I dag er en mærkedag for alle Shakespeare-elskere verden over. For præcis 400 år siden trak William Shakespeare vejret for sidste gang. Og mere end det. For præcis 452 år siden trak han vejret for første gang. Shakespeare døde nemlig på sin fødselsdag.
Da man i 1964 kunne fejre 400-året for hans fødsel, gik det ikke stille af. Der udkom i stakkevis af bøger om Shakespeare, og han var på plakaten verden over – både på teatrene og i medierne.
Journalister opsøgte fagfolk og lægfolk med spørgsmålet om, hvad Shakespeare betød for dem. Det gjaldt også de fire medlemmer af The Beatles. De fik spørgsmålet, om man ville have lagt mærke til Shakespeare, hvis han havde levet i dag. ”Ja, selvfølgelig,” svarede Ringo Starr prompte, ”så ville han jo være 400 år gammel”. Kapow! En replik, der ville have været en Falstaff værdig. Falstaff er en folkekær klovneskikkelse, som optræder i flere af Shakespeares stykker.
Endnu en gang er Shakespeare-feberen over os. Forklaringen er ligetil. Selvom Shakespeare fysisk gik i graven i 1616, så lever han videre i bedste velgående. Skal man overhovedet godtage talen om udødelige personer i kulturhistorien, vil hans navn være et af de første, man kommer på.
Shakespeare indtager nemlig førstepladsen. Han er den mest omtalte skikkelse i verdenslitteraturen. Det gælder både før og efter den digitale tidsalder. Googler vi navnet, får vi 120 millioner hits. Til sammenligning får vores egen verdenskendte H.C. Andersen cirka 21 millioner hits, og Goethe når op på 39 millioner hits.
I beskæftigelsen med Shakespeare taler man ligefrem om ”the Shakespeare Industry”. Hvert år udgives der et umådeligt antal akademiske værker og artikler om Shakespeare. Myriader af forskere forsøger at afdække nye facetter af hans værker. På teatrene verden over opføres Shakespeare-forestillinger, hvor instruktører koger over af hittepåsomhed for at lancere mesteren i en original nutidsbelysning.
Shakespeares værker er klassikere. Det karakteristiske for en klassiker er, at den overlever alle sine fortolkninger. Der er stadig noget at vende tilbage til. Shakespeare er tilsyneladende ikke til at slide op. Han bliver læst, oversat, opført og ikke mindst nyfortolket igen og igen.
Det gør han først og fremmest, fordi han levendegør en lang række grundvilkår for det liv, vi mennesker lever med os selv og hinanden: tillid, svigt, magtbegær, jalousi, venskab, begejstring, glæde, kærlighed, kynisme, misundelse, had, bedrag, ondskab, godhed, humor, håb, sorg, anger, fortvivlelse, tro og tvivl… Læseren kan selv fortsætte rækken.
Hvad Shakespeares liv angår, står vi over for noget af en gåde. Holder vi os til de nøgterne biografiske data, kan det hele rummes på to eller tre A4-sider – resten er gisninger. Også forholdet mellem forfatter og værk har anstrøg af noget gådefuldt. Dykker man ned i Shakespeare-forskningens arkiver, finder man mere end 5000 afhandlinger, hvis hovedpåstand er, at Shakespeare slet ikke var Shakespeare, men at hans værker i virkeligheden blev begået af andre af samtidens fremtrædende digtere.
Visse forskere har altså ikke kunnet forlige sig med, at en så imponerende dannelse og sublim kunstnerisk udtryksfuldhed skulle udgå fra en søn af folket uden akademisk baggrund. Der var i samtiden nok af andre digtere, som kunne pryde sig med en universitetsuddannelse, de såkaldte ”University Wits”, og dem har man så fokuseret på. Uden for digternes kreds har nogle peget på såvel filosoffen Francis Bacon som selveste dronning Elizabeth som ophavsmanden til mange af stykkerne.
Men alle disse betragtninger kan henvises til raritetskabinettet i Shakespeare-forskningen. Langt hovedparten af forskerne fastholder forbindelsen mellem den historiske person William Shakespeare fra Stratford-upon-Avon og de skuespil og sonetter, der bærer hans navn.
