bliver sekunderet af flere dybe stemmer, der synger flerstemmigt. Jeg forstår ikke et ord, men styrken i sangstemmerne indgyder nærmest en form for ro og ophøjethed på samme tid. Mange af eleverne virker, som om de er trådt ind i en verden, de aldrig før har oplevet.

Efter lidt tid lister vi stille ud fra kirkerummet og går videre hen til gågaden, der ligger lige om hjørnet. Næste stop er den katolske katedral, der ligger nogle hundrede meter nede ad gaden. Det er egentlig en charmerende gågade, selvom den minder meget om standard-gågader i andre europæiske byer på en halv million indbyggere. Logoer i larmende farver fra kendte tøjmærker. Almindeligt udseende mennesker går målrettet fremad, flere med kaffekop i hånden. Turisterne slentrer. Fortovscaféerne skramler med stole og borde og gør sig klar til endnu en solskinsdags rykind.

Lidt henne ad gaden står en mand i klovnekostume. Han bærer et hårbånd, hvorpå der sidder to blå bolde oven på strittende fjedre. Han ryster med hovedet, og boldene virrer som planeter over ham, da vi går forbi. Samtidig basker han hysterisk med armene og ruller med øjnene. Han virker bindegal. Der står en lille kasse med mønter for fødderne af ham. En stund glemmer vi alt om historie, krigene, religionerne, skudhullerne i murene. Vi griner, nyder solen og går hen til katedralen.

PÅ PLADSEN LIGE FORAN katedralen opdager vi en af ”Sarajevos roser”. Når en mortergranat eksploderer, så slår den alt levende ihjel omkring sig og laver et ar i asfalten. Disse ar er blevet fyldt med en rød harpiks og bliver i dag omtalt som ”Sarajevos roser”. Det er blandt andet et minde om de døde og brutaliteten, som borgerne i byen levede under i mere end tre år. Og vi ser mange på vores vej gennem byen.

Katedralen ligger hen i stilhed. Fastetidens lilla farve er synlig på altrene, og meget af udsmykningen, der normalt er i kirken, er væk. Eleverne går lidt rundt i det store kirkerum og ser på ikoner og korsvejsstationer, og flere ender med at sætte sig på bænkene. Det virker på afstand, som om de bare ser – og er. Næsten uden mobiltelefoner. Og jeg har ikke sagt noget.

Tiden for fredagsbønnen nærmer sig. Vi begiver os – igen – blot nogle hundrede meter ned ad gaden til moskéen, der ligger i den gamle bydel. Vi må ikke overvære bønnen, men er inviteret til at komme på besøg inden. En yngre mand tager venligt imod os. Han forklarer moskéens opbygning og udsmykning for eleverne. Pigernes hår er dækket til. Det er de ikke vant til. Indholdet af teksterne og teorierne, som de har læst hjemmefra, bliver omsider omsat til virkelighed. De lytter og oplever.

SARAJEVO ER EN KOMPLEKS BY. Det ene øjeblik bevæger du dig gennem en stilhed og skønhed, som kun besøg i helligrum kan give, og du kan samtidig nærmest føle en form for opløftethed over at opleve, hvordan religioner i dag, helt bogstaveligt, kan leve dør om dør. Det er, ganske rigtigt, lidt som en europæisk udgave af Jerusalem. Det geografiske område, vi har bevæget os i, er højst på størrelse med Christianshavn. Det næste øjeblik bliver du revet hårdt ud af din tornerosesøvn, når byen minder dig om, med hvilken rå brutalitet de nationale grupper bekrigede hinanden for blot 25 år siden. Det er umuligt at undgå monumenterne for alle de krige og mord, som byen har været en del af. Midt imellem de to tilstande finder du en udtalt storbynormalitet, hvor folk går i skole, kører på arbejde, køber ind, drikker kaffe og får en smøg sammen. Der er ikke så meget at sige om det. Det er endnu en hverdag, hvor der stadig er ro, i det mindste på overfladen.

I Sarajevo møder vi blandt andet en parlamentariker, der i overraskende direkte vendinger giver udtryk for sin frustration over, at landets politiske system tilsyneladende er gået i stå. Ifølge ham er det Daytonaftalens enorme kompleksitet, der nærmest umuliggør en tiltrængt samfundsmæssig modernisering såvel som en yderligere integration af de etniske grupper i landet.

Politikeren reflekterer over det internationale samfunds ”engagement” i Bosnien. Han er sarkastisk og nærmest spytter ordet ud. Vi møder også andre, der signalerer den samme stærke følelse af svigt og foragt, særligt for FN, men også for andre europæiske politiske organisationer. Samtidigt vækker det bekymring blandt andet at læse i avisen, at republik Srpska – på trods af forfatningsdomstolens forbud – i oktober 2016 holdt en folkeafstemning om fejring af en national helligdag. Den vil falde på netop den samme dag, som republikken i 1992 erklærede sin uafhængighed. Sidstnævnte var, som bekendt, en faktor i borgerkrigens begyndelse.

Der er fred i Bosnien, og forhåbentligt bliver det ved. Der er en grad af sameksistens, men samtaler med borgere i byen giver indtryk af, at sårene efter krigen bestemt ikke er helet og samfundet har spændinger, der kunne gøre fremtiden kompliceret.