Henrik Højlund: Midt i lufthavnen huskede vores datter os på, hvad kristendom handler om

En del af os er vokset op i hjem, hvor gudsrelationen var uden filter. Og alligevel blev også vi forstyrret af et sekulariseringsfilter. Det kan afhjælpes ved at blive bevidst om, at Gud er selve det hus, man bor i, skriver Henrik Højlund

Henrik Højlund kalder det et "sekulariseringsfilter", når vi bliver forlegne ved at vise vores tro offentligt. Arkivfoto.
Henrik Højlund kalder det et "sekulariseringsfilter", når vi bliver forlegne ved at vise vores tro offentligt. Arkivfoto. Foto: Leif Tuxen.

For nogle år siden var min kone og jeg på vej ind i lufthavnen i Kastrup. Pludselig hørte vi vores datter råbe efter os. Hun og hendes kæreste havde kørt os hele vejen til København fra Jylland. Hun ville bede en bøn for os. Lige der. Midt i strømmen af forbipasserende rejsefolk.

Vi var ikke vant til det. At vores datter eller nogen af vores andre børn gjorde den slags. Der var en blufærdighed i situationen. Lidt forlegent sagde vi glade ja tak. Hun sagde, at hun havde tænkt på det hele tiden, men først lige før det var for sent, vovede hun at gøre det.

Vores svigersøn morede sig lidt over vores blufærdighed. En familie med så tydelige kristne vaner og holdninger, og dog så forlegne ved noget så banalt og basalt som at bede en bøn for hinanden i en situation, der naturligt kalder på bekymring og beskyttelse. Vores svigersøn kommer på en måde fra en anden kultur. Han er godt nok vokset op i Danmark, men hans forældre er tamiler og hinduer. Det var hans første religiøse referenceramme. Den forandredes radikalt i gymnasieårene, så han endte med at blive døbt. Han har oplevet forskellen på at være ikke-kristen og kristen.

Selvfølgelig er han vokset op i den danske mellemtilstand, hvor de fleste befinder sig et sted mellem tro og ikke-tro, og næsten uanset hvad man hælder mest mod, stikker man ikke for meget ud med det. Men han oplevede altså også, hvad det vil sige at være helt udenfor og komme helt indenfor. Hvor omfattende det er. Så omfattende, at det uundgåeligt stikker ud. Så hvor i alverden kom den forlegenhed fra – at man ikke skulle kunne bede en sølle bøn før afgang, hvor som helst, når som helst?

Vi tog hinanden i hånden, vores datter bad en bøn, kort og usentimentalt. Det føltes mere end godt. Det føltes som noget, der skulle være sket for længst og mange gange.

Det blev til mange gange i Etiopien, som var vores rejsemål. Vi skulle derned og undervise på et lille præsteseminarium i en del af en luthersk kirke, som i dag er verdens største lutherske kirke med mere end ni millioner medlemmer. I Etiopien bad man hvor som helst, når som helst for hvad som helst. Gud var en lige så selvfølgelig del af det hele som enhver anden tilstedeværende. Der var overalt en naturlighed og ligefremhed i relationen til Gud i alle forhold.

Det var dét, der blev siddende i os efter tre længere ophold dernede fra 2013 til 2015. I en kirke, som har gennemgået en vækkelse, som ikke er ovre endnu. En vækkelse, som har indeholdt et væld af spektakulære gudsindgreb. Noget, vi nok havde en vis forventning om at se noget til, men som vi sandt at sige kun mødte på anden hånd gennem andres historier om det. Alligevel blev vi sendt hjem derfra med en meget stærk oplevelse af et helt særligt gudsnærvær. Det var ikke historierne om overnaturlige hændelser, der blev siddende længst i os. Det var etiopiernes naturlige inddragelse af Gud i alle forhold.

Eller inddragelse vender forkert. Som om vi gør Gud funktionsdygtig ved at inddrage ham. For etiopieren er Gud der altid før os. Det er Gud, der inddrager os.

Men denne blufærdighed i lufthavnen over vores datters tilbud om bøn – hvorfor egentlig? Vi har da bedt utallige gange sammen med vores datter. Da hun var barn. Med hende og vores andre børn har vi bedt aftenbøn lige så naturligt og sikkert, som vi børstede deres tænder, indtil de kunne selv.

Vores forlegenhed i lufthavnen handlede blandt andet om et slags ”sekulariseringsfilter”.

