Den jødiske legende om Moses, der dukker op i lærehuset hos Rabbi Akivah, skal være overskriften for denne kronik.
Talmud fortæller, at Moses, jødedommen største lærer og lovgiver, placeres i lærehuset hos Rabbi Akivah, som levede ca. 1500 år efter Moses, omkring år 100 efter vor tidsregning. Rabbi Akivah er i færd med at holde en forelæsning om jødedommens grundsætninger og love, og Moses lytter intenst, men chokeret. Moses genkender ikke de love, som han har stået som indstifter af og er vældigt frustreret. Da er der en af eleverne, som afbryder Rabbi Akivah og siger: "Hvorfra ved du det, du lige har sagt?" Rabbi Akivah svarer: "Sådan er det blevet fortalt Moses på Sinai Bjerg."
I jødedommen står Moses lære– Torah – til alle tider, men læren udvikler sig og det er højst sandsynligt, at den lære og tradition, som gælder for jøder i dag, vil være svær at genkende for Rabbi Akivah.
Når jødedommen taler om et lovsystem skal man være opmærksom på, at der ikke alene tales om regler omkring forhold mellem mennesker, men også om forhold mellem mennesket og dets skaber.
Når Torahen i Anden Mosebog indleder en omtale af en lang række love med ordene: "Dette er så forskrifterne", så omtaler de næste kapitler såvel civil-og kriminallove som religiøse love, såsom regler for sabbat, syvendeåret, tiende o.s.v. Efter jødisk tankegang stammer disse love fra den samme kilde.
Jødisk lov tager sit udgangspunkt i Torah – De fem Mosebøger. Torahen er den første del af den skriftlige lære, men det skrevne ord har aldrig kunnet stå alene. Der har altid eksisteret en mundtlig overlevering, der forklarede, hvorledes loven skulle forstås. Moses fik efter jødisk tradition ikke kun lovens bogstav på Sinai Bjerg, men også dens fortolkning.
Efter 2. Tempels ødelæggelse i år 70 efter vor tidsregning blev den mundtlige fortolkningstradition nedskrevet, og denne udgør værkerne Mishnah og Gemara, som under et betegnes som Talmud. Redigeringen af Talmud afsluttes omkring år 500 e.v.t. Kort fortalt er Mishnah den vedtagne lov for det jødiske samfund, mens Gemara er de diskussioner, som danner baggrunden for, hvorledes loven skulle forstås. Efter Talmud er der tilføjet et utal af rabbinsk litteratur, der kommenterer den talmudiske tekst, kodificerer det juridiske stof og stiller spørgsmål til og finder svar på såvel retslige som rituelle spørgsmål.
I modsætning til stort set alle andre legale systemer fortsætter jødisk lovgivning med at eksistere, selv efter at jøderne mister deres politiske selvstændighed. Jødisk lovgivning udvikler sig i meget høj grad indenfor det jødiske samfund netop under eksilet i Babylon. Allerede under den babylonske periode blev det fastslået, at "landets lov er din lov". Dette princip betyder, at det jødiske samfund til enhver tid er forpligtet af det lands love, i hvilket man bor i. Det skal dog bemærkes, at denne regel kun gælder, når det drejer sig om civillovgivning.
For jødisk tænkning har ideen om et retssamfund været alfa og omega. Rabbinerne omtaler, at ethvert menneske er forpligtet af de syv "noachitiske" love, hvorimod en jøde er forpligtet af 613 bestemmelser. Den syvende af de noachitiske love forpligter alle samfund til at etablere et fair lovkodeks baseret på legal retfærdighed.
I Talmud findes der mange eksempler på, hvor vigtig det var, at retfærdigheden skete fyldest. "Når du er dommer, så gør dig ikke til advokat, men mens de stridende parter står foran dig, da skal du anse dem begge som skyldige, og når du har sendt dem fra dig, da skal du anse dem begge som uskyldige, såfremt de har underkastet sig dommen." "Forhør vidnerne nøje, men vær forsigtig med dine ord, så at du ikke selv lægger dem løgn i Munden." "På tre ting beror verdensordenen: På sandhed, ret og fred."
