”DANS QUEL MONDE vivons-nous?”. I hvilken verden lever vi? Sådan skrev en af mine franske venner i et tragikomisk trikolorefarvet Facebook-indlæg efter angrebene i Paris.
Det fortvivlende svar er, at vi lever i præcis samme verden, som vi levede i, før Islamisk Stat myrdede løs i lysets by.
Truslen mod Vesten og den levevis, vi praktiserer, er den samme som før. Den ligegyldige sniksnak om solidaritet er den samme som før. Og reaktionen fra politisk hold er den samme som før.
Den eneste forskel, angrebene har gjort, er, at flere endelig har fattet, at vi står over for en fjende, som ikke kan bekæmpes med traditionelle midler.
Fjenden er islamisme. Og den kan hverken tilintetgøres med krudt og kugler, overførselsindkomster eller ved at tale pænt. Hvis vi vil islamismen til livs, må vi i gang med et større opdragelsesarbejde, der sigter på frihed og oplysning.
Så her kommer et win-win-forslag: Send islamister på højskole.
Lidt mere præcist: Folketinget finder penge til at sende radikaliserede unge på højskole, fordi skoleformen fortsat er en livsnerve i det danske demokrati. Som tidligere elev på Rødding Højskole, tidligere medlem af elevbestyrelsen og i dag lejlighedsvis underviser taler jeg af erfaring.
Vi kan lige så godt indse det: Det er ikke alle, der synes, det danske samfund er supersagen. Selvom det måske kan være svært at forstå, at nogle ringeagter ytringsfrihed, sekularisme, ligestilling mellem kønnene og friheden til at gøre stort set hvad som helst, er det sørgeligt, men sandt: Mange mennesker vil noget helt andet.
Og hvad er så det der ”andet”? Det er den såkaldte Medina-model, som var det styre, profeten Muhammed etablerede i byen af samme navn, da han udvandrede dertil fra Mekka i 622. For islamisterne handler det kort og godt om at genrejse kalifatet, et religiøst styre baseret på islamisk lov.
Det er ganske givet, at ikke alle islamister er jihadister. Jihadister adskiller sig fra islamister, fordi førstnævnte tager voldlige midler i brug - nogle gange med livet som indsats. Det er også indlysende, at terror ikke udgør en eksistentiel trussel mod vores samfund. Det har blandt andre Politikens kulturredaktør, Rune Lykkeberg, og Havard-professoren Stephen M. Walt peget på. Ikke desto mindre ser det ud til, at islamistiske holdninger er på fremmarch. Og det er foruroligende. For eksempel viste en Wilke-måling for Morgenavisen Jyllands-Posten, at 77 procent af danske muslimer mener, at Koranens anvisninger skal følges fuldt ud. I 2006 lød tallet ”kun” på 62 procent.
Dertil konkluderede den meget omtalte rapport fra det tyske Wissenschaftszentrum Berlin für Sozialforschung, at 44 procent af de muslimer, der deltog i den tværnationale undersøgelse fra 2008, måtte betragtes som religiøse fundamentalister.
Belært af de seneste 10 års debat er jeg pinagtigt bevidst om, at hvert ord skal vejes på en guldvægt, når islam og muslimer er på dagsordenen. Et oplagt spørgsmål er derfor, hvad der adskiller islamister fra muslimer.
En af de vigtigste forskelle er, at islamister plæderer for et religiøst styre, mens muslimer accepterer og anerkender såvel Grundloven som demokratiet. Til oplysning er denne skelnen ikke min, men derimod professor emeritus Mehdi Mozaffaris skelnen.
I SIN BOG ”Islamisme - en orientalsk totalitarisme” (2013) definerer den iranskfødte Mozaffari endvidere islamismen som en religiøst baseret ideologi, der rummer en totalitær tolkning af islam. Endemålet er erobringen af verden med alle midler.
Selvom der er forskellige versioner af islamisme (for eksempel wahabisme og salafisme), adskiller islamisme sig generelt fra islam - og dermed fra muslimer - ved at kaste vrag på demokratiet som styreform. Og heri ligger faren. For hvad skal vi stille op, hvis og når x antal medborgere ønsker, at demokratiet skiftes ud med et kalifat?
