KAN MAN IKKE NÅ FREM til begravelsen hvad man sjældent kan i Egypten, hvor den foregår samme dag som eller dagen efter dødsfaldet møder man op til den obligatoriske mindegudstjeneste på 40.-dagen.
Da pave Shenouda III døde den 17. marts, befandt jeg mig i Indien, hvor de ortodokse Thomas-kristne holdt mindehøjtidelighed for ham på syvendedagen. Derfra kunne jeg ikke skrive hjem, men nu, hvor der holdes stor mindehøjtidelighed i Markuskatedralen den 25. april og næste dag i pavens residenskloster, Bishoi, skal han have nogle mindeord med herfra.
LÆS OGSÅ: Koptisk leder i svære tider
Shenouda, den 117. patriark på Sankt Markus stol, vil gå over i historien som en af de helt store koptiske paver. Pavetitlen er blevet brugt i Egypten siden 3. århundrede. Kun tre andre patriarker har siddet et par år længere end de 41 år, han fik i embedet. Og af de tre er Athanasios (328-373), ortodoksiens fader, absolut den berømteste.
Men hvem var Shenouda egentlig, og hvordan satte han sit præg på kirken i disse mange år? Han blev født den 3. august 1923 i den egyptiske provins Assiut under navnet Nazir Gayed Roufail, men voksede op i bydelen Shoubra i Kairo, hvor han var søndagsskolelærer som 16-årig.
Som ung kom han i kontakt med eneboeren i en gammel vindmølle i Gammel Cairo, munken Mena, den senere patriark Kyrillos VI (1959-1971). Det discipelforhold blev af afgørende betydning for den unge mands fremtid og for kirkens.
De næste år tog han ganske vist en bachelor i kunsthistorie ved Cairo Universitet, var på studieophold i England, og virkede som engelsklærer i Tanta. Reserveofficer blev han også efter endt uddannelse på Militærakademiet, for tjenesten i hæren slap man sjældent for under Nasser.
Men fra 1949 trådte Nazir Gayed helt i kirkens tjeneste, blev uddannet på Klerekia (præsteseminariet) og var derefter lærer samme sted. Fem år senere fulgte han i sin læremesters fodspor og blev munken Anthonios i Dair as-Sourian i Wadi-n-Natrûn og eneboer i en hule 12 kilometer derfra.
KYRILLOS VAR PATRIARKEN, der forblev munk uden højere uddannelse, men han var dyb, ligefrem og munter. Man kunne gå lige ind og hilse på ham. Engelsk talte han desværre ikke, men han lavede sjov med os og daskede min senere svoger i hovedet med en avis. Han var klog nok til at skaffe sig dygtige hjælpere, og i 1962 ansatte han som noget nyt tre særbiskopper.
Af dem var Shenouda den ene. Dette navn, som han valgte som biskop og bibeholdt, da han efterfulgte Kyrillos som patriark i 1971, var noget af en programerklæring. For Shenouda, der betyder Guds Søn, er navnet på den berømte klosterforstander for Det Hvide Kloster i Sohag (385-451), som har haft en normativ betydning for det koptiske skriftsprog.
Shenouda, som nu var blevet biskop for præsteseminariet samt hele den kristne børne- og ungdomsuddannelse, udgav selv en begynderbog i koptisk. Men det var ikke let at genoplive det gamle sprog som talesprog. Dog strammede han betydeligt op på de præstestuderendes viden om liturgien på koptisk og det græske sprogs betydning. Og i 1972 genoplivede han Klemens og Origenes gamle kateketskole i Alexandria.
Som patriark beholdt Shenouda den øverste ledelse af søndagsskolebevægelsen og præsteseminarierne i Kairo og Alexandria. Han fortsatte til dels også de mange møder med søndagsskolelærere og ledere, som han havde holdt ude over hele landet i 10 år.
Denne undervisning, som er organiseret fra de små klasser og frem til gymnasieniveau, har været af uvurderlig betydning for revitaliseringen af den koptiske kirke. Den har tillige smittet af på munkevæsnet, hvor antallet af munke er vokset fra cirka 100 til 2000 de sidste 40 år. Mange nonner er også kommet til, og klostrenes antal er øget.
Shenoudas pædagogiske evner og hans interesse for børnene som kirken af i morgen har holdt sig helt op i alderdommen.
Vi så det ved hans besøg i Danmark i 1993, hvor han kaldte børnene op under gudstjenesten og udspurgte dem på en morsom måde. Og det samme så jeg for nylig på CTV, der transmitterede fra Bi-shoi-klostret, hvor børn og voksne var på besøg for at ønske ham glædelig påske.
