Prøv avisen

Selvfølgelig er Løgstrup og Sløk stadig relevante

De to teologiske tænkere Johannes Sløk og Knud Ejler Løgstrup er lige så aktuelle, som de altid har været, mener dagens kronikør. På billedet ses Sløk. Foto: ERIK JEPSEN

To artikler den 23. august sætter spørgsmålstegn ved teologerne Løgstrups og Sløks nutidige relevans og spiller dermed den klassiske, tænkende teologi ud mod den praktiske som om man kan undvære nogen af delene! Det er en fuldstændig falsk og farlig modsætning, mener dagens kronikør

Er teologerne Sløk og Løgstrup yt? Det skulle man tro, når man får Kristeligt Dagblad fra den 23. august i hånden og slår op på hele to artikler med denne journalistiske vinkling, som det vist hedder, hvoraf den ene optager en hel side. Og man tager sig til hovedet.

I Belgien har det rejst en storm af harme og protester, at konen til den afskyelige forbryder Marc Dutroux, der kidnappede, voldtog og dræbte en række små piger, har opnået en form for betinget benådning, til trods for at hun har deltaget i mandens excesser. Specielt har faderen til en af de små piger, som konen lod sulte ihjel, reageret voldsomt og vedholdende.

LÆS OGSÅ: Kritik fra teologer: Sløk og Løgstrup giver ikke svar på nutidens udfordringer

Ofte tolkes en reaktion som hans som et krav om hævn. Og det kan vel tænkes at være en del af forklaringen. Men jeg tror, der er mere i det.

Hvad med de mange ikke-pårørende, der også på større eller mindre afstand er oprørte og finder behandlingen af den belgiske forbryders kone for lemfældig? Det kan ikke være, fordi de råber på hævn. For at nære en hævnfølelse må man være nært forbundet med ofret.

Jeg taler her på baggrund af min egen reaktion, da en voldsmand med kort, udstået straf fik en unik chance som lærling i Claus Meyers bageri, mens offeret med en livslang 50 procent invaliditet havde måttet kæmpe for at blive hjulpet og tilmed nu kunne møde voldsmanden på gaden. Jeg fandt det oprørende som mange andre.

Men hvorfor? Det er jo et smukt motiv at ville hjælpe mennesker med udstået straf tilbage til en tilværelse som lovlydige borgere. Resocialisering hedder det, og det er bestemt både humant og til samfundets entydige fordel.

Hvad er det så, der er oprørende? Det er, at den milde behandling af forbryderen utilsigtet kommer til at virke, som om vi tager let på ofrets lidelser.

Det er en hån mod den unge kvinde, der blev banket halvdød med et jernrør og smidt ud ad vinduet fra anden sal, at hun to år efter kan møde gerningsmanden i Netto!

Det er et samfundsproblem. Almindelig retsbevidsthed kræver, at der må findes en form for balance mellem hensynet til forbryderen og hensynet til ofret.

Som et minimumskrav må ofret stilles betydeligt bedre, end den unge pige blev. Men det vil aldrig blive andet end en tilnærmelse til en løsning. Hun vil jo aldrig få fuld oprejsning. Hun får aldrig sit liv tilbage, som det var før hændelsen. Hun må leve med en de facto livstidsdom for at sige det sådan.

Det gør problemet til mere end et samfundsproblem. Det er et metafysisk problem. Det vil sige, det blotlægger en konflikt i selve tilværelsens indretning, som der ingen løsning er på med mindre man vil ty til den kristne forkyndelse. Og det er den side af sagen, der er mit ærinde i dag.

Lad os tænke os, at den unge kvindes forældre opsøger deres præst og spørger, hvad de skal stille op med den vrede og indignation, de føler på deres datters vegne. Som om selve forbrydelsen, som hun må bære følgerne af resten af sit liv, ikke var nok. For ikke at tale om, at det er den unge kvinde selv, der opsøger præsten med disse spørgsmål.

Skal præsten svare, at sådan er livet nu engang? Det onde findes. Livet går ikke op. Vi lever i en falden verden, der er fyldt med lidelse, både menneskeskabt lidelse og grusomheden i dyreverdenen og grumme skæbneslag, som vi mennesker ikke har mulighed for at se til bunds i.

