Satellit-tv og pionerånd

Den kristne tv-station SAT 7 sender via satellit til Mellemøsten, Nordafrika og Europa. Stationen er især for de kristne i områderne, men målet er også at nå muslimer

»Lad os bede for Terry!« Det er festaften på partnerskabskonferencen for den kristne tv-satellitstation SAT 7. Jeg er på Cypern, på et dejligt feriehotel. Det er sidst på sæsonen. Hotellet har sat prisen ned for at tiltrække konferencer som denne. I forretningen på den anden side af gaden hænger et par badebukser til halv pris. De er købt og betalt - og afprøvet i Middelhavets bølgerÉ Festaftenen er afslutning på et tredagesmøde. Deltagerne kommer fra kirker og organisationer i hele verden. Der har været en tale. Festlig og dog fyldt med indhold. Der er blevet sagt tak. På en god og fornøjelig måde. Alt sammen noget, jeg kender fra kirkelige festaftener i kølige Danmark. Men der er meget, der er anderledes. Det begynder med, at der skal synges. Men det er ikke en salme, der blot overstås. Det er lovsange. Sange til Guds ære. Sange, der vil røre hjertet og vende det mod Gud. Det varer i over en time. Mere og mere intenst. Mere tilbedende. Ind imellem bliver lovsangen afløst af inderlig bøn. Det går tæt på. Tæt på følelserne. Der er noget i mig, der stritter imod. Indimellem føles det som for tæt på. Men det føles også, som om Gud er der. For mig. »Lad os bede for Terry!« Ordene er afslutningen, kulminationen på lovsangen. Terry er lederen af SAT 7. En dygtig leder, der på få år har formået at få mange forskellige kirker og missionsselskaber til at bakke op om tv-stationen SAT 7. Terry har været i Mellemøsten i mange år. Han er en visionær, dynamisk, karismatisk personlighed. »Er der nogle, der vil gå op og lægge hænderne på Terry, mens vi beder?« spørger mødelederen. Skal jeg? tænker jeg. Nej. Der sidder for megen åndelig blufærdighed i mig. Bøn med håndspålæggelse kræver kirke og præstekjole og en særlig højtidelighed. Og hvorfor bede særligt for lederen? Min indre jantelov stikker hovedet frem: Der var vel lige så meget grund til at bede for de andre medarbejdere. Inden jeg får tænkt længere, rejser fire-fem mænd sig op. De går op til den plads, hvor Terry sidder. Lukker øjnene. Lægger hænderne på. Et par andre går op på talerstolen. De beder hver en lang, inderlig bøn. For Terry. SAT 7 begyndte at udsende kristne tv-programmer via satellit i 1994. Udsendelserne, der er på arabisk, kan ses i Mellemøsten, Nordafrika og Europa - også i Danmark. I begyndelsen var der kun tale om få timer ugentlig. Nu sendes der 12 timers tv hver uge, fordelt på fire dage. Fra april næste år er det planen at sende dagligt - i alt 20 timer pr. uge. Væksten planlægges til at fortsætte: 30 timer i 2001, 50 i 2002. Budgettet er naturligvis tilsvarende en stærkt stigende kurve. Alene fra 1999 til 2000 stiger budgettet fra 3,25 til 5 millioner dollars. Set ud fra en forretningsmæssig synsvinkel er det vanvittigt, forklarer et medlem af bestyrelsen, da budgettet bliver fremlagt. Men ud fra troen er vi overbevist om, at det er det rigtige. Det her er, hvad Gud vil. Så gør vi det. I tro. Der er ingen, der modsiger ham. Vi føler os overbevidste. Det her er, hvad Gud vil. Visionen bag tv-udsendelserne er klar. Formanden for bestyrelsen siger: »Vi er en station for de kristne med det mål at nå muslimerne.« Det drejer sig altså først og fremmest om at være støtte for de kristne i Mellemøst-området og Nordafrika. Det er ikke altid lige let at være kristen i muslimske lande. Via tv-udsendelserne kan de kristne bliver styrket i troen og få mod til at holde fast ved deres tro. At mange muslimer også kigger med på de kristne programmer er en god sidegevinst. Her kommer det kristne budskab helt ind i den enkeltes stue. »Hvor mange ser egentlig jeres udsendelser?