Sex, løgn og video – det deler man da

Stribevis af unge kvinder bliver udnyttet og udsat for alvorlige seksuelle krænkelser på de sociale medier. jeg bøjer mig i støvet for dem, der har modet til at stå frem. I sidste ende er det kun de unge selv, der for alvor kan bryde med en syg kultur

Sex, løgn og video – det deler man da

SOM BARN HAVDE JEG en veninde, der var udsat for seksuelle overgreb i hjemmet, og det foregik i årevis.

Jeg vidste det godt, for hun fortalte mig det selv. Og der var noget mærkeligt og ubehageligt ved det hjem. Men jeg sagde det aldrig til nogen, fordi:

1) Min veninde ville ikke have det.

2) Det strejfede mig ikke et øjeblik, at det ville gøre nogen som helst forskel. Sådan var det bare. Nogen fik tæsk, og nogen blev mobbet i skolen, og nogen havde et lortehjem. Sådan er livet, og nogle gange er livet bare noget lort.

3) Hvis jeg havde forestillet mig, at det ville gøre en forskel, ville jeg kun have troet, det var til det værre.

I dag ved jeg, at de ting skadede hende for livet. Det var ikke min skyld. Og det var heller ikke mit ansvar. Vi var børn. Jeg prøvede at være en god veninde og være der for hende i stedet. Men jeg kan stadig vågne om natten og få ondt i maven over alt det, jeg aldrig sagde til de voksne. For hvem ved, måske ville det alligevel have gjort en forskel.

Selv lærte jeg en lektie for livet: Ting skal siges. Og de skal siges højt. Uanset om man er ved at skide i bukserne af skræk, eller det er naboen, kollegaen eller vennerne, der skal konfronteres. Det største mod er at gøre lige præcis det, man ikke tør.

Netop den form for mod har de unge kvinder og piger, som i den seneste tid er stået frem i medierne og har fortalt om, hvordan de er blevet udnyttet og udsat for alvorlige seksuelle krænkelser på de sociale medier. De har berettet, hvordan deres sexliv er blevet udstillet på nettet, deres private nøgenbilleder er blevet delt vidt og bredt, og de har oplevet mange forskellige former for chikane. Det er historier om dybe tillidsbrud, hvor mennesker, som de stolede på, har svigtet og udstillet dem lige der, hvor de var allermest sårbare.

Og det er historien om, hvad den slags tillidsbrud gør ved mennesker – uanset om det foregår i cyberspace eller i fysisk form. En er droppet helt ud af sit studie. En anden fortæller, hvordan hun er blevet paranoid og ikke tør gå ud, fordi hun tror, at folk vil dokumentere alt, hvad hun laver. For alle pigerne gælder, at krænkelserne har haft stor indflydelse på deres liv. De føler sig svigtede og misbrugte. De mister deres selvværd, selvtillid og troen på andre mennesker.

SOM FLERE MEDIER HAR AFDÆKKET, er disse unge kvinder desværre kun toppen af isbjerget. Stribevis af unge som dem får udstillet deres kroppe og intime detaljer om deres sexliv på nettet. Via lukkede grupper på Facebook deler tusindvis af danskere nøgenbilleder og sexvideoer med navngivne piger uden pigernes samtykke. Tilsyneladende uden nogen som helst form for refleksion over, hvad det egentlig gør ved pigerne. Som en ung fyr siger i et interview på Radio24syv: ”Nogen gange gør man det bare for sjov. Fordi man kan.”

Det kræver ikke lang tids research at dokumentere, hvordan private billeder af unge menneskers bare bryster, tungekys og meget mere florerer på de sociale medier. Og ikke mange samtaler at få bekræftet, at det for nogle grupper af unge er blevet en del af deres ungdomskultur. Nøgenbilleder tager ikke sig selv, sexvideoer er der nogen, der har optaget, og ofte er det i første omgang de unge selv, der har delt dem. Måske blot med kæresten, i andre tilfælde vidt og bredt. Det er først i det øjeblik, andre spreder dem mod ens vilje, at det opleves som traumatisk.

Sex er fedt, og der er ikke noget galt i at tænde på porno. Men man kan spørge sig selv, hvor mange der i virkeligheden føler sig pressede af en kultur, der i den grad udstiller seksualiteten i det offentlige rum. Hvor mangeonenightstands , som man egentlig ikke havde lyst til, finder sted alene med henblik på at filme og dele? Hvor mange intime billeder bliver taget og delt kun med henblik på at få flest muligelikes ?

