Som forhenværende amerikaner har jeg været vidne til mange tegn på, at den amerikanske drøm om velfærd og velstand efterhånden kun er mulig for færre og færre mennesker. Der er en underklasse, der bliver ved med at vokse. Mange af dens medlemmer er sorte amerikanere.
Jeg husker en tid, da der var håb om at fjerne kløften og give de underprivilegerede en ny chance. Det var i 1960’erne, i kølvandet på drabet på John F. Kennedy, da hans efterfølger, Lyndon Baines Johnson, forsøgte at skabe ”The Great Society”, hvor forskelle mellem rige og fattige skulle minimeres. Johnsons håb blev udtrykt i en tale til Kongressen i begyndelsen af 1965, hvor USA var begyndt at sende tropper til Vietnam.
Johnson lovede, at der ville blive plads til både ”guns and butter”, krigsmateriale og forbrugsgoder. Han mente, at hans vision om retfærdighed og velstand for alle amerikanere ikke ville blive udfordret af behovet for, at landet også måtte investere i krigen i Vietnam.
Da jeg kom tilbage fra et års studieophold i Europa i 1967 og skulle hente mine kufferter ved havnen i Oakland, Californien, blev jeg klar over, at Johnsons vision ikke kunne realiseres. Hele havneområdet var fyldt med skibe, der skulle sejle våben og forsyninger til Vietnam. I mit fravær var alt ændret i USA, og jeg var som så mange andre unge mænd i fare for at blive sendt til en meningsløs krig.
Det var begyndelsen på afslutningen af min amerikanske drøm, et opgør med et land, der havde behandlet mig godt, men hvor jeg kunne se, at andre ikke havde en chance.
Et år senere, da jeg bad min onkel, som var en succesrig advokat, om hjælp til at undgå at blive sendt til Vietnam, indvilgede han. Ved et møde med en repræsentant for myndighederne sagde han, ”I har ikke brug for min nevø. Han skal til Oxford og gøre noget nyttigt. I kan blot sende nogle sorte fyre i stedet for.” Det var pinligt for mig, men jeg måtte erkende, at et uforholdsmæssigt stort antal af soldaterne var sorte.
Jeg fik lov at rejse til England, men på vej dertil besøgte jeg Det Hvide Hus. Det var 1968, hadets år, hvor modstanden mod Amerikas rolle i Vietnam var blevet så voldsom, at præsident Johnson gav op og meddelte, at han ikke ville søge genvalg.
Der var uro i flere amerikanske byer, specielt efter drabet på Martin Luther King, og flere områder i Washington DC blev raseret af optøjer.
Situationen dengang ligner, hvad der sker i dag, hvor vrede mennesker forsøger at gøre gengæld for de uretfærdigheder, som de oplever, om det var en hvid mands skud mod Martin Luther King eller en hvid politibetjents mishandling af en sort mand.
Men forskellen er, at Amerika dengang havde en præsident, der viste sympati og medfølelse for de underprivilegerede. Midt i raseriet mod hans rolle i Vietnam forsøgte Johnson at fremme sin vision af ”Det store samfund”. Forskellen mellem Johnson og den nuværende præsident kunne ikke være større.
I foråret 1968, mens landet kogte af vrede, skrev jeg til Johnson. Jeg har ikke brevet i dag, men så vidt jeg husker, gav jeg udtryk for, at historien ville huske ham som en stor præsident, netop fordi han havde arbejdet for velfærd for alle amerikanere. Jeg erkendte, at han ikke kunne færdiggøre sit arbejde, men hans vision havde været vigtig og rigtig.
Jeg var måske den eneste universitetsstuderende det år, der skrev positivt til præsidenten. Jeg fik et svar, hvori han takkede mig og inviterede mig til Det Hvide Hus, hvis jeg fik muligheden.
Det gjorde jeg: Sidst i august var jeg på vej til Oxford, men standsede hos en søster i New York, hvorfra jeg tog greyhoundbussen til Washington.
