Sex og Indre Mission

Jeg har fået tilladelse af Kristeligt Dagblad (KD) til at kommentere nogle af brevene fra de mange nye pennevenner, jeg har fået fra Indre Mission (IM). Hvad der end måtte være os imellem, så glæder det mig dog, at vi er enige om det faktuelle: at sex og køn er meget vigtigt for kirkens højrefløj. IM's formand, Christian Poulsen, siger (KD 5.1.) i et stilfærdigt indlæg, at det derfor er nødvendigt, at hele vor kultur »opgradere(r) seksualiteten«. Det er ganske vist imod tidens ånd, men nødvendigt alligevel. Søren Holm, som vist er en slags tidehvervsmand, støtter sine missionske brødre i, at det er meget vigtigt (KD 6.1.). Benægter man det, er man både »fjollerist« og »libertiner«.To ikke særligt rare ting. Ved siden af skriver indremissionær Asbjørn Asmussen: »At sex ikke er noget særligt, er simpelthen et djævelsk bedrag«. Så holdt man fri om søndagen, men allerede mandag (8.1.) letter luftkaptajn Nørgaard Kristensen med en antydning af, at det er mig, der er helt sexfikseret (»tyv tror, hver mand stjæler«). Men i øvrigt, at når Gud har skabt mennesket som mand og kvinde, må sex være ret vigtigt. Indlægget er forkortet af redaktionen - gad vide, hvad der ellers har stået. Om tirsdagen kan vi læse lektor ved Menighedsfakultetet, Nicolai Winther-Nielsen slå fast, at »Jesus valgte 12 mænd til apostle: han fordømmer skilsmisse. Han går ikke uden videre (!?) ind for gengifte. Han advarer mod lystne blikke på andres koner«. Samme dato forklarer K. Lindhardt Jensen, at skilsmisse kan nok tilgives, men man kan ikke blive gift igen, og man kan ikke opnå embeder i kirken. Tilgivelsen har altså sine begrænsninger. Den 10. januar går vi med Ove Bartholdy pludselig over til et andet bud, det ottende om ikke at lyve. Men det viser sig, at det, man ikke må lyve om, er det sjette bud. Så er vi hjemme igen. Torsdag den 11. januar er det helt overvældende. Otte indlæg over en hel side. Holmsgaard har nogle interessante betragtninger. Han mener, at jeg er et »åndsmenneske«, hvorved jeg skulle overse, at både Bibelen og IM taler om »mennesker af kød og blod og med en seksualitet - ja, hævder endog at Guds velsignelse er knyttet til den«. Landsungdomssekretær Holmgaard mener, at både sex og IMU er anbefalelsesværdige, men da jeg er for gammel, kan jeg desværre ikke være med i IMU (hvor de har det sjovt, kan man forstå). Henrik Højlund mener, at jeg måske kan få tilslutning til mit synspunkt, at sex ikke betyder så meget i Danmark, men ikke i den store verden, hvor de kristne kirker arbejder, og derfor er jeg provinsiel. Ja, det kan man ikke afvise. Men vi er jo i Danmark, som igen er i den vestlige verden. Brevene udviser en forbløffende lighed, men alle kommer jo også fra kirkens højrefløj. Ingen andre synes at interessere sig for debatten. Så vidt jeg har set, er der kun ét brev af en anden observans. Kære kirkens højrefløj. På sin vis er jeg glad for, at tingene er trukket så skarpt op. Man kan sige meget om missionsfolk, men de lægger ikke fingrene imellem. Jeg tror sjældent, jeg har fået så mange høvl på én uge. I tillægger virkelig det seksuelle meget stor betydning. Jeg mener også, at det er en vigtig del af vort liv, og at det sjette bud gælder, og at utroskab skal undgås. Men jeg mener også, at man bør holde sig til sandheden, at man ikke bør slå ihjel, at man heller ikke bør stjæle, og at man skal ære sin far og sin mor. For ikke at tale om det store bud i loven, kærlighed til Gud og næsten, som står over alle andre bud. Jeg mener bestemt, at vi i kirken skal sige noget ind i den etiske debat. Det har man forsømt i flere generationer. De fleste har ingenting sagt, og I har kun talt om det 6. bud. Nu lever vi i en tid, hvor etik igen er på dagsordenen, og hvor det er vigtigt, at den drøftes på et andet grundlag end blot den personlige interesse, som man let forfalder til i et individualiseret samfund. Vi har pligt til at hjælpe hinanden, uanset om vi altid har lyst til det. Den samaritanske pligt er og har været vigtig i vor kultur i et par tusind år, og den er der stadig brug for. Buddet om ikke at lyve har fået en ny aktualitet og er måske blevet det vigtigste bud i et moderne samfund. Skal man tage hensyn til den slags overvejelser over tidsånden? Ja, det skal man da. Vi taler ind i en bestemt tid, og hvis vi vil give Kristi budskab mund og mæle, er vi da nødt til at tale, så folk kan forstå det. I parentes bemærket er Indre Mission vel den mest mediebevidste af de kirkelige retninger, så det burde da ikke være jer fremmed. Hvad angår det 6. bud, så holder I jer ikke alene til, at utroskab skal undgås. I drager yderligere samfundsmæssige konsekvenser heraf, nemlig at skilsmisse er en skam, som der ikke er tilgivelse for, i hvert fald ikke af kirken. At »gengifte« ikke bør have kirkelige embeder, at man ikke må have sex før ægteskabet, at det er en skam for børnene og en selv, hvis de kommer inden ni måneder efter brylluppet osv. At børn født uden