Min påstand er, at det er ikke så få. Og det gælder ikke kun pigerne, drengene kan jo være ofre for det samme gruppepres. Men de unge tør ikke sige fra, for det kan de ikke. Der er nogle uskrevne regler på de sociale medier, som de unge følger, og de handler blandt andet om, hvad man kan opponere imod, og hvad man er nødt til at bide i sig. Du kan ikke bare være hende den snerpede, der siger, at det vil du ikke have, for så gør du dig selv sårbar. Så er det bedre bare at tie det ihjel, siger de piger, jeg har talt med, stort set samstemmende. Sådan er det bare. Sådan er livet, og nogle gange er livet bare noget lort.

Netop derfor bøjer jeg mig i støvet for de unge kvinder, der står frem og har modet og styrken til at gå imod de uskrevne regler om at bide tænderne sammen og holde gode miner til slet spil. Dette er en hyldest og en støtte‑ erklæring til dem. Et heltekvad. De er et foregangsbillede for andre. De synliggør det forbudte, og de bryder mure ned.

EN AF DEM HAR FOR EKSEMPEL medvirket i et tv-program på DR 2, hvor hun møder en af de unge mænd, der har delt private nøgenbilleder på nettet. I et klip fra programmet følger man den unge mands reaktion, mens han lytter til pigen, der roligt fortæller, hvordan hun ikke havde lyst til at leve mere, efter at private og intime billeder af hendes nøgne krop var blevet delt med tusindvis af vildtfremmede mennesker på nettet.

Hans reaktion er voldsom: ”Jeg får det dårligt. Jeg bliver superked af det, fordi – personligt var det ikke det, jeg havde forestillet mig. Jeg får decideret kvalme.” Hans hænder ryster, og han er tydeligvis dybt påvirket af situationen. En ting er sikkert: Det møde glemmer han aldrig.

Som seer er det også svært at ryste af sig, og man kan kun håbe, at der sidder rigtig mange derude ved skærmene og de mobile enheder og deler klippet, for det kan ikke undgå at påvirke i al sin stille gru.

Når ting foregår i det virtuelle rum, bliver det fjernt og uvirkeligt for os. Man ser ikke konsekvenserne af sine handlinger, og det bliver nemmere at afskrive som noget, der ”bare er ment i sjov”. Disse unge kvinder er med til at sætte ansigt på de grove overgreb, som foregår derude. De er virkelige mennesker af kød og blod, og overgrebene har helt reelle konsekvenser for deres liv og fremtid. Ting, der først er på nettet, forsvinder aldrig helt. Det er det barske faktum, som pigerne må leve med for altid.

Desværre er det ikke nogen selvfølge, at folk, der står frem og bryder tabuer, efterfølgende bliver behandlet godt. Det er et anerkendt fænomen, at hvis man bryder en gruppekultur, så risikerer man repressalier. Tænk bare på folk, der ”sladrer” om doping, folk med ”afvigende” seksuel orientering eller lignende, så finder man hurtigt utallige eksempler på, hvordan de, som stiller sig frem og taler imod en kultur, uanset hvor usund den er, risikerer at blive ildesete, socialt isolerede eller udstødte.

Når de unge siger, at det er bedre ”bare at lade det gå over” i stedet for at tage kampen op, er det ikke af fejhed, men fordi de ved, at risikoen for at blive udstødt af gruppen er helt reel.

Lad os bakke alle de modige unge kvinder (eller mænd) op, som siger fra over for misbruget, i medierne, ude på deres gymnasier og skoler eller i vennekredsen. De fortjener vores fulde støtte, hvor vi end møder dem, og de skal vide, at det gør en kæmpe forskel. Del deres historier – del, del, del.

Jo flere stemmer, der siger fra, jo mindre smart bliver det at hænge hinanden ud på nettet, lave hævnporno eller lægge private nøgenbilleder på de sociale medier mod andres vilje. Uanset hvor mange regler og love, vi indfører, og hvor mange kampagner, vi gennemfører, er det i sidste ende kun de unge selv, der for alvor kan bryde med en syg kultur. De skal vide, at de ikke er alene.