DER ER SOM BEKENDT i kristendommen et krav om næstekærlighed: ”Du skal elske din næste som dig selv”. Rundt om i Bibelen – også i Det Gamle Testamente, altså før kristendommen – kan man møde denne fordring. Eksempelvis i ordene om at være særlig opmærksom og omsorgsfuld over for ”den fremmede, den faderløse og enken”.
Og endnu mere markant i Det Nye Testamente med Jesu ord om at elske fjenden og ikke mindst i den berømte lignelse om den barmhjertige samaritaner. Eller i apostlen Paulus’ ord om ikke at lade sig ”overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode”.
Umiddelbart er det svært at blive uenige om, og vi synger da også gerne om det ved gudstjenesten: Man skal ”hjælpe og værne om den, som er svag”, som det hedder i salmen ”Du gav mig, o Herre, en lod af din jord”. En anden salme, ”Guds kærlighed ej grænse ved” udtrykker, at Guds kærlighed også skal mærkes her på jorden, ”hvor lidende iblandt os bor, og ringe undertrykkes”.
Men det er også et vanskeligt punkt. For hvad vil det – konkret – sige at elske næsten, at drage omsorg for enken, den faderløse og den fremmede? Hvem er min næste, hvem er den fremmede? Ja, kan man eller kirken overhovedet angive praktiske følger af buddet om næstekærlighed, forkynde, hvad man konkret bør gøre politisk?
Der er for tiden netop en voldsom diskussion i det folkekirkelige landskab om, hvordan denne næstekærlighed skal komme til udtryk. Over for hvem og hvad?
Lidt forenklet kan man tale om to lejre, der fylder meget i billedet, selvom de i virkeligheden ikke fylder hele billedet.
Der pågår en slags kamp om den rette omsætning af næstekærligheden, en kamp, man måske bedst kan betegne som kampen mellem en SF-kristendom og en DF-kristendom, efter de to partier med disse navne: Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti.
PÅ DEN ENE SIDE en SF-kristendom, hvor buddet om næstekærlighed ses som en opfordring til en fremmedvenlig, humanistisk politisk praksis. ”Den fremmede” fortolkes som de fremmede, flygtninge, der søger asyl og ophold her i landet. Dem som vi – netop ud fra buddet om næstekærlighed – bør tage imod. Der er og skal være plads i herberget, så at sige, og vel temmelig åbne grænser. De bibelske ord ”frygt ikke” høres og prædikes som en opfordring til ikke at give efter for frygten – heller ikke frygten for de fremmede.
Enken og den faderløse fortolkes som billeder på nutidens socialt udsatte, som kirken bør vise omsorg for – og gøre politikere og beslutningstagere opmærksomme på.
DF-kristendommen hører og fortolker buddet om næstekærlighed anderledes. Ikke alene fordi ”næsten” på traditionel tidehvervsk vis forstås som den, der konkret og lige nu er min næste – og ikke en mere diffus næste langt væk, måske i en hel anden verdensdel.
Men buddet om næstekærlighed og ordene om enken, den faderløse og den fremmede forstås også langt mere ”nært”, om man vil.
Som en fordring om at tage vare på den konkrete virkelighed og den konkrete ramme, Danmark, som ordene lyder i. Som Gud dengang talte til sit folk, israelitterne, taler han nu – eller disse præster gør – til det danske folk, ”danskerne”, som det hedder på DF-sprog.
Man forstår fordringen om at hjælpe enken, den faderløse og den fremmede som en fordring om at hjælpe og værne om den, som er svag – hertillands. Og ikke blive fremmede i sit eget land, som vi i øvrigt skal bringe orden i – ikke mindst når det gælder de ældre, hvoraf mange unægteligt med tiden bliver både enker og faderløse.
Umiddelbart kan det se ud, som om det er to modsatrettede fortolkninger af kristendommen, særligt af buddet om næstekærlighed.
Men spørgsmålet er, om forskellen egentlig er så stor. Om ikke SF- og DF-kristendommen er i samme båd, men blot vil ro hver sin vej. Eller sidder i samme kirkeskib, men med hver sin kurs! De drager altså vidt forskellige – nærmest modsatrettede – konsekvenser af kravet om næstekærlighed opfordringerne om at tage vare på den fremmede, enken og den faderløse.
DER ER I AL FALD visse ligheder. For det første psykologiseringen over dem, der mener noget andet! ”Frygt ikke”- opfordringerne i SF-kristendommen læner sig, indimellem mistænkeligt, op ad en granskning af modstandernes motiver: Hvis man er skeptisk over for antallet af flygtninge og indvandrere, er det, fordi man giver efter for frygten – frygten for det anderledes, de anderledes!
Tilsvarende psykologiserer DF-kristendommen ved at bruge det efterhånden meget slidte udtryk ”politisk korrekt” om modstanderne. Er man tilhænger af, at Danmark skal modtage flere flygtninge og indvandrere, er det blot, fordi man vil være ”politisk korrekt” – altså anerkendes af og måske ligefrem være en del af den ”elite”, som DF-præsterne ofte henviser til, mens de – lidt elitært – gør sig til talsmænd for ”det tavse flertal”.
For det andet stemmer de to former for kristendom overens i synet på, at der fra kristendommen kan uddrages bestemte konkrete politiske anvisninger. Det er bare vidt forskellige politiske konsekvenser, man tilslutter sig.
Men dermed gør man – endnu en gang – kristendom til moralisme. Hvor man måske tidligere moraliserede over for den enkelte – ikke mindst når det gjaldt den erotiske side af tilværelsen – ja, der har man flyttet fokus fra individets moral til samfundsmoralen. Fra synet på, hvad den enkelte bør gøre – eller måske især ikke bør gøre – til, hvordan man bør udmønte næstekærligheden politisk – over for enkerne, de faderløse og den fremmede.
Men det er vel i det politiske som i det personlige: Der findes sjældent helt ”rene” beslutninger – eller beslutninger, der ikke koster noget for nogen. At vil man hjælpe bestemte enker, fremmede og faderløse, har det en pris for andre af samme slags.
Det betyder naturligvis ikke, at man ikke skal hjælpe. Men det understreger, at man ikke kan tage patent på en bestemt kristen politik. Som om Gud har givet konkrete instrukser. Men Gud er ikke ”partisk”, som det også hedder i Det Gamle Testamente.
Ja, spørgsmålet er, om man overhovedet kan definere, hvordan næstekærligheden konkret omsættes i praksis og hævde, at den bør komme til udtryk i et bestemt syn på flygtningepolitikken eller socialpolitikken.
K.E. Løgstrup formulerer i sin bog ”Den etiske fordring” kravet om næstekærlighed ved at sige, at ”den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd” – lidt eller meget, måske rigtig meget. Men Løgstrup betoner – ud over at denne fordring er fællesmenneskelig, uanset tro eller ikke-tro – at hvordan man tager vare på den anden, må man vurdere ud fra sin fantasi, erfaring og skøn. Der er ikke nogen facitliste.
I samme forbindelse mener Løgstrup heller ikke, at der findes en særlig kristen etik – jo, kravet om næstekærlighed, fordringen om at tage vare på det af den andens liv, man holder i sin hånd. Men altså ikke, hvordan det konkret skal udmøntes i den situation, man står i – heller ikke samfundsmæssigt. Det må vi finde ud af – ikke i kirken, ikke med præsternes hjælp, men hver især med fornuft og samvittighed. Og sammen.