Sidste del af rejsen blev et chok, fordi bussens rute gennem byen viste den ene gade efter den anden med udbrændte huse. Washington var en krigszone, noget jeg slet ikke havde været forberedt på, men optøjerne nogle måneder tidligere havde efterladt deres sår på byen.
Jeg stod uden for Det Hvide Hus og forklarede vagten, hvem jeg var. Jeg var i tvivl om, om jeg ville få lov at komme ind. Men jeg var ventet og blev vist til et rum tæt ved The Rose Garden, hvor vi i disse tider hører den nuværende præsident udtrykke sine raserier.
Der var en elevator bag mig, og pludselig åbnedes døren, og der var ingen tvivl om, at det var præsidentfruen, Lady Bird Johnson.
Vi gik ud i Rosenhaven, og hun spurgte mig, hvad jeg ville lave i Oxford. Jeg forklarede, at jeg skulle arbejde med Anselm af Canterburys såkaldte beviser for Guds eksistens. Lady Bird smilede og sagde, at hun havde ikke brug for beviser. Når hun vågnede om morgen og hørte fuglene synge, vidste hun, at Gud var til.
Det var en overbevisning, jeg ikke kunne modsige. Hun sagde, at de år, hun havde haft i Washington, havde været vidunderlige. Jeg kunne ikke tro mine egne ører, fordi jeg tænkte på den ruinby på nogle få hundrede meters afstand. Men samtalen var overstået.
Jeg fik at vide, at præsidenten den dag desværre ikke havde tid til at se mig, men jeg blev ledsaget til The West Wing og fik en samtale med nogle unge fyre, der var måske 5-10 år ældre end mig. De sagde, at de var misundelige, at jeg skulle til Oxford, og de spurgte mig, hvad Hubert Humphrey skulle gøre for at blive valgt i november.
Mit svar kom prompte: Han skulle slutte USA’s engagement i Vietnam. Mine lyttere var skuffede, men det var indlysende, at det kunne Humphrey ikke gøre.
Jeg forlod Det Hvide Hus og tog bussen tilbage til New York.
Det var en uforglemmelig eftermiddag, fordi jeg fik lov til at udtrykke min støtte til præsident Johnson uden at gå på kompromis med egne idealer.
De næste to år i Oxford var fyldt med frygt for at blive indkaldt til hæren. Jeg var heldig, mens flere andre amerikanere i England måtte tage hjem og til krigen.
Men i 1971 erklærede jeg til min danske hustru, at vi måtte forlade Amerika. Vi kom til Danmark en kold februar dag uden penge, bolig eller job. Dengang var en vielsesattest tilstrækkeligt for at få dansk opholdstilladelse, og jeg blev hurtigt dansk statsborger.
Dengang betød dansk indfødsret, at man måtte give afkald på eventuelt andet borgerskab. Det var ikke noget problem for mig, selvom jeg ofte bliver spurgt, når jeg rejser ind i USA, hvorfor jeg opgav mit amerikanske borgerskab. Mit svar i begyndelsen var ”Vietnam”, men det førte bare til ubehagelige spørgsmål. Nu siger jeg bare ”Kærlighed”, og det accepteres uden flere spørgsmål.
Jeg voksede op i et Amerika, som jeg elskede, og jeg kom i 1960’erne til at opleve, hvordan mange af mine samtidige hadede Amerika og kaldte det fascistisk. Det var det ikke, heller ikke i dag, men de seneste års dyrkelse af splittelsen i det amerikanske samfund har været en katastrofe. Ikke bare for Amerika, men for hele verden.
Der er håb forude, hvis USA får en anstændig præsident, men hvis den nuværende bliver genvalgt – eller klynger sig til magten på trods af valget – bliver vi alle fattigere og endnu mere udsat for vold og overgreb.
Mit Amerika eksisterer ikke længere, men 2020 behøver ikke blive til et nyt 1968.