for ægteskab er uægte, og at homofili er en sygdom, som bør behandles. Samfundsmæssigt har det tidligere været afgørende for ens rettigheder og muligheder, om man var ugift, gift eller skilt, især for kvinder. Man kunne ikke have kvindelige chefer, fordi manden i kraft af sit køn er født til at lede. Manden er jo kvindens hoved. Hvis mænd blev skilt, blev de ofte fyret. Ønsker missionsfolk virkelig, at vi skal vende tilbage til disse tider for godt 100 år siden? I så fald er man ikke længere med i en kultur, hvor ligeberettigelsen skrider frem ved, at mænd og kvinder behandles ens, lige løn for lige arbejde, kvindelige chefer vinder frem, hvor ens ægteskabelige stilling ikke kommer arbejdsmarkedet ved (man får bl.a. ikke længere mere i løn, fordi man er gift), hvor ingen børn fødes »uægte« etc. I dag har »tidsånden« således ændret sig. Det er ikke længere samfundsvigtigt, hvordan ens ægteskabelige stilling er, eller hvilket køn man har. De andre bud er trådt tydeligere frem, ikke mindst buddet om ikke at lyve. Hvad statsministeren laver derhjemme i sin seng, kommer ingen ved, men hvis han lyver, kommer det alle ved. Det gælder i virkeligheden også os andre. Alle kristne tolker naturligvis Bibelen ud fra deres tid. Forskellen mellem missionsfolk og os andre er bl.a., at vores tid er forskellig. Vi prøver på forskellig måde at leve i vor tid. Mens missionsfolkene holder sig til 1860. Hvad er bedst? For at få det til at passe læser man Bibelen a la carte. Man nøjes med det sjette bud, men tager ikke de andre med. Man kan altså ikke komme i kirken og blive »gengift«. I forlængelse af det kunne man jo stille andre interessante spørgsmål. Kan man komme i kirken, hvis man har slået ihjel? Må man følges med sine forældre i kirken, hvis man ikke ærer dem? Må man sige noget i kirken, hvis man tidligere har løjet etc.? Der kunne hurtigt blive tomt i vore kirker, hvis man inddrog de andre bud og trak den slags konsekvenser. Men dem siger man ikke noget om, kun sex. Man læser a la carte. I øvrigt er det ejendommeligt at se kristne mennesker nøjes med at tage de ti bud i den jødiske udgave og ikke i den kristne. Her er det ikke blot forkasteligt at slå ihjel, men siger man tåbe til sin næste, skal man dømmes til Helvedes ild (Matt. 5, 22). Ægteskabsbrud defineres som det blot at se lystent på en andens hustru (5, 28). Hvorfor nøjes man med den lette udgave i Det Gamle Testamente og tager ikke Jesu ord alvorligt? Igen a la carte læsning. I øvrigt tyder den måde, Jesus omgås faldne kvinder på i evangelierne, ikke på, at de er diskvalificerede for altid. Der er tilgivelse for dem hos Jesus. Det bør der også være i kirken. Kvinderne skal tie i menigheden, siger Paulus (1. kor. 14) Det bruges til at udelukke dem som præster. I 1. Timotheusbrev står at »optræde som lærer, tillader jeg ikke en kvinde« (2, 12). Men det tillader Indre Mission jo. Lærergerningen fremhæves ofte som den rigtige for kvinder. Jeg ved godt, at »lærer« her tolkes af IM som »teolog«, men det står der ikke noget om. Igen a la carte-læsning, så det klodser. Læsning af Bibelen efter (eget) behov præger alle bibellæsere. Dog sjældent så tilfældigt og omfattende som hos kirkens højrefløj. Og kun her med en verbalinspirationslære i ryggen, der giver de kreative læsninger guddommelig autoritet. Alt dette kan vi få meget lang tid til at gå med at diskutere eller skændes om. Det må vi gøre en anden gang. Vigtigere er det, som jeg sagde på bispemødet i begyndelsen af januar, hvor højrefløjen var indbudt, at denne på grund af et par afgørende knaster i en overskuelig fremtid vil forblive isoleret i dansk kirkeliv, så længe vi har en demokratisk folkekirke. Almindelige mennesker i menighedsråd vil nemlig ikke finde sig i at måtte eksportere sine brudepar ud af sognet, fordi de ikke kan få dem gift i deres egen kirke, hvis en eller begge parter er fraskilt. Man vil heller ikke finde sig i at have præster, der ikke vil samarbejde med kvindelige kolleger. Eller folk, der har et fordømmende syn på homofile eller mener, at de kræver behandling. Og de fleste danskere vil heller ikke acceptere det, ikke blot fordi det ikke stemmer med »tidsånden«, men fordi det ikke er kristeligt og menneskeligt forsvarligt. Det er en skam, at kirkens højrefløj forskanser sig i selvvalgt isolation. Fra min tid som underviser på universitetet i Århus husker jeg mange dygtige studerende, som trods deres ofte tilfældige bibellæsning alligevel vidste meget og kunne meget. Det ville være uheldigt, hvis kirken ikke fik glæde af dem. Hvis kirke og kristendom skal bevare sit greb i den danske befolkning, har vi ikke råd til at lade nogen ressourcer gå til spilde. Netop når man kalder sig »indre«, dvs. indenlands, mission, burde dette have en høj prioritet. Og hermed er sexfejden år 2001 med kirkens højrefløj slut for mit vedkommende. n Og hermed er debatten om det sjette bud i det 21. århundrede også lukket i Kristeligt Dagblad. biskop, Roskilde Stift