Prøv avisen

Selvfølgelig blander vi religion og politik

Luther, Melancthon, Pomeranus, og Cruciger oversætter biblen. Foto: Classic Image.

I vores åndelige arv har vi Luthers skelnen mellem det verdslige regimente og det åndelige regimente. Men Luther drømte ikke om at skille de to regimenter absolut ad. Derfor lever vi også reelt i en kirkestat

"Kan religion og politik adskilles?" Til det kan man roligt sige nej, og hermed skulle spørgsmålet være besvaret. Da der måske er nogen, der endnu tvivler, så kan man blot henvise til Pia Kjærsgaards (DF) store annonce for partiet, der altid vil forsvare folkekirkens sag. Folkekirken er glad for sin forholdsvis nye ven, men håber dog ikke, at det udelukker andre venskaber.

I Sverige tager kirken konkret stilling, f.eks. ved at gå imod krigen i Irak og fordømme enkeltskrogede tankskibe i Østersøen. Det er ikke tradition hos os, men naturligvis blander vi også tingene sammen. Vi er ganske vist af den tro, at det er just, hvad vi ikke gør i vor protestantiske del af verden. I vores åndelige arv har vi Luthers skelnen mellem det verdslige regimente, hvor vi driver håndværk, forretning og politik – og det åndelige regimente, hvor vi hører Guds ord og lader os trøste heraf. Men Luther drømte alligevel ikke om at skille de to regimenter absolut ad. Kirken, også Luthers kirke, har aldrig holdt sig tilbage fra at vejlede stat og politikere.

Man kan diskutere, om man kan have etik, uden at den henter sin legitimitet fra en religiøs ramme. Det er jo en meget god prøve på, om politik og religion kan undvære hinanden.

I vestlig tænkning opfattes det i dag ofte, som om markedet bestemmer alt. Vi arbejder, fordi vi har lyst til at tjene penge, og vi forbruger, fordi vi har lyst til varer. Det er lysten, der i begge tilfælde driver værket. Og den model overfører vi til resten af tilværelsen. Men markedet kan ikke klare sig uden faktorer, der ikke tilhører markedet, f.eks. det, Adam Smith kaldte "arbejdsomhedens vane", pligten til at arbejde. Markedet kan heller ikke klare sig uden den tillidskabende foranstaltning, som staten leverer gennem sit retssystem ved at sørge for, at kontrakter bliver overholdt.

Religion er en privatsag, siger de fleste af os. Derfor siger mange, at det er usmageligt, at præsident George W. Bush griber til religiøs retorik, når han går i krig. Men ærligt talt: er han ikke nødt til det? Kan man tænke sig en stat gå i krig, bare fordi det er morsomt, eller fordi man har et personligt hævn-mellemværende at gøre op? Er det ikke for lidt som plausibel politisk forklaring?

Under Anden Verdenskrig havde nazisterne en overmennesketeori, som gjorde det legitimt for dem at gå i krig, samt udrydde jøder, sigøjnere og slaviske undermennesker. Nazismens grusomheder kunne formentlig ikke begås, hvis man ikke havde en ideologi af halvreligiøs art, med helligdage, riter, salmer osv., som på mange måder lignede en "rigtig" religion, kristendommen f.eks. – om end som parodi derpå.

For de allierede var det demokratiets krig, de udkæmpede. Nu er det svært at fastholde demokrati som en selvstændig værdi, fordi det jo ret beset blot er en måde at forvalte magten på, men som egentlig ikke siger noget om, hvad magten kan bruges til. En demokratisk stat kan jo sagtens begå grusomheder, hvis blot der er et flertal for dem. Men man kæmpede jo ikke blot for demokratiet, men sandelig også imod Hitler-Tysklands barbari – altså for civilisationen.

Det moderne demokrati er skabt af markedet og lever som dette af en række værdier, uden hvilke det ikke kan fungere. En demokratisk styreform kræver respekt for andre, urbane omgangsformer, begrænsning af magtudøvelse og andre værdier, som man må være nogenlunde enige om. Har man ingen fælles værdier, giver en demokratisk forfatning ingen mening. Så ender det nemlig i gensidig mistillid og flertalstyranni, hvor mindretallene bliver tromlet.

I Folketinget består demokratiet i at "tælle til 90", altså opnå flertal. Hvis ikke Folketinget var befolket af politikere fra alle partier med god vilje til at bøje sig mod hinanden og skabe bredere forlig end blot med 90 mandater bag, så ville demokratiet hurtigt blive slidt op. Man må være enig om de grundlæggende værdier. Politik viser sig afhængig af værdier, der ikke er politiske.