Det satte gang i en masse refleksion hos mig, som endte med en bog, ”Jeg tror, du er her”, på Bibelselskabets forlag. En bog, hvori jeg prøver at beskrive vores hjemlige gudsrelation. Med og uden sekulariseringsfilter. For en del af os er vokset op i hjem, hvor gudsrelationen var uden filter. Og alligevel blev også vi forstyrret af et ”sekulariseringsfilter”, som har skabt en slags torums-tænkning. Eller snarere praksis. For i tænkningen er vi for så vidt klare. Gud er der overalt, tænker og tror vi. Gud er Gud, om alle mand var døde, som Petter Dass skrev. Gud – før nogen kunne få den tanke at sige Gud. Gud som forudsætningen for alt andet.

Stik modsat det, en aarhusiansk universitetsteolog gjorde gældende for nogle år siden i en artikel i Præsteforeningens Blad som et direkte modspil til Petter Dass’ salme. Overskriften på artiklen lød: ”Gud er død, om alle mand var døde.” I et efterfølgende interview sagde teologen: ”Derfor giver det ikke mening at have en tanke om Gud, som ikke har brug for mennesker, for der er jo kun en Gud, hvis der er mennesker, som fortæller om ham.”

Det er sekulariseringsfilteret sat på teologien, det filter, som har sat sit mærke på os alle sammen.

Etiopierne ville ryste på hovedet ad det. Og nikke et stort ja til Dass’ salme. Gud er der, længe før vi får en tanke om at tro på ham.

Eller, som jeg har læst det ved hver eneste begravelse, siden jeg var præst i Norge og tog det med mig hjem til Danmark, ordene fra Salme 90 i Det Gamle Testamente:

”Herre, du har været vor bolig

i slægt efter slægt.

Før bjergene fødtes,

før jorden blev til,

fra evighed til evighed, er du Gud”.

Siden jeg læser den ved alle begravelser, har ordene sneget sig meget ind i mine egne bønner. Der er en ro i de ord. Gud er der forud for alt og efter alt. Når jeg nu ved min bøn bevidst træder ind i forholdet til ham, så mærker jeg samtidig, at jeg har været der hele tiden. Gud er selve det hus, jeg bor inde i gennem hele livet. Uanset om jeg tror på ham eller ej.

Det er, som C.S. Lewis skriver et sted: ”Hvis vi til fulde forstod, hvad Gud er, ville vi indse, at det ikke er et spørgsmål, om han er. Det ville altid have været umuligt, at han ikke skulle være til. Han er det uigennemtrængelige centrum for al eksistens, den som helt og aldeles er, ophavet til alt værende.”

Samtidig drejer det sig netop også om at komme frem til en bevidsthed om det. At vælge det så at sige. At vælge at gøre Gud til sin bolig. Det, som vi blev så inspireret til i Etiopien. Som der står i Salme 91: ”Den Højeste har du gjort til din bolig.”

Det hænger ikke logisk sammen. At vælge at gøre ham til sin bolig, som har været vores bolig i slægt efter slægt. Nej, logikken er væk, som den altid er det med Gud og troen. Heldigvis. For ellers var det jo opfundet af os.

Der er altid denne dobbelthed i det. Gud som forudsætningen for alt. Men samtidig den sætning, vi skal vælge at tage i vores mund.

At vælge Gud som bolig – det kunne for eksempel være at gøre, som jeg gjorde med to venner en aften på vej i biografen.

Vi havde en times tid inden filmen til en øl og noget vennesnak. På den time nåede vi at røre ved de store glæder og de store sorger lige nu i vores liv. Sorgerne var så store hos den ene, at vi simpelthen bare måtte bede en bøn sammen.

Dernede på Café Conrad i Vejle, midt i mylderet af cafégæster, bad en af os en bøn. Ikke demonstrativt for de andre cafégæster. Jeg tvivler på, at nogen bemærkede det. Tre midaldrende mænd, der sidder lidt bøjet over deres ølkrus med lukkede øjne, den ene mumler lidt.

Det kunne jo bare være nogle lidt affældige, trætte mænd, som mest af alt trængte til at komme hjem. Men vi var allerede hjemme, på caféen, i bønnen.

Vi blev os i nogle få øjeblikke bevidst om det, der altid er vores virkelighed:

”Herre, du har været en bolig for os i slægt efter slægt.”