Prøv avisen
Kronik

Kære forælder til selvskadende børn: Husk at lytte til dit barn

Tavsheden om problemer med selvskade har som regel en længere forhistorie, og den kan være begyndt med et relativt lille problem. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Lars Rasborg, Cand.psych., klinisk børnepsykolog

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

I et virtuelt netværk deler selvskadende unge tanker om deres problemer. Det kalder på vores opmærksomhed og på reelle løsninger. Voksne bør reagere, når det kan virke, som om barnet viser tegn på manglende trivsel, skriver børnepsykolog

VI FORVENTER, at børn og unge kan fortælle, hvis der er noget, som trykker dem. I hvert fald hvis vi hjælper dem på vej med spørgsmål, forsikrer dem om, at vi gerne vil høre på dem, uanset hvad de har at sige, eller tilbyder dem en psykolog at tale med.

Når et barn eller en ung trods alle forsøg ikke åbner for posen, er vi tilbøjelige til at konkludere, at vi foreløbig ikke kan gøre mere, hvor pinagtigt det end er.

Danmarks Radio sendte den 17. januar dokumentaren ”Døde pigers dagbog” om selvskadende unge, der finder sammen i det virtuelle, lukkede netværk priv og deler tanker om, hvad der belaster dem, og som de ikke føler, de kan dele med deres forældre eller andre voksne mennesker. Foruden tanker deler de også fotos af, hvordan de skader sig selv.

Dokumentaren viste, hvor galt det kan gå, når børn eller unge er alene med noget, som belaster dem.

De unge ser netværket som en løsning, for der kan de være åbne og møde andre, som de føler forstår dem. Vi voksne ser derimod netværket som et problem. For det virker i retning af, at de unge foretager mere og alvorligere selvskade for ultimativt at begå selvmord.

Der er tale om unge, der ikke føler sig forstået af deres voksne, snarere afvist. Når vi ser et netværk som priv som et problem, risikerer vi, at det kun får dem til at føle sig yderligere afvist.

Vi kan komme ud af denne klemme og blive i stand til at hjælpe de unge, hvis vi i stedet ser sådanne netværk som et symptom – et symptom på mistrivsel, der ikke er blevet opdaget. Med andre ord så handler det om mistrivsel og om unge, som er hindret i selv at give udtryk for den, eller som faktisk har givet udtryk, men ikke følt sig hørt.

Noget af det, der kan hindre en ung i at fortælle, hvad der belaster hende, er, at hun ikke ved, hvordan hun skal beskrive problemet, eller ikke tror, at de voksne vil kunne forstå det eller vil tage det alvorligt. Noget andet kan være, at hun frygter, at det hele bare vil blive meget værre, fordi de voksne vil blive vrede, overbelastede, afmægtige, kede af det eller syge.

Tavsheden om problemet har som regel en længere forhistorie, og den kan være begyndt med et relativt lille problem.

ET BARN HAR FOR EKSEMPEL følt sig forkert, uvelkommen eller afvist i en social sammenhæng. Det får barnet til at nærme sig en ny, men lignende situation med forsigtighed. Forsigtigheden fører til, at barnet bliver overset, hvilket det oplever som en bekræftelse af ikke at være velkommen. Oplevelsen maner til yderligere forsigtighed, og en ond udvikling er sat i gang.

Jo længere tid en ond udvikling får lov til at forløbe, desto sværere kan det blive for barnet at finde ud af, hvad problemet egentlig er, og hvordan man kan udtrykke sig om det. Og det gør det sværere at tro på, at de voksne vil kunne forstå det og vil tage det alvorligt, hvis man begynder at tale om det.

Og den unge kan sagtens have ret. ”Hvorfor siger du det først nu?” er ikke en ualmindelig reaktion fra os voksne, hvis vi pludselig hører om et problem, som har stået på alt for længe.

Meningen bag vores reaktion er god nok. Men den unge oplever spørgsmålet ”Hvorfor siger du det først nu?” som en kritik og føler sig nu dobbelt forkert: først afvist som person og dernæst forkert ved at sige det for sent.

I andre tilfælde har den unge givet udtryk for problemer, men det er ikke blevet hørt af de voksne. Hun har følt sig afvist, og i stedet for at råbe højere har hun tiet. Og måske er hun faktisk blevet afvist i den forstand, at de voksne ikke opfattede problemet som noget særligt.