Jeg har ikke alle svarene. Men én ting er i hvert fald sikkert: Islamisme kan ikke bekæmpes med bomber og skydevåben, sådan som for eksempel Hollande, Putin og andre globale ledere er i færd med i skrivende stund.
Vi er desuden nødt til at anerkende, at radikalisering ikke kun handler om diskrimination og dårlige socio-økonomiske forudsætninger.
Det er muligt, at visse personer tyr til vold, hvis ikke de føler sig anerkendt. Det er også meget muligt, at man begår kriminalitet, hvis man kommer fra ringe kår. Men man sprænger ikke sig selv og en masse andre i luften, alt imens man råber ”Gud er stor”, medmindre man er udstyret med et bestemt tankesæt.
Der er ofte ikke langt fra tanke til handling, og derfor er det afgørende, at vi også betragter terror som et produkt af islamisme. Et foreløbigt svar på, hvad vi kan stille op, er følgelig, at vi må bekæmpe islamisme som det, den er: en ideologi.
Hvordan bekriger man så en ideologi? Mit bud er, at man sætter idéer mod idéer. Men det er ikke nok. For hvordan overbeviser man nogen om værdien i for eksempel frihed og ligeværd, hvis vedkommende er på grænsen af pædagogisk rækkevidde?
Her er jeg heller ikke sikker i min sag. Men vores politikere kunne måske overveje at tvinge radikaliserede unge og islamister til at indse værdien af frihed?
JEG ER OPMÆRKSOM PÅ, at min tanke er lige dele kontroversiel og paradoksal. Frihed er jo netop kendetegnet ved et fravær af tvang, og at man træffer sine egne suveræne valg.
Med paradokset for øje tror jeg alligevel, at det ville være givtigt at (ud)danne unge i radikaliseringsfare for eksempel med tvungne højskoleophold. Det forudsætter naturligvis, at de sociale myndigheder allerede har kontakt til de unge, der er i radikaliseringsfare, for slet ikke at nævne dem, der er sprunget ud som fuldblodsislamister.
Idéen er ikke spor ny. For eksempel foreslog filminstruktøren Joachim Nielsen i et debatindlæg i Politiken, at man skulle indføre højskolepligt for utilpassede nydanskere.
Visse kommuner har i øvrigt allerede ydet støtte til udsatte unge i form af tilskud til et højskoleophold. Enten som led i en forebyggelsesindsats eller som kvalificering til at påbegynde en uddannelse.
Fra min tid som højskoleelev og sidenhen underviser på Rødding Højskole ved jeg, at et kollektiv af unge mennesker i rammer med højt til loftet skaber en stemning uden lige.
Selv de mest introverte, intolerante og autoritære personligheder bliver påvirkede. Især fordi den idérigdom og de ildsjæle, der findes i højskolemiljøet, leverer de bedste betingelser for at udvikle nysgerrighed, åbenhed og lydhørhed over for andre. Alt dét, der kendetegner et dannet og oplyst menneske.
Summa summarum: Hvis vores politikere tænkte mindre som den amerikanske politolog Francis Fukuyama, der erklærede demokrati og kapitalisme for idéhistoriens ubestridte vindere, og mere som den danske demokratiforkæmper og højskolemand Hal Koch, kunne vi muligvis undgå flere mindehøjtideligheder til lyden af Lennons ”Imagine”.
Koch hævdede for eksempel stædigt, at demokrati ikke er et system, men en livsform, som skal tilegnes. At demokrati drejer sig om sindelag, som skal bibringes hver generation. Og at det derfor er oplysnings- og opdragelsesarbejdet, der er nerven i demokratiet.
Her spiller højskolerne en væsentlig rolle, og de kunne vise sig at være et af vores stærkeste våben i kampen mod islamisme.
Simon Dorph Nørgaard er stud.scient.adm. og lejlighedsvis underviser på Rødding Højskole