Shenouda plejede som biskop at holde store fredagsmøder for de unge i katedralen i Kairo og besvare deres mange spørgsmål. Dette fortsatte han med som patriark, men nu blev det i stedet onsdag og for alle aldersklasser. Hver onsdag i 41 år, når han ikke har været bortrejst, har han fyldt Sankt Markus-katedralen og besvaret fremsendte spørgsmål ofte på en humoristisk måde, som kaldte latter eller høje klapsalver frem.
Hans styrke har været hans pædagogiske evne til at kunne forklare selv ret vanskelige teologiske spørgsmål på en enkel og forståelig måde. Selvom han var fyldt 88 år og så træt ud, sad han der hver onsdag, for hovedet fejlede ikke noget. Hans bibelkundskab var legendarisk. Store dele af Det Nye testamente kunne han udenad og citerede ubesværet de skriftsteder, som han fandt relevante.
Shenouda blev den meste rejsende koptiske pave nogensinde. Selv Athanasios, som blev tvunget i eksil seks gange, overgår ham ikke på det punkt. I begyndelsen var formålet især at bringe den koptiske kirke ud af den isolation, som den havde været i siden kirkebruddet i Kalchedon i år 451 og muslimernes invasion i år 641.
I 1972 MØDTES HAN med den økumeniske patriark i Istanbul og den russiske i Moska. Året efter gik turen til Rom, hvor pave Paul VI inddrog Shenouda i gudstjenesten i Peterskirken. Da Shenouda i 1989 blev valgt som en af præsidenterne i Kirkernes Verdensråd, havde hans bestræbelser på at bilægge Kalchedon-skismaet båret frugt ved en enighed med den katolske kirke om Kristi menneskelige og guddommelige naturs fuldkomne enhed. I 1990 blev en lignende fælleserklæring undertegnet i Genève med de ortodokse kirker, men konsekvenserne af det helede kirkebrud er endnu ikke fuldt implementerede.
En anden væsentlig grund til patriarkens mange rejser er det stadigt voksende antal diasporamenigheder, den koptiske kirke i udlandet. De første mange år forsøgte Shenouda at administrere dem alle selv, men efterhånden måtte der oprettes oversøiske bispedømmer.
JEG VIL ANSLÅ, at der i dag er fem millioner koptere i emigrantkirkerne ret mange i forhold til de cirka 15 millioner koptere, der er tilbage i Egypten. Men vægtfordelingen vil snart forskubbe sig yderligere til fordel for emigrantkirken, sådan som de fanatiske salafister får frit spil i Egypten for tiden.
Kommentatorer i Vesten og nogle koptere hjemme har det sidste år bebrejdet Shenouda, at han ikke hoppede med på det arabiske forår og undsagde præsident Mubarak. Men de glemte den gamle mands erfaring med fanatiske muslimer.
Han havde gentagne gange bebrejdet præsident Sadat den manglende retsbeskyttelse af kopterne i forbindelse med kirkeafbrændinger og overgreb. Han rejste den samme kritik over for Mubarak ved alle de tilfælde, der har været de senere år. Alligevel ville han ikke sætte sit forhold til præsidenten over styr, for han havde ikke glemt den husarrest, som Sadat satte ham i, samtidig med at han tog kirkeledelsen fra ham.
Det tvungne ørkenophold i Bishoi varede i hele 40 måneder fra den 5. september 1981 til den 5. januar 1985 og var en dybt traumatisk oplevelse både for ham selv og for kirken hjemme og ude. Sadat blev myrdet ved et attentat i 1981, og der var flere attentatforsøg imod Mubarak, så han frygtede for at ophidse de rabiate ved at bringe paven tilbage til Kairo.
Da Shenouda endelig var tilbage i stolen igen, havde han erkendt, at en moderat diktator er bedre end et lovløst kaos. Godt at han har fået lov til at lukke sine øjne nu, så han ikke længere skal være vidne til landets moralske og økonomiske deroute.
Efter mindehøjtidelighederne for pave Shenouda på 40.-dagen kan valget af en ny patriark tage sin begyndelse. Reglerne er ændret, så ikke kun munke og særbiskopper kan vælges, men også stiftsbiskopper. Munkene skal dog nu være fyldt 50 år og have været munke i 15 år, så man undgår de unge brushaner.
Lad os håbe, at den nye patriark bliver en vis og erfaren mand, for det bliver en stor og tung opgave at løfte embedet efter Shenouda III, der vil blive husket som en af den koptiske kirkes allerstørste patriarker.