Se, jeg gør alting nyt

Folkekirken har været præget af en solistkultur, men tiden kalder på samarbejde om formidling af budskabet om den Gud, der altid vil give mere, og som altid er større end vores liv og den verden, vi ser her og nu, skriver bispekandidat i Lolland-Falsters Stift Marianne Gaarden

”Hvordan føles det?” spurgte en journalist en svensk biskop, der blev interviewet i forbindelse med sit tiårsjubilæum. ”Det føles ikke – det er,” svarede biskoppen. ”Ved at fokusere på, hvordan livet føles, holder jeg mig selv fast. Virkelig vækst og udvikling sker først, når jeg giver slip på mig selv. Gud vil altid give mere, for Gud er altid større end mit liv og den verden, jeg ser her og nu.

Tænk på Johannes’ Åbenbaring: ’Se, jeg gør alting nyt’. Holder jeg fast i det gamle, er jeg ikke åben for det nye.” Hvordan journalisten forstod dette svar, melder historien ikke noget om, men biskoppens ord vækker genklang i mig.

Vi mennesker kommer så nemt til at hænge fast i de følelser, situationen kalder frem i øjeblikket. Vi glemmer, at Gud altid er større end det, der kan bekymre os her og nu. Faldende medlems- og dåbstal, indvandring af mennesker med en anden religion, bevægelsen fra land til by, med tyndt befolkede områder til følge og mange smukke middelalder-landsbykirker, hvor det kniber med at få de menneskelige og økonomiske ressourcer til at række.

Det er nemt at forstå følelsen af bekymring, usikkerhed eller angst. Bekymring for, hvad der skal ske med vores kære, gamle folkekirke og det budskab, der har lydt her i århundreder. Men budskabet er det samme til os i dag, som til de mennesker, der i 2000 år har lyttet til for eksempel Bjergprædikenen, hvori Jesus siger de kendte ord om, at vi ikke skal bekymre os. For ingen kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig. Vor Far i himlen giver os, hvad vi har brug for. Selvom de ord er så indlysende rigtige, er det svært ikke at bekymre sig for morgendagens folkekirke.

Artiklen fortsætter under annoncen

Men bekymringen kan blive en sindstilstand, hvor man lukker sig inde i et fængsel af angst for fremtiden. Derved kommer man netop, som biskoppen sagde, til at holde fast i det gamle, så man ikke er åben for det nye. Virkelig vækst og udvikling sker først, når vi giver slip på os selv. Man kan så spørge, hvad er det, vi skal give slip på i folkekirken? Hvad er det nye? Og er der slet ikke noget, vi skal holde fast i?

Jo, selvfølgelig er der noget, vi skal holde fast i – Jesu forkyndelse. Den kristne forkyndelse taler til mennesker igennem alle tider og har gjort os til dem, vi er i dag. Kristendommen har overlevet historiens store samfundsomvæltninger fra enevælde til demokrati. Men evangeliet stryger os ikke med hårene.

Det skubber os ud af vores komfortzone, rusker op i vores magelighed og udfordrer os til at gennemtænke på ny, hvordan budskabet skal formidles i vores samtid, og hvordan vi i dag skal være kirke. Hele tiden bliver vi udfordret til at give slip på det gamle, så vi er åbne for det nye liv.

Folkekirkens store styrke er netop kombinationen af at holde fast ved Jesu forkyndelse og at ændre sig i samklang med tiden. Folkekirken har arbejdet med, hvordan evangeliet bedst muligt kan forkyndes i dag. Der er god grund til at være stolt af sin kirke. Nye kirkelige praksisser har set dagens lys, som for eksempel pilgrimsvandring, babysalmesang og sorggrupper, samt et varieret og frodigt udbud af forskellige gudstjenesteformer. Men, lyder det fra kritiske røster, er folkekirkens mangfoldige tiltag ikke bare en leflen for tidsånden? Nej, det er de overhovedet ikke.

For livet er altid i bevægelse, og historien bevæger sig. Samfundet ændrer sig over tid. Dermed forandres også de betingelser og forudsætninger, som mennesker i samtiden har for at gribes og bevæges af det kristne budskab. For at sige det samme som tidligere må hver generation derfor sige det anderledes i sin egen tid. Det kræver, at enhver tid må tage fat på ny. Det betyder ikke, at der kastes vrag på en mere end 2000 år gammel tradition. Tværtimod bygger kirkens historie hele tiden videre på fortidens indsigter. Men det kristne budskab skal hele tiden fortolkes på ny i sin samtid.