I dagligt sprog benytter vi os ofte af udtrykket "lov og Ret". Ret i moderne betydning betyder "hvad der tilkommer mig". Dr. Haim Cohn, en af de betydeligste jurister i Israel, har en gang sagt, at når der er tale om jødisk lovgivning, er det vanskeligt at tale om ret i betydning rettigheder, idet jødisk lovgivning baserer sig på en guddommelig forståelse. En sådan lov taler først og fremmest om pligter i forhold til samfundet. Man kunne måske sige, at vi i dag har mere travlt med at kræve vores ret end at opfylde vores pligt. Jeg har selv forklaret denne ide ved at konstatere, at når der foregår indsamlinger til det ene eller det andet gode formål, så anses vi for vældig gode medmennesker, hvis vi sender penge ind. I det jødiske samfund er det ikke blot en "pæn" ting, jødisk lov pålægger dig at sørge for dine medmennesker.
Der findes et bibelsk udtryk i Femte Mosebog, der siger: "Du skal gøre, hvad der er ret og godt". Dette forklares på den måde, at du skal gøre, hvad der er ret og godt i Guds øjne og ret og godt i menneskets øjne. En af de store rabbinerskikkelser konstaterer, at det er umuligt at lave en liste over alle de situationer som man som menneske kan komme ud for og derfor bør ovennævnte sætning stå som overskrift for det grundlag, et menneske skal leve på: Gør, hvad der er ret.
Jødedommen har et moralprincip om, at man bør forholde sig til loven også ud fra et etisk synspunkt og stræbe efter at opføre sig endnu mere korrekt end loven i en given situation foreskriver. Der findes også en ide om, at selvom loven fastholder et bestemt gældende princip, kan der forekomme situationer, hvor du "for fredens skyld" skal følge lovens ånd og ikke lovens bogstav. Her er der først og fremmest tænkt på forholdet til andre samfundsgrupper, hvor en meget bogstavelig overholdelse af loven kunne bringe forholdet til omverden i miskredit.
Et lille morsomt tilfælde kunne måske være på sin plads at nævne her. I Første Mosebogs 18. kapitel fortælles det, om hvorledes Abraham og Sarah får at vide, at Sarah indenfor et år vil føde et barn. Sarahs reaktion er i henhold til teksten følgende: "Skulle jeg få lyster, efter at jeg er blevet affældig og min mand gammel?" Nu følger så Guds reaktion på Sarahs bemærkninger: "Hvordan kan det være, at Sarah ler og siger: "Mon jeg virkelig skulle føde, efter at jeg er blevet gammel? Er mon noget for vidunderligt for Herren?" Rabbinerne har kommenteret dette ordskifte og konstateret, at Gud ikke citerer Sarah korrekt. Spørgsmålet er så hvorfor? Og svaret: "for fredens skyld". Gud ønsker ikke, at Sarah skal stå som den, der har gjort lidt grin af sin gamle mand.
Ofte taler man om, at loven "øje for øje, tand for tand" er typisk for Moseloven. Denne lov opfattes af mange som en lov, hvorefter du har ret til at tage hævn. Denne forståelse er helt uforenelig med jødisk forståelse. Loven skal ikke forstås bogstaveligt, men som en ganske almindelig regel, der pålægger dig at erstatte det, du har ødelagt, underforstået at man skal betale et øjes værdi for ødelæggelsen af et øje.
Når der i Torahen ofte er anført, at en synd kunne medføre dødsstraf, opfattes dette i jødisk sammenhæng kun som et vidnesbyrd om, at den omtalte synd var af alvorlig karakter, men at det var enhver domstols pligt at finde frem til formildende omstændigheder, så man ikke skulle anvende lovens strengeste straf. Denne regel er så essentiel i jødisk lovforståelse, at hvis en domstol havde dømt en mand til døden med samtlige dommerstemmer, ville man erklære domstolen for en domstol af mordere, idet det må anses for usandsynligt, at ikke en af dommerne kunne finde formildende omstændigheder.
Der kunne siges meget mere om Jødedommens forhold til loven, men måske kan dette gøres bedst ved at konstatere, at det er først efter "åbenbaringen på Sinai Bjerg", at israelitterne bliver betegnet som et folk. Den fysiske frihed har de fået efter befrielsen fra slaveriet i Egypten, men først når de modtager loven og accepterer, at loven er en betingelse for deres fremtid, bliver de betegnet som et folk. Loven er nødvendig som retningslinjer for menneskets tilværelse. Frihed er udmærket, men uden "Lov og Ret" ender samfundet i anarki. Derfor stræber vi efter at efterleve ordet: "frihed under ansvar".
Bent Lexner er overrabiner i
Mosaisk Troessamfund