« Jeg fanger førnævnte Terry, der har travlt med mange, der vil tale med ham. Jeg skal vide noget. Det er derfor, jeg er her. Terry fortæller, at der ikke er nogen præcise tal for, hvor mange, der ser SAT 7. Men et forsigtigt skøn siger, at seks til syv millioner mennesker i løbet af en måned har stillet stuens fjernsyn ind på SAT 7's udsendelser, forklarer han. n af dagene ser vi et udpluk af, hvad udsendelserne går ud på. Jeg forstår ikke et muk. Det foregår på arabisk, selvfølgelig. En tolk oversætter til engelsk. Vi ser et børneprogram, der i kvalitet fuldt ud kan måle sig med det, ungerne derhjemme ser i »Fjernsyn for dig«. Bortset fra, at der her er et klart kristent budskab: Du er skabt af Gud! Du behøver ikke at være en anden, end den, du er. Jeg tænker på, at det ikke så sjældent sker, at jeg tager den mindste på skødet derhjemme, når der skal ses »Fjernsyn for dig«. Mon ikke de også gør det i Mellemøsten? I givet fald når budskabet ikke kun børnene. Vi får også vist et ungdomsprogram. Det er skørt, men sådan skal det vist være! Midt i programmet er der en klar formidling af den kristne tro. Hovedpersonen har et problem. Han forklarer det for én, som giver nogle gode råd. Det kristne budskab kommer helt naturligt. Det virker overbevisende og ægte. Der er også andre programflader. Tegnefilm. Dokumentarserier. Det virker alt sammen professionelt og godt - i alt fald set med en almindelig tv-kiggers øjne. Heller ikke teologen i mig (der er jeg på hjemmebane) har mange indvendinger. Der er bund i det, der siges. Efter et par af konferences tre dage, er der mere og mere ét spørgsmål, der dukker op i mig: Hvad er det her i grunden værd - hvis det ikke følges op? Det er jo fint nok, at folk i Mellemøsten og Nordafrika kan fylde flimmerkassen med noget godt. Men følges det op? Jeg får svaret den sidste dag på badehotellet. I den tid SAT 7 har eksisteret har vi fået 11.600 henvendelser, fortæller lederen af SAT 7's arbejde med kontakt til seerne. I hvert program vises SAT 7's telefonnummer. Der er ofte nogen, der ringer, umiddelbart efter, at telefonnummeret har været på skærmen. Vi hører et par båndoptagelser af en opringning. Det er én, der vil vide mere og gerne have en bibel. Vi får et par lytter-breve læst op. Vi får eksempler på, hvad der svares på opkaldene. Vi hører om, hvad der sendes til dem, der skriver for at vide mere. Senere fortæller lederen af det ægyptiske bibelselskab, hvordan de sammen med SAT 7 uddeler mange bibeldele. Men ikke nok med, at alle breve og henvendelser besvares. En del af dem følges også op af personlige besøg, der hvor det er muligt. Her er det en amerikansk organisation, der tager over. Selv om jeg ikke er enig i alt, hvad den tværkirkelige, karismatiske organisation står for, må jeg alligevel tage hatten af for det her. Det kristne budskab sendes ud via tv-mediet. Er der derefter nogen, som gerne vil vide mere, følges det op med først svar på henvendelserne, senere af lokale, der stiller sig til rådighed for en samtale. Men kun dér, hvor folk selv ønsker det Ð bliver det understreget. Også den del af arbejdet virker gennemtænkt og seriøst. Der sidder mange indtryk fra konferencen på Cypern. Af et godt arbejde. Af en genuin indsats for det kristne budskab. Men det, der gør størst indtryk, er ikke kvaliteten i tv-udsendelserne. Eller strategien i arbejdet. Eller medarbejdere, der kan fremlægge, så alle er godt orienteret. Det er noget andet, der sidder som det vigtigste indtryk. Det er noget af det, som lå bag festaftenen, ja bag alle dagene. Skal jeg definere det, vil jeg kalde det: pionerånd. Men det ord er alligevel for lille. Pionerånd kan også findes hos en forretningsmand, der har fuld fart på sin virksomhed. Det findes her. Men der er mere. Det vigtigste indtryk er, at her er der mennesker, der går i tro og tillid til Gud. Det er bønnen, der bærer det. Ikke mennesker. Lad så være, at vi ikke i folkekirkelige sammenhænge kunne finde på at synge lovsange i en time og bede for lederen med håndspålæggelse. Men måske har både den officielle folkekirke og de folkekirkelige organisationer alligevel noget at lære her: I praksis at arbejde i tro og tillid til Gud. At lade bønnen bæreÉ Derhjemme ser jeg en dag tilfældigt i Sudanmissionens gemmer. Det første Sudanblad fra 1913 opregner på den første side de vigtige opgaver, som den nye bevægelse har sat sig for at løse. Punkterne afsluttes: »Dansk Forenet Sudan Mission anser Bønnen for det væsentligste Missionsmiddel«. Måske skulle vi bare gå tilbage og lære af vore egne pionerere? Sudanmissionen blev partner i SAT 7 i 1999 med et tilskud på 70.000 kr. I 2000 yder Sudanmissionen 210.000 kr. i tilskud til tv-stationens arbejde. n generalsekretær, Sudanmissionen