Så hvad er så det nye? Hvad betyder det konkret for kirkelivet i et område af landet, der primært er landsogne, som er mærket af udfordringerne af bevægelsen fra land til by. I store dele af Lolland-Falsters Stift er der mange landsbykirker, hvor det kniber med at få de menneskelige og økonomiske ressourcer til at række. Hvad skal der gøres? At lukke kirkerne er ikke den rette løsning, men derimod at samarbejde over sognegrænser og med det omkringliggende samfund.

Folkekirken har traditionelt været præget af en solistkultur, men samtiden kalder på en samarbejdskultur. Kræfterne skal forenes, så både præster og menighedsråd samarbejder om tidens udfordringer. Det kræver koordinering af aktiviteter, så man ikke bruger de menneskelige og økonomiske ressourcer på uhensigtsmæssig overlapning og konkurrence. De samlede aktiviteter i et område kan med fordel samles i en fælles ramme, så de forskellige kirkers særkende, interesser og potentialer udnyttes bedst muligt. For eksempel kan en kirke have højmesse søndag formiddag, en anden aftengudstjeneste senere på dagen, og en tredje en fyraftensgudstjeneste i løbet af ugen.

Ved at samarbejde i teams på tværs af sognegrænser kan de enkelte sogne fordele opgaver imellem sig. Ud over en bedre anvendelse af ressourcerne, får kirkerne også en bredere vifte af aktiviteter, der kan nå bredere ud i lokalsamfundet. De mange små sogne kan til sammen varetage opgaver, som ingen af dem ville være i stand til at løfte alene. Det betyder, at alle sogne ikke skal løse alle opgaver.

Mindre sognes profiler kan styrkes gennem løsning af bestemte opgaver for alle. Erfaringerne viser, at samarbejde og kollegafællesskab på tværs af sognegrænser giver bedre arbejdsmiljø på den lange bane. Præster, der til tider kan opleve arbejdet som ensomt og slidsomt, får kolleger i hverdagen. Menighedsrådene, der kan føle sig tyngede af byrden af administrative opgaver, kan frisætte energi til at arbejde med det, det gerne vil. Det kræver ikke en strukturændring, for det er vigtigt, at den lokale forankring bibeholdes – folkekirkens er menighedens. Men det kræver en kulturændring.

En kulturændring er også et ledelsesansvar. For det gode samarbejde opstår ikke blot, fordi det dikteres fra oven. Der skal også sættes gode rammer herfor. Det kræver tid og ressourcer at indarbejde en ny kultur – men netop Lolland-Falsters Stifts overskuelighed er her en fordel. Den gode ledelse går foran i en samarbejdskultur ved at være synlig, åben og lydhør. Det er vigtigt, at frivillige og ansatte i kirken føler sig set, hørt og får anerkendelse for deres indsats – stor som lille.

Kirken lever af det menneskelige engagement, både de frivillige, menighedsrådene, præster og de ansatte i kirken. Derfor er medinddragelse helt afgørende. En langtidsplan for, hvordan fremtidens udfordringer skal mødes, kan kun udarbejdes sammen. Den gode ledelse bidrager til, at kirkerne i fællesskab udvikler nye initiativer og aktiviteter samt koordinerer arbejdet. Den gode ledelse planlægger, kommunikerer og gennemfører beslutningerne, så alle føler, at de har et medejerskab over dem. Det er vigtigt, at man som kirke oplever, at der er en fælles identitet omkring nye tiltag i mødet med tidens nye udfordringer.

Hver tid har sine udfordringer – de skal ikke mødes med bekymringer – men med frimodighed, tillid og tro. Virkelig vækst og udvikling sker først, når vi giver slip på os selv, sagde den svenske biskop. I folkekirken skal vi også give slip – give slip på den gamle solistkultur og arbejde sammen på at formidle budskabet om den Gud, der altid vil give mere, og som altid er større end vores liv og den verden, vi ser her og nu.

”Se, jeg gør alting nyt!”