I den offentlige debat bliver islam ofte fremstillet som en modpol til sekularisme, selvom forholdet mellem religion og stat i islam langtfra er entydigt. Blandt muslimer eksisterer der vigtige teologiske stemmer for en grænsedragning mellem religion og politik, uden at de dog repræsenterer en dominerende diskurs om religion-politik samspillet i islam.
Dette skyldes blandt andet, at disse stemmer er oppe mod de negative historiske erfaringer med den måde, hvorpå sekularismen har manifesteret sig i flere muslimske lande. Modsat den kristne erfaring har sekularismen her hverken ført til fred mellem forskellige sekteriske retninger inden for trossamfundet eller til et opgør med fortolkningsmonopoler eller til religionsfrihed. Tværtimod har modstanden imod den systematiske undertrykkelse af religiøse og kulturelle mindretal, der har fundet sted under sekulære regimer, været en af de væsentligste kilder til islamismens opståen og udbredelse. 1970'ernes modstandsbølge mod de muslimske landes undertrykkende "sekulariserede" magthavere gav islamismen vind i sejlene, og en af de dominerende modstandsparoler var, at "islam din wa dawla"– islam er både religion og stat.
Trods islamismens påstand eksisterer der imidlertid ikke et entydigt forhold mellem islamisk teologi og idéen om en islamisk stat. Selve konceptet om den islamiske stat er en moderne konstruktion, der først er dukket op i muslimske debatter i løbet af det 20.
århundrede. Forestillingen om, at der i islam er et ubrydeligt bånd mellem stat og religion, afspejler således ikke islams essens, men snarere, at en særlig politisk tolkning af islam har vundet stor udbredelse i det 20. århundrede og frem til i dag.
Ikke desto mindre er sekularismen igen kommet på dagsordenen blandt muslimer. Denne gang på en ny måde, der hverken handler om at udelukke religion fra det offentlige rum eller om at være anti-religiøs. En progressiv bølge af moderne muslimske intellektuelle, anført af blandt andre Abdolkarim Soroush, Tariq Ramadan, Mohammad Arkon og Abdullahi An-Naim, argumenterer snarere for sekularisme som et princip, der både kan tilvejebringe tolerance i pluralistiske samfund og samtidig kan sikre, at det guddommelige ved religion ikke bliver mudret til af menneskers fortolkninger af religionen.
Den muslimsk-teologiske begrundelse for sekularisme tager udgangspunkt i, at der er en absolut forskel mellem mennesket og Gud, det profane og det hellige. Men modsat den lutheranske lære om de to regimenter på jorden, er skellet mellem det hellige og profane, religion og verdslighed, vertikalt – og ikke horisontalt. Politiske institutioner, herunder staten, er menneskeskabte og tilhører udelukkende det profane.
Skellet mellem religion på den ene side og religiøse fortolkninger på den anden side er et afgørende punkt i argumentationen for den muslimske sekularisme. Mens religionen er hellig og guddommelig, er den menneskelige fortolkning af religion verdslig og fejlbarlig. I dette ligger der en kritik af den islamisme, der argumenterer for en stat, der skal styres af religion og Guds vilje. En religiøs eller såkaldt islamisk stat vil ud fra dette perspektiv altid afspejle en særlig fortolkning af religion og aldrig Guds vilje som sådan. Hovedbekymringen i argumenterne bag den muslimske sekularisme er således at rense religion fra menneskelige fortolkninger af religionen.
Den sekulære stat skal sikre, at religion ikke monopoliseres af én religiøs fortolkning eller autoritet. Religionens hellighed skal adskilles fra de jordiske gengivelser, og derfor må religiøse fortolkninger ikke ophæves til religiøse diktater. Religiøse fortolkninger, værdier og ræsonnementer må herimod gerne indgå i den offentlige samtale, men på lige fod med andre vidensformer. At religion afspejler sig i det profane rum, gennem det enkelte individs tro på Gud, er positivt, idet religion repræsenterer et sæt etiske retningslinjer for sameksistens. En sekulær stat er
således ikke karakteriseret ved, at den er renset for religion som sådan, men at alt – også de religiøse fortolkninger
– kan diskuteres.