Børn og unge kan være alene, også selvom de er omgivet af forældre, pædagoger og lærere, der er bekymrede og gerne vil høre på dem. De kan være alene, også selvom de har kontakt med en psykolog eller psykiater. For hvis de ikke svarer på spørgsmål og hverken lader sig opmuntre eller presse til det, synes mange voksne, både forældre og fagfolk, at de har gjort, hvad de kan.

MEN DER ER MERE AT GØRE. Den voksne kan anerkende, at en ung, der ikke fortæller, kan være hindret i at tale for sig selv. I stedet for at stille flere spørgsmål kan han fortælle tanker om, hvad der måske er på spil for hende. Erfaringen er, at det på lidt længere sigt fører til, at børn og unge begynder at tale for sig selv.

Som et eksempel opdagede en mor, at hendes datter havde ridset sig selv i armen. Moderen blev alarmeret og spurgte: ”Hvorfor har du gjort det?”. Datteren slog det hen med bemærkningerne ”Ikke for noget” og ”Bare for at prøve det”. Moderen sagde så til sin datter, at hun ikke måtte gøre det igen, og at hun altid kunne komme til hende, hvis der var noget. Hun fik sin datter til at love, at det ikke skulle gentage sig.

Men det gentog sig. Nu ændrede moderen strategi og lod være med at stille spørgsmål, opstille forbud og afkræve løfter. I stedet sagde hun til sin datter, at når hun ridsede sig, var det måske, fordi der var noget, som irriterede hende eller gav hende besvær. ”Måske noget i skolen, i forholdet til dine venner eller herhjemme, for eksempel noget af det, jeg siger og gør.” Datteren sagde fortsat ingenting, men så dog ud, som om hun lyttede.

I de følgende dage gav moderen sig til i tankerne at lede efter alle de situationer, hun kunne huske fra de seneste måneder, hvor hendes datter havde vist tegn på modgang, om de så bare var små, eller hvor hun måske havde oplevet modgang uden at vise det. Hun fandt en række eksempler og fortalte dem over en periode til sin datter.

Gradvist begyndte pigen at kommentere eksemplerne. Nogle afviste hun, andre korrigerede hun, og atter andre supplerede hun. Det viste sig som et gennemgående tema, at pigen ofte og på mange forskellige måder oplevede, at hun ikke var okay i andres øjne.

Løsningen, som kom ”af sig selv” hen ad vejen, blev, at pigen fik et nyt og større mod på at stå ærligt frem for andre i stedet for at rette ind efter deres forventninger og gå stille med det, når hun ikke syntes, de behandlede hende ordentligt. Selvskade kan være relativt let at blive kvit, når den kun er i sin spæde begyndelse, som tilfældet var her. Men forældre, pædagoger og lærere kan sætte ind endnu tidligere ved blandt andet at være opmærksomme på børn, der, som den omtalte pige, reagerer ”for lidt”, når de oplever modgang.

DET HANDLER RET BANALT OM, at de voksne omkring det enkelte barn er opmærksomme på, hvordan barnet trives, vurderet ud fra dets adfærd, og om at reagere, når det kan virke, som om der mangler tilstrækkelige og overbevisende tegn på god trivsel.

Desuden handler det om at være opmærksom på, at barnet ikke nødvendigvis fortæller oprigtigt om sine følelser og tanker, selvom de voksne er oprigtigt interesserede, og det handler også om at være parat til at gøre sig tanker på barnets vegne og fortælle dem til det.

Uanset hvor veloplyste om nettets farer børn og unge kan blive, er det svært at forestille sig, at tilpas hårdt pressede unge vil afholde sig fra at benytte netværk som priv, når de byder sig til. Når sådanne netværk overhovedet har brugere, er det et tegn på, at der er unge, der oplever vanskeligheder i deres hverdag, som kalder på vores opmærksomhed og på reelle løsninger. I det omfang løsningerne lykkes, vil netværkene miste deres betydning.

Lytter vi alene til det, som børnene og de unge siger, er der risiko for, at de smutter for os. Det, de ikke siger, kan være det allervigtigste at få fat i.

Lars Rasborg er klinisk børnepsykolog