Måske kan enkelte skuespil være begået i samarbejde med andre. Det gælder dog ikke de centrale mesterværker som ”Richard III”, ”Hamlet”, ”Macbeth”, ”Othello”, ”Kong Lear”, ”Romeo og Julie”, ”Købmanden fra Venedig”, ”En Skærsommernatsdrøm” og ”Julius Cæsar”.
Shakespeare er først og fremmest en genial og ufatteligt raffineret ordkunstner. Nogle har påstået, at det skyldes hans store ordforråd, men nyere undersøgelser har vist, at det såmænd ikke var større end så mange andre samtidige digteres. Faktisk kommer han ind på en sjetteplads i forhold til kolleger som Christopher Marlowe eller Ben Jonson.
Men ligesom en komponist ikke skal hædres for at bruge mange toner, men for sit tonesprog, skal en skuespilforfatter ikke måles på mængden af ord, men på sin evne til at forlene sine replikker med liv og nerve.
Og her er Shakespeare uden sidestykke. Shakespeare kan ganske enkelt trylle med ordene. Han skaber med sin replikkunst et magisk nærvær i sproget, som stjæler vores opmærksomhed, griber os, lever videre i os og udvider vores livsforståelse.
Lad mig bringe et par klip fra to kendte monologer: ”Hvilket mesterværk er ikke mennesket! Hvor ædelt i fornuft, hvor grænseløst i evner, i skikkelse og bevægelse hvor velskabt og beundringsværdigt, i handling hvor lig en engel, i forståelse hvor lig en gud! Verdens prydelse, alle levevæsners mønster – og dog, hvad er for mig denne støvets kvintessens?” (”Hamlet”, 2. akt, 2. scene, oversættelse: Niels Brunse).
”Vort liv er blot en skyggevandring; en sølle skuespiller, som opblæst svanser rundt på scenen og så forstummer. En skrøne, fortalt af en tåbe, fuld af fagter og gebærder. Det hele betyder – ingenting!” (”Macbeth” 5. akt, 5. scene, oversættelse: Jørgen Carlsen)
Mellem ophøjelse og fornedrelse. Mellem Himmel og Helvede. Mellem alt og ingenting – der befinder vi os på den shakespearske scene. Mennesket er ikke et enten-eller. Det er et både-og. På godt og på ondt. Det er det virkelige, uforkortede, modsigelsesfyldte menneske, vi møder hos Shakespeare.
Der er noget paradoksalt i, at han ofte sammenligner mennesket med en skuespiller, og verdens gang med et monstrøst teaterstykke. En skuespiller er som regel sminket og spiller en tildelt rolle. Men det passer jo også meget godt på os mennesker. For vi er vel også i en vis forstand sminket og spiller roller over for hinanden.
På scenen hører vi ord, der forlokker og forfører og lover venskab, troskab eller kærlighed, men som vi som publikum gennemskuer som drivende af gift fra skumle planer. Vi oplever sandheden optræde i løgnens skikkelse – og løgnen i sandhedens.
Den usminkede sandhed om os er, at vi sminker os. Vi bærer maske. Det græske ord for maske er netop persona. Hvilken person, man er, afhænger af, hvilken maske man bærer. På din maske skal man kende dig, som Karen Blixen siger. Men det specielle ved masken er jo netop, at det kun er en maske.
Masken passer aldrig helt, den slutter ikke tæt. Shakespeares geni består i at opsøge mellemrummet mellem mennesket og masken. Der befinder Hamlets tvivl sig. Der befinder Othellos mistillid sig. Der befinder Macbeths magtambition sig. Der befinder Romeo og Julies kærlighed sig. Og der befinder vi os. Lige midt i hele redeligheden.
En af de store danske Shakespeare- elskere var Georg Brandes. Han udgav i 1895-96 et digert værk om Shakespeare i hele tre bind, som vakte international opmærksomhed. Her kan man blandt andet læse: ”Det er tre hundrede Aar siden, at dette Geni brød frem i sin fulde Oprindelighed og dog sysselsætter han endnu Europa som en Samtidig.”
I jubelåret 1964 udgav den polske litteraturforsker Jan Kott en bog med titlen ”Shakespeare – vor samtidige”. Og her i 2016 følger Shakespeare os stadig. Han er i øjenhøjde med os. Han ser os som dem, vi er. Og vi spejler os i hans tekster og genkender os selv i vores afsminkede udgave. Bag masken.
Jørgen Carlsen er forstander på Testrup Højskole