Den muslimske sekularisme-debat er i høj grad et opgør med islamismens ahistoriske og juridificerede religionsforståelse. Omdrejningspunktet har ikke været, om religion må have en plads i det offentlige rum eller ej, men herimod, hvordan religion retmæssigt defineres. Islamismens ahistoriske religionsforståelse afspejler sig blandt andet i ønsket om en islamisk stat, der skal etablere en autentisk og "ren" udgave af islam. Dette indebærer troen på, at det er muligt, at mennesket kan frigøre sig fra sin historicitet og kontekst og besidder evnen til at afspejle Guds vilje gennem den statslige forvaltning. Juridificering af islam sætter lighedstegn mellem Guds lov og sharia – selvom sharia består af menneskelige fortolkninger af Koranen og historisk litteratur omkring profeten Muhammeds liv, sædvane og ord. Begge aspekter forekommer problematiske ud fra argumenterne bag den muslimske sekularisme, idet det både er "umenneskeligt" at tro, at mennesket kan frigøre sig fra sin historicitet, og at det er i stand til at forvalte Guds vilje i en "ren" form. Det er således uhyre problematisk at iklæde sharia en transcendent karakter og dermed udviske forskellen mellem Gud og mennesket, religion og religiøse fortolkninger.
Forskellen i religionsdefinition afspejler sig også i en uenighed omkring, hvilken rolle religionen skal spille i det offentlige rum. Mens islamismen argumenterer for, at religionen skal sikres ovenfra gennem statsmagten, argumenterer eksponenter for den muslimske sekularisme for, at religion bedst sikres gennem en fuldkommen adskillelse af religion og stat. I stedet for en statslov skal religion manifestere sig som en etisk og moralsk etos, der præger civilsamfundet og er baseret på frivillighed. At sekularismen bør sikre, at ingen menneskelig fortolkning af religion får status som den statssanktionerede, autentiske og monopoliserede islam, kan samtidig sikre fredelig sameksistens af forskellige religioner inden for samme stat.
Muslimske intellektuelle, der argumenterer for sekularisme, læner sig op ad religiøse argumenter. Med reference til blandt andet centrale passager i Koranen, der handler om pluralisme og tolerance og til den historiske bystat Medina under profeten Muhammeds lederskab, argumenteres der for, at den autentiske islam netop handler om tolerance over for anderledes troende og tilskynder til respekt for pluralisme og mindretal.
Idéen om en religiøs islamisk stat står i modsætningsforhold til ikke bare pluralisme og tolerance, men også åbenbaringen, da Koranen ikke har noget koncept om staten eller territorial nationalisme. Politiske rettigheder bør således defineres uafhængigt af borgernes religiøse identifikation, idet tolerance, pluralisme og fred anses for at udgøre Koranens centrale budskab.
Den muslimske sekularisme illustrerer, at der ikke eksisterer nogen naturgiven modsætning mellem religion og sekularisme, selvom det i dag er blevet normalt at forbinde sekularisme med en religionskritisk eller direkte anti-
religiøs attitude. Denne sammenkædning foretages lige ihærdigt af muslimer som ikke-muslimer. Men sekularisme handler ikke nødvendigvis om mindre religion, om at være anti-religiøs eller om udelukkelse af religionen fra det offentlige rum. Rygradsreaktioner blandt muslimer, der affejer sekularismen på denne baggrund, fremstår ikke teologisk holdbare.
Vi muslimer bør ikke lade islamismens dominerende diskurser om et ubrydeligt bånd mellem islam og stat blive til et punktum i debatten om politisk islam. Der er tværtimod brug for en konstruktiv debat om den religiøse sekularisme som en mulighed for at opretholde hierarkiet mellem Gud og mennesket i det 21. århundrede.
Mona Sheikh er cand.scient.pol.
Krogerup Højskole holder den 21. januar debatkonference om politisk islam med blandt andre Ahmed Akkari, Sherin Khankan, Fatih Alev og Mona Sheikh. Gratis adgang. For tilmelding se www.krogerup.dk.
Læs kronikken på mandag: "Skal
kirkens stemmer høres i EU?" af
tidligere formand for Det Etiske Råd
Erling Tiedemann