Så sandt, dette er, det svar vil ikke være nok. For hvordan kan Gud tillade det? Det kan vi forestille os, at den unge kvinde eller hendes forældre spørger. Måske henviser præsten så til Luther, der sagde, at det skal vi ikke spekulere over. Vi skal holde os til Jesus. Han udtrykker Guds vilje, som er betingelsesløs kærlighed. Min nåde er dig nok, skal vi tænke. Vi kommer aldrig til at forstå Gud. Troen er en dårskab, som Paulus sagde.

Men vil det virkelig sige, at der også er tilgivelse for voldsmanden, kan vi tænke os, at kvinden eller forældrene spørger. Og til det må præsten svare ja. Men er det svar nok? Skal præsten virkelig sende dem hjem med den besked?

I dag skal du være med mig i Paradiset, sagde Jesus på korset til røveren ved sin side. Han sagde det på Guds vegne. At Guds kærlighed er uden betingelser, betyder virkelig, at der også er tilgivelse for røveren.

Men forestiller vi os nu, at røveren er en lige så afskyelig forbryder som belgieren ovenfor og at mødre og fædre til de børn, han har mishandlet og dræbt, befinder sig neden for korset og hører disse ord, så har vi en helt parallel historie til den belgiske med den fortvivlet protesterende fader.

Jesu kærlighedsbudskab er med andre ord dybt oprørende. Er der virkelig ikke mere at sige til ofrenes fortvivlede og indignerede forældre? Har præsten ikke mere at sige?

Jo, i hvert fald hvis vi følger K.E. Løgstrup. Han siger (i min gengivelse): Når Jesus på Guds vegne tilgiver betingelsesløst, så det også omfatter bestialske forbrydere som røveren og belgieren, så gør han det i forventning om, at i Guds rige er alt, hvad der er lidt her på jorden, udlignet i en forstand, vi ikke kan forestille os og ikke skal søge at udmale os. Der er oprejsning for ofrene i Guds evighed.

Jesus troede som masser i sin samtid, at de sidste tider med gudsrigets komme ville indtræffe meget snart, måske i morgen, måske i nat. Han tog som bekendt fejl. Men hans disciple, de første kristne, gav sig til at sige, at det var sket alligevel, blot indtil videre usynligt, åndeligt.

Så det var muligt at leve med det håb foran sig, at dette er menneskers fremtid. De foregreb det, og det forvandlede deres liv fra fortvivlelse til glæde og udholdenhed i lidelser.

At være kristen er den dag i dag at tro som dem og foregribe, hvad Jesus på denne måde stiller mennesker i udsigt som løsning på det til tider oprørende ved livets indre modsigelser som nu dette, at tilgivelse af voldsmanden er en hån mod ofret.

Løgstrups hovedværk, Skabelse og tilintetgørelse, handler dybest set om kristendommens svar på lidelsens problem.

Om det lykkes præsten at få et sådant svar formidlet til de fortvivlede mennesker, er et spørgsmål om præstens evne til indlevelse, til at gribe en samtale rigtigt an, til at kunne forklare svære, dybe materier. Det kræver en menneskelighed og modenhed, som ikke kan læres.

Men dette udelukker ikke, at der oven i den forudsatte menneskelighed og modenhed er noget, der kan læres. I præstens uddannelse kalder man de fag, der tager sig af det, for praktisk teologi.

Men lad os antage, at den præst, der opsøges af den unge kvinde eller hendes forældre både er udstyret med stor menneskelighed og modenhed og har brugt masser af tid på sit teologiske studium til den praktiske teologi, men har forsømt den klassiske, tænkende teologi a la Sløk og Løgstrup (arbejdet med Jesu forkyndelse, med religionsfilosofien og dogmatikken ), hvad hjælper så alle hendes eller hans praktiske færdigheder?

For så har han eller hun ikke noget gennemtænkt og lødigt at sige. Så bliver der kun opbyggelige floskler tilbage. Eller præstelig afmagt. Og så er der stor risiko for, at man sender folk hjem som ateister. Og dem er der som bekendt stadig masser af, trods al nyreligiøsitet og nyåndelighed.

Artiklerne den 23. august spiller den klassiske, tænkende teologi ud mod den praktiske som om man kan undvære nogen af delene! Det er en fuldstændig falsk modsætning.

Lad mig sige det sådan: Uden Sløk og Løgstrup havde jeg ikke kunnet gøre rede for tankerne ovenfor. De to tænkere er lige så aktuelle, som de altid har været.

Tænk, at vi har dem! Tænk, at vi har Kierkegaard og Grundtvig! Eller er de måske også passé?