Prøv avisen
Kronik

Seks ting, jeg ville ønske, jeg vidste, inden min mor døde

Jeppe Wad Vester, Journaliststuderende

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Da min mor trækker vejret for sidste gang, venter en tid med uendeligt mange nedture, angst, afmagt og få lysglimt. Men jeg regner med, at jeg allerede har nået bunden. Her er seks ting, der kunne have hjulpet mig igennem sorgen

OM EN HALV TIME trækker min mor vejret ind for sidste gang, og med et lille suk forsvinder hun væk fra livet. Om tre kvarter ser jeg min far græde hæmningsløst for første gang i mit liv. Om en time går det op for mig, at min værste frygt er, at jeg ikke kan græde til hendes begravelse. Hvilket koldt menneske græder ikke til sin egen mors begravelse? Om nøjagtig 116 timer bliver min mor bisat, og mine tårer rammer kirkegulvet fra det sekund, jeg træder ind på våbenhusets kridtstensgulv.

Om 10 dage bliver urnen nedsat af min familie, minus mig. Mine søstre føler et svigt, og det gør de igen, da jeg ikke dukker op til deres studentereksamen et par måneder senere.

For jeg er en kujon, og jeg har ingen anelse om, hvor meget jeg kommer til at fortryde det. Jeg arbejder udenlands og er i forvejen kommet for sent hjem til det, der bliver min mors sidste uge på Jorden. Jeg har tænkt på hende hver eneste aften, inden jeg falder i søvn, og jeg beder hver aften til, at hun snart får fred. 16 måneders mareridt om mig, der holder tale til hendes begravelse, bliver til virkelighed. 20 minutter før min mor dør, skriver jeg på min computer:

”Den 3. marts 2016. Det er ved at være slut for mor. Hvor er det hårdt… Derudover har jeg har slet ikke trænet nok, og jeg er ikke i form. Det bliver jeg simpelthen nødt til at gøre bedre, hvis jeg skal fremstå attraktiv. Kom nu i gang! Ingen undskyldninger.”

Jeg får kuldegysninger og kvalme, når jeg læser noten igen. Men jeg vidste ikke bedre på det tidspunkt. For mit følelsesregister var overbelastet, og min hjerne har for længst trukket stikket helt ud fra det sted, der gør det muligt at føle noget. Det er naturligt, et menneskeligt overlevelsesinstinkt. Det er ikke, fordi jeg ikke elsker hende, men fordi min hjerne skærmer mig fra virkeligheden. Der venter mig en tid med uendeligt mange nedture, angst, afmagt og kun få lysglimt. Men jeg regner samtidig med, at jeg allerede har nået bunden. Det har jeg ikke.

Der er seks ting, jeg ville ønske, jeg havde vidst, inden min mor døde.

FØRSTE: Jeg er på vej ud over afgrunden. Siden min mor blev syg, har jeg langsomt, men konsekvent, lukket ned for alle følelser forbundet med min mors kræftsygdom. Hun ender med at være syg i halvandet år. Halvandet år, hvori jeg slår op med min kæreste, fordi hun bekymrer sig om mig, og hvor jeg arbejder udenlands langt væk fra virkeligheden. Da min mor et halvt år inde i sygdomsperioden falder om i stuen med kramper, metastaser i hovedet og efterfølgende bliver lagt i koma, tager jeg det endelige skridt ud over kanten.

Da jeg sidder på flyet hjem, i tvivl om jeg skal til brunch eller begravelse, lukker min hjerne helt ned for alle følelser. Sådan overlever jeg sygdomsforløbet, og det er også derfor, jeg senere bliver bange for ikke at græde til begravelsen. Jeg mærker sjældent noget andet end frustration og afmagt. Jeg forstår ikke, at grunden til, at jeg ikke får det bedre, er, at jeg ikke kan se kløften foran mig, kun udsigten på den anden side.

ANDEN: 11 måneder efter min mors bisættelse, går jeg ned med stress, angst og depression. Det kommer alt sammen som en forsinket sorgreaktion. Jeg har aldrig forestillet mig, at nogen kan have det så dårligt, som jeg får det, og selvom jeg prøver at opretholde facaden og min normale hverdag, må jeg give op. Studiet, pigen, jeg dater, mine venner og min omgangskreds er blot nogle af de ting, jeg slipper til sygdommen.