Og her er der det mærkelige, at det ofte ikke synes nok med etiske eller politiske værdier. Man er nødt til at træde et trin op. Selv Stalin måtte appellere til den ortodokse kirkes religiøse begreb om "Moder Rusland" under Anden Verdenskrig. Bush og Saddam Hussein er nødt til at påkalde de højere magter, når krigens realiteter trænger sig helt på. Staten vil have svært ved at kæmpe uden at have religionen på sin side. Når staten bliver trængt, synes den at blive religiøs; og det er her, man kan kende dens sande væsen.

Pia Kjærsgaard har helt ret i sin
annonce. De fleste danskere er hjerteligt enige med hende i, at kirken har det godt i statens favntag, hvor den samtidig øver en legitimerende indflydelse. At vi har en initiativrig kirkeminister, der lader, som om kirken er hendes, eller i hvert fald statens (og det er også hendes) personlige ejendom ligger helt i forlængelse heraf. Tove Fergo (V) har fået mange skældud, men det er klart, at de fleste synes, at hun er en frisk dame, og man skal i hvert fald ikke lade kirken sejle sin egen sø. Den skal omfavnes og forsvares mod den grimme verden, vi lever i. Pressens billede af hende som regeringens klovn er måske ikke forkert, men det er langtfra hele sandheden ude blandt folk.

Tove Fergo udfylder den rolle, som giver sig af, at vi lever i en kirkestat. Sine ideer og idealer har staten altid fået fra kirken. Og i særlig grad da kongen overtog kirken ved reformationen i 1536 og arvede hele dens bo. Det vil sige ikke blot gudstjenesten og forpligtelsen til at ansætte præster, men også alt det andet, nemlig kirkens arbejde for syge og nødstedte. Det der i dag varetages af sundheds- og socialvæsen. Ser vi i andre lande, så er store dele af hospitalsvæsenet på private hænder, og store dele af det sociale arbejde udøves af private hjælpeorganisationer.

Staten (kongen) overtog også undervisningen, og for os er det derfor en selvfølge, at undervisning fra folkeskole til universitet foregår under offentlig finansiering og kontrol. Igen ser det anderledes ud, hvis vi kigger uden for vore egne vinduer: I Tyskland, USA og England. Det vi kalder den skandinaviske velfærdsmodel, er i meget høj grad en kirkestatsmodel.

Et tankevækkende eksempel er, at kirkeåret med dets helligdage er bestemmende for vore skolebørn, som holder fri, når kirken siger, at de skal: jul, påske, pinse, store bededag osv. Vi har dog udvidet kirkeåret med sommerferie og vinterferie. Også erhvervslivet følger kirkeåret, næsten endnu strammere end skolen, fordi man her har en lukkelov til at regulere en del af aktiviteten. Hvis man tror, at lukkeloven kun er til for de butiksansattes skyld, går man fejl. Når HK og andre overhovedet er kommet igennem med at fastholde en lukkelov, så er det en rest fra kirkestaten. Til sammenligning har man ingen lukkelov i USA. Her har supermarkeder åbent alle ugens syv dage og 24 timer i døgnet.

Også den moralske opdragelse har staten ment at skulle tage sig af: Statsradiofoni og senere DR 1 er sene arvinger til Luthers og Balles lærebøger i, hvordan man bliver et godt menneske. Man søgte længe at holde skadelig indflydelse fra andre stationer og kanaler væk. Danskerne havde ikke godt af at se mere end én statsautoriseret kanal. Først med TV 2 i 1988 blev monopolet brudt.

Erkendelsen af at vi lever i en kirkestat, betyder også en forståelse af, at kirken ikke forkynder ind i et helt igennem verdsliggjort samfund. Danskerne er dybt præget af kristendommen. Vi kender allerede de kristne grundværdier, om end ofte ubevidst. Jeg har tidligere sammenlignet os med en skrabeplade: skraber man lidt i os danskere, så kommer kristendommen frem. Der er næsten gevinst hver gang.

Det er kirkens næstvigtigste opgave (evangeliets forkyndelse går altid forud) at gøre sammenhængen mellem det folkelige/samfundsmæssige og det kristne klart. Hermed ikke være sagt, at andre ikke må blande sig i koret - tværtimod, alle skal være velkomne. Men jeg kender ikke nogen enkeltgruppe, der er bedre egnet til det end kirkens præster; i kraft af deres uddannelse og det job, de dagligt udfører. Det betyder, at præsten er vigtig at have i vort samfund. Ser vi tilbage på den tid, der er gået siden reformationen, så er det vel ingen overdrivelse at sige, at præsterne gennem århundrederne har været den største kulturbærende faktor i vort land.

Jan Lindhardt er biskop over Roskilde Stift