Jeg er alvorligt syg af sorg, og jeg forstår det stadig ikke. Foran mig venter et år med lange bilture til psykologer og psykiatere, dage, hvor jeg skriger og græder ned i hovedpuden i 12 timer i streg, og uger, hvor min eneste motion er 15 minutters gåtur op langs vejen, fordi jeg fysisk ikke kan holde til mere.

Endnu værre så bliver min far syg med stress, da han ser, hvad hans søn er reduceret til. Der er øjeblikke, hvor jeg tror, mit liv er slut. Men selvom jeg kommer til at ønske, at jeg ikke fandtes, og flere gange planlægger, hvornår og hvordan jeg skal give slip på livet, så klarer jeg den. Jeg fortæller flere gange min familie og min psykiater, at jeg bare gerne vil vide, hvor lang tid jeg skal leve sådan. Men hvis jeg vidste det, ville jeg aldrig nogensinde klare mig igennem det.

TREDJE: Den største fejl, jeg kommer til at begå, er at tro, at sorgen er lineær. Selvom jeg altid har været ringe til matematik, tror jeg konstant, at jeg kan plotte min sorgkurve ind på koordinatsystem og dermed se, hvor langt jeg er nået.

Det er naivt. Jeg bliver ikke bare glad igen med det samme, som jeg forventer. Man kan ikke bare høre et Søren Huss-album igennem to gange, og så er den sorg overstået. Det går op og ned, frem og tilbage, og jeg bliver flere gange i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet bevæger mig fremad, eller om sorgen har kastet permanent anker midt i Stillehavet.

FJERDE: Jeg lærer, at det at miste er at komme med i en klub, som ingen mennesker nogensinde har lyst til at være en del af. Alligevel finder de fleste trøst i hinandens medlemskab, og alle betaler kontingent til tiden. I klubben er der respekt, og alle ved, at det at sammenligne en pludselig død med en død efter et sygdomsforløb er som at sammenligne pest og kolera. Alle medlemmer har vidt forskellige forløb, men flere elementer i sorgen er universelle, og dem deler vi.

FEMTE: Jeg lærer, hvem der er mine venner, men jeg må samtidig vise forståelse for dem, der ikke kan håndtere døden og sorgen. Det er en vanvittig svær balancegang for et menneske i krise. Nogle af mine venner vil trække sig væk fra mig, måske føler jeg endda, at de svigter mig. Jeg tror, det skyldes, at jeg er blevet farlig, for dem bliver jeg symbolet på døden, symbolet på det, der kan ske for dem selv. For mange er det vanvittigt skræmmende at blive konfronteret med døden. Men jeg finder mine venner igen, og ellers kommer de selv tilbage.

De, der kan håndtere min situation, danner jeg et bånd med, jeg aldrig kommer til at glemme. Min ven Andreas får mig igennem den første tid, og han har overskud til at træffe alle de beslutninger, jeg ikke selv kan træffe. ”Jeg kan ikke forstå, hvad du går igennem, men jeg vil være der for dig i alt andet,” siger han, imens han bestiller aftensmad udefra. Sådan en ven hænger ikke på træerne.

SJETTE: Jo ældre jeg bliver, jo mere forstår mine jævnaldrende de tilstande, jeg går igennem. Som 21-årig er det ikke alle, der kan relatere til, hvordan det er at miste en af sine allernærmeste. Men jo ældre mine venner bliver, jo mere livserfaring får de, og med tiden føler jeg mig mere normal i samtaler med dem.

Når folk brokker sig over eksamensstress, tænker jeg mit. Jeg kommer til at kende forskellen på at være presset og stresset. Jeg kommer også til at elske mine bedsteforældre højere, for jeg ved, at livet er skrøbeligt, og alting er til låns. Det er med til at gøre det hele så smukt.

JEG BLIVER ALDRIG den samme udgave af mig selv. Jeg bliver en langt mere kompleks version, ramponeret, men med unikke ridser i lakken. Jeg var der for min mor igennem hele hendes sygdomsperiode på min egen måde. Jeg valgte at være stærk og frigøre hende fra sine bekymringer om, hvorvidt jeg ville klare at komme igennem livet, når hun var væk.

Vigtigst af alt tror jeg, imens jeg sidder på hospicet og holder hende i hånden, at min mor snart er væk for evigt. Men jeg er ikke klar over, at min mor er med i hver eneste af mine handlinger, der afspejler hendes personlighed, empati, værdier og kærlighed. Og det er en helt fantastisk tanke at gå i seng på, selv på